Kristendom i Danmark

Artikelstart

Beskrivelsen af et religiøst landskab er et forsøg på at plotte en række personer, steder, bygninger og vækstområder ind i et overordnet billede, der også udgøres af meget andet end religion. Her er ikke tale om landskab som betegnelse for en egn, men for den religiøse kultur, der kan observeres i det, man med en bredere betegnelse kan kalde kulturlandskabet. Religion er oftest bundet til en synlig, ydre kultus, der har sine steder – helligsteder eller mødesteder – som er områder, på hvilke en given religion har sat et markant og signifikant præg. Der er altså ikke tale om naturforekomster, men derimod om den måde, hvorpå religion i videst omfang gennem sin kultur og sine tilhængere har præget vort billede af landet. I dag udgøres billedet ikke alene af de hvide landsbykirkers tårne i det grønne land med de blanke sunde, men også af farvestrålende østasiatiske helligdomme og moskéer med minareter i byerne og deres forstadskvarterer. De er alle med til at skabe det samlede billede af et religiøst landskab i Danmark.

Kirkens historie

Siden 800-tallet er kristendommen blevet prædiket i det område, der i dag kaldes Danmark, men det var formodentlig først efter 960’erne, at kristendommen gennem kongemagten fik indflydelse. Den tidlige kristendomsform var farvet af den østlige kristendom som følge af skandinavernes handelsveje gennem Rusland til Det Byzantinske Rige. Ved 1100-tallets begyndelse blev landet dog tilsluttet den vestromerske kirkes administration, og liturgien blev hermed den latinske. Før kristendommens komme havde kongen skullet sikre landet fred og god åring, altså vækst og grøde. Det var svært at forstå og forlige sig med tanken om en abstrakt guddom, der styrede verden. Overgangen fra de gamle religionsforestillinger til de nye blev da også lang; i samfundsmæssig henseende var det af betydning, at kirken sanktionerede et nyt retssystem, hvor enhver ikke på egen hånd kunne skaffe sig ret, og ingen kunne eje andre mennesker som trælle. Kongen blev vigtig i bureaukratiseringen og centraliseringen, og kirken stillede de nødvendige redskaber til rådighed ved sine institutioner: en kirke med sognedeling og oprettelse af stifter under biskopper.

Middelalderkirken

Med ankomsten af de første munkeordener til Norden – cistercienserne kom til Danmark i første halvdel af 1100-tallet – blev kirken i nogen grad åbnet for mennesker, der ikke tilhørte klassen af stormænd. Omkring år 1300 var de kristne institutioner fuldt udbyggede, og Danmark kunne kaldes et kristent land. Dette ændredes der ikke ved gennem de hyppige handelskontakter med den muslimske verden. I højmiddelalderen ekspanderede landet gennem korstog i Østersøområdet. Her førtes krigen bl.a. ved hjælp af en bevidst desakralisering af landskabet, altså ødelæggelse af modstanderens helligsteder, men da landet var vundet for korsfarerne, blev det helliggjort og ved nye helgenkulter indskrevet i den universelle kristne historie. Det nye land omtaltes som Herrens vingård, hvorved det blev knyttet til en bibelsk grundfortælling. Her er tale om en kamp om landskabet som et mytologisk, religiøst og metaforisk landskab.

Datidens største bygningsværker var bykirkerne og domkirkerne, der kunne dominere det omliggende landskab, sådan som fx Vor Frue Kirke i Kalundborg og Sankt Bendts Kirke i Ringsted samt domkirkerne i Ribe og Roskilde stadig gør det. Det religiøse landskab som begreb anvendtes således tidligt i Norden i en politisk-strategisk sammenhæng.

Den lutherske kirke

Den strid om magten, der opstod mellem kirke og konge i middelalderen, blev i 1536 bragt til afslutning med Reformationen. Bisperne forvistes fra Rigsrådet og dermed fra rigets styrelse, mens kongen inden for den nye lutherske kirke blev placeret i en nærmest hellig, ophøjet sfære, hvor han reelt havde al magt over kirken. Herunder besad han retten til at bestemme, hvilke fremmede religionsbekendere der kunne få lov til at rejse ind i landet. Kontakten med omverdenen blev af hensyn til den kristne religions renhed begrænset, og bestemmelserne nedfældedes i Christian 5.s Danske Lov af 1683. Enevælden, der indførtes i 1660 og kodificeredes med Kongeloven i 1665, gjorde kongen til kirkens overhoved og fratog gejstligheden sin sidste politiske magt. Man kan da tale om, at Reformationens kirkestat nu havde skabt en bekendelsesmæssig, konfessionel, statskirke, der principielt ikke tålte nogen anden religion. Dens bekendelsesgrundlag var og er Bibelen, de tre oldkirkelige trosbekendelser, Luthers Lille Katekismus (1529) og Den Augsburgske Bekendelse af 1530.

Den katolske kirkes filantropiske institutioner hørte efter Reformationen under den protestantiske evangelisk- lutherske kirke, mens mange stiftelser efter Reformationen nok var kristelige, men ikke kirkelige. Sådanne skole- og sociale institutioner indrettedes flere steder i forladte klostre og ordenshuse; en del tidligere klostre kom til at tjene som adelige jomfruklostre.

Den religiøse vækkelse

I de følgende århundreder udfordredes denne monokonfessionelle ordning af en række vækkelser. I 1700-tallet af pietistiske strømninger fra Tyskland, især fra Halle, men også af den universalistiske herrnhutisme, brødremenigheden, der nok opfattede sig selv som evangelisk, men ikke tilsluttede sig nogen specifik konfession. Efter Englandskrigenes afslutning i 1814 fulgte almuerejsningen med krav om religiøs medbestemmelse og frihed fra den gejstlige kontrol. I 1814 dannedes Det Danske Bibelselskab, hvis opgave det var at opfange den vakte religiøse interesse gennem masseudbredelse af bibler. Det skabte en skare af myndiggjorte, læsende bønder og borgere, hvilket førte til, at gejstligheden snart forsøgte at begrænse de lokale bibelselskabers virksomhed. Der opstod en opposition mod de moderne ritualer, som staten pålagde, i visse folkelige kredse, der ønskede at benytte den gamle ritus. I området omkring Horsens manifesterede dette sig i bevægelsen »de stærke jyder«, der med tiden fik tilkæmpet sig en række rettigheder af konservativ karakter.

Også nye religionstyper viste sig, først og fremmest baptismen, der praktiserede voksendåb. Det statskirkelige synspunkt, som var blevet ophøjet til lov med Danske Lovs bestemmelser om dåb samt med indførelsen af konfirmation i 1736, var imidlertid, at man blev medlem af staten og samfundet gennem den kristne dåb. Man kunne således ikke acceptere individer i riget, som ikke var stats- og samfundsborgere. Derfor skred man til trussel om tvangsdåb af baptisternes børn, da man mente, at baptismen ville drive en kile ned mellem kirke og stat, religion og samfund.

Præsternes uddannelse

Præsteuddannelsen i Danmark er en teologisk uddannelse, der leveres af Det Teologiske Fakultet på Københavns Universitet, Afdeling for Teologi på Arts, Aarhus Universitet eller delvis på Menighedsfakultetet i Aarhus og Dansk Bibel-Institut i København. Teologiske kandidater må gennemgå en uddannelse på Pastoralseminariet i København eller Aarhus. I 2021 åbnedes der for, at personer med en anden kandidatgrad end teologi kunne ansættes som præster efter en teologisk efteruddannelse. Denne ligger under Kirkeministeriet. I 1965 grundlagdes Præstehøjskolen, en efteruddannelsesinstitution, siden 1973 hjemmehørende i Løgumkloster. Præstehøjskolen, Pastoralseminariet og Folkekirkens Efteruddannelse er samlet i en fælles organisation. Tidligere fandtes der en formaliseret teologisk uddannelse for baptistkirken i Gistrup og Tølløse, men nu uddannes kirkens præster gennem de eksisterende universiteters studier. Frimenighedspræst Niels Dael åbnede på Liselund ved Slagelse i 1911 en menighedsskole med en grundtvigsk tendens. Liselund har siden 1970’erne været et kursussted med henblik på efteruddannelse for bl.a. folkekirkelige institutioner.

Fra vækkelser til kirkelige retninger

Gennem de seneste århundreder har vækkelserne og de kirkelige retninger sat deres præg på landet. De tidligste vækkelser opstod på Fyn kort før år 1800, men bredte sig snart til store dele af landet. Nogle stod under ledelse af lægfolk, andre havde præster eller skolelærere som initiativtagere. Flere vakte kredse byggede videre på den missionsvirksomhed, der var udgået fra brødremenigheden i Christiansfeld. Også i København fandtes et brødresocietet. I hovedstaden blev det dog Jac. Christian Lindberg, der samlede vækkelserne ved sine møder. Kun en lille del af vækkelserne havde en politisk dagsorden; de var ikke samfundsengagerede, men optagede af en konservativ kristendomsforståelse, der stod i modsætning til den rationalisme, der på det tidspunkt prægede kirkelivet.

Andre bevægelser

En særlig kristendomsform findes i Luthersk Missionsforening, i daglig tale Luthersk Mission, der blev stiftet i 1868 og præget af de amerikanske helliggørelsesbevægelser. I Danmark har den umiddelbart svenske rødder. Luthersk Mission er en protest mod folkekirken, men inden for dennes rammer, og har gennem tiden dannet flere frimenigheder, der dog fortsat har en tilknytning til folkekirken. Foreningen har flere kirker i København og et stort virkefelt i Nordsjælland og på Bornholm. De konservative bevægelser har således fundet sig til rette side om side med de mere liberale, og ofte inden for folkekirkens rammer.

Kirkeligt Centrum var en lille kirkelig retning, der ved etableringen i 1899 udgjordes af præster, der havde svært ved at finde sig hjemme i vækkelsesmiljøerne. Fra 1905 blev der optaget lægfolk i fællesskabet, hvis storhedstid faldt i mellemkrigstiden. Bevægelsen blev nedlagt i 2020. Ifølge Kirkeligt Centrum er det kirketanken, der bør være det væsentlige og samlende, ikke vækkelsernes konflikter.

Tidehvervsbevægelsen, der opstod omkring et tidsskrift i 1926, var egentlig et kritisk arbejdsfællesskab inden for folkekirken, og den har som bevægelse ikke nogen institutioner, men holder et årligt sommermøde. Fremtrædende medlemmer af Tidehverv spillede en overgang fra slutningen af 1990’erne og et par årtier frem en politisk rolle gennem repræsentation i Folketinget.

I 1930’erne indfandt den amerikanske Oxfordgruppebevægelse sig i Danmark. Den afholdt store offentlige møder og virkede desuden i private kredse som »house parties«. Fra 1938 og især efter 2. Verdenskrig tonede den rent flag som en antikommunistisk organisation under navnet Moralsk Oprustning og fik en vis politisk opbakning fra konservativt hold.

De fleste vækkelsesbevægelser og kirkelige retninger havde eller har en mødekultur i det fri. Indre Mission samlede tidligere betydelige skarer til vækkelsesmøder under åben himmel, grundtvigianerne samledes til sommermøder på højskolerne, KFUM og KFUK dyrkede lejr- og friluftslivet, og siden 1969 har Indre Mission afholdt bibelcamping, der åbnede mulighed for en familiesommerferie med åndeligt indhold.

Kirkelige organisationer

Der eksisterer en lang række ældre og nyere frikirkelige menigheder og organisationer. Blandt de ældre og synlige af de frikirkelige er Frelsens Hær, hvis medlemmer med deres uniformering og musik er let genkendelige i bybilledet. Baptistkirken, Metodistkirken, Apostolsk Kirke, Det Danske Missionsforbund og Jehovas Vidner hører med deres kirker og mødesale også med til den ældre og etablerede del af det religiøse landskab. Nye, til dels spiritualistisk eller karismatisk prægede kirkefællesskaber, har dannet sig og gør i nogen udstrækning brug af fælles kirkerum.