Kongens Nytorv

Artikelstart

Kongens Nytorv er anlagt i 1670’erne, hvor det blev omdannet til en plads ved brolægning i 1670. Kongens Nytorv blev anlagt på det areal, hvor den gamle Østerport Bastion havde ligget indtil 1647. Torvet forbandt den gamle og nye bydel med hinanden, og i 1670 blev der givet ordre om at brolægge det. I 1672 kom en ny ordre om, at alle bygninger ud til gaden skulle være i mindst to etager og i grundmur.

Det nye »Kongens Torv« blev efterhånden omgivet af prægtige barokpalæer som Charlottenborg 1672‑83 og Niels Juels Palæ 1683‑86 og på pladsen får man således indtrykket af enevældens adel og højborgerskab. Hvor Det Kongelige Teater ligger i dag, lå Københavns sidste gjethus, dvs. kanonstøberi, der stod færdigt i 1673. Kongens Nytorv blev en prestigeplads, der blev anvendt til officielle modtagelser, processioner og optog. Midt på pladsen blev haveanlægget Krinsen indrettet med Christian 5.s rytterstatue fra 1688 i midten. Mod øst blev Nyhavn i årene 1671‑73 gravet ud af soldater.

Københavns teaterliv fik med åbningen af Komediehuset på Kongens Nytorv i 1748 nye, selvstændige rammer. I 1874 blev det erstattet af Det Kongelige Teater (i dag kaldet Gamle Scene).

På Kongens Nytorv åbnede i 1871 et varehus i Hotel du Nord, der fra 1879 blev til Magasin du Nord. Strækningen fra Kongens Nytorv til Rådhuspladsen, der først blev kaldt Ruten og siden Strøget, var dengang som i dag en populær butiksgade.

Gothersgade Elværk blev i 1892 byens første og leverede elektrisk gadebelysning på Kongens Nytorv.

I 1869, blev der etableret en linje med hestesporvogn fra Kongens Nytorv til Amagerport og i 1884 til Sundbyerne. I 1901 blev driften elektrificeret. Motorbuskørsel blev introduceret i København i 1913 med en rute fra Rådhuspladsen til Kongens Nytorv.

Magasin på Kongens Nytorv har metrostation lige ved døren.

Studenternes dans om Krinsen på Kongens Nytorv er en tradition, som er over 100 år gammel, som har været afbrudt i korte perioder: Under Besættelsen og fra 2012 til 2018, hvor der var metrobyggeri på pladsen. Hotel d’Angleterre på Kongens Nytorv begyndte i 1995 at juleudsmykke sin facade. Der var skøjteløb på banen omkring Rytterstatuen fra 1999 til 2007, hvor banen blev nedlagt pga. metrobyggeriet.

Videre læsning

Læs mere om Indre Bys arkitektur

Læs videre om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur