Kongsgården, Gammel Lejre

Kongsgården omtales første gang i et skifte i 1711. Gården beskrives på dette tidspunkt som en firlænget gård i god stand. I 1749 overtager Ole Pedersen, gården og indtil 1959 var Kongsgården beboet af den samme slægt. Bislaget mod vest er sandsynligvis opført i 1788, da der på hammeren over døren er indskåret "Dette har Peder Jensen og Lisbet Olsdatter kost 1788". Peder Jensen fæstede gården i 1779 og ægtede forgængerens søster. I 1827 overtog sønnen Niels Pedersen fæstegården efter sin mor. På dette tidspunkt er sidelængen i øst muligvis opført med eget forstuekøkken og egen stue som aftægtsbolig for moderen. I 1880 blev den nordlige staldlænge nyopført, og i 1891 byggede Peder Nielsen en ny lade mod syd. Ved synsforretningen i 1910, hvor Hans Peter Nielsen havde overtaget gården efter sin farbror var den vestlige længe i så dårlig stand, at man besluttede at nedrive den. Hans Peter Nielsen byggede i 1911-12 en ny gård på den anden side af vejen. Den gamle gårds tre længer blev revet ned og tømmeret genanvendt ved opførelsen af den ny. Det gamle stuehus fik lov at blive stående. Den nye gård fik navnet Ny Kongsgård, og Kongsgården ændrede navn til Gl. Kongsgård. Da Hans Peter Nielsen døde i 1924, blev Gl. Kongsgård ledig, og søsteren, Kirsten Nielsen fik tilladelse af greven på Ledreborg til at flytte ind i stuehuset. Hun omdannede i 1925 Gl. Kongsgård til et slægtshjem og et minde over sjællandsk bondekultur. Hun boede der samtidig selv og åbnede sit hjem for offentligheden, så andre kunne få indblik i denne kultur. I 1990 erhvervede Lejre Kommune gården fra Ledreborg Gods. Den selvejende Institution Gl. Kongsgård fik brugsretten til gården. Gl. Kongsgård overgik i 2004 til Den selvejende Institution Hestebjerggård, hvorefter Gl. Kongsgård blev et annex til Lejre Museum, som åbnede i 2005 som en afdeling af Roskilde Museum.

Kongsgården, der er beliggende i Gammel Lejre landsby, består af et forhus, et sidehus og et udhus. Foran bygningen fines en stor stenlagt gårdsplads med grusfyldte bede, der markere placeringen af de tidligere længer. Bag huset findes et grusbelagt gårdrum, der vender ud mod en skrående have. Stuehuset og sidehus er sammenbygget til en vinkelbygning med stuehus mod vest og sidehus mod nord. Bygningerne er opført i bindingsværk af egetømmer, der er hvidkalket over stok og sten. Soklen er af kampesten, og alle tre gavle er udført med sortmalet, lodret træbeklædning. I to af gavlene er et mindre vindue. Taget er et opskalket stråtag med et bredt udhæng og en mønning med kragetræer. I rygningen findes to hvidmalede skorstene med sokkel og krage. På stuehusets facade findes et bislag med heltag, der er udført som resten af bygningens tag. I bislaget findes en revledør med to ruder og ovenover i gavltrekanten ses et lille vindue. Bygningen har endnu en revledør på facaden, en i sidehusets nordside og en i forhusets haveside. Vinduerne er alle ældre og småsprossede. De fleste er torammede men på havesiden ses også et tre- og et etrammet vindue. Alt træværk omkring vinduer og døre er rødmalet. Indvendigt er bygningen indrettet til museum, og fremstår med den oprindelige grundplan og med mange bevarede interiør og materialer. Sidehuset indeholder en stor stue, en gang og et lille fyrrum, med indføring til stuens bilæggerovn. Stuehuset indeholder en opholdsstue, en spisestue, et køkken med oprindeligt ildsted og stor bageovn samt et bryggers med adgang til nyere toilet og et forrådskammer. Mod syd findes et fritliggende, grundmurede hvidkalket udhus ligeledes med et stråtækket tag, der har mønning og kragetræer. Udhuset har to revledøre og et par etrammede vinduer. Alt træværk er som på de øvrige bygninger rødmalet. Udhusets er indrettet med enkle, traditionelle materialer. Den største del er udnyttet til opholdsrum med nyindrettet tekøkken, mens den sidste del er holdt som opbevaringsrum.

De miljømæssige værdier knytter sig til Kongsgårdens bevarede gårdrum mod øst, der fremstår som et privat, lille og lukket uderum. Den åbne plads foran forhuset har tillige værdi, idet stensætningen optegner gårdens tidligere tre øvrige længer. Endvidere findes bevaret pigsten omkring bygningerne og en brønd med pumpe på gårdspladsen, der tilsammen tildeler det historiske miljø en høj autenticitet.

De kulturhistoriske værdier knytter sig til Kongsgårdens velbevarede materialer og grundplan. De kraftige egestolper i bindingsværket og de udvendige sidebånd er typiske for huse på landet opført i 1700-tallet. Det overkalkede bindingsværk er egnskarakteristisk for huse i dette område. Samtidig fremstår stort set alle rum med bevaret inventar, overflader og bygningsdetaljer hvilket afspejler livet i bygningerne gennem mange hundrede år. Stuer og værelser, som er placeret i bygningens nordlige ende, har trægulve, paneler, fyldingsdøre og støbejernsovne, hvilket afspejler den fine beboelige del. Den sydlige del, har derimod teglstensgulve og revledøre, hvilket påviser at dette er bygningens arbejdsafdeling. Her står de funktionsbestemte rum næsten uændrede med forrammekøkken, den store bageovn, det opmurede komfur og et bryggerset med fadebur og gruekedel. Gårdens udvikling gennem tiden kan aflæses flere steder i bygningen. Blandt andet bislaget, tilføjet i 1788 jævnfører den indhuggede skrift over døren, samt sidehuset fra 1800-tallet der antageligt er tilføjet som aftægtsstue. I sidehuset findes en lille forstue med fyrrum, hvor fra der kunne fyres til begge stuer. Endvidere er en del af stuen på et tidspunkt indrettet til et separat sovekammer, og folkestuens indretning med afskårne paneler og gerichter tyder på, at dette er genbrugt inventar.

Kongsgårdens arkitektoniske værdier fremgår af den enkle stil og den traditionelle, tidstypiske håndværksmæssige udførelse. Bygningen fremstår massiv og helstøbt grundet det overkalkede bindingsværk. Ligeledes opfattes taget som et element, hvor de sorte gavle indgår som en del af taget og ikke en del af murene. De rødmalede åbninger markerer sig i den hvide mur, og de mange bevarede håndsmedede vinduesbeslag er en elegant arkitektonisk detalje. Dette er ligeledes gældende for de bevarede klinkefald og håndtag på flere døre. Indvendigt knytter de arkitektoniske værdier sig tillige enkle materialer og detaljer, som de synlige bjælker i loftet, der giver en taktfast rytme. Hertil komme fyldingsdørene og deres bemaling i stærke farver, der gør, at de står i kontrast til de hvidkalkede mure.

Læs videre om

• Dellinge Vandmølle, Allerslev
• Egholm, Sæby
• Nederste Tadre Mølle, Kirke Såby

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen