Den politiske ledelse ligger i kommunerne hos kommunalbestyrelsen under forsæde af borgmesteren. Kommunalbestyrelserne er valgt for en fast periode med valg hvert fjerde år på den tredje tirsdag i november. I nogle kommuner bruges betegnelsen byråd.
Aarhus har dog et magistratsstyre, hvor den politiske ledelse ligger hos magistraten, der består af borgmesteren samt et antal rådmænd, der er politiske chefer for hver deres gren af forvaltningen. Københavns, Odense og Aalborg Kommuner har en mellemform. Det indebærer formelt et udvalgsstyre svarende til de øvrige kommuners, samtidig med at de har bevaret mange træk fra magistratsformen. Det betyder, at overborgmesteren/ borgmesteren og et antal borgmestre/ rådmænd har ansvaret for den politiske ledelse af hver sin del af forvaltningen. Til forskel fra det aarhusianske magistratsstyre refererer de til udvalg på samme måde som i landets andre kommuner.
De landspolitiske partier er også centrale aktører i by- og regionsrådene, hvor de leverer langt de fleste af medlemmerne og borgmestrene, hvilket ikke mindst gælder Venstre og Socialdemokratiet. I mange kommuner stiller også såkaldte lokallister op, og af og til vinder de også pladser i kommunalbestyrelserne, om end i mindre omfang end tidligere. Det gælder også Kristendemokraterne, der i kommunal sammenhæng profiterer af en vis styrke i nogle dele af landet, samt Slesvigsk Parti, der som det tyske mindretals parti har særlige regler for opstilling i de fire sønderjyske kommuner og Region Syddanmark.
Ved valgene til kommunalbestyrelser og regionsråd er der flere vælgere end ved folketingsvalg, fordi tre grupper af vælgere også har valgret til disse organer, selv om de ikke er danske statsborgere:
-
Statsborgere i andre EU-medlemsstater
-
Statsborgere i Norge og Island
-
Andre, der har haft fast bopæl i Danmark mere end fire år forud for valgdagen.
Ved kommunalvalget i 2017 udgjorde vælgerne i disse tre grupper i alt 7,9 % af alle vælgerne.
Kommunalbestyrelsernes medlemstal varierer mellem ni og 31 (55 i Borgerrepræsentationen i København), hvilket er betydeligt mindre end i mange andre lande.
Efter valget i november og inden årsskiftet skal kommunalbestyrelserne konstituere sig, dvs. vælge borgmester, fordele pladser i udvalgene (herunder ikke mindst formandspladserne) og udpege medlemmer til de bestyrelsesposter, kommissioner osv., hvor kommunen er repræsenteret. Konstitueringen er politik i sin allerreneste form og går ud på at vinde magt, indflydelse og status – i nogle tilfælde også indkomst. Derfor er konstitueringsdrøftelserne somme tider langvarige, komplicerede og ubehagelige, i andre tilfælde helt uproblematiske, fx fordi ét parti (eller en koalition af partier) har absolut flertal i byrådet.
Første led i drøftelserne er at finde ud af, hvem der skal være borgmester; borgmesteren bliver valgt i en separat afstemning, hvor han eller hun skal have mindst halvdelen af medlemmernes stemmer. I kommuner, hvor der ikke er et parti med flertal, vil den person, der hurtigst har sikret sig tilslutning fra mere end halvdelen af medlemmerne, være tæt på at blive borgmester. Erfaringen viser dog, at såkaldte gentlemanaftaler om støtte til en bestemt borgmesterkandidat ikke altid er bæredygtige. Handelsvaren, som indgår i konstitueringen, og som skal sikre tilslutning fra andre partier og personer, er løfter om støtte til valg til andre poster, fordeling af formandsposter samt indbringende bestyrelsesposter i kommunale og fælleskommunale virksomheder. I en del kommuner indgår partierne også substantielle politiske aftaler om kommunens politik i valgperioden.
