Kompagnistræde 10, København

Byen, som oprindeligt slet og ret blev kaldt Havn, og siden København (købmændenes havn), var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Sankt Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet, der lå ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at biskop Absalon placerede sin borg her. Snarens Kvarter har ligesom Snaregade fået navn efter købmand og rådmand Erland Jonssøn Snare i 1500-tallet. Bydelen afgrænses af Naboløs, Hyskenstræde, Vimmelskaftet, Skoubogade, Skindergade, Gammel- og Nytorv, Rådhusstræde, Frederiksholms Kanal og Nybrogade. Da man i 1520'erne rykkede kystlinjen ud til den nuværende Nybrogade opstod Magstræde, som med ordet mag hentyder til gadens oprindelige betydning af lokum eller nødtørftshus. I Magstræde lå her netop et offentligt mag, der kaldtes Vestre Mag et Østre Mag lå ved Hyskenstræde. Størstedelen af Snarens kvarter brændte både i 1728 og 1795. De københavnske gader præges frem for alt af bebyggelserne efter de tre store brande i 1728, 1795 og i forbindelse med englændernes bombardement i 1807. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan – den forelå 48 timer efter og den blev stort set fulgt. Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Således opstod Højbro Plads, mens Gammeltorv og Nytorv blev slået sammen. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og denne gang blev der ikke dispenseret. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter havde København i det store hele genopbygget. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Det kan særligt ses i Vestergade og Kompagnistræde, hvor de store købmandsgårde ligger side om side, eller i kvarteret syd for Nicolai kirke, hvor smalle borgerhuse trykker sig sammen på de gamle skipperbodegrunde. Hjørneejendommen, Kompagnistræde 10, er opført i 1795-1796 for bagermester Peter Lou. Indtil 1856 førte indgangsdøren i hjørnefaget til kælderetagen, over denne indgang var en konsolbåren fordakning. Facaden blev oliemalet i 1849. Sidehuset er opført samtidig med forhusene. Der har sandsynligvis ligget en bindingsværksbygning inden branden i 1795. I den nuværende bygning var oprindeligt indrettet bageri i kælderen mod Badstuestræde, mens der var en lille lejlighed i kælderen mod Kompagnistræde. I stueetagen var et brødudsalg, kaldet brødstue, med indgang fra hovetrappen, den øvrige del af etagen var indrettet til en separat lejlighed, der formentlig blev beboet af ejeren og hans familie. Førstesalen, beletagen, rummede en stor og veludstyret lejlighed, der antageligt blev lejet ud. Anden etage indeholdt sale og kamre mod Kompagnistræde, der har hørt til lejligheden nedenunder. Der har været indrettet køkken i førstesalens smigfagsstue mod gården, hvori der oprindeligt var en ildstedskappe. I 1890 blev den lille lejlighed i kælderen nedlagt og indlemmet i bageriet, mens et køkken i anden sals smigfagstue mod gården nævnes første gang på dette tidspunkt, hvorefter denne etage sandsynligvis har fungeret som en separat lejlighed. Fra 1893 udlejes hele anden sal til filt- og stråhattefabrikation, og fra 1908 udlejes en stor del af husets til papirlager, der efterhånden overtager hele ejendommen. Butikslokalernes glaslofter er fra 1899. Sidehuset har primært været anvendt til vognremise, stald og brændeopbevaring. Hele ejendommen er blevet restaureret og indrettet til kontorer i slutningen af 1980'erne, hvor også sidehusets tag blev tilbageført fra et mansardtag til det oprindelige heltag. Projektet blev forestået af arkitektfirmaet Henriksen, Czartoryski og Lund.

Kompagnistræde 10 er en hjørnebygning, der ligger på hjørnet af Kompagnistræde og Badstuestræde. Forhuset mod Badstuestræde er sammenbyget med et kort sidehus, der ligger langs det nordvestre grundskel. De tre bygningskroppe omkranser sammen med et stakit mod sydvest et lille brolagt gårdrum. Hjørnebygningen har fire fag mod Kompagnistræde og syv fag mod Badstuestræde og runder hjørnet i et skråt afskåret hjørnefag. Bygningen er grundmuret og tre etager høj over en høj kælder. I første fag mod Kompagnistræde er portåbningen, og der er indgang til butikslokalerne i hjørnefaget. Døren er hævet over gadeniveau med tre trin, og der er nedgang til en kælder i tredje fag mod Kompagnistræde. Kælder- og stueetagen anvendes til erhverv, mens de øvrige etager er indrettet til kontorlokaler. Facaden er pudset med let fremspringende yderfag mod begge gader. Over en lav, gråmalet sokkel er underetagen refendfuget op til en cordongesims, dog er de fem midterfag mod Badstuestræde glatpudset under cordongesimsen. Over cordongesimsen er muren glatpudset. Mellem anden og tredje etage er mod begge gader et fladt, tilbageliggende parti. Vinduerne i anden og tredje etages sidefag samt hjørnefaget er fremhævet med konsolbåren sålbænk af sandsten. Hjørnefagets vindue i beletagen er yderligere fremhævet med en indfatning, som foroven dækkes af en konsolbåren fordakning, ligesom der er en rektangulær blænding på brystningen under vinduet. Gesimsen under taget er en tandsnitgesims. Farveholdningen er grå på underfacaden, mens murflader og gesimser er hvide. Mod gården har hjørnehuset et skråt smigfag. Hjørnebygningens og sidehusets murflader er alle pudsede og malede lyst gule, den hvidkalkede gesims består af to enkle, retkantede led. Der er en dør i fløjen mod Badstuestræde, en kælderdør i fløjen mod Kompagnistræde samt en dør og en tofløjet port i sidehuset. Døre og port sidder i fladbuede blændinger og dørene har fladbuede overkanter. Dørene og porten er alle nye, og har en bræddelignende beklædning. Dørene har moderne hængsling og portfløjene har båndbeslag. Over døren til fløjen mod Badstuestræde er et forgyldt relief af en kringle. Vinduerne mod gaden har fire rammer med to ruder i underrammerne. Gavlkvist og kviste har torammede vinduer med to ruder i hver ramme. Omkring hjørnefaget er vinduerne i stue og kælder slået sammen til moderne butiksruder, ligesom kældervinduerne mod Kompagnistræde er moderne helruder. Kældervinduerne mod Badstuestræde er torammede vinduer med to ruder i hver ramme. Mod gården er firerammede med fire ruder i overrammerne og seks ruder i underrammerne. Vinduerne er malet mørkegrønne mod gaden og hvide mod gården. Vinduerne har forskellig alder, hvoraf en stor del synes at stamme fra opførelsen og de øvrige er nyere, traditionelt udførte vinduer. Porten er en tofløjet revleport med pålagte fyldinger i form af guirlandemotiver og inddelt lodret af smalle kannelerede pilastre. Porten sidder i en rundbuet portåbning, den har håndsmedede hængsler og lukketøj. Over portåbningen ses en slutsten af sandsten med inskriptionen: 1795 P. Lou og et borthugget relief af en kronet kringle Portoverliggeren har en udskåret mæanderbort, herover er et halvcirkulært felt med et torammet vindue med to ruder i hver ramme. Vinduerne flankeres af udskårne laurbærkranse i relief. Portrummet har et gulv med brosten og væggene er forneden indklædt med glatte brædder, dr afsluttes af en profileret liste. Herover er væggene pudsede og feltinddelte. Loftet er et nyere gråmalet bræddeloft. Tagene over forhusene er heltage med røde vingetegl. Sidehuset deler et lignende heltag med nabogrundens sidehus. I rygningen over fløjen mod Badstuestræde er en skorstenspibe med sokkel og krave. Skorstenspiben sidder tæt på rygningens knæk mod Kompagnistræde. I tagfladerne mod gaderne ses endvidere fem traditionelle zinkinddækkede kviste og en gavlkvist mod Badstuestræde. I tagfladerne mod gården er der flere udluftningshætter af metal og en gavlkvist over sidehuset. Vindues i denne gavlkvist sidder i en fladbuet blænding. Begge gavlkviste har omløbende, profilerede gesimser.

Fra portrummet er der en åben indgang til trapperummet, der ligger bagest i huset ind mod gården. Herfra er der adgang til etagerne. Der har oprindeligt været en lejlighed på hver etage. Mod gården er i forhusene en stue i smigfaget, nyere badeværelser og en ældre bagtrappe mod gården. Sidehuset har et eller to rum på alle etager. Mod gaden er der en trefags hjørnestue, som på hver side er flankeret af en tofags stue. Mod Kompagnistræde er der i portfaget ydermere et etfags kabinet på både første og anden sal. Mod Badstuestræde er der ydermere en tofags stue i beletagen, mens de sidste fag er åbnet ind i sidehusets ene rum. I samme forhus er anden sals øvrige fag åbnet ind i sidehuset, så der opstår et vinkelformet rum. Der er indrettet køkken i smigfagsstuen mod gården på første sal. Hele stueetagen i begge forhuse og kælderetagen mod Badstuestræde er indrettet butikslokaler. I forhuset mod Badstuestræde er der adgang til butikslokalerne i begge plan via to nye, interne trapper. Planløsningen i butikslokalerne er åben, men den ældre rumfølge endnu aflæselig. Fra butikslokalerne er der opgang til et lavloftet kammer over portrummet. Kælderen mod Kompagnistræde er indrettet til et separat, mindre erhvervslokale med baglokale. Det ældre hanebåndsloft over begge forhuse og sidehus er i nyere tid indrettet til kontorlokaler. Trappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vanger, der er dekorerede med riflinger mod lysningen og slanke, firkantede balustre og en håndliste af mahogni. Der er pudset under løbene. Væggene er beklædt med brystningspaneler af stafbrædder. Trinene er beklædt med vinyl, mens reposerne er belagte med måtter. Trappen stammer fra opførelsen. Bagtrappen er en halvsvingstrappe med indstemte trin i glatte vanger, enkle runde balustre og en malet håndliste. Bagtrappen er også fra husets opførelse. I stueetagen, første og anden sal er vinduesvæggene mod gaden fuldpanellerede, i stueetagen mod Kompagnistræde med indfældede skodder i vinduessmigene, ligesom der er brystningspaneler på de øvrige vægge i stuerne mod gaden. Lysningspanelerne mod Kompagnistræde i stueetage og på første sal har endvidere riflede dekorationer med glatte cirkelmotiver. Brystningspanelerne mod Badstuestræde har ligeledes riflede dekorationer med glatte båndmotiver. Væggene over panelerne er pudsede og malede. Lofterne er pudsede og har på første sal og i stueetagen profileret loftgesims, udformet med klassiske profilformer, ligesom anden sals lofter er pudsede, dog uden stukkatur. I stueetagen ses endvidere ældre glaslofter i hjørnefaget og i lokalerne mod Badstuestræde. Vinduerne har hulposte og trekvartstaf på hjørnerne, en del med tilhørende anverfere og stormkroge. Størstedelen er af de enfløjede døre er nyere, traditionelt udførte døre med to fyldinger med moderne hængsling og beslåning. Der ses dog enkelte enfløjede døre med fire fyldinger fra perioden omkring 1900 med indstukne hængsler med rund knop. Dobbeltdørene indtil hjørnestuen på første sal har tre fyldinger og dobbelte slaglister, således at den gående fløj er bredere end den stående. Indfatningerne er samtidige med dørene. I førstesalen stuer ses endvidere kaminpladser til vindovne, der kantes af ovnpilastre med rombeformet kapitæl. Der er bevaret en kamin med travertin beklædning antagelig fra begyndelsen af 1900-talet. Lejligheden i tagetagen har nyere vinduer med koblede rammer og vriderhåndtag, vægge og skråvægge er beklædt med plader. Ejendommen øvrige vinduer har traditionelle forsatsruder undtaget i trapperummet. Gulvene gennem hele huset er fornyede og er nogle steder udført med synlig sømning. I stueetagens ses endvidere nyere parketgulve. Kælderen har en enkel indretning med traditionelle materialer med støbte gulve, murede og pudsede vægge og lofter med monierhvælv. I det lille separate erhvervslejemål mod Kompagnistræde ses resterne af jernhammeren til en ildstedskappe.

Den miljømæssige værdi ved Kompagnistræde 10 knytter sig til bygningens beliggenhed på hjørnet af Kompagnistræde og Badstuestræde, hvor gadernes husrækker består af lignende bygninger fra samme periode. Facaden understøtter samhørigheden med de andre bygninger i gaden med de ens bygningshøjder, de mange steder med gennemgående gesimsbånd, de ensartede facadelængder og de klassiske proportioneringsregler. Det er en tæt struktur, der får kvarteret til at fremstå som et hele og danner et stemningsfuldt gademiljø. Således er Kompagnistræde 10 med til at opretholde Københavns ældre gadestruktur og velbevarede kulturmiljø.

Den kulturhistoriske værdi ved Kompagnistræde 10 knytter sig i det ydre til det samlede anlæg bestående af hjørnehuset (to forhuse mod henholdsvis Kompagnistræde og Badstuestræde) med sidehus, som et godt eksempel på et københavnsk beboelseshus med tilhørende erhverv opført kort efter branden i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, som blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet. Facaderne var ofte karakteriseret ved en lodret tredeling med et fremspringende trefags midtparti, der foroven ofte havde en lav trekantfronton; denne opdeling gik igen i næsten alle husene, hvorimod sidefagenes antal varierer efter grundbredderne, takten 2-3-2 var den almindeligst forekommende. Vandret delte facaden af den profilerede cordongesims, for at murfladen herunder skulle opfattes som en sokkel, hvilket kom til udtryk i partiets kvader- eller refendfugning. Herover stod beletagens høje, slanke vinduer frit, mens mezzaninens lave vinduer trykkede sig helt op under gesimsen. Af overvældende betydning for helheden var facadernes ensartede murbehandling. Efter midten af 1700-årene begyndte der at dukke enkelte hvidkalkede huse op i byen og med årene blev den nye mode næsten enerådende. Andre karakteristiske træk var de flade murblændinger mellem 2. og 3. etage. De flade murblændinger blev fortrinsvis sat i midterpartiet. Sidst i 1700-tallet og først i 1800-tallet var de klassicistiske huse karakteriseret ved velproportionerede facader med pudset underfacade med en kvaderfugning, der danner stik over vinduer og port. Yderfagenes blev accentueret ved konsolbårne frontoner over beletagens vinduer og flade murfelter mellem 2. og 3. etage. Hjørnehusene fik den karakteristiske skrå afskæring, der i så høj grad præger de klassicistiske kvarterer, hvor den dekorative udsmykning ofte blev begrænset til hjørnefaget, som på den måde virkede særlig markant. I facaden på Kompagnistræde 10 ses en stor del af de klassicismens træk i den refendfugede underetage og den glatpudsede overfacade, den rundbuede portåbning med porten. Hertil kommer samtlige klassicistiske stilelementer, herunder, cordon- og hovedgesims, der inddeler facaden vandret, midterfagenes rektangulære tilbagetrukne felter mellem første og anden sal, de let fremhævede yderfag, samtlige sandstensdetaljer samt den konsolbårne fordakning i hjørnefaget. I kontrast hertil står den enkle, gulkalkede gårdside, hvor hovedgesimsen udgør den eneste dekoration. Også facadens korspostvinduer har den for klassicismen typiske opdeling med to ruder i de nederste rammer. Facadevinduernes større ruder var i samtiden dyre at fremstille, hvorfor de småtopsprossede vinduer den gang var forbeholdt gårdsidens enklere udtryk. Kontrasten mellem facade og gårdside er således karakteristisk for samtiden, idet den afspejler vigtigheden af, at bygningen fremstod repræsentativ i gadebilledet. Den kulturhistoriske værdi knytter sig ligeledes til de to slutstenen over porten med årstal og teksten P. Lou og den kronede kringle over den ene indgangsdør i gården, der vidner om bygningens opførelsesår 1795 og bygherren, bagermester Peter Lou. Den kronende kringle kunne tyde på, at bagermesteren endvidere var Kongelig Hofleverandør. Spor i portåbningens slutsten kunne tyde på, at der også her har været et relief af en kronet kringle. Hertil kommer de to gavlkviste i henholdsvis sidehuset og mod Badstuestræde. Sidehusets gavlkvist med den fladbuede blænding øverst har med stor sandsynlighed være forsynet med en hejsebom, hvorved man har kunnet hejse gods op til opbevaring på etagerne, og vidner om bygningens funktionsbetingede oprindelse som stald- og lagerbygning. Der knytter sig tillige kulturhistorisk værdi til det, at bygningen har en portåbning, idet porten vidner om bygningens oprindelige status som en bygård beliggende på en stor grund i modsætning til byhusene, der lå på de mindre matrikler, der ikke tillod etablering af en køreport. Således er det samlede anlæg bestående af hjørnebyging med sidehus, et velbevaret og eksempel på et større Københavnsk beboelseshus. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de bevarede dele af de ældre og oprindelige planløsninger på alle forhusenes etager, der kendetegnes ved stuer og kabinetter mod gaden, mens hoved- og bagtrapper, køkken samt bad vender mod gården. Den kulturhistoriske værdi knytter sig også til det velbevarede interiør, hvor den høje håndværksmæssige standard på trapper, døre og panelering afspejler klassicismen, der var det herskende stilideal på opførelsestidspunktet. De rigest udstyrede rum ligger endvidere i fløjen mod Kompagnistræde og i hjørnefaget, hvilket afspejler at ejendommen fornemmeste rum lå i denne del af bygningen. Dette komme også til udtryk i det ydre, hvor facaden mod Kompagnistræde fremstår som den mest udsmykkede, mens facaden mod sidegaden Badstuestræde er en smule mere nedtonet. Sidehusets rum med en enkel materialeholdning uden dekorative elementer, vidner endnu om bygningens funktionsbetingede oprindelse.

I det ydre knytter den arkitektoniske værdi sig til bygningens udtryk i klassicistisk stil, der i tråd med datidens smag fremstår med et nedtonet og elegant udtryk, der følger C.F. Harsdorffs facadeskema. Hjørnehusets dekorative elementer er fokuseret omkring yderfagene og i særdeleshed smigfaget, der herved virker som facadens visuelle omdrejningspunkt. Hjørnebygningen har et særdeles harmonisk udtryk gennem sin velafbalancerede fordeling af vertikale og horisontale forløb, i vinduesfagenes taktfaste placering og gesimsernes horisontale forløb. Også facadens diskrete farveholdning i hvid, grå og mørkegrøn med bygningsdelene af rosa nexøsandsten, udgør også en væsentlig del af bygningens arkitektoniske værdi. Endelig knytter der sig arkitektonisk værdi til den det lille, brolagte gårdrum med den traditionelle varme farvesætning og gårdsidernes prunkløse udtryk danner et særdeles stemningsfyldt gårdrum. Således fremstår Kompagnistræde 10 som et særdeles helstøbt, Københavnsk beboelseshus fra 1700-tallets slutning. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre til de rummelige stuer og kabinetter samt trapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med klassicismens lette og diskrete elegance. Den arkitektoniske værdi knytter sig også til førstesalens hjørnestue, hvor rummet breder sig som en vifte ud fra midterfaget. Således belyses dette rum fra flere sider, hvilket sammen med den oprindelige panelering og fyldingsdørene gør, at dette rum har en særdeles stemningsfuldt udtryk.

Læs videre om

• J.F. Willumsens Villa, København
• Overgaden oven Vandet 52, København
• Zøllnerhus, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen