Kompagnistræde 11, København

Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan (den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt). Reglerne for det nye byggeri var, at gaderne skulle gøres bredere og der måtte skabes pladser, der kunne fungere som brandbælter. Husenes hjørner skulle brækkes på 5 alen til 1 fag vinduer med piller og husenes højde måtte ikke overstige 18 alen foruden taget, hvis gaden var 18 alen bred, ellers måtte man gå op til en højde af 24 alen. Alle udvendige mure skulle bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse. Det ville være ønskeligt med to trapper i huse på fem fag og derover, hovedgesimser og tagrender af træ blev forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern. Allerede det første år efter branden var der opført 136 forhuse, 124 sidehuse og 95 baghuse, og fem år efter var København i det store hele genopbygget. Dog var det ikke lykkedes at gøre alle gaderne bredere. Da de nedbrændte kvarterer skulle genopbygges, var håndværkerstanden virkelig rustet til at tage denne kæmpeopgave op, fordi murermestre og tømrermestre om aftenen havde modtaget undervisning og lært om bygningskunst på Kunstakademiet hos arkitekt C.F. Harsdorff. Mestrene havde lært så meget, at de kunne tegne en velproportioneret facade med fine enkeltheder helt i overensstemmelse med tidens klassicistiske stil. Navnet Kompagnistræde har middelalderlig oprindelse. Omkring 1447 blev der opført en bygning til købmændenes mødevirksomhed og denne bygning kaldte de for Det Danske Compagnis Hus. Huset lå ved nuværende nr. 16 og brændte i 1728 eller senest i 1795. Kompagniet ændrede med tiden sit navn til Det kongelige københavnske Skydeselskab og danske Broderskab. I dag hedder det blot Det Kongelige danske Skydeselskab og har sæde på landstedet Sølyst i Klampenborg. Kompagnistræde udgør en del af det populære Strædet (Læderstræde og Kompagnistræde), der med sit pulserende liv rummer en blanding af blandt andet antikvitetshandlere og caféer. Forhuset Kompagnistræde 11 er opført 1797-98 for postbud Jens H. West. Forhøjet med en mansardetage i 1847. Over kælderindgangen var indtil ombygningen i 1847 en konsolbåren dækplade. Der har siden bygningens opførelse været butik i kælderen. Underfacaden blev pudset og oliemalet i 1847, overfacaden fra 1873. Facaden har blandt andet været hvid- og gulmalet tidligere. Omkring 1986-87 blev facaden renoveret og en ny hoveddør isat, mens trapperummet blev restaureret omkring 1993. I nyere tid er taget blevet istandsat og tagkonstruktionen omdannet til heltag. I 1862 var fysikeren Ludvig V. Lorentz (1829-1891) blandt beboerne.

Ejendommen Kompagnistræde 11 er beliggende i Københavns Snarens Kvarter med forhuset som et integreret led i gadens husrække. I kælderen er butik, i stueetagen er jazzhuset La Fontaine og på første etage er erhverv, mens de øvrige lejligheder benyttes til beboelse. Det grundmurede forhus i Kompagnistræde 11 er fem fag bredt og står i tre etager over en høj kælder. Facaden er glatpudset og malet i lys grønjord op til første etage, hvor en let profileret kordongesims i lys gammelrosa deler murplanet. Herover er facaden malet i lys perlegrå og afsluttes øverst af en profileret sparrenkopgesims. Forhuset har et rødt, teglhængt heltag med tre heltagskviste og to mindre rundbuede kviste. Imellem første og anden etage er en fordybning. Vinduerne i facaden er traditionelt udførte korspostvinduer med opsprosning og nyere hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede. I kælderetagen er store, sortmalede butiksruder. I yderste venstre fag er nedgang til kælderen, mens der i det yderste højre fag (over et par trin og i en niche flankeret af to ældre lygter) er forhusets indgangsparti, hvor en nyere, traditionelt udført og tofløjet revledør med ydre beklædning er placeret. Ovenfor er et firkantet overvindue med opsprosning omkring en oval.Gårdsiden er to fag bred med et smigfag og tre etager høj, samt en gulmalet facade fra sokkel til tag. Gårdsiden har øverst en hvidmalet, profileret hovedgesims af træ, hvorover der er et rødt, teglhængt heltag. Vinduerne i gårdsidens facade er nyere, traditionelt udførte to- og trerammede korspostvinduer med opsprosninger og nyere hjørnebånd og stabler. Alle hvidmalede. I gården er traditionelt udførte bræddedøre til henholdsvis forhusets fordelingsgang og i smigfaget til kælderen. Begge dørpartier er vogngrønne. Sidehuset er i to fag og fremstår som resten af gårdsiden, men har et indgangsparti med en ældre bræddedør, hvorover der er et ældre, opsprosset overvindue med tilhørende hjørnebånd og stabler. Sidehuset har et rødt, teglhængt halvtag og i tagryggen en muret skorstenspibe. I tagfladen er en heltagskvist, ovenlysvinduer og enkelte skorstenspiber af metal. Gennem hoveddøren er adgang til husets gennemgående fordelingsgang, hvor husets ældre, måske oprindelige reposetrappe med tre løb er placeret bagtil omkring et bredt durchsicht. I fordelingsgangen er også en moderne dør ind til stueetagens lejlighed. Dørene til lejlighederne er ældre eller traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre gerichter, greb og låseskilte, samt indstukne hængsler. I det indre har lejlighederne bevaret en traditionel plandisposition med gadevendte stuer en suite, bad og toilet mod gården og kamre samt køkkener i sidehuset, hvor de ældre ildstedsnicher også er placeret. Lejlighedernes snedkerudstyr fra første til anden etage er overvejende ældre med helpanelerede vægge mod gaden, lysningspaneler med riflede fyldninger, ældre en- og tofløjede fyldingsdøre med ældre eller traditionelt udførte gerichter og hængsler, samt brystnings- og fodpaneler langs væggene i stuerne, afbrudt ved de tidligere kakkelovnspladser af de typiske ildstedspilastre. Hertil kommer en let profileret stuk i stuerne og de listeinddelte vægge beklædt med lærred. Mod gårdsiden er en enklere panelering. Vinduerne i lejlighederne er traditionelt udførte med nyere anverfere og stormkroge. I stuen på anden etage er en skjult dør ind mod smigfagsstuen. Smigfagsstuen som på etagerne generelt har en nyere materialeholdning med parketgulve. I de øvrige rum i lejlighederne er ældre, hvidmalet bræddegulv. I stueetagen er gulvet umalet. Køkkener, toiletter og badeværelser er generelt nyere. I kvistetagen stammer interiøret fra forhøjelsen i anden halvdel af 1800-tallet eller nyere, men traditionelt udført – og derfor mere enkel uden de samme deltaljer. Kvistlejligheden har både nyere og ældre bræddegulv, og i smigfaget er en nyere trappe op til loftet, hvor der er åbnet op til kip og tømmerkonstruktionen står frit. I kælderen er en moderne materialeholdning. I sidehuset er bevaret en ældre, grønmalet bagtrappe med to løb, kantede balustre, vangesnirkel, profileret håndliste og indstemte trin. Hertil kommer et trapperum med ældre, grønmalede dørpartier ind til lejlighederne.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i gaden, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af bygninger fra omtrent samme periode og i samme stil. I kraft af sin proportionering, facadekomposition og materialeholdning indgår forhuset på harmonisk vis som en del af det historisk fortættede gadebillede. Forhuset er tillige med til at opretholde den ældre gadestruktur, ligesom gårdsiden med sidehuset sammen med naboejendommene er med til at opretholde et helstøbt og historisk baggårdsmiljø.

Den kulturhistoriske værdi for Kompagnistræde 11 knytter sig til ejendommen som et eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Kompagnistræde 11 er opført i 1797-98, altså kort efter branden, og ejendommen viser, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. I det ydre kommer dette til udtryk i den enkle, glatpudsede og bemalede facade med vinduernes regelmæssige takt og lettere tilbagetrukne placering. Hertil kommer den profilerede kordongesims mellem stue- og førsteetagen, fordybningen mellem første og anden etage, samt den profilerede sparrenkopgesims under det teglhængte heltag. Der knytter sig også kulturhistorisk værdi til kvistene mod gaden og gården, de bevarede nicher og nedgange med ældre lygter, ligesom der er værdi i facadens hvidmalede korspostvinduer med opsprosninger, der er kendetegnende for perioden. Endvidere er der kulturhistorisk værdi i den klare skelnen mellem den repræsentative facade og den mere funktionelt betingede gårdside. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles også i det indre i såvel planløsning som interiører. I Kompagnistræde 11 ses det i de velbevarede etage- og planløsninger (visse steder med ældre eller traditionelt udført bræddegulv) der giver en stemningsfuld og klart defineret oplevelse af datidens diskret elegante boligbyggeri. I lejlighederne ligger de repræsentative stuer en suite mod gaden, mens de funktionsbetingede rum som bad og toilet er placeret mod gården, samt køkken og kammer i sidehuset. De bevarede dele og traditionelt udførte interiører har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Dette ses særligt af hovedtrappens detaljer med indstemte trin, det udskårne, rundbuede parallelogram i brystværnet, hovedstykkerne og forvangerne med deres udskårne, feltinddelte og profilerede udsmykning, den profilerede håndliste af træ og gelænderets vangesnirkel, samt en glatpudset underfacade. Herudover er der værdi i den bevarede bagtrappe, som i kraft af dennes relative detaljegrad indikerer hierarkiet mellem trapperne med hovedtrappen som den fineste. Endvidere kommer stuernes helpanelering mod gaden, brystningspaneler langs væggen, lysningspaneler med riflede fyldninger, loftsgesimserne, samt de en- og tofløjede fyldingsdøre med klassicistiske gerichter, hængsler, greb og låseskilte. Ydermere har en del af dørene bevarede, ældre indstukne hængsler, og i sidehuset er de ældre ildstedsnicher og skorstenskernen bevaret, hvilket igen påviser bygningens alder. Endelig er der kulturhistorisk værdi ved de mange ildstedspilastre, der indikerer placeringen af de oprindelige ovne, der var datidens eneste opvarmningskilde.

Ejendommens arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til den klart udformede og velproportionerede facadekomposition med en profileret kordongesims og sparrenkopgesims, der tilsammen giver facaden et afbalanceret og helstøbt udtryk under det røde, teglhængte heltag. Den horisontale deling af murplanet i kraft af kordongesimsen skaber en visuel balance mellem den perlegrå overfacade og den lyse grønjordsmalede underfacade, mens den profilerede sparrenkopgesims elegant formidler overgangen til taget. Hertil skaber en regelmæssig og taktfast placering af vinduer ydermere rytme og balance i facaden. Vinduerne er desuden trukket svagt tilbage fra murplanet, hvilket sammen med fordybningen giver facaden en fin reliefvirkning. Dermed repræsenterer ejendommen et helstøbt eksempel på en klassicistisk beboelsesejendom, hvor både praktiske og æstetiske løsninger på fornem vis spiller sammen, og hvor der opleves en sikker fornemmelse for balancen mellem bygningsdelenes forskellige skalatrin. På gårdsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til det prunkløse udtryk og den enkle vinduessætning med smigfaget. I det indre knytter der sig arkitektonisk værdi til lejlighedernes velproportionerede stuer og traditionelle planløsninger, hvor de ældre og traditionelt udførte snedkerdetaljer diskret, men elegant stofliggør og imiterer klassicismens stilmæssige og rummæssige ideal. Vinduernes lysninger og paneler i stuerne er med til at skabe et rigt og nuanceret lysindfald, der understøtter oplevelsen af bygningens diskrete elegance. Endvidere er der arkitektonisk værdi i placeringen af fordelingsgangen og den ældre treløbstrappe, der udgør kernen i det lille borgerhus og giver et herskabeligt præg.

Læs videre om

• Grønnemose Allé 37-49, København
• Peder Hvitfeldts Stræde 10, København
• Vestergade 21, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen