Danmark

Det meste af Danmarks landskab er formet af istidernes gletsjere og af det smeltevand, der strømmede fra gletsjerne. Kun på Bornholm dukker grundfjeldet frem til overfladen. I det øvrige Danmark er de ældste aflejringer skrivekridt fra Kridttiden. I Danmark findes spor efter fire istider, men det er især den sidste, der formede det landskab, vi kender i dag. Isen dækkede da Øerne og det meste af Jylland. Efter den sidste istid steg havene, og Danmark fik efterhånden det omrids, vi kender i dag. Landskabet kendetegnes af forskellige jordbundsforhold, som også giver mulighed for ressourceindvinding af fx kalk, ler og grus.

Læs videre om

• Danmarks landskaber
• Kystlandskaberne i Danmark
• Råstofferne i Danmark

Klimaet og vejret i Danmark præges afgørende af vindretningen: koldt fra nord, varmt fra syd, fugtigt fra vest og tørt fra øst. Desuden præges det af den lokale geografi og af forhold som bebyggelse mv. Det betyder, at selv om Danmark er et lille land, er der forskel på klimaet fra sted til sted. Klimaforandringerne påvirker også Danmark, og der er udfordringer i forbindelse med mere ekstreme vejrbegivenheder, stormfloder og stigende vandstand.

Læs videre om

• Danmarks vejr og landskab

Tæt ved 16% af Danmarks areal er dækket af skov, og andelen er voksende. Størstedelen af Danmark var skovdækket i forhistorisk tid, men menneskene begyndte tidligt at rydde skove til dyrkning og græsning. Fra middelalderen begyndte menneskene at sætte et kraftigere aftryk på skovlandskabet; mange træer blev fældet og træet anvendt som tømmer til byggerier af såvel huse som skibe samt til alle mulige former for værktøj. Desuden anvendtes store mængder af træ til brændsel. Skovene blev desuden brugt til at holde køer, heste og svin, hvilket kom til at præge deres fremtræden, mens navnlig konge og adel udnyttede dem til jagt.

Fra 1700-tallet skete de første forsøg på moderne skovdrift. I samme periode forsøgte man at tilplante arealer med skov for at modvirke sandflugt, hvilket efterhånden førte til anlæggelsen af talrige klitplantager. Fredskovsforordningen fra 1805 medførte, at langt de fleste danske skove fortsat skal bevares som skov. Fra slutningen af 1800-tallet blev skovene præget af industrisamfundet: Der blev produceret store mængder træ til fx jernbanesveller og senere hen også til industriel fremstilling af andre træprodukter. Fra midt i 1900-tallet betragtedes skovene i stadigt stigende grad som vigtige områder for friluftslivet, fra ca. 1990 som vigtige for beskyttelse af natur- og kulturværdier samt rent grundvand og fra 2018 som bidrag til at dæmpe klimaforandringerne.

Læs videre om

• Skovene i Danmark

Havet spiller en stor rolle for Danmark; landet er omgivet af hav, en stor del af landmassen er øer, og ingen i Danmark bor mere end ca. 50 km fra havet. De danske have er generelt lavvandede og bortset fra Vadehavet ikke præget af tidevandsforskelle. Ligesom landskabet er også farvandene i vid udstrækning formet af istidernes gletsjere, og størstedelen af havbunden er dækket af sedimenter.

Havene er rige på såvel dyre- som alge- og planteliv. Fiskeri har derfor altid været et vigtigt erhverv i Danmark. For at beskytte bestandene er der indført kvoter; Danmark er underlagt EU’s fælles fiskeripolitik, der fastlægger kvoternes størrelse. I havet findes ydermere en række råstoffer, fx sand og grus, der indvindes. Der findes også regler her, der skal beskytte havmiljøet og kysterne mod erosion. Siden 1970’erne er der blevet produceret olie i Nordsøen, men det er besluttet at udfase produktionen. Til gengæld er der placeret en række havvindmølleparker i de danske farvande. Danmark har, som et land omgivet af hav og med et stort antal øer, længe været en søfartsnation.

Læs videre om

• Havene i Danmark

Den langt overvejende del af Danmarks landskab, 72%, udgøres i 2020 af det åbne land. 61% er landbrugsjord, mens resten er åbne landskabstyper som enge, heder og klitlandskaber eller søer og vandløb. Landbrugsjorden er for størstedelens vedkommende intensivt udnyttet. Landets befolkning har igennem historien præget landskabet fundamentalt. I oldtiden begyndte menneskene at rydde skovene for at skaffe jord til agerbrug og græsning. I middelalderen blev landbrugsdriften mere intensiv og fandt med landsbyernes fællesdrift en form, der grundlæggende blev bibeholdt frem til reformerne i slutningen af 1700-tallet. Driften var en blanding af agerbrug og husdyravl, der var tilpasset de lokale forhold.

Udskiftningerne omkring år 1800 medførte, at fællesskaberne blev opløst, gårdene ofte flyttet fra landsbyen til markerne, og den enkelte bonde kom til personligt at råde over agre og enge. Det førte til en kraftig intensivering af driften og til, at grænserne mellem de forskellige landskabstyper blev trukket skarpere op; græsningsjord og enge blev ofte til agerjord, og det tidligere halvåbne landskab mellem skov og mark nu blev inddraget i landbrugsjorden. Danmark havde fra 1880’erne og frem til 1970’erne den højeste produktivitet pr. arealenhed i verden, ikke mindst i kraft af mere effektivt maskinel, kunstgødning og pesticider. I takt med effektiviseringen er der blevet stadig færre landmænd og landbrugsbedrifter. Det intensive landbrug fik imidlertid miljømæssige konsekvenser, både med hensyn til forurening og pga. rydningen af levesteder for mange dyre- og plantearter. Gennem lovgivning, både nationalt og i EU, har man forsøgt at rette op på dette, bl.a. ved at genskabe vådområder og indføre dyrkningsfri zoner langs vandløb.

Læs videre om

• Det åbne land i Danmark

Omkring 13% af Danmarks areal udgøres af bebyggelse og infrastruktur. Bystrukturen blev grundlagt med middelalderens landsbyer og købstæder. I middelalderen var de fleste landsbyer etableret, og størstedelen af befolkningen boede i disse. Landsbyernes størrelse og udvikling afhang af jordkvalitet og andre geografiske forhold. Med andelsbevægelsen fra slutningen af 1800-tallet kom der ny udvikling på landet, og mange landsbyer fik efterhånden mere karakter af egentlige byer. Den samtidige udvikling af jernbanen styrkede også forbindelsen mellem land og by. I dag er der mange landsbyboere, der pendler på arbejde i byerne, og landsbyerne er i langt mindre grad end tidligere knyttet til landbruget. Købstæderne var med få undtagelser meget små indtil 1800-tallet. Med jernbanen kom der også nye stationsbyer, der havde bymæssige funktioner, og som ofte oplevede betydelig vækst, ikke mindst i forbindelse med industrialiseringen, der generelt gav vækst i byerne.

Med industrialiseringen opstod fabriksbyer, og mange byer oplevede en tilvandring af arbejdere, der bosatte sig i arbejderkvartererne, som ofte kom til at befinde sig i forstæderne. Disse var tit præget af spekulationsbyggeri og blev renoveret eller saneret i 1900-tallet. Fra omkring år 1900 begyndte et byggeri af sommer- og fritidshuse, der i 2021 har nået et omfang på ca. 200.000 huse. I tiden efter 2. Verdenskrig blev erhverv og boliger i stigende grad adskilt, og med tiden er befolkningen i stor udstrækning kommet til at bo i andre byer end der, hvor de arbejder. Forstæderne blev præget af etagebebyggelser, og parcelhuset blev en almindelig boligform fra 1960’erne. Det danske vejnet bestod oprindelig af vejene mellem landsbyerne, fra højmiddelalderen suppleret med landeveje. I anden halvdel af 1900-tallet kom motorvejsnettet til. Vejene blev ofte knyttet til broer, som sammen med færgerne var vigtige med hensyn til at knytte de mange øer sammen.

Læs videre om

• Det bebyggede land i Danmark

Infrastrukturen er de fysiske strukturer, der binder landet sammen og befordrer transport og kommunikation i et samfund. Den teknologiske udvikling og de samfundsmæssige behov har betydet, at forskellige typer af infrastruktur har understøttet og formet byerne og bebyggelserne gennem historien. Infrastruktur opdeles ofte i transportanlæg (veje, broer, bymæssig skinnebåren transport (fx sporvogne og letbaner), jernbaner, havne og lufthavne) samt tekniske anlæg som forsyningsanlæg (fx vandforsyning), affald og spildevand (fx kloakker) og anlæg til energiproduktion.

Læs videre om

• Infrastrukturen i Danmark

Velfærdssamfundets landskab defineres som det forvaltede og planlagte land, der ligger uden for byerne, og de fælles goder, som skal sikres til gavn og glæde for hele samfundet. Ud over mad, husly, arbejde, sundhed osv. er det også et velfærdsgode, at vi har mulighed for at opleve og nyde naturen og fx have adgang til rent drikkevand. Velfærdssamfundets landskab drejer sig mere generelt om jordens og vandets benyttelse og beskyttelse. Frem til anden halvdel af 1900-tallet var der ikke mange, der satte spørgsmålstegn ved menneskets ret til at udnytte naturen til egen fordel. Det førte til en kraftig udvidelse og udnyttelse af landbrugsarealet. Siden da har der været øget fokus på natur- og miljøbeskyttelse, og der er blevet gjort forsøg på at genoprette noget af den natur, som er gået tabt. Den første danske naturfredningslov stammer fra 1917, og den er siden blevet ændret flere gange med henblik på både at beskytte og forbedre landskabets værdier og at sikre offentligheden adgang til disse.

Med By- og Landzoneloven fra 1969 blev det muligt at regulere bebyggelsen i det åbne land. Fra 1960’erne kom der mere opmærksomhed om forurening, og i 1971 fik Danmark et Ministeriet for Forureningsbekæmpelse, senere Miljøministeriet. I 1980’erne var det ikke mindst landbrugets udledninger af kvælstof, der fik opmærksomhed og blev søgt modvirket med vandmiljøplaner. I 1990’erne kom der fokus på kulturmiljøer, hvor man søger at bevare og genoprette fortidsminder, bygninger og landskaber som en del af en helhed i forhold til deres omgivelser. Fra 2007 er man begyndt at etablere nationalparker i Danmark i et forsøg på at skabe mere sammenhængende naturområder. Igennem 1900-tallet steg interessen for fritidslivet. Der blev udstykket sommerhusgrunde i kystnære områder, og interessen for fysiske aktiviteter i landskabet, såsom cykling og vandreture, er også øget betydeligt. Det har en positiv effekt på mange menneskers helbred, ligesom interessen for landskabet og dets bevarelse er steget.

Læs videre om

• Velfærdssamfundets landskab i Danmark

Danmark er et konstitutionelt monarki og et repræsentativt folkestyre, hvor monarken er statsoverhoved. Folkestyret hviler på en dobbeltkonstruktion, hvor det ene led er det nationale folkestyre, og det andet det lokale demokrati i de 98 kommuner og fem regioner. De politiske partier er de centrale aktører inden for begge dele. Det nationale demokrati er forankret i det parlamentariske princip, i parlamentarisme med ministerstyre, mens det lokale demokrati hviler i et styre, hvor den politiske og administrative magt ligger hos kommunalbestyrelsen/byrådet. To forhold begrænser imidlertid det repræsentative folkestyre: folkeafstemninger, der er grundlovsfæstede vedrørende bestemte spørgsmål, og inddragelsen af arbejdsmarkedets og civilsamfundets foreninger og organisationer i udformningen og forvaltningen af politikken. Inden for arbejdsmarkedet tales ofte om »den danske model«, hvor løn- og arbejdsforhold i vid udstrækning reguleres gennem forhandlinger mellem arbejdsmarkedets organisationer. På både nationalt og lokalt plan er der et professionelt embedsværk, der bistår de folkevalgte.

Styreformen har med Danmarks medlemskab af EU en europæisk overbygning, ikke mindst inden for det indre marked, som består af et omfattende regelsæt, der understøtter den frie bevægelighed medlemslandene imellem. EU-politikken har været kontroversiel i dele af befolkningen, da den medfører en vis suverænitetsafgivelse. Danmark har derfor undtaget sig fra den overordnede EU-politik inden for samarbejdet om fælles mønt, forsvar, retlige og indre anliggender.

Læs videre om

• Styreformen i Danmark
• Magtdelingen i Danmark
• Interesseorganisationerne i Danmark
• Lovgivningen i Danmark
• Kommunerne i Danmark
• Regionerne i Danmark

Det danske samfund er et velfærdssamfund, hvor staten påtager sig ansvaret for en lang række forhold som børnepasning, uddannelse, forsørgelse af ledige, syge- og ældrepleje samt folkepension. Systemet er bygget op som en underforstået kontrakt mellem generationerne, så de erhvervsaktive gennem skatten betaler for de velfærdsydelser, der i høj grad kommer unge og ældre til gode, med en forståelse af, at de unge, når de selv bliver erhvervsaktive, vil gøre det samme. Den danske velfærdsmodel er universel, hvilket betyder, at alle borgere, uanset deres økonomiske situation, har adgang til ydelserne.

Det danske befolkningstal er svagt stigende pga. indvandringsoverskud og fødselsoverskud. Ikke mindst indvandringen har stået centralt i dansk politik siden 1980’erne og er blevet betragtet som en udfordring for velfærdssystemet, især fordi ikke-vestlige indvandrere, specielt kvinderne, har en lavere beskæftigelsesgrad end personer af dansk oprindelse og derfor har behov for større velfærdsydelser. Siden EU’s østudvidelse i 2004 er der dog kommet relativt flere indvandrere fra europæiske lande. Fødselsoverskuddet skyldes hovedsagelig, at der dør færre, fordi de ældre lever længere. Den danske befolkning bliver ældre, hvilket er en udfordring, eftersom antallet af erhvervsaktive falder. Det forsøges bl.a. imødegået ved at få folk til at blive længere på arbejdsmarkedet. Også sundheden er en udfordring med en aldrende befolkning, og der har været flere initiativer til en indsats mod livsstilssygdomme.

Uddannelse er af afgørende vigtighed for velfærdssamfundet. Der er ti års undervisningspligt, og andelen af højtuddannede danskere vokser, ligesom antallet af unge med en erhvervsuddannelse er stigende. Der er dog stadig en sammenhæng mellem forældres uddannelsesniveau og deres børns.

Læs videre om

• Velfærdssamfundet i Danmark
• Befolkningen i Danmark
• Sundhed og omsorg i Danmark
• Uddannelse i Danmark

Danmarks økonomi har siden 1970’erne i kraft af en række reformer udviklet sig til en robust økonomi uden de store ubalancer. I landet er der endvidere skabt en høj levefod og en forholdsvis lige fordeling af indkomst og formue. Selv om Danmark oplevede et stort fald i BNP i forbindelse med finanskrisen i 2008, kom det ikke til at sætte sig særlige spor inden for arbejdsløsheden. Danmark har, sammen med de øvrige nordiske lande, en høj placering på FN’s Human Development Index. Landet præges af høj beskæftigelse og høj produktivitet, og igennem en årrække har der været overskud på betalingsbalancen. Væksten er dog ikke ligeligt fordelt i landet, hvor Region Hovedstaden har en vækst, der ligger langt over de øvrige regioner. Danmark har i høj grad en vidensøkonomi, hvor meget af den økonomiske aktivitet foregår i de større byer. Til gengæld er mange arbejdspladser for ufaglærte blevet nedlagt eller flyttet ud af landet. Det har ført til bekymring over den regionale ulighed.

Danmark er et velfærdssamfund med et højt skattetryk og en stor offentlig sektor. Samtidig er den private sektor stærkt liberaliseret. En fremtidig udfordring for den danske økonomi er globaliseringen, hvor ikke mindst den økonomiske politik bliver til i en international kontekst, som medfører, at nationalstatens betydning svækkes.

Læs videre om

• Økonomi og erhverv i Danmark

Danmark er et lille land, som igennem historien er blevet mindre. Til gengæld ligger landet og dets befolkning højt på en række lister, der rangerer verdens lande efter forhold som lykke, indkomst, beskæftigelse og uddannelse, og meget lavt med hensyn til korruption. En række værdier som velfærdssamfundet, frihed og lighed, der af danskerne opfattes som særlig danske, søges bevaret indadtil, mens Danmark gennem sin udenrigspolitik og diplomati også forsøger at udbrede dem til andre lande. En aktiv promovering af værdierne har medført et syn på Danmark i omverdenen, som generelt er positivt. Gennem historien er folk både udvandret fra og indvandret til Danmark, men siden 1980’erne har indvandringen været større end udvandringen.

Danmark er historisk set en vigtig søfarts- og handelsnation, og her er handelen med de øvrige EU-lande af stor betydning. Danmarks internationale samarbejde hviler på fire søjler: Norden, Europa, NATO og FN. Norden har efterhånden fået mindre konkret betydning, mens Europapolitikken i EU efterhånden er blevet afgørende og Danmarks bedste mulighed for at øve indflydelse på sin omverden.

Læs videre om

• Danmark i verden
• Danske værdier
• Norden og Danmark
• EU og Danmark
• FN og Danmark
• NATO og Danmark

Kultur kan bredt defineres som det sæt af handlemønstre, livsformer og traditioner, der definerer, hvordan en række af livets store spørgsmål opfattes hos en befolkning; den brede definition beskriver noget, man er. En mere smal definition henviser til en række intellektuelle og æstetiske produkter som litteratur, kunst, sport, musik, altså noget, man har, eller noget, man gør. I følgende behandling af Danmarks kultur fokuseres der primært på det smalle kulturbegreb.

Siden 1961 har Danmark haft et ministerium for kultur. Etableringen skete ud fra et ønske om at demokratisere kulturen, bl.a. ved at oprette en række statslige puljer til støtte for den kulturelle sektor. Man ønskede at styrke demokratiet og velfærdssamfundet med kulturpolitikken ved at oplyse og danne borgerne. Ud over Kulturministeriets støtte spiller en række fonde en meget betydelig rolle i finansieringen af kulturen.

Danskerne har et stort kulturforbrug. Der lyttes til musik, læses, man går i teateret, biografen og til koncerter, og man bruger medier som tv, radio, internet, aviser og blade. Idrætten spiller også en stor rolle i mange danskeres hverdag, både i foreninger, fx boldspilforeninger, og individuelt, fx løb og cykling. Danmark har generelt et rigt foreningsliv, som er af stor betydning for kulturlivet. Idrætsforeninger har et stort medlemstal, men også foreninger, der beskæftiger sig med kunst, uddannelse og frivillig bistand, er af vigtighed i det kulturelle landskab. Folkehøjskolerne, der kom til i midten af 1800-tallet, betragtes også som vigtige kulturbærere.

Danskerne har desuden en række skikke og traditioner, der opfattes som værende af stor betydning for den kulturelle identitet, fx afholdelse af jul, påske og sankthansaften.

Læs videre om

• Kulturen i Danmark
• Arkitektur, kunsthåndværk og design i Danmark
• Medierne i Danmark
• Foreningslivet i Danmark

Dansk er officielt sprog i Danmark. Det tales af omkring 6 mio. mennesker i Danmark, hvor der desuden tales omkring 120 andre sprog. Dansk tilhører de germanske sprog, men er igennem historien blevet påvirket af en række andre sprog. Dansk har desuden en række sprogtoner og dialekter. Det danske skriftsprog reguleres ved lov, og Dansk Sprognævn fastlægger retskrivningen.

• Det danske sprog

Kristendommen har været at finde i Danmark siden 800-tallet, og siden Reformationen i 1536 har den lutherske fortolkning af kristendommen været statsreligion. Danmark fik religionsfrihed med Grundloven af 1849, og den evangelisk-lutherske kirke blev folkekirke. Kirken spiller en vigtig rolle for mange danskere i forbindelse med begivenheder som dåb, konfirmation, bryllup og begravelse. Det kirkelige landskab blev længe præget af en række vækkelser og kirkelige retninger såsom grundtvigianisme og Indre Mission. Dertil kommer bevægelser uden for folkekirken som Baptistkirken, Apostolsk Kirke og Jehovas Vidner.

Der findes en række internationale kirker i Danmark. Den romerskkatolske kirke har en række menigheder og et bispedømme, og flere ortodokse kirker er ligeledes repræsenteret. Af ikke-kristne religioner har jødedommen været i Danmark siden 1600-tallet, mens islam er kommet til med indvandringen i 1900-tallet. Der findes desuden østlige religioner samt en række nye religiøse bevægelser.

Læs videre om

• Religion og trossamfund i Danmark
• Kirkerne i Danmark
• Kristendom i Danmark
• Jødedom i Danmark
• Islam i Danmark
• Østlige religioner i Danmark