Knabrostræde 14, København

Størstedelen af Snarens Kvarter brændte både i 1728 og 1795, men i den sydlige del findes adskillige bevarede bygninger. Frem til branden i 1728 gik Knabrostræde eller Knagerøgstræde/Knækrygstræde, som den hed indtil 1689, fra stranden ved Nybrogade til Brolæggerstræde. Efter branden i 1728 blev Knabrostræde ført igennem fra Brolæggerstræde til Vimmelskaftet. Ved Københavns anden brand i 1795 blev Knabrostrædekvarteret fuldstændigt raseret, og tilbage stod kun tomter de fleste steder. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Forhuset er opført i 1799-1801 af murersvend Hans Eric Meyer. Til byggeriet lånte Meyer penge af sin mester, Lauritz Thrane, som måske har tegnet huset (se f.eks. Kompagnistræde 2 af Thrane). Der har i det ydre ingen væsentlige ændringer været.

Ejendommen er en hjørnebygning, som ligger mellem Knabrostræde og Brolæggerstræde. I begge gader ligger huset i forlængelse af naboejendommene med lignende skala, rytme og udtryk. Sidehuset til Brolæggerstræde 12 ligger umiddelbart bag forhuset i Knabrostræde 14, hvorfor forhuset har adgang til en lysgård, men ikke til en baggård. Hjørnehuset er grundmuret over ti fag mod Knabrostræde, et knækket hjørne og to fag mod Brolæggerstræde. Det består af en kælderetage, herover fire etager og endelig en tagetage. Den nederste del af facaden er pudset og gråmalet, herover har facaden hamborgfuget murværk malet i rød, og nederst er en gråmalet sokkel. Facaden er kendetegnet ved en kordongesims og en profileret hovedgesims. Der er prydstik over vinduerne og muret sålbænk under. Bygningens vinduer er mod gaden nyere, men traditionelt udførte, hvidmalede korspostvinduer med tværsprosse i de nederste rammer, tredje sals er dog torammede med en sprosse i. I midten mod Knabrostræde er en kældernedgang med nyere fyldingsluger over en fyldingsdør. Ved siden af er hoveddøren med en nyere, grønmalet fyldingsdør og et ældre overvindue. Halvtaget er behængt med røde tegl, og der er fire nyere heltagskviste med lav trekantfronton mod hjørnet. På hjørnefagets bagside er fladt tag med tagpapbeklædning og en mindre lysskakt mod sidehuset til Brolæggerstræde 12. I tagfladen er flere nyere tagvinduer, og der er i rygningen to nyere skorstenspiber. I rygningen mod Knabrostræde er en nyere, lang skorstenspibe med adskillige rør. Lysgården har pudset murværk, og vinduerne er ældre korspostvinduer, småtopsprossede eller med tværsprosse i de nederste rammer. I det indre har forhuset bevaret den oprindelige grundplan, hvor der er to lejligheder per etage. Mod Knabrostræde er der i lejlighederne således forstue bag hoveddøren, mens der mod lysgården er køkken og badeværelse, hvorefter kommer stuen og soveværelset. I lejlighederne mod hjørnet er der bag hoveddøren forstue, som vender mod lysgården, herefter to stuer, mod Brolæggerstræde er soveværelse og herefter er badeværelse og køkken mod lysgården. Interiøret er generelt kendetegnet ved nyere aptering, men der er flere steder oprindelige og ældre bygningsdele, -detaljer og overflader, herunder bræddegulve, ovnpilastre, brystningspaneler og fuldt panelerede vægge mod gaden. Der er tillige enkelte steder bevaret loftsstukkatur med rosetter. På første sal er mod Knabrostræde lavet murgennembrydninger til baghuset i Brolæggerstræde 12 og til Knabrostræde 12.Hovedtrapperummet er kendetegnet ved en ældre kvartsvingstrappe med et værn af kvadratiske balustre og en volutsvungen mægler samt nyere pladedøre og bindingsværk malet over stok og sten. Den udnyttede tagetage mod hjørnet bærer præg af en nyere indretning og overflader. Der er således ingen rumopdeling, og etagedækket til hanebåndsloftet er fjernet, da der her er etableret hems. Lejer har hertil lavet en nyere ligeløbstrappe, som er placeret midt i rummet, i forbindelse med hvilken er blevet fjernet en del af en loftbjælke. Kælderen er dels indrettet til restauration med en ældre murgennembrydning til Brolæggerstræde 12 samt til butik med nyere overflader mod Knabrostræde.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden på hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde i de velbevarede rækker af klassicistiske borgerhuse, der tilsammen danner en fin helhed. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset som et integreret led i gadens varierede husrække. Hertil kommer, at forhuset med sit udtryk og materialeholdning er med til at opretholde den ældre bebyggelseslinje og fastholde den helstøbte oplevelse af en ældre og værdifuld bebyggelsesstruktur.

Ejendommens kulturhistoriske værdi knytter sig overordnet til bygningen som et klassicistisk borgerhus, opført efter Københavns anden store brand i 1795. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. I det ydre ses de klassicistiske træk i den grundmurede ejendom, hvis symmetrisk opbyggede facade er udsmykket med kordongesims, profileret hovedgesims og prydstik. De ældre vinduer samt de fornyede korspostvinduer er ligeledes af kulturhistoriske værdi, idet formatet er det oprindelige og typisk for opførelsesperioden. Hertil kommer den traditionelle forskel på den præsentable facade og den helt enkle side mod lysgården, hvor murværket er pudset og ikke bærer anden udsmykning end den funktionelt betingede hovedgesims, der tjener til at holde vandet væk fra mursiden. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der på traditionel vis er indrettet lejligheder med en forstue bag hoveddøren, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod hjørnet, mens soveværelse, køkken og badeværelse vender mod bygningens bagside eller lysgård. De bevarede dele af de oprindelige og ældre interiører i forhus og sidehus har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal. Der er således bevaret enkelte oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer, herunder bræddegulve, ovnpilastre, brystningspaneler, fuldt panelerede vægge mod gaden og loftsstukkatur med rosetter.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den udpræget regulære facadekomposition, hvor gesimserne understreger de horisontale linjer. Hertil kommer de traditionelle korspostvinduer og det hamborgfugede murværk, som ved sin reliefvirkning giver facaden en taktil og dekorativ dimension, der i høj grad bidrager til bygningens meget velafbalancerede og værdige fremtræden. Mod lysgården knytter de arkitektoniske værdier sig til de pudsede mursider uden detaljer eller dekorationer, den tætte vinduessætning og den ensartede farveholdning, der resulterer i et roligt og enkelt udtryk.

Læs videre om

• Lundevangsvej 12, København
• Nikolaj Plads 7, København
• Rådhusstræde 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen