Gul stenbræk er en såkaldt istidsrelikt, som kun trives i kildevæld, der holder sig kolde sommeren igennem. Tidligere fandtes den mange steder i Midt- og Østjylland samt i Nordøstsjælland, men er gået meget tilbage pga. afvanding og tilgroning af voksestederne. I juli-september blomstrer den gult over kildevældene langs Resen Bæk.
.
Et får kigger op over hedelyngen på Kongenshus Hede. Selv om det store hedeområde undgik opdyrkning og tilplantning for i stedet at fremstå som et monument for hedeopdyrkerne, er Kongenshus Hede stadig truet af naturlig tilgroning. For at holde den fri for opvækst af bl.a. birk og bævreasp plejes heden derfor med slåning, afbrænding og fåreafgræsning. Fårene omfatter ca. 1.000 moderfår, og når bestanden er på sit højeste, tæller flokken 2.000‑2.500 får. Det gør fåreflokken til den største i Norden.
.
Mindedalen i Kongenshus Mindepark udformet af landskabsarkitekt C.Th. Sørensen. Stien snor sig gennem den lyngklædte smeltevandsdal. Området blev opkøbt af den erhvervsdrivende fond Kongenshus Mindepark med tilskud fra staten og fredet i 1953. Tanken var paradoksal: at ære hedeopdyrkerne ved at bevare det landskab, de så ivrigt forsøgte at indvinde og opdyrke.
.
Urfuglen er en sky fugl, men om foråret er den let at få øje på, når kokkene i de tidlige morgentimer indtager spillepladserne med spring og flagrende vinger for at kæmpe om hønernes gunst. Selve spillet foregår med rejste halefjer og foroverbøjet hoved under frembringelse af en karakteristisk skogrende strubelyd. Urfuglen er polygam, og de mest succesfulde kokke vil ofte parre sig med flere høner.
.

Sydvest for Viborg ligger Kongenshus Hede som et stort, sammenhængende hedeareal. Med sine ca. 1.300 ha er den en af landets største indlandsheder og udgør en rest af den gamle Alhede, som helt frem til slutningen af 1800-tallet dækkede ca. 10.000 ha af det midtjyske landskab. Kongenshus Hede ligger på en stor flad hedeslette, hvor terrænet fra Skelhøje i 80 m.o.h. flader jævnt og næsten umærkeligt ud mod sydvest. Hedesletten er furet af slugter og dale, hvor smeltevandsfloderne under sidste istid skar sig ned i sletten.

I stenalderen var det nuværende hedelandskab dækket af skov. For at skaffe tømmer og brændsel og skabe græsningsarealer til husdyrene ryddede de tidlige bønder efterhånden skoven. I stedet indvandrede hedelyng og andre dværgbuske, som med tiden kom til at dominere det åbne landskab.

Hedens udbredelse medførte også en udvaskning og forsuring af den sandede jordbund, så der blev dannet et såkaldt podsolprofil med førne øverst, dernæst et lag af lyngtørv, efterfulgt af blegsand og nederst et hårdt, sort til rødbrunt allag. Den særlige jordbund opstår, fordi regnvandet forsures af humussyrerne i lyngførnen, hvilket nedbryder mineralerne i jorden, som udvaskes. Længere nede neutraliseres syren, så jern- og aluminiumforbindelserne udfældes. De danner det hårde allag, som både planterødder og vand har svært ved at gennemtrænge. I 1800- og 1900-tallet var allaget også en udfordring for hedens opdyrkere, da det skulle gennembrydes, før jorden kunne opdyrkes eller tilplantes med skov.

Kongenshus Hede blev dog aldrig opdyrket, da jorden var meget mager. Under navnet Kongenshus Mindepark står heden i stedet som et monument for hedesagen og hedeopdyrkerne, hvis navne er hugget ind i de store stenblokke, der er opsat i Mindedalen og mødepladsen i Mindeparken.

Plantelivet er varieret, og selv om en del af arealet domineres af bølget bunke, omfatter det også mere typiske hedeplanter som hedelyng, revling, tyttebær, hedemelbærris, guldblomme, kirteløjentrøst, kattefod, lav skorsonér, engelsk visse, tysk visse, håret visse, plettet gøgeurt, tormentil og alm. ulvefod. I de fugtige lavninger vokser desuden mosepors, benbræk, klokkelyng, tranebær, mosetroldurt, kærfladstjerne og rundbladet soldug, mens man i rigkærene langs Resen Bæk bl.a. kan finde leverurt og gul stenbræk samt sjældne mosser som alm. piberensermos, kærgyldenmos og fedtet krogmos.

Krybdyrene er også repræsenteret, og både hugorm, markfirben og skovfirben er almindelige på de åbne hedearealer. Dem deler de med dagsommerfugle som moserandøje, dukatsommerfugl og argusblåfugl samt flere sjældne løbebiller, heriblandt tofarvet hedeløber, hedeovalløber og grøn fløjlsløber.

Der er iagttaget knap 70 forskellige fuglearter på Kongenshus Hede, og i dag omfatter ynglefuglene bl.a. bynkefugl, sortstrubet bynkefugl, hedelærke, sanglærke og rødrygget tornskade. Tidligere ynglede også urfuglen på Kongenshus Hede, men den forsvandt i løbet af 1990’erne.

Kongenshus Hede ejes af den erhvervsdrivende fond Kongenshus Mindepark, som også tog initiativ til den fredning af området, som blev gennemført i 1953. Derudover er heden udpeget som habitatområde.

Kongenshus – mindepark for hedens opdyrkere

Idéen om at bevare et stykke af den jyske Alhede, som kunne minde eftertiden om hedeopdyrkernes indsats, opstod allerede i 1934. I 1941 lykkedes det en komité bestående af medlemmer fra Hedebruget og Hedeselskabet at opkøbe den 1.300 ha store Kongenshus Hede.

Landskabsarkitekten C.Th. Sørensen udvalgte en langstrakt smeltevandsdal til Mindedalen. Sammen med arkitekt Hans Georg Skovgaard arbejdede han med hedens naturlige bugtninger til at anlægge Mindedalen i årene 1945‑53.

Langs stien i dalbunden blev placeret 39 sten med navne på alle herreder med hede i Nørrejylland (Jylland nord for Kongeå) og 321 sognesten med i alt 1.200 navne på fortjenstfulde hedeopdyrkere. Mindestien ender i en mødeplads omkranset af mindesten for embedsmænd og godsejere, der har bidraget til hedeopdyrkningen.

Mindeparken og Kongenshus Hede er i dag fredet. Omfattende naturpleje med bl.a. græssende får og jævnlige afbrændinger sørger for at beskytte heden fra at springe i skov, så eftertiden stadig kan opleve det oprindelige hedelandskab, som hedeopdyrkerne gennem hårdt slid forvandlede til agerland.

Den sidste urfugl

Urfuglens sidste danske levested var Kongenshus Hede. Med kokkens lyreformede hale og røde kamme over øjnene er den tamhønestore urfugl en af vores mest ikoniske hedefugle, og den sorte, metalskinnende fjerdragt gav den tilnavnet »hedens sorte kok«. Den lidt mindre høne er mere beskedent farvet med en brunt spraglet fjerdragt, som gør den let at forveksle med en fasanhøne.

Formentlig indvandrede urfuglen til Danmark i jernalderen, efterhånden som bønderne ryddede skoven, og lyngheden bredte sig. Da lyngheden i 1500- og 1600-tallet dækkede ca. 40 % af Jylland, var urfuglen vidt udbredt i Vestdanmark, men formåede aldrig at krydse Lillebælt og Kattegat. Frem til begyndelsen af 1900-tallet forsøgte man dog flere gange at udsætte urfugle på Øerne. Alle udsættelserne mislykkedes, selv om det i Tisvilde Hegn lykkedes at opretholde en bestand i ca. 30 år.

Opdyrkningen af hederne samt et øget jagttryk betød dog, at bestandene gik hastigt tilbage. Det førte til en totalfredning 1879‑85. I 1940’erne var der stadig mindst 2.400 fugle tilbage, men bestanden var faldende. Urfuglen blev fredet igen i 1972, men allerede året efter var bestanden nede på 420 fugle.

Urfuglen holdt længst ud på de store jyske heder. Således blev den sidst set på Randbøl Hede i 1992 og Vind Hede i 1996. Urfuglen ynglede sidste gang på Kongenshus Hede i 1991, da der blev set ti årsunger. I 1998 blev der observeret en kok og tre høner på Kongenshus Hede, men året efter var den forsvundet. Urfuglen blev erklæret uddød i Danmark i 2001.

Med mellemrum kommer der stadig meldinger om urfugle i Jylland, men der er enten tale om forvekslinger med fx grøn og sort fasan eller om fugle, der er undsluppet fra fangenskab. I dag findes de nærmeste urfugle i Sverige samt i små bestande i Nordtyskland, Holland og Belgien. Da urfuglen er en udpræget standfugl, er det derfor usandsynligt, at den skulle indvandre naturligt herfra.

Videre læsning

Læs mere om Det åbne land i Viborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Det åbne land