Krøyers Pakhus, Svendborg

Krøyerfamilien prægede gennem et par århundreder Svendborgs Købmandsstand. Deres købmandsgård lå i Møllergade nr. 24, og i 1780 blev der opført nogle bagbygninger til købmandsgården, herunder en sidebygning langs Krøyers Stræde, som sandsynligvis kun var i en etage, og en mellembygning på elleve fag med en smal portgennemkørsel. Kort tid herefter blev mellembygningen udvidet med en lude på seks fag. På mellembygningen og sidehusets østgavl blev der yderligere tilføjet to halvtagsbygninger på henholdsvis seks og tre fag. I 1856 blev det østlige pakhus opført af Claus Krøyer (1853-1893). Claus Krøyer var den daværende ejer af firmaet Krøyers Enke, et navn det havde fået i 1842 efter, at enken Maren Margrethe Krøyer (1842-1853) overtog firmaet efter sin mand Hans Jacob Krøyer (1813-1842). I første halvdel af 1800-tallet startede det opsving, der efterhånden skulle give Svendborg ry som handels- og søfartsby. Den altafgørende faktor var de forbedrede besejlingsforhold, samt at der i 1814 kom en rigtig havneplads som erstatning for den primitive skibsbro. I midten af 1800-tallet var Svendborgs købmænd dominerende, både økonomisk og politisk. En masse pakhuse skød op i tilknytning til de nye købmandshuse og -gårde, der solgte varer fra nær og fjern, fra fremmede lande og fra de gårde, som mange købmænd havde erhvervet uden for bygrænsen. Varerne blev sejlet til byen og solgt fra købmandsgården eller omvendt, at kornet kom ind fra gårdene på landet, blev tørret under opbevaringen i pakhuset og derefter udskibet fra havnen. I årene op til jernbanens etablering i 1876 foregik næsten al transport ad søvejen. Da det østlige pakhus blev opført, lå det på en stærkt skrånende strandgrund. Købmandsgårdens grund strakte sig fra Møllergade ned til havnebassinet. På et bykort fra 1869 ses grundstykkets bebyggelse med et forhus mod Møllergade, to sidebygninger i forlængelse af hinanden langs Krøyers Stræde, der dengang hed Hulgade, en smal sidebygning mod nord og mellembygningen. Øst for mellembygningen lå en udhusbygning og bag ved pakhuset endnu en udhusbygning.

Omkring år 1900 havde 20 mand deres daglige gang i pakhuset, der hovedsageligt blev anvendt som kornpakhus. Der var ikke indrettet hejseværk i bygningen, så de tunge sække blev båret op ad trapperne. Lugerne var sat i for, at kornet kunne lufte og tørre under opbevaringen. Et risleanlæg mellem etagerne sørgede yderligere for, at kornet blev luftet, mens det blev opbevaret. Et risleanlæg er huller i gulvbrædderne, enten lukket af en keglestubformet klods eller en jernplade, som kunne fjernes når kornet skulle luftes. Kornet faldt da ned på etagen nedenunder, hvorfra det kunne risle videre ned til den næste etage. I løbet af 10 minutter kunne man på denne måde behandle 250 – 350 tons korn, mens der ved kastning kun kunne ekspederes cirka 2,5 tons i timen. En mangel ved metoden var dog, at der altid måtte holdes en loftsetage fri.

En overgang var firmaet, Krøyers Enke, Svendborgs største brændevinsproducent med 40.000 potter brændevin om året, og på et tidspunkt fremstillede man også malt til øl. Der blev i tilknytning til pakhuset opført en rejsestald med plads til 15 køer og 28 heste, og i det nu nedrevne forhus kunne bønderne og andet godtfolk fordrive tiden inden den ofte lange og besværlige hjemfart, idet købmand Krøyer havde indrettet et udskænkningssted for øl og brændevin.

I 1924 blev både mellembygningen og pakhuset fredet. På et tidspunkt blev forhuset revet ned og erstattet af det nuværende, grundmurede forhus. Ligesom det nordlige og en del af det sydlige sidehus mod Krøyers Stræde blev erstattet af det nuværende, grundmurede sidehus. Fem fag af den sydlige sidebygning blev stående som en del af den bygning, der her benævnes mellembygningen. Da behandlingen af korn blev industrialiseret og handelsmønsteret blev ændret i midten af 1900-tallet blev pakhuset overflødiggjort. En tid fungerede det som lagerplads for en møbelsnedker og siden som hovedkvarter for Svendborg Taxa i årene 1955-1979. Grunden til, at pakhuset forfaldt med en så omfattende karakter fra rømningen i 1979 til restaureringen i 1986-87 skyldtes blandt andet de omfattende terrænarbejder, der blev udført dels i 1916 ved etablering og regulering af den daværende Toldbodvej nedenfor pakhuset, og dels opførelsen i 1950'erne af naboejendommen og trappen, der forbandt Krøyers Stræde med Toldbodvej. Da pakhuset var blevet restaureret, blev det hjemsted for Kreditforeningen Danmark. I dag huser bygningen et advokatfirma.

I 2009 brændte mellembygningen. Den søndre del nedbrændte til grunden og blev ikke genopført, mens den nordlige del blev istandsat, og den anvendes atter som en uisoleret magasinbygning.

Krøyers Pakhus er beliggende i Svendborgs gamle bykerne og består af to fritliggende pakhuse, der begge ligger ud til Krøyers Stræde, som forbinder hovedstrøget Møllergade med den lavereliggende Klosterplads. Imellem pakhusene er et pigstensbelagt gårdrum. Det vestlige pakhus, herefter benævnt mellembygningen, er en toetages bindingsværksbygning med rødt, teglhængt heltag. Hele østsiden udgøres af en enetages lude, der ligeledes er af bindingsværk med rødt, teglhængt tag. Mellembygningen fremstår med en høj, sorttjæret sokkel, dels af kampesten, dels af mursten, der følger det skrånende terræn. Bindingsværket er sortopstolpet og tavlene er gulkalkede. Vinduerne er traditionelt udførte et- og torammede vinduer med små ruder. Dørene er traditionelt udførte en- og tofløjede revledøre. Vinduer og døre er malet blå.

Mellembygningen anvendes til opmagasinering. Stueetagen består mestendels af et stort åbent rum samt mod sydøst af et mindre rum med ældre bindingsværks- og bræddevægge. En ældre, bred og stejl ligeløbstrappe fører op til tagetagen, der består af et stort, åbent rum. Herfra fører en nyere ligeløbstrappe op til spidsloftet. Mellembygningen fremtræder med støbte gulve, synlige bindingsværksydervægge, synlige bjælkelag, der dels er ældre, dels nyere samt nyere loftsbrædder. Der er en synlig tømmerkonstruktion, der dels er ældre, dels nyere samt en ældre bræddeskillevæg og en revledør. Tagkonstruktionen er synlig, og tagstenene er understrøgne. Det østlige pakhus, herefter benævnt pakhuset, er en toetages bindingsværksbygning med rødt, teglhængt mansardtag med kvartvalmede gavle. I tagfladerne ses adskillige støbejernsvinduer. Pakhuset fremstår med en høj, sorttjæret sokkel, dels af kampesten, dels af mursten, rødtopstolpet bindingsværk og gulkalkede tavl. Gavlene afsluttes af grønmalede vindskeder, og sydgavlen er inddelt af to grønmalede, knægtbårne, vandbrædder. Pakhusets vinduer er en blanding af ældre og nyere vinduer, som er udført som kopi af de ældre, etrammede og smårudede vinduer. Størstedelen af vinduerne er forsynet med revleluger, der står åbne som skodder. I soklen er vinduerne torammede og smårudede. Både indgangsdøren og kælderdøren er nyere, bræddebeklædte døre. I sydgavlen er bevaret tofløjede revleluger foran de to øverste pakhusåbninger. I de tre nederste etager er isat nyere, tofløjede trærammedøre med termoruder, og foran dørene er monteret nyere metalværn. Både revleluger, vinduer, døre og værn er grønmalede. Pakhuset er indrettet til erhvervslokaler og består af to fulde etager, en tagetage og et uudnyttet spidsloft samt en kælderetage.

Centralt i bygningen ligger et gennemgående trapperum, hvori der er en nyere toløbstrappe med et værn med fyldinger. Etagerne er inddelt med mindre og større rum, og overalt er den ældre, brunbejdsede tømmerkonstruktion synlig. Pakhuset fremtræder med nyere bræddegulve og pudsede vægge og loftsflader mellem de synlige bjælkelag. I tagetagen er vægge og loftflader beklædt med hvidmalede brædder. I kælderen er der støbte gulve og klinkegulve, hvidkalkede kampestensvægge og synlige bjælkelag. Der er nyere profilerede gerichter og nyere rammedøre. De nyere vinduer er forsynet med koblede rammer.

Den miljømæssige værdi ved Krøyers Pakhus knytter sig til beliggenheden bag forhuset, Møllergade 24, ud til det smalle stræde, som fra ældre tid har forbundet byens hovedstrøg med havnen. I kraft af bygningernes højder og rige bindingsværksfacader bidrager de væsentligt til den gamle bykernes stemningsfulde gadeforløb.

Hertil kommer, at pakhusene indgår i en købmandsgårds traditionelle bebyggelsesmønster med baghuse og pakhuse omkring et pigstensbelagt gårdrum. Endvidere er der miljømæssig værdi ved, at pakhuset er overmåde synligt fra den lavereliggende Toldbodvej, idet pakhuset ligger på toppen af en høj kampestensmur og markerer sammen med den øvrige bebyggelse den gamle købstads afgrænsning mod havnen mod øst.

Den kulturhistoriske værdi ved Krøyers Pakhus knytter sig til ejendommens oprindelige funktion som en større købmandsgård, der kan aflæses i den langstrakte grunds placering mellem byens handelsstrøg og havnen. Købmandsgårdens bevarede mellembygning og pakhus indikerer, at købmandsgården havde en anseelig størrelse med sidehuse og pakhuse placeret på skråningen ned mod stranden og havnen. Krøyers Pakhus vidner således om Svendborgs økonomiske opsving i 1800-tallet. Funktionen som pakhus er stadig aflæselig i de enkle facader med pakhusåbninger, hvor man har lastet korn ind og ud af bygningen. Hertil kommer de mange revleluger, der blev brugt til at ventilere bygningen og det opbevarede korn. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved mellembygningens og pakhusets opstolpede bindingsværk med en rig anvendelse af løsholter, dokker og skråbånd, der er karakteristisk for Fyn.

I mellembygningens indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til de åbne etagedæk med synlig tømmerkonstruktion med stolper, dragere og bjælker. Det enkle interiør med uisolerede bindingsværksydervægge, brædde- og bindingsværksskillevægge, understrøgne tagsten, enkle loftstrapper og revledøre er med til at understrege, at mellembygningen var en beskeden funktionsbygning. I pakhusets indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til den synlige og kraftige tømmerkonstruktion med søjler, kopbånd, dragere, bjælker og tømmermærker, der vidner om, at bygningens etagedæk kunne bære store mængder af eksempelvis korn.

Den arkitektoniske værdi for mellembygningen knytter sig i det ydre til det enkle længehus, der træder i karakter på grund af den høje sokkel, de righoldige bindingsværksfacader og den markante, brede lude samt de teglhængte, ubrudte tagflader. Bygningen har et simpelt materialevalg i tømmer, tavl og tegl, men den righoldige tømmerkonstruktion giver bygningen et levende og iøjnefaldende udtryk på grund af de mange løsholter, dokker og skråbånd. De smårudede vinduer fremtræder spinkle og enkle og går fint i tråd med den jævne revleport. Den arkitektoniske værdi for pakhuset knytter sig i det ydre til det enkle længehus, der træder i karakter på grund af den høje sokkel, facadernes taktfaste bindingsværk og de store tagflader. Bygningen har et simpelt materialevalg i tømmer, tavl og tegl, og den righoldige tømmerkonstruktion giver facaden et stringent udtryk på grund af symmetrien og den rytmiske anvendelse af løsholter, dokker og skråbånd. De smårudede vinduer fremtræder spinkle og enkle og stemmer fint overens med de jævne revleluger og -døre. Indvendigt er der arkitektonisk værdi i den traditionelle materialeanvendelse og i pakhusets skrå murfalse, som tillader en større mængde lys at trænge ind i bygningen.

Læs videre om

• Gl. Hestehauge, Svendborg
• Lundeborg Pakhus
• Vester Skerninge Kro

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen