Knabrostræde 15 ligger på Knabrostræde 15 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Størstedelen af Snarens Kvarter brændte både i 1728 og 1795, men i den sydlige del findes adskillige bevarede bygninger. Frem til branden i 1728 gik Knabrostræde eller Knagerøgstræde/Knækrygstræde, som den hed indtil 1689, fra stranden, dvs. Nybrogade og til Brolæggerstræde. Mod kanalen (dengang, altså stranden) lå et nødtørftshus på pæle i vandet og med den tunge nødtørfts stilling i hu, har dette formentlig givet anledningen til navnet Knækrygstræde! En anden teori bygger på at der fra en bro som lå her engang lavede knagende lyde, altså knag-brostræde. Efter branden i 1728 blev Knabrostræde ført igennem fra Brolæggerstræde til Vimmelskaftet. Ved Københavns anden brand i 1795 blev Knabrostrædekvarteret fuldstændigt raseret, og tilbage stod kun tomter de fleste steder. Forhuset er opført 1797-99 for stukkatør og bygmester H.C. Ondrup. Dette forhuset blev forhøjet med to etager mellem år 1800 og 1804 af maler Johan Jacob Weinicke og tømrermester Andreas Hallander. Indtil 1829 var i stueetagen fordelt på ét dobbelt og to enkelte fag vognremise med porte for.

Beskrivelse

Ejendommen er beliggende i Knabrostræde i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens østlige husrække. Forhuset er grundmuret i seks fag, hvoraf de to yderfag er bredere. Forhuset er i fire etager og har en udnyttet tagetage. Facaden er glatpudset, og over stueetagen er en profileret kordongesims, mens der øverst er en profileret hovedgesims. Underfacaden er grå, overfacaden er lyseblå, mens gesimserne er hvide. I det tredje fag fra nord er en dørniche, og heri er en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsdør, og over denne er et tredelt overvindue i en profileret indfatning. I stueetagen er der traditionelt udførte, opsprossede butiksvinduer, der er hvidmalede. På de øvrige hovedetager er der en ældre og traditionelt udført, hvidmalet vinduessætning. På første og anden sal er der i midterfagene firerammede korspostvinduer vinduer med todelte underammer, mens der yderfagene er seksrammede vinduer, ligeledes med todelte underrammer. På tredje sal er der i midterfagene torammede og i yderfagene trerammede vinduer, alle med todelte vinduesrammer. Forhuset bærer et heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er fire heltagskviste med traditionelt udførte, torammede vinduer. I tagets rygning er der to skorstene med brede sokler og enkle skafter. Forhuset er pudset til gårdsiden og øverst er der en profileret, hvidmalet hovedgesims. Der er mod syd et indhak med et smigfag, og tre fag er herudover fremspringende i gården. Der er gennemgang fra gaden gennem opgangen til gården via en traditionelt udført, mørkegrøn fyldningsdør med et opsprosset glasparti. Til gårdsiden er ældre og traditionelt udførte, to-, fire- og seksrammede vinduer, der er småtopsprossede og malet mørkegrønne. Et enkelt vindue er fladbuet og sidder i en fladbuet niche. I forhusets tagflade mod gården er fire heltagskviste, herunder én større heltagskvist, og i kvistene er to- og trerammede vinduer, alle traditionelt udførte, todelte og hvidmalede. I stueetagen er der erhverv. Butikken i den nordlige del af stueetagen har en delvist åben plan samt en mindre baglokale, mens der i den anden del af stueetagen i overvejende grad er bevaret en ældre planløsning. Denne omfatter en stue og et værelse, og mod gården er der et smigfagsrum og et mindre rum. Fra en fælles forstuegang, hvor der er adgang til de gadevendte rum i stueetagen, kommer man via en ældre, tofløjet dør med fyldninger og glaspartier til ejendommens trappeopgang, hvor en ældre trappe er bevaret. Trappen er en halvsvingstrappe med en vangesnirkel nederst, linoleumsbeklædte trin, drejede balustre og en profileret håndliste i hvert af trappeløbene. Fra første til tredje sal er der beboelse med to lejligheder per etage, mens der er én lejlighed i den udnyttede tagetage. De besigtigede lejligheder på hovedetagerne omfatter bevarede planløsning med to gadevendte stuer, mens der er køkken og øvrige funktionsbetingede rum til gården. Tagetagens lejlighed har en nyere planløsning med gadevendte stuer og værelser, et gennemgående køkken-alrum, mens der til gårdsiden er et kontor samt toilet og badeværelse. I stueetagen er der nord for forstue- og opgangsfag i overvejende grad en nyere materialeholdning og ingen ældre elementer. Der er felter i linoleum, nyere døre og fodlister samt bræddelofter. Den sydlige del af stueetagen har i højere grad en traditionel materialeholdning, herunder med bræddegulve, ældre gerichter og ovnpilastre. Der er traditionelt udførte forsatsvinduer i vinduerne i rum mod gården i stueetagen. I hovedetagernes lejligheder er der en ældre og traditionelt udført materialeholdning, herunder bevarede skorstenskerner, traditionelt udførte fyldingsdøre samt brædde- plankegulve. På første og anden sal er der ældre, fuldpanelerede ydervægge mod gaden. Dertil kommer traditionelt udførte lærredsfelter, stukkatur og ovnpilastre flere steder. I hovedetagernes lejligheder er der desuden traditionelt udførte forsatsvinduer. På tredje sal er endvidere synligt bjælkelag i lofterne. Tageetagens lejligheder har i overvejende grad en nyere materialeholdning, herunder hovedsageligt med nyere pladedøre, nyere bræddegulve og pladebeklædte vægge og -lofter.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Knabrostræde, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken og hermed er med til at definere den ældre gadestruktur. Tillige er forhuset en vigtig del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af bygningernes stort set ens bygningshøjder, traditionelle facadekompositioner og materialeholdning, som skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for Knabrostræde 15 knytter sig til ejendommen som et repræsentativt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed store dele af København. Knabrostræde 15 er opført 1797-99, altså får år efter branden og siden forhøjet 1804, og ejendommen viser i sin helhed, hvordan klassicismens håndværksmestre, bl.a. Andreas Hallander, med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I det grundmurede forhus kommer dette til udtryk i det ydre ved den enkle og nøgterne facade med glatpudset facade, ordningen af vinduerne med den regelmæssig takt og de bredere yderfag. I nogle herskabelige ejendomme ville disse være fremtrukket i risalitter, og her ser vi et ekko af de mere herskabelige facadeskemaer i denne enkle, borgerlige etageejendom. Dertil kommer den enkle kordongesims mellem stueetagen og første sal samt den profilerede hovedgesims under det teglhængte heltag med de ældre skorstene. Der knytter sig kulturhistorisk værdi til den ældre, tofløjede fyldingsdør samt overvindue med alle detaljer, der i den mere ombyggede stueetage fastholder et værdifuldt element i underfacaden. Skønt symmetrisk i øvrigt fremstår det skævt placerede indgangsparti atypisk, men underfacaden bærer samtidig præg af skiftende butiksindretninger samt af den tidligere vognremise i halvdelen af stuetagen. Første og anden sals ensartede, firerammede, hvidmalede korspostvinduer og seksrammede vinduer med todelte underrammer samt de lavere, torammede, todelte vinduer på tredje sal meget kendetegnende for klassicismens bygninger. Det samme gælder den karakteristiske gårdvendte vinduessætning med småtopsprossede vinduer, der er kendetegnende på perioden, hvor man af økonomiske hensyn prioriterede at have store ruder til gaden. Til gårdsiden knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens nøgterne fremtræden, der på velbevaret vis understreger bygningskulturen ved genrejsningen i årene efter branden i 1795. I det indre knytter sig kulturhistorisk værdi til de i overvejende grad velbevarede planløsninger på beboelsesetagerne samt til de bevarede bygningsdele og -detaljer i interiørerne, der gør ejendommen værdifuld i kulturhistorisk henseende. Det gælder i enkelte rum i den sydlige del af stueetagen samt i lejlighederne, der har gadevendte, repræsentative stuer og mod gården køkkener og øvrige funktionsbetingede rum. Der knytter sig værdi til alle ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre, til alle ældre anverfere og stormkroge i vinduerne, til alle traditionelt udførte brædde- og plankegulve, til alle ældre fuldpanelerede ydervægge, lysningspaneler og ovnpilastre samt til ældre og traditionelt udført loftstukkatur samt lærredsfelter, der afspejler klassicismens distinkte og renfærdige udsmykningsidealer i en enkel form. Der knytter sig betydelig værdi til ejendommens bevarede trappe med halvsvingsløb og alle øvrige tidstypiske detaljer som vangesnirkel og drejede balustre, der viser betydningen af at have en repræsentativ hovedtrappe, selv i et mindre borgerhus som dette. Endelig kommer de synlige bjælkelag i tredje sals lejligheder, der tydeligt markerer skiftet fra første og andel sals højere loftshøjde og stukarbejder i forhold til denne lavere, øverste hovedetage.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til forhusets enkle facadekomposition med den glatpudsede murflade, kordongesimsen og den mere profilerede hovedgesims, der giver facaden et afbalanceret og roligt udtryk. Gesimsen mellem stueetagen og første sal har endvidere den vigtige funktion, at den skaber en visuel balance og opdeler murplanet, ligesom placeringen af vinduer med accentuering i de bredere yderfag bidrager til bygningens overordnet ganske stilfærdige og værdige fremtræden. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og enkle farveholdning, der skaber et helstøbt gårdmiljø. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til de helstøbte og generelt velbevarede planløsninger fra første til tredje sal, der giver en stemningsfuld og veldefineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri med de gennemtænkte og veldisponerede lejligheders rumforløb, de generøse lysindfald i en ellers tæt bygningsmasse samt placeringen af udsmykning hovedsageligt i de gadevendte rum.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links