Kompagnistræde 16, København

Navnet på gaden, Kompagnistræde, har middelalderlig oprindelse. Omkring 1447 blev der opført en bygning til købmændenes mødevirksomhed og denne bygning kaldte de for Det Danske Compagnis Hus. Huset lå ved nuværende nr. 16 og brændte i 1728 eller senest i 1795. Kompagniet ændrede med tiden sit navn til Det kongelige københavnske Skydeselskab og danske Broderskab. Kompagnistræde udgør en del af det populære Strædet (Læderstræde og Kompagnistræde), der med sit pulserende liv rummer en blanding af bl.a. antikvitetshandlere og caféer. Københavns anden store bybrand udgør en milepæl i kvarterets og størstedelen af den her genrejste bebyggelses historie, herunder Kompagnistræde 16. Den 5. juni 1795 udbrød der brand på Holmen. Tre dage efter lå en stor del af byen som en rygende ruinhob med knap 1000 nedbrændte huse fra Holmens Kanal over Nikolaj Plads, mellem Kanalen og Strøget, over Rådhusstræde til Vestergade og det meste af Vester- og Nørrevold. Omkring 3.500 familier var blevet hjemløse og måtte have hjælp. Stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert skulle hurtigst muligt komme med en plan. Den forelå 48 timer efter og blev stort set fulgt. Forhuset i Kompagnistræde 16 er opført 1798 for købmand Frid. Bertelsen som pakhus. I 1855 blev forhuset ombygget til beboelse, og fra samme tidspunkt blev etableret butik i kælderetagen. Kordongesimsen er formentlig påsat i 1890'erne. Baghuset er opført samtidig med forhuset og blev forhøjet med én etage i 1855. Forhuset er ombygget og restaureret ude og inde i 1989, hvor også de nuværende planløsninger blev skabt. Hertil kom indretningen med nyere udstyr, der især stammer fra denne ombygning.

Ejendommen er beliggende i Kompagnistræde i København, hvor forhuset indgår som et integreret led i gadens nordlige husrække. I gården bag forhuset ligger et baghus, der også er omfattet af fredningen. I forhuset er der erhverv samt beboelse. Forhuset er grundmuret i fem fag, hvoraf det midterste fag er bredere. Forhuset er opført i fire etager med kælder og har en udnyttet tagetage. Over stueetagen er en profileret kordongesims og øverst er en kraftigt profileret hovedgesims, der over det midterste fag brydes af en muret gavlkvist ligeledes med profilerede gesimser. Underfacaden er pudset og hvidmalet, mens overfacaden, inklusiv gavlkvisten, er pudset og malet pink. Gesimserne og indfatningen er hvidmalede. Forhuset bærer et let opskalket heltag hængt med røde tegl, og i tagfladen mod gaden er to fladbuede kviste. I rygningen nærmest skellet mod øst er en høj skorsten. I det vestligste fag er en portgennemkørsel, og i åbningen er en ældre, tofløjet og mørkegrøn fyldingsport. Stueetagen har mod gaden en uregelmæssig faginddeling og omfatter to smallere yderfag og et bredt butiksfag med et stort glasparti. I det ene fag er der indgang til caféen i stueetagen via en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn butiksdør med overvindue, mens der i det østlige yderfag er et glasparti samt nedgang til kælderen, og i nichen, der er beklædt med mørkegrønne brædder, er en traditionelt udført, tofløjet og mørkegrøn butiksdør med fyldinger nederst og glaspartier øverst. Fra første til tredje sal er ældre og traditionelt udførte vinduer, der i midterfaget er seksrammede og i de øvrige fag er korspostvinduer. Alle vinduer har todelte underrammer og er hvidmalede. I kvistene er der traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer.

Mod gården er forhuset glatpudset og gulmalet med en profileret, hvidmalet hovedgesims. I tagfladen mod gården er tre fladbuede kviste. Gårdsiden har på hovedetagerne ældre og traditionelt udførte vinduer, der alle er firerammede med todelte underrammer og hvidmalede. Tre af vinduerne har en overramme med installation af udluftningskanal. I kælderetagen er der endvidere torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. I kvistene er traditionelt udførte, torammede, opsprossede og hvidmalede vinduer. Portrummet i gennemkørslen er belagt med chaussésten. Det har pudsede vægge og loft. Fra portrummet er adgang til forhusets opgang via en ældre, tofløjet og mørkegrøn hoveddør med fyldninger nederst og glaspartier øverst. Dertil kommer en kældernedgang med en traditionelt udført, mørkegrøn fyldningsdør. Endelig kommer et ekstra indgangsparti, der giver adgang til naboejendommen Kompagnistræde 18.I det indre omfatter forhuset en velbevaret opgang med en ældre, toløbet trappe med indstemte trin og svingtrin, afrundet mægler, runde balustre og en profileret håndliste. Trinene er belagt med linoleum. I kælderen er cykelopbevaring og depotrum, og på gulvene er fliser. Derudover ingen nævneværdige ændringer. I stueetagen er der en nyere café-indretning med forlokale og køkken, og på denne etage er en midtskillevæg. De øvrige hovedetager har en velbevaret, ældre og synlig tømmerkonstruktion på alle etager, der afspejler oprindelsen som pakhus, dvs. i udgangspunkt med store åbne planer. Etagerne er indrettet til erhverv. Planløsningerne er her overalt nyere, og der er etableret rumopdelinger med lette vægge, der respekterer placeringen af stolper og bjælkelaget. Det ældre træværk er synligt og malet lysegråt. Grundlæggende omfatter planerne tre rum mod gaden, en entré, mens der er køkken og toilet mod gården. Den udnyttede tagetage omfatter en nyere planløsning med tre stuer mod gaden. Dertil kommer en fordelingsgang og mod gården er køkken, kontor, toilet og bad. Der er fra første sal til og med tagetagen traditionelt udførte forsatsvinduer, og i de ydre vinduer er bevaret en del ældre stormkroge. Der er bevarede skorstenskerner. Overalt er nyere pladedøre, nyere plankegulve, og med undtagelse af ydervæggene på hovedetagerne, hvor der er pudset og malet murværk, er der nyere pladebeklædning af væggene. I gården bag forhuset ligger parallelt med dette et grundmuret baghus i tre fag, hvoraf det midterste er et bredt fag. Baghuset er opført i fire etager og har en udnyttet tagetage. Baghuset er pudset og gulmalet, og øverst er en profileret og hvidmalet hovedgesims. Baghuset bærer et ensidigt mansardtag, hvor den nedre tagflade er hængt med røde tegl, mens den øvre del er beklædt med tagpap. Øverst er to skorstenspiber. Mod gården bærer baghuset tre heltagskviste, hvoraf den midterste er bred. I stueetagen er i yderfagene indgangspartier med ældre, mørkegrønne fyldningsdøre med tredelte overvinduer, mens der i det brede midterfag er en traditionelt udført, tofløjet, bræddebeklædt port, der er malet mørkegrøn. På de øvrige etager er der traditionelt udførte fire- og seksrammede vinduer, der alle har todelte underrammer og er hvidmalede. I kvisten er to- og trerammede vinduer, der er opsprossede og hvidmalede.

Den miljømæssige værdi knytter sig til ejendommens beliggenhed i Kompagnistræde, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken og hermed er med til at definere den ældre gadestruktur. Tillige er forhuset en vigtig del af det historisk dominerede bybillede, der opstår i kraft af bygningernes stort set ens bygningshøjder, de traditionelle facadekompositioner og materialeholdning, som skaber en samhørighed og en tæt struktur, der får kvarteret og den smalle gade til at fremstå som et stemningsfuldt, samlet hele. I gården danner forhuset og baghuset et helstøbt og stemningsfuldt gårdmiljø i kraft af bygningernes harmoniske materialeholdning.

Den kulturhistoriske værdi for Kompagnistræde 18 knytter sig til ejendommen som et repræsentativt eksempel på den nedtonede klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Regelsættet for det nye byggeri var blevet udarbejdet af stadsbygmester Peter Meyn og stadskonduktør J.H. Rawert umiddelbart efter branden, og det blev stort set fulgt i flere årtier herefter. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet – og dermed store dele af København. Kompagnistræde 16 er opført i 1798, altså få år efter branden, og såvel forhuset som baghuset viser, hvordan klassicismens håndværksmestre med forbillede i Harsdorffs idealer beherskede en meget sikker proportioneringssans og et behersket udtryk i tidens etagebyggeri. Dette kommer til udtryk i facadekomposition med den typiske kordongesims over stueetagen og hovedgesimsen under tagfoden på forhuset. Dertil kommer den forskellen mellem den repræsentative facade mod gaden, og den enklere, funktionsbetingede gårdside, der er enkel og ensartet i sin opbygning. Baghusets placering i hierarkiet understreges ved, at dette hus alene har en profileret hovedgesims, men ellers er bygningerne af samme karakter. Ydermere er det opskalkede, teglhængte heltag på forhuset typisk for klassicismens byggeri. I kraft af sin ombygning fra pakhus til beboelsesejendom i midten af 1800-tallet skiftede forhuset grundlæggende karakter. Det kom især til udtryk i det ydre ved isætning af de nuværende vinduer, men pakhuskarakteren er samtidig fastholdt ved den brede gavlkvist – den tidligere hejsekvist mod gaden, med hul til hejsebommen, der viser bygningens oprindelige funktion. Det lidt særprægede facadeskema med det bredere midterfag adskiller yderligere forhusets facade fra de tilstødende ejendommes forhuse, der oprindeligt er opført som beboelseshuse. Dertil kommer en senere omdannelse til forretning i stueetagen, der også bryder med den overordnede vinduestakt. Hvad der knytter bygningerne sammen er imidlertid den homogene, harmoniske form og enkle materialeholdning i detaljer og overflader, hvor især de for klassicismen typiske firerammede korspostvinduer med todelte underrammer dominerer. Dertil kommer skorstenskernerne og skorstenspiber, der understreger ombygningen fra erhverv til beboelse. Kvistene er nyere, men er traditionelt udførte og afspejler en af klassicismens mest typiske kvistløsninger, snarere end de senere heltagskviste, der er tilføjet mange ejendomme fra omkring år 1800. Endelig kommer alle ældre og traditionelt udførte dør- og portfløje, der afspejler de forskellige funktioner: Porten til gaden, indgangen til butikken samt kældernedgangen i forhuset mod gaden. Dertil kommer portgennemkørslen med hoveddøren til opgangen samt kældernedgangens dør. I baghuset gælder det de to fyldningsdøre samt den midtsiddende tofløjede vognport, der også fortæller om datidens sammenblanding af bolig og erhverv. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi til alle ældre elementer i forhuset, der bidrager til at fastholde fortællingen om ejendommens udvikling og funktioner. Det gælder trappen, der ifølge bygningsundersøgelserne først nævnes efter ombygningen af forhuset til boliger. Den lidt snævre opgang og enkle udformning afspejler både det jævne klientel og de givne rammer i et hus, der blev opført som pakhus. Den oprindelige pakhuskarakter er fra første til tredje sal bevaret i form af de kraftige, blotlagte tømmerkonstruktioner i lysegrå bemaling, der her fortæller om de åbne dæk, der oprindeligt har karakteriseret etagerne. Af de ældre indretningerne til beboelse i midten af 1800-tallet er der ikke spor i de nuværende, i stil afvigende, etageløsninger, men netop dette fremhæver forhusets oprindelige funktion ved opførelsen i 1798.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre primært til forhusets overfacade, hvor det bredere midterfag og den store gavlkvist udgør et tyngdepunkt i den glatte og enkle facade. Kordongesimsen og hovedgesimsen afbalancerer med deres delikate profilereringer overgangene i facaden, og sammen med de taktfast anbragte vinduer omkring midterfaget fra første til tredje sal er opnået en overordnet set, harmonisk virkning, trods underfacadens ret uregelmæssige faginddeling og de store glaspartier. Forhusets gårdside og baghuset har ligeledes arkitektoniske kvaliteter i kraft af deres nøgterne og ensartede præg, herunder med de taktfaste vinduessætninger og symmetriske opbygninger samt afslutningerne med profilerede hovedgesimser, der giver bygningerne et knapt og diskret elegant udtryk.

Læs videre om

• Brænderigaarden, København
• Sankt Peders Stræde 29-31, København
• Søtorvet 5, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen