Midt i et stille villakvarter i Hvissinge i Glostrup ligger Kopenhagen Fur, verdens største auktionshus for salg af pelse. I de over 100.000 m2 store haller sorteres der årligt omkring 28 mio. pelsskind, som gøres klar til de fem årlige auktioner.
Inden for pelsauktioner har Kopenhagen Fur en global markedsandel på omkring 60 %. Denne position er opnået, fordi Danmark også er verdens største producent af minkskind, som er de mest solgte på pelsauktionerne. Danske minkskind regnes blandt de bedste og sælges typisk til priser, der ligger 20‑30 % over de udenlandske.
Kopenhagen Fur er ejet af ca. 1.450 danske minkavlere via en andelsforening, der blev stiftet i 1930. Foreningen købte i 1946 Kjøbenhavns Pelscentral, der blev omdøbt til Danske Pels Auktioner. I 1963 flyttede auktionshuset til Glostrup Kommune, hvor man i 2017 beskæftigede knap 500 medarbejdere og omsatte skind for 7,4 mia. kr. Omsætningen kan variere stærkt fra år til år. I 2013 var den på 13,3 mia. kr. og i 2016 nede på 6,3 mia. De fleste skind går til eksport, især til Kina, hvor de forarbejdes til færdigvarer.