Kronborg (Slots- og Kulturstyrelsen)

Ørekrogen har i hele middelalderen været en øde og forblæst odde tilgroet med krat og skov. På Erik af Pommerns tid (1396-1439) havde Østersøhandelen skiftet karakter. Modsat tidligere var det nu større fartøjer, som uden stop kunne klare sejladsen fra Nederlandene, rundt om Skagen og til handelspladserne i den indre Østersø. Det betød, at handelen og dens afgifter gik uden om Danmark. Kong Erik fandt erstatningen i Øresund. Ved Ørekrogen havde der siden den tidlige middelalder ligget en lille købstad – opkaldt efter den store by Helsing på den anden side af sundet – nu Helsingborg. Helsingør var oprindelig beskyttet af en lille fæstning (Flynderborg), som Lybækkerne imidlertid erobrede og jævnede med jorden ca. 1370.

Kong Erik af Pommern påbegyndte i ca. 1400, i forbindelse med indførelsen af Øresundstolden, opførelsen af en borg, det gotiske kastel, Krogen. Borgen bestod af en vældig kvadratisk ringmur, som indvendigt rummede tre stenhuse og en port mod nord, der var kronet af et tårn. Ringmuren, som i dag fortsat findes i sin fulde udstrækning bag de sandstensklædte facader, er ca. to meter tyk mod nord og øst (mod vandet), mens den mod vest og syd (land) er tykkere, ca. fire meter. Forskellen i tykkelsen skal formodentlig forklares ved, at de tykkeste mure lå mod landsiden, hvor fjendtlige kanoner kunne komme på skudhold. På land kunne man fiksere kanonerne og derved beskyde det samme sted gentagne gange, hvorfor der her var behov for ekstra kraftige mure. Fra søsiden og et gyngende skib var det ikke sådan lige at sigte efter et bestemt mål, hvorfor murene her ikke behøvede at være nær så tykke. Krogens tre stenhuse var placeret op ad borgmuren. I det nordøstre var der beboelsesrum (Kongens Kammer).

I 150 år stod Krogen nogenlunde urørt. I 1560 gennemgik den sachsiske adelsmand, bygmester og fæstningsbygger Hans von Diskow (Dieskau) på vegne af Christian III borgen. Det medførte et forslag til modernisering ud fra især en fortifikationsmæssig synsvinkel. Diskow udarbejdede et projekt til modernisering af både borgen med bastioner og bebyggelsen, som skulle være et slot i sydeuropæisk renæssancestil med åbne arkader på alle slotsgårdens sider. Imidlertid blev kun bastionerne og Kanontårnet (senere Telegraftårnet), som også menes at være hans idé, realiserede.

Først under Frederik II kom der for alvor gang i bygningsforbedringerne. I foråret 1574 begyndte en byggeplads at brede sig med skure, værksteder og dynger af materialer. Som bygmester antog kongen Hans van Paeschen, der formentlig stammede fra Holsten. Han skulle blandt andet styre de hundredvis af håndværkere, der kom i arbejde de følgende år: murere, kalkslængere, stenhuggere, tømrere, arbejdsmænd og vævere. En ikke uvæsentlig del af disse var ”importerede” erfarne og dygtige håndværkere, især fra Flandern.

Byggematerialerne blev hentet langvejs fra. I Norge blev store træer fældet, og tømmeret blev oplagret, indtil der kom skibe fra Danmark for at hente det. På Gotland hentedes også tømmer sammen med store mængder sandsten, og fra Helsingborg hentedes senere yderligere sandsten. Den gotlandske sandsten er blød og blev brugt udvendigt til dekorationsrige balustrader og omgange på tårne samt til bånd, gesimser, vinduesindfatninger og ikke mindst portaler med dekorationer og figurer. Indvendigt kunne den gotlandske sten iagttages i kaminer, vindeltrapper og ornamenter. Den skånske sten, Helsingborgstenen, der er hårdere og derfor egnet til glat arbejde, anvendtes primært til den senere facadebeklædning.

Arbejdet startede for alvor i 1574 med forlængelsen af det oprindelige middelalderhus i ringmurens nordøstlige hjørne, som på daværende tidspunkt udgjorde nordfløjen. Der blev opført nye porthvælv, hvorover kongen skulle have sit kammer med karnap og udsyn over sundet. I den forbindelse opførtes også det trappetårn, som i dag benævnes Dronningetrappen. Efter nordfløjen opførtes vestfløjen – hvorved nordfløjen forbindes med stenhuset – og Palatiebygningen (Palatiet), der ligger op til sydvesthjørnet af ringmuren. Omtrent sideløbende blev Palatiet forbundet med det tredje middelalderlige stenhus i sydøst, hvori slotskirken blev indrettet. Mellem kirken og det store tårn (senere benævnt Telegraftårnet) blev indrettet en stor sal.

Omkring 1577 var byggeriet ved at være afsluttet, og Kronborg, som Krogen efter kongens befaling nu skulle hedde, fremstod med røde teglmure med bånd og vinduesindfatninger med overliggende trekantfelter, hvor groteske små hoveder kigger frem i sandsten. Øverst kronedes bygningen af kraftige vægtergange med dekorationer, ligeledes i sandsten. Tagene var dækket med røde tegl importeret fra Emden.

Men kongen var allerede i gang med nye planer, og han havde råd til det. Sundtolden, som var kongens private indtægt, gav enorme beløb. Den kunne han kunne bruge efter forgodtbefindende i modsætning til de indenlandske skatter, der var under rigsrådets kontrol. Kongen har sikkert drømt om et hvidt slot, allerede inden byggeriet sluttede. I 1579 skrev han kontrakt med malere for at få overstrøget sydfløjen med linolie og blyhvidt. Samtidig blev vandspyene, der ledte regnvandet bort fra fløjens vægtergange, malet med zinnober og mønje – måske som grundlag for en senere forgyldning. Den malede facade blev dog kun et mellemstadie, for 4. januar 1580 indgik Frederik II aftale med flere murermestre, som skulle beklæde Syd- og Vestfløjen med sandstenskvadre fra bruddene ved Helsingborg.

Kongen beskrev selv i detaljer, hvordan murerne skulle arbejde. Han skrev blandt andet at, ”Den gamle mur skal uddybes en halv alen ind, så dybt at den skånske huggen sten kan indmures”, og for hvert fjerde skifte skulle der hugges en hel alen ind, så bindere kunne indmures.

Det viste sig på samme tid, at de importerede tagsten ikke kunne klare det barske klima på Kronborg med påvirkninger fra havet. Allerede efter få års forløb var regnen slået ind under taget på nordfløjen, hvor det havde fået loftsbjælkerne til at rådne.

Et tættere og mere uforgængeligt tagmateriale var kobberplader, og i tilgift fik man så skønheden ved både de blanke og de senere grønirrede tagfladers samspil med sandstensfacaderne. 1579 gav kongen ordre til at skaffe kobber til spir og vindfløje, og året efter fulgte en større ordre på 100 skibpund (ca. 16 tons) kobberplader. For at få udført de omfattende arbejder indforskrev kongen kobbertækkere, blandt andet fra Hamborg.

Men ikke engang Øresundstoldens pengekiste var bundløs, og man blev nu nødt til at betale med smør, korn og andre varer. Samtidig var der ustandselig vrøvl med håndværkerne, og kongen syntes, at han, i stedet for den perfekte fyrstebolig, havde fået en permanent byggeplads. Antonius von Opbergen, som havde afløst Hans von Paeschen, blev af kongen gjort ansvarlig for at have forsinket byggeriet på Kronborg. Kongen greb selv ind ved i 1584 at skrive til borgmestrene i alle sine købstæder, at de skulle ”forskaffe hid ufortrødent alle de murermestre og murerkarle, som findes udi Eders by”.

Hvor mange murere, der rejste over hals og hoved, ved man ikke, men der må være kommet gang i byggeriet. Ud på efteråret 1584 fik bygmesteren Antonius von Opbergen fuld oprejsning, og i november 1585 var Kronborg i det væsentlige færdig, og kongen har sikkert åndet lettet op. På dette tidspunkt var hovedvolden blevet udstyret med omfangsrige kassematter i form af Ridderpostejen og Strandpostejen.

Den konge der, bortset fra Frederik II, har præget Kronborg mest, er Christian IV.

Den 24. september 1629 udbrød der brand på Kronborg, da nogle håndværkere var uforsigtige med et bål under en smeltedigel i det store tårn. Flammerne fik fat i tårnets tømmer, og en stærk sydøstlig blæst bredte ilden rundt til hele slottet. Alt slukningsarbejde var forgæves, og næste dag stod Kronborg som en sodet ruin. Alt inventar, tagkonstruktioner, tagene og tårnenes kobberplader var smeltet og brændt. Kun Slotskirkens inventar blev reddet af sit overhvælvede rum.

Landet var på dette tidspunkt forarmet og forgældet, efter at man blandt andet havde vovet sig ud i trediveårskrigens virvar. Først i 1631-32 kunne Christian IV gå i gang med genopbygningen af Kronborg. Han havde på daværende tidspunkt store erfaringer som bygherre fra Tøjhuset, Provianthuset (Proviantgården), Rosenborg Slot, Børsen og Frederiksborg Slot. Som bygmester antog Christian sin arkitekt fra Frederiksborgbyggeriet, Hans von Steenwinckell den yngre, der gik i gang med et forceret byggearbejde.

Slottet var hårdest medtaget i de øverste etager. Overalt var der ødelagte kaminer, vinduer, vindeltrapper og ornamenter, som stenmestrene fornyede, ikke ved kopiering, men ved nye arbejder i ungbarok, ofte i en meget frodig stil. På de helt fornyede tage opsatte Steenwinckell 21 nye kvistgavle, der blev trukket helt frem til facademurene, og hvis tagrygge flugtede med hovedtagene. Tårnenes spir var også Christian IV’s værk, og de blev tegnet af kongen selv. Genopbyggelsen af Kronborg afsluttedes i 1639, samme år som bygmesteren Hans von Steenwinckell døde.

Mod slutningen af Christian IV’s regeringstid blev Kronborg igen sat på en hård prøve. I 1644 lå Danmark i krig med svenskerne. De fik hjælp af en hollandsk hjælpeflåde, og den 9. oktober 1644 sejlede 27 nederlandske orlogsskibe forbi Kronborg – totalt uberørt af kanonaderne fra Kronborgs bastioner. Hændelsen burde klart have demonstreret, at Kronborg ikke havde den styrke, man havde tiltroet den store fæstning. Der gik frasagn om en mægtig kanon, kaldet ”Skægget”. Man sagde: ”Når Skægget begynder at quække, så revner både mure og vægge”. Om ”Skægget” blev der blandt andet sagt, at den blev betjent af en fabelagtig artillerist, og at denne skulle have skudt koen væk foran en malkepige ved Helsingborg. Men sandheden var, at ingen af slottets kanoner kunne række mere end godt en kilometer ud over Øresund, og der var trods alt fire kilometer til Helsingborg.

Den svenske Kong Carl Gustav førte 1658-60 to krige mod Danmark. I august 1658 belejrede svenskerne Kronborg, og allerede den 6. september måtte Kronborg kapitulere. Da var spiret og toppen samt det underliggende hjørne af Kanontårnet bortskudt, og da Carl Gustav dagen efter overgivelsen selv var på Kronborg, satte han straks reparations- og befæstningsarbejder i gang.

Den 27. maj 1660 sluttede krigen med freden i København, hvor Danmark for altid mistede Skåne. Da svenskerne forlod Kronborg, bortførtes alt væsentligt af værdi – møbler, gobeliner og malerier samt Frederik II’s tronhimmel, som Hans Knieper havde vævet. Fra Slotsgården medtog de den store springbrønd med alle dens figurer, ornamenter og den centrale kerne i bronze, og det meste blev siden omstøbt til kanoner og kirkeklokker i Sverige. Tilbage lå Kronborg tomt, forskudt og plyndret, men Frederik III (1609-70) satte alt ind på at istandsætte det. Han lod planlægge et moderne fæstningsanlæg a la Kastellet i København og lod selve slottet istandsætte – specielt det store tårn, der var skudt halvt i grus. Kæmpetårnet fik dog ikke en overbygning, men afsluttedes med den platform, der ses i dag. Kronborg Slot har i store træk fremstået i denne skikkelse siden.

Først under Christian V blev der gennemført en tidssvarende “opnormering” af fæstningsværkerne. Han lod, med hjælp fra den italienske fæstningsbygger Domenico Pelli, opføre et såkaldt Kronværk (indviet 1690). I en halvbue ude foran den nu indre voldgrav opførtes en bred, dyb fæstningsmur i tegl og kridt med en foranliggende voldgrav og forværker. I denne voldgrav placeredes befæstede øer, såkaldte raveliner, og ude foran voldgraven etableredes senere et forværk med yderligere smalle voldgrave og såkaldte glascier, svagt stigende skråninger, ud mod forterrænet. Som forsvar mod søsiden opbyggedes med tiden de såkaldte ”søbatterier”, der efter episoden med englænderne i starten af 1800-tallet udbyggedes til den form, vi kender i dag.

Kronborgs imponerende fæstningsværk nåede sin største udstrækning i starten af 1770’erne. På dette tidspunkt nåede forværkerne mod land helt ind til Helsingør bykernes ydre facade mod fæstningen. Herefter blev den gradvist decimeret grundet stormfloder, havnens udbygning og ikke mindst etableringen af skibsværfterne.

Selve slottet mistede med tiden sin betydning som kongebolig. Kun enkelte begivenheder markerer sig, som da Christian VII’s dronning Caroline Mathilde efter affæren med Struensee deporteredes over Kronborg, hvor hun i 1772 blev afhentet af en britisk eskadre og transporteret til eksil i Celle. Slottet fik imidlertid en betydning som indkvarteringssted for militæret. I starten af 1700-tallet var det fortrinsvis som kvarter for fæstningens kommandant og officerer, medens den egentlig garnison lå i byen eller i barakker på Hovedvolden. Senere, mod enden af århundredet, indrettedes slottets indre til intensiv indkvartering, og Slotskirken demonteredes og anvendtes til krudtkammer og senere fægtesal. Fra midten af 1800-tallet var østfløjen, sydfløjen med Dansesalen samt hele vestfløjen i slottets øverste etage forsynet med en indskudt etage og indrettet med boliger og belægningsstuer. På lofterne var alle tre tag- og hanebåndsetager udnyttet, og i 1864 og tiden efter var vestfløjen indrettet som lazaret.

Kun kongens og dronningens gemakker i nordfløjens 2. etage var uberørte. Det var her, Frederik VII i 1860 mødtes med den svensk-norske konge Carl XV, ligesom han var den sidste danske konge, der har overnattet på Kronborg. Frederik VII fik indrettet en bolig til sin hustru i vestfløjen, da hun jo ikke var dronning og derfor ikke kunne benytte Dronningens Kammer.

Danmark havde under Napoleonskrigene omkring 1800 valgt at stå på Frankrigs side og blev dermed Englands fjende. På den baggrund kom Kronborg i 1801 i kamp med Englands flåde. Ved at holde sig på afstand af Kronborgs kanoner lykkedes det for en stor engelsk flåde under admiral Parker og hans næstkommanderende, Lord Nelson, at passere Kronborg. Trods heftig beskydning fra slottets kanoner mistede englænderne ikke et eneste skib. Rækkevidden af Kronborgs artilleri var for ringe.

I 1816, 200-året for Shakespeares død, opførtes Hamlet for første gang på selve slottet. Skuespillerne var soldater fra slottets garnison. Scenen stod i Telegraftårnet i slottets sydvestlige hjørne. Siden hen er stykket blevet opført adskillige gange, primært i slotsgården eller forskellige steder på befæstningsanlægget. En lang række udenlandske ensembler har gang på gang ladet sig udfordre af Shakespeares drama om den danske prins Hamlet og hans lidelser på ”Elsinore Castle”.

Fra Frederik VII’s tid blev slottet mere åbent, og i 1916 indrettedes Handels- og Søfartsmuseum i en del af slottet. Sideløbende blev der arbejdet på at få bevaret Kronborg som nationalt monument.

I 1924 forlod de sidste soldater slottet, og året efter påbegyndtes en gennemgribende restaurering ved Arkitekt J. Magdahl Nielsen. Han forestod arbejdet med nedlæggelse af slottet som kaserne, og som restaureringstema valgte han at søge ind til kernen, idet han lod alt fra kasernetiden fjerne, så man endte med de rå, pudsede mure og de udækkede loftsbjælker, som det f.eks. ses i den store sal. Formålet med Magdahl Nielsens restaurering af slottet i 1920’erne og 1930’erne var at søge at bevare de ”sikre beviser” af det ældre slot. Nyere kulturlag blev skrællet af, og rumligheden af Frederik II’s slot søgt genskabt. Der blev ikke gjort noget forsøg på at ”genskabe” renæssancens pragt, som det var sket på Frederiksborg. Kun umiddelbare klare spor fra Krogens middelalderhuse blev aftegnet på væggene eller ladt udækkede tilbage. Restaureringen, som også involverede Nationalmuseet, foregik i årene 1925-37. Umiddelbart herefter virkede slottets rum næsten skræmmende tomme og rå, men efterhånden som der blev åbnet for publikum, blev de enkelte rum ”udrustet” med relevante og illustrative billeder og møblementer fra tiden.

Hvad angår Kronværket (den ydre del), har det op gennem tiden først rummet de mere fæstningsspecifikke elementer som krudthus, stalde, lavethuse og boliger. Fra 1887 indrettedes ”kaserneområdet” til skole for befalingsmænd, og der opførtes en del nye bygninger til undervisning og indkvartering i såvel kaserneområdet som i søbatterierne. Med tiden forsvandt bygningerne i søbatterierne igen. I 1939 opførtes den sidste bygning i kasernen, nemlig Bygning 16, Indkvarteringsbygningen, samtidig med at de eksisterende bygninger moderniseredes og istandsattes udvendigt.

En af de sidste militære roller, som Kronborg har spillet, er under 2. Verdenskrig, da tyskerne under Besættelsen besatte fæstningen. De brugte den som kaserne og ”stronghold”, samtidig med at de brugte pynten som station for kabelstyrede torpedoer rettet mod en eventuel invasion. I dag er næsten al militæraktivitet slut på Kronborg.

På øret ud for Helsingør ved mundingen til Øresund, på sundets smalleste sted, ligger Kronborg. Et markant, firefløjet renæssanceslot omgivet af et stort og omfangsrigt bastionært fæstningsværk.

Det indre fæstningsanlæg består af hovedvolden, der udgøres af høje reveterede (stenklædte) voldmure med fire spidse bastioner, samt en foranliggende voldgrav. Foran hovedvolden og Indre Voldgrav er anlagt endnu et bastionært fæstningsværk, et såkaldt kronværk. Det består af en central hel bastion, flankeret af to halve bastioner, bundet sammen af kurtiner – lige mellemmure – alt opbygget som en bastant og afvisende teglvæg. Mod byen består Kronværkets forværker primært af den ydre voldgrav omkranset af en fremskudt fæstningslinje med en dækningsvold og det foranliggende glacis. I Ydre Voldgrav er yderligere anlagt to raveliner (øer), hvor den ene stadig har sin bastionære opbygning som dække for de bagvedliggende kurtiner. Mod Øresund er opbygget en lang række søbatterier til imødegåelse af beskydning fra sundet.

Slottet, der rager op over hovedvolden, ligger med sit store kvadratiske bygningsvolumen, tårne og spir som et pejlemærke i landskabet. Med den fremtrædende position kan slottet ses på mange kilometers afstand fra kyst og fra Øresund.

Kronborgområdet afgrænses mod sundet af et stenglacis ned mod strandkanten, og inden for dette findes de såkaldte søbatterier, der i hovedsagen består af en granitbrystning med bagvedliggende banket.

Mod syd danner Nordre Mole og havneindsejling områdets sydlige spids. Mod vest og Helsingør er fæstningsanlæggets ydre ligeledes klart defineret, idet der mellem Nordre Mole og Ny Kronborgvej findes den nyopførte fortolkning af den her tidligere liggende Von Scholtens Ravelin, forbundet med broer på hver side. ”Den nye Ravelin” forbinder molen med havnen. Mole, broer (henholdsvis Ravelinbroen mod syd og Ravelinbroen mod nord) og Ravelinø omgiver sammen med byens kajkant et større havnebassin, der adskiller Kronborgområdet fra byen. I nordvest, hvor halvøen er forbundet med fastlandet, grænser anlægget op til henholdsvis Nordhavnsvej, Ny Kronborgvej og Kulturværftet. Ny Kronborgvej danner adgangsvejen fra byen til fæstningsområdet. Mellem Ny Kronborgvej og Nordhavnsvej afsluttes fæstningens forværk i et græsklædt glacis og de sidste rester af Kronborgs forterræn, kaldet ”Grønne Have”.

Fra den åbne plads foran Kulturværftet kan man gå over en gammel tørdok, som er en rest af det nu nedlagte skibsværft. Tørdokken er blevet omdannet til M/S Søfartsmuseet. Tværs over tørdokken fører en bro til en vej, der gennemskærer glaciet, og i forlængelse heraf giver Ydre Kronværksbro – en lille betonbro beklædt med træ – adgang til Württembergs Ravelin. På ravelinen skærer en brostensbelagt vej sig skarpt igennem værkets voldprofil. Gennemskæringen er på siderne flankeret af teglstensmure, foroven afsluttet med dæksten i sandsten. Volden er på banketten bestykket med kanoner. Bag volden knækker vejen, og en allé accentuerer den yderligere. Til venstre herfor ligger Brohuset, der er et tidligere vagthus.

Brohuset er et lille enetageshus i tre fag over en lav granitsokkel. Det har halvvalmet tag behængt med røde vingetegl, og facaderne er pudset og kalket med jernvitriol. Ved hjørnerne er bygningen udstyret med hvide lisener, som foroven afsluttes i en ligeledes hvidkalket, trukket gesims. Gesimsen er ført om hjørnerne, dog i et forenklet udtryk, og fremstår på gavlene som et let fremspringende, fladt gesismsbånd. Vinduerne er torammede og småsprossede. Indvendigt er bygningen i stueetagen indrettet som café og kiosk, mens tagetagens lejlighed anvendes til kontor.

Midtfor på ravelinens bagside, hvis kant består af en lodret, tørsat kampestenssætning, forbinder Kronværksbroen (en lang, træbeklædt betonbro) Württembergs Ravelin med Kronværket. Broen er i lighed med Ydre Kronværksbro og den senere omtalte Slotsbro belagt med kraftige egetræsplanker i sildebensmønster og udstyret med lette sorte smedejernsrækværk. For enden af den lange bro markerer Kronværksporten sig midtfor i voldmuren (Kronværksmuren) med den monumentale Kronværksportal i sandsten, oprindeligt opsat i 1690.

Kronværksporten er en kvadratisk bygning i en bastant muret og hvælvet konstruktion. Bygningen er opført i fem fag, hvor de tre midterste er en åben pillehal med gennemkørslen i midten. Kronværksportalen på bygningens yderside er udstyret med Christian V’s kronede monogram og ovenfor dette, på den øvre portalopsats, ses også Christian VI’s monogram. Den store tofløjede revleport er af egetræ og beslået med tætsiddende smedejernsnagler. Portrummenes krydshvælv og piller er hvidkalkede. Selve gennemkørslens belægning består af brosten, mens de åbne sidefag er belagt med røde teglsten. I vest, umiddelbart inden for portåbningen, er der på hver side af denne et mindre rum (fangeceller). Mod øst og slottet er Kronværksportens facade karakteriseret af en stor buet frontispice (gavl) med et stort sandstensrelief over portåbningens bue, der på hver side er suppleret af en lignende åbning til arkadegangene. Relieffet på gavlen bærer Frederik IV’s navn og årstallet 1730.

Kronværksporten flankeres på begge sider af to lange nærmest identiske længebygninger, Nordre Kronværksbygning og Søndre Kronværksbygning. Disse bygninger danner sammen med Kronværksporten en forplads, der er belagt med brosten. Alle tre bygninger er kalket med jernvitriol.

Inden for Kronværksporten åbenbarer slottet sig bag den høje hovedvold med Kongens Karnaptårn lige for. Fra forpladsen går en vej parallelt med Kronværkets indre linje, der i nord drejer om hovedvoldens Frederik IV’ Bastion og mod syd om Christian V’s Bastion. Mellem voldgraven og vejen er der en større plæne, der er den tidligere eksercerplads. Vejen, der nord for forpladsen fører op til slottet, er belagt med brosten. Sydover er vejen hovedsageligt asfalteret og fører til den del af Kronværkets bygninger, der samlet set betegnes som ”Kasernen”.

På hver side af porten ligger Kronværkets bygninger bag volden og følger dennes kontur. Således ligger Kronværkets bygninger op ad volden i en let buet linje fra Porternehuset i nord til Stenhuggerværkstedet og Krudthuset i sydøst. Syd for Slottet, ud for Christian V’s Bastion, knækker vejen yderligere ind mod slottet. Herved dannes et areal syd for voldgraven – mellem denne og Kronværksvolden – hvor bygningerne ligger i flere rækker. Her er bl.a. placeret en lang bygning, Indkvarteringsbygningen (Bygning 16) til venstre for vejen, således at den sammen med Løjtnantsbygningen (Bygning 17-18) overfor danner en gade. For enden af denne gade (mod øst) ender vejforløbet i Vandporten, som er en udfaldsport i Kronværkets Søndre Bastions kurtine. Vandporten, der er forsynet med gitterport ophængt på smedejernsbeslag, forbinder ”det indre” med vejen, som løber uden for.

Husene i Kronværket, som varierer i størrelse og omfang, er for langt størstedelens vedkommende murede, pudsede huse med røde teglstenstage. De bygninger, der ligger nord for Kronværksporten og Nordre samt Søndre Kronværksbygning, er i lighed med disse kalket med jernvitriol, mens de bygninger, der ligger syd herfor – i grove træk – er kalket med okkergul. Opdelingen er historisk og skyldes, at de bygninger, som er kalket med jernvitriol, har huset Slotsforvaltningen, mens de gule bygninger har lagt rum til Kasernen (nedlagt i 1999). Skellet mellem det militære og det slots-administrerende har gået midt gennem Det lille vaskehus mellem Sønder Kronværksbygning og hovedbygningen i den tidligere kaserne (Bygning 1), opført som Sekondløjtnantskole, hvilket visuelt giver sig til udtryk i husets to farver, hvor gavlene er delt midtpå i henholdsvis okker og jernvitriol-gult.

Bygningerne i Kronværket rummer – foruden rum til varetagelse af drift og vedligehold – en lang række små lejemål og enkelte større. Bortset fra mere serviceprægede formål som café og restaurant er en fællesnævner for funktionerne i husene kunstnerisk virksomhed i mange forskellige afskygninger.

Fra Kronværksporten og venstre om Frederik IV’s Bastion (også kaldet Ridderpostejen) er slottets nordfløj over den nordlige kurtine af Hovedvolden. I kurtinen skyder Slotsportalen (Ydre Slotsport) sig frem fra den skrånende voldmur og formidler adgangen til det bagvedliggende slot via en snoet gennemkørsel, kaldet Mørkeport. Mellem den brostensbelagte vej langs voldgraven og Slotsporten ses Slotsbroen. Arealet foran Slotsbroen afskærmes af Vestre og Østre Tremmeport, der afslutter den overfor liggende ravelin mod vandet, benævnt Mørkeport Ravelinen. Tremmeportene er monteret med revler og skråbånd og er i det hele taget udført i svære dimensioner og ophængt på kraftige smedejernsbeslag.

Slotsportalen, der i hovedparten er bestående af ølandssten, er tredelt med et fremspringende og højere midterparti i forhold til de to identiske sidepartier med hver deres tavle. Midten rummer den buede portåbning, hvori rødmalede og kraftigt dimensionerede portfløje er monteret på pilastreudsmykkede portpiller.

Gennem portalen fører Mørkeports buede og hvælvede gennemkørsel igennem volden og ind til en forgård, Fireportegården, hvor høje mure af sandsten omgiver et smalt rektangulært rum mellem vold og slottets nordfacade. Gården har sit navn fra de fire store porte (der er faktisk i alt seks porte i gården), som er placeret over for hinanden i de fire verdenshjørner. Fireportegården er præget af symmetri, fine sandstensudsmykninger og i særdeleshed af den monumentale Skanderborgportal (kaldet således, fordi den oprindeligt var tiltænkt Skanderborg Slot) på Nordfløjens Port, der åbner til Slotsgården. Over for Skanderborgportalen ses Mørkeports portal i Fireportegården. I øst og vest åbner de store porte til ramper, som fører op på Hovedvolden mod henholdsvis Flagbastionen og Frederik IV’s Bastion.

Gården såvel som ramperne er belagt med granit, hovedsageligt i form af knoldebro. På begge sider af Fireportegården ses ”identiske” vagthuse, hvis murede gesimser stikker op over gårdens høje sandstensklædte mure. Begge huse har et lille vindue ud til gården kronet med trekantsfordakning og indfatninger af sandsten. Heri er under et af vinduerne udhugget årstallet ”1585”. Ved siden af de store porte i øst og vest findes mindre porte, der i hver side åbner til kasematterne (henholdsvis kasematterne i Flagbastionen og kasematterne i Ridderpostejen).

Vagthuset ved Ridderpostejen og Vagthuset ved Flagbastionen er begge små murede huse med lavt valmet og kobberbelagt tag. Husene er meget ensartede, men dog alligevel med små forskelle. Huset ved Ridderpostejen har en port i gavlen, hvor det andet hus har en dør.

I det indre har førstnævnte som det eneste en trappe, der fører ned i den underliggende kasemat.

Det firefløjede renæssanceslot omkranset af hovedvolden fremstår helstøbt med sine karakteristiske kobbertage, sine changerende sandstensfacader, rigt udstyrede og kronet med de forskelligudformede tårne med imposante spir. Facadebeklædningen er udført i kvadre af lys, grå sandsten og dekoreret af horisontale bånd, portaler og fordakninger.

Bag de sandstensklædte facader gemmer sig svære mure (Krogens ringmur), der i hovedreglen er ca. 2 meter tykke mod vandet og ca. 4 meter mod land.

Foroven brydes slotsbygningens stejle kobbertage af store svungne gavlkviste i sandsten, der rejser sig fra tagfoden over de markante vægtergange med balustrademotiver. Som med Krogens ringmur er der også i Slottets ydre facader sondret mellem det, der orienterer sig mod vandet, og det, der vender mod land. Det giver sig tydeligst udtryk i vægtergangenes differentierede udtryk. Mod Øresund (nord og øst) tegner enkle former, der er rytmisk repeterede, ”gesimsfrisens” mønster på de to sider, mens det mod land (syd og vest) er et regulært galleri i form af mangfoldige, detaljerede relieffer, der pryder vægtergangene. Et gennemgående træk for vægtergangen er den tidligere afvanding med de karakteristiske vandspyer, hvor ikke to på slottet er ens.

Mellem de store kviste afslører flere (i alt 125 stk.) tagkviste i forskellige højder, at tagkonstruktionen strækker sig over tre etager – i hvert fald for de tre af fløjenes vedkommende. Østfløjens lavere rygning røber, at denne fløj er betydeligt smallere end de andre. Udadtil præger store, høje vinduer med ”sandstenssprosser” 2. etage, og under disse løber hele vejen rundt et gesimsbånd, der kun brydes af Kongens Karnaptårn i det nordvestlige hjørne.

På nordfløjens hjørner ses mod øst Dronningens Karnaptårn og mod vest Kongens Karnaptårn. De er begge ottekantede og har et omløbende galleri med balustrade. Over denne ses på Dronningens Karnaptårn (også kendt som Fyrtårnet) en opbygning i to etager med fyrtårn og stjernekronet kuppel, svarende til hvad man kan se på Kakkelborg (også kaldet Duetårnet på slottets sydøstlige hjørne). Kongens Karnaptårn har kun én høj etage over galleriet og afsluttes af et kobberspir med kviste, kugler, obelisker og vindfløj. Endnu et karnaptårn (eller et såkaldt hængetårn) findes på slottets sydøstlige hjørne. Kakkelborg har mange ligheder med Dronningetårnet, men afsluttes i modsætning hertil med en stenkuppel. Tårnet er sammenbygget med den store kirkegavl mod vandet i øst. Mod Helsingør by i det sydvestlige hjørne forankres den store slotsbygning af det bastante Telegraftårn (oprindeligt et kanontårn), der i sit udseende fremtræder mere borgagtigt end de andre tårne. Det højeste af alle tårnene, Trompetertårnet, er i modsætning til de øvrige tårne placeret i slotsgården. Tårnets høje, kobberbelagte spir rejser sig højt over slottets tage.

Slottet måler i sit grundrids ca. 80 x 80 meter og omgiver en stor brostensbelagt slotsgård med en brønd i midten. De fire sammenhængende fløje er i tre etager – i det væsentligste over hvælvede kælderrum. Betragter man slottet på afstand, er de nedre dele af facaderne skjult bag voldens græsklædte brystværn. På volden opleves slottet umiddelbart som værende i to etager. Dette skyldes, at hovedvoldens terræn er hævet i forhold til slotsgårdens niveau.

Den umiddelbart kvadratiske slotsgård er brostensbelagt. Fladen er enkel og homogen, stort set kun apteret af den lille brønd i midten, ophøjet og omkranset af en tolvkantet granitbelægning.

Slottets gårdfacader er forsynet med gennemgående gesimsbånd, der er ført med rundt om trappetårnene. Stueetagen samt 1. sals vinduer er prydet med trekantsfordakninger. Vinduerne er indadgående og placeret bag profilerede sandstensposter. Karme og rammer er i egetræ, og vinduerne småsprossede med blyindfattede ruder. For størstedelens vedkommende er de i tre fag og med ni rammer. Rundt omkring ses prægtige sandstensportaler. Den største og mest fornemme er den portal, der omkranser døren til Slotskirken i sydfløjen. Omtrent midtfor på denne fløj står Trompetertårnet med sit høje spir.

Uregelmæssigheder i et ellers generelt homogent facadeudtryk afslører, hvor de gamle stenhuse står bag skalmuren. Rundt omkring på portaler og i fordakninger ses initialerne ”SF”, der kan tolkes som refererende til ”Fredericus Secundus” (Frederik II) eller til ”Frederik og Sophie”.

I år 2000 blev Kronborg optaget på UNESCO's verdensarvsliste. For at Kronborg har kunnet opnå det prædikatet, blev alle militære aktiviteter afviklet i 1999.

Op igennem 2000’erne gennemførte Slots- og Ejendomsstyrelsen omfattende restaureringer og forbedringer af publikumsfaciliteter og formidling på Kronborg. Under navnet ”Kronborgprojektet” skal disse bestræbelser sikre slottet en fremtid som historisk monument og turistattraktion i særklasse.

Landskabsprojektet ”Kulturhavn Kronborg” blev gennemført i perioden 2008-2013. I den forbindelse blev nogle af Kronborgs gamle forsvarsanlæg genskabt og fortolket. Det gælder ravelinen i havnebassinet og glaciset vest for Kronborg. Endvidere forbinder projektet Helsingør by med slottet og åbner byen mod vandet. Det sker via Værftspladsen og den udvidede Kongekaj. Projektet er udviklet i et samarbejde med landskabsarkitekt Jeppe Aagaard Andersen fra Helsingør, og det er realiseret i et partnerskab mellem Realdania, Helsingør Kommune og Slots- og Kulturstyrelsen.

Der findes fortsat betydelige rester af Erik af Pommerns borg Krogen i Kronborg Slot. Dens ringmur står stadig bag de sandstenklædte facader og er det ældste bevarede bygværk på stedet. I slotsbygningen findes også, i mere eller mindre eksponeret grad, borgens tre stenhuse. Det er muligt at aflæse, hvor disse bygninger står i gårdfacaderne af henholdsvis nord- og vestfløjen. Det er imidlertid i fløjenes interiør, at borgresterne markerer sig tydeligst. Erik af Pommerns Kammer og de gotiske hvælv og vinduer, som findes i vest- og sydfløjen, udgør de mest markante spor, herunder kældrene, der i hvælv og murværk fremstår oprindelige og vidner om Krogens omfang og udseende.

Det er essentielt set Frederik II’s renæssanceslot med sønnen Christian IV’s respektfulde genopbygninger og forbedringer efter branden i 1629, der kendetegner Kronborg. Frederik II ombyggede og udvidede det gamle kastel (borgen) til sit imponerende lyse renæssanceslot. Parallelt hermed udbyggedes også den bastionære fæstningsline (hovedvolden) udenom den gamle ringmur. Hovedvolden er, i al væsentlighed, bevaret i det omfang, som Frederik II efterlod den i, og den repræsenterer det første bastionære anlæg herhjemme.

Fæstningen var vigtig funktionsmæssigt, men der hersker næppe nogen tvivl om, at det bagvedliggende pragtslot som symbol har været i højsædet. Det iscenesatte kongen som en mægtig mand over for de forbisejlende.

Der er et klart hierarki i slottets fire fløje. Sydfløjen fremstår som den fineste fløj med den enorme dansesal, hvortil trappen i Trompetertårnet (det højeste og mest imponerende tårn) fører. Denne fløj rummer ligeledes Slotskirken, der udadtil markerer sig i Kirkegavlen, portalen og de gotiske spidsbuede vinduer og indadtil i et fornemt kirkeinteriør. Dernæst kommer nordfløjen med de kongelige gemakker, trappetårne og karnaptårne. Østfløjen er ganske særlig, idet dens eksistens overvejende repræsenterer ren bekvemmelighed for dronningen, for hvem dens gallerier har udgjort hendes personlige genveje til sydfløjen. Vestfløjen rummer udover Rigsrådssalen hovedparten af slottets servicerende funktioner, herunder køkkener og bagerier i de nedre etager.

I Slotsgården kan man betragte de fire fløje, deres sammenspil og forskellighed og få et stærkt indtryk af Frederik II’s renæssanceslot anno 1585. Herfra har man med overblikket gode forudsætninger for at forstå slottets opbygning og se spor af de bagvedliggende stenhuse, der har haft så stor betydning for bygningens tilblivelse.

Slottets karakteristiske facader er i dag sammensat af forskellige sandstenstyper. Oprindeligt var der kun anvendt den såkaldte Helsingborgsten, som blev brudt på den anden side af sundet. Senere (1700-tallet og langt frem) har man partielt udskiftet kvadre med Gotlandssten, som også har været den stentype, der oprindeligt har været brugt til at skabe former og figurer med. I facaderne findes fortsat sten fra den oprindelige skalmuring. Netop sandstenen spiller en central hovedrolle i Frederik II’s lyse slot.

I slottets interiør er Frederik II’s planer i grove træk stadig gældende, især efter Magdahl Nielsens restaurering, der tog sin begyndelse i midten af 1920’erne. Rummenes udstrækninger repræsenterer således Frederik II, mens en del af det faste inventar kan tilskrives senere regenters tid på stedet. Navnlig Christian IV har sat sit aftryk med pragtkaminer og andre udsmykninger. Slottet rummer således, i sit indre, flere lag efter de kongeliges brug, hvilket især manifesterer sig i nordfløjen med Erik af Pommerns Kammer (1400-tallet) i stueetagen, over 1. sals Konge- og Dronningegemakker samt det overliggende Hertuginden af Mecklenburgs Kammer (1500- 1600-tallet) til 2. salens klassicistiske 1700-tals interiør.

Dansesalen i sydfløjen står fortsat med rummets lange udstrækning som Frederik II’s magtdemonstration i slottets indre.

Udover de repræsentative og fornemme rum findes også i slottet tydelige spor af de mere servicerende dele, der ligeledes understreger det hierarkiske aspekt og giver et godt billede af slottets funktionelle opbygning. Her kan for eksempel nævnes bagerierne med deres store ovne i vestfløjen.

Slotsbygningens funktion som en del af fæstningen markerer sig udover den indbyggede ringmur i Telegraftårnets (opført som kanontårn) bastante fremtoning. Med sine kanonhuller og sin orientering mod landsiden vidner tårnet om det grundlæggende behov for at forsvare.

Koblingen mellem det repræsentative (slot) og det militære (fæstning) synliggøres fysisk i nordfløjens direkte forbindelse via Kongens Karnaptårn til både hovedvold og den nedenfor liggende kasemat. I østfløjen udgør Poternen udfaldsporten fra Slotsgården til den nedenfor liggende Helsingborg Ravelin.

Magdahl Nielsens restaurering er en overset handling i Kronborgs historie såvel som et markant holdningsskifte for restaureringsarbejder generelt i Danmark. Slottet blev ikke forsøgt genmøbleret, for møblerne var gået tabt. I stedet for at opstille kulisser søgte man overordnet set at udstille det, man havde. På mange måder er det denne restaureringsholdning, der er videreført siden da, og som har været afgørende i forhold til det relativt troværdige, rå interiør, man ser i dag. Magdahl Nielsen afholdt sig overordnet set fra at ”formidle” det eksisterende gennem nyfortolkning af, hvad der havde været eller tilføjelse af nye elementer. Han lod tværtimod det eksisterende – ”det ægte” – udgøre fortællingen.

Hele anlægget er hierarkisk opbygget omkring slottet, der udgør kernen. De bastionære linjer, som stadig står, repræsenterer stedets fortifikationsmæssige udvikling, der sker successivt i takt med kanonens udvikling. Anlægget voksede således løbende i omfang for at få større afstand til de angribende kanoner, så deres kugler ikke kunne nå ind til slottet.

Fireportsgården menes at være en af de første symmetriske pladsdannelser i Danmark og har herved stor kulturhistorisk værdi. Kirkegavlen og det dertil sammenhængende Kakkelborgtårn må ligeledes siges at være et hovedværk i den danske renæssances historie. Det samme gør sig gældende for den bagvedliggende dansesal, der udover at være et af de ældste danske renæssancerum også er Nordeuropas største sal af sin slags.

Kronværkets bygninger repræsenterer samlet set et selvstændigt kulturmiljø, der rummer mange vigtige fortællinger om livet inden for voldene. Husene udgør en bebyggelse, der har karakter af at være en lille by og kaldes derfor ”Kronværksbyen”.

Indvendigt såvel som udvendigt findes overalt fysiske spor af de oprindelige funktioner, der understøtter bebyggelsen som et homogent kulturmiljø. Det er i Kronværkets bygninger, man for alvor kan opleve stedets kulturhistoriske udvikling op gennem 1700-tallet og frem til midten af forrige århundrede, hvor de sidste huse ”i rækken” opførtes. Overordnet set inddeles husene i to kategorier; Slotsforvaltningen og Kasernen. Denne inddeling er nu blot historisk, men på trods af nye funktioner i husenes interiør er Kasernen og Slotsforvaltningen fortsat adskilt og synliggjort via farvesætningen i deres eksteriør.

Bygninger som fx ”Sprøjtehuset”, ”Gymnastiksalen” ”Krudthuset” og de to varmecentraler med deres høje skorsten er repræsentative for bebyggelsen og udtrykker således fortsat i udseende deres oprindelige funktion.

Kronværksportens funktionsmæssige fortælling er i høj grad bevaret i bygningens intakthed. Slavecellerne, som til dels stadig findes, er vigtige vidnesbyrd om de forhold, der har været omkring fæstningsarbejderne, hvor der blev brugt slaver.

Kronborgs Slot og fæstning har kulturhistorisk set hver for sig stor værdi, men det er den uadskillelige homogene helhed, de tilsammen repræsenterer, samt den særlige geografiske beliggenhed, hvoraf de udspringer, der gør Kronborg til et unikt monument. I sin arkitektur udtrykker Kronborg fortsat tydeligt sin oprindelige funktion.

I kraft af den kvadratiske bygningskrop og de karakteristiske sandstensfacader fremtoner slottet monolitisk. Stort set alt er ”hugget ud” i sten. Facadekarakteren er horisontal, stærkt understreget af de gennemgående gesimsbånd og vægtergangens markante gallerier under de store kobbertage, der brydes af store gavlkviste. Tårnene – varierende i omfang og udseende – afbalancerer de langstrakte facader og markerer smukt slottets hjørner. De store svungne gavlkviste herimellem tilføjer både udadtil og mod gården facaderne en smuk rytmisk virkning ”akkompagneret” af de mange små tagkviste. Overalt er slottet rigt udsmykket med sandstensornamenter i et særegent og fantasifuldt formsprog.

Renæssancens sans for det dekorative, det groteske og det fabulerende kommer til fuldt udtryk på Kronborg. Fra fordakninger, portaler, gesimser og vægtergange stirrer menneskehoveder, løver og fabeldyr glubsk på de besøgende.

På trods af tårnenes individuelle udformninger og hierarki samt de enkelte fløjes små forskelligheder bindes det hele visuelt sammen af en konsekvent materialeholdning og gennemgående dekorative træk. Ligeledes er de store vinduer med deres sandstens”sprosser” integreret i facaden repræsentative for slottets kendetegnende helstøbte homogenitet. Stofligheden og farvespillet i facaderne er dels forårsaget af patina og dels af partielle udskiftninger med forskellige stentyper samt tilbagehugning.

På afstand står slottets facader visuelt stærkt sammenhængende. Tættere på opleves de mere spraglede og ”levende” med stor forskellighed i kvadrenes nuancer og overflade. Den grove opslåning (skorering), som udspringer af de tidligere tilbagehugninger, er blevet kendetegnende for Kronborg (”Kronborg-opslåning”) og synes at harmonere med stedets barske karakter. Dertil kommer facade- og figurstenenes gradvise og forskelligartede forvitring, der kommer til udtryk i et malerisk forfald. Det naturlige nedbrud, som sker langsomt over tid, påvirkes af stedets udsatte beliggenhed i sundet, hvor sand og den saltholdige luft er med til at accelerere processen og give facaderne deres taktile stoflige virkning.

I sit ydre står slottet klarest fra søsiden, hvor pragtgavlen (Kirkegavlen) og de tre karnaptårne samt Trompetertårnets høje spir spiller væsentlige roller for oplevelsen. Herfra gør også hovedvoldens bastioner sig gældende. Især Flagbastionen, der med sine kanoner understreger stedets oprindelige primære funktion. Mod byen er det store Telegraftårn markant. Tårnet forankrer visuelt slotsbygningen i volden med sin massive bygningskrop og skarpe hjørner.

I den rummelige slotsgård opleves de fire fløjes samspil for alvor tydeligt. Visuelt bindes de sammen af sandstenen, gennemgående gesimsbånd og navnlig af 2. salens store vinduer. I gården eksisterer et raffinement i facaderne, hvor bl.a. hovedparten af stuetagen og første etages vinduer er kronede af trekantfrontoner med mytologiske portræthoveder. Facaderne er med deres mange store vinduer af en mere åben karakter end de ydre facader. Rundt omkring ses fornemme portaler. Blandt andet på de ottekantede trappetårne, der fremtræder som vertikale elementer i et ellers horisontalt facadeudtryk. Tårnene er samtidig visuelt forankret i facaderne via de vandrette gesimsbånd, der er ført med rundt om deres facetter. Sydfløjen markerer sig med det høje Trompetertårn og Slotskirken, der udadtil skiller sig ud med sine spidsbuede vinduer, der bryder med de øvrige vinduers flugt, samt den store portal, der indrammer indgangen.

Indvendigt relaterer de arkitektoniske værdier sig overordnet set til det samlede rumforløbs enkle udtryk, der præges af en rå og stoflig materialesætning. Rummenes få, robuste og gedigne materialer samt de store dybe vinduesåbninger giver stemningsfulde lysindfald. Interiørets kendetegn og styrke er for det meste bygningsdelene i sig selv og det høje håndværksmæssige niveau, hvormed de er udført. Tårnenes sandstensspindeltrapper og hvælv er fine eksempler herpå. Den store trappe i Trompetertårnet er således forsynet med en smukt slynget søjle (spindel) og udgør Slottets fornemmeste trappe. Hvælvene i tårnene er undervurderede perler i slottets indre. De er udført i varieret detaljering og giver sammen med de mange vinduer tårnrummene stor arkitektonisk kvalitet. Lyset fra de småsprossede, blyindfattede ruder filtreres smukt gennem de mundblæste ruder (af nyere og ældre dato) og giver væg- og hvælvoverfladernes facetter et rigt spil.

De repræsentative rum indeholder, på forskellig vis, store æstetiske værdier i deres interiør og udgør samlet set et klart hierarki i deres proportioner og placering. Deres individuelle betydning kan i hovedreglen læses i kaminernes udsmykningsgrad. Kaminer og pragtkaminer er udført med stor form- og materialemæssig rigdom.

Slotskirken har det mest homogene interiør. Kirkerummet præges af stolestader og pulpiturer dekoreret og udskåret i træ og af lyset fra store spidsbuede vinduer. I modsætning til kirken ligger Dansesalens værdi i rummets imponerende størrelse og de mange vinduer i begge sider. Salen udgør i kraft heraf slottets mest særegne rum. De dybe lysindfald, flisegulvets store flade overfor de kraftige, rå loftbjælker og ikke mindst fraværet af møbler gør rumoplevelsen spektakulær. Østfløjens lange, smalle og gennemlyste gallerier opleves som fornemme optakter til henholdsvis kirke og sansesal.

Fra de mørke, rå hvælvede kældre til tårnrummenes vel belyste, ottekantede rum udgør slottets indre samlet set et stærkt æstetisk og varierende forløb, der iscenesættes af lyset fra vinduerne. I tagrummene falder lyset fra de mange små tagkviste smukt og stemningsfuldt ind på det rå, frilagte tagværks imponerende konstruktion. Tagrummene fremkalder en særlig atmosfære i sammenspillet mellem det sparsomme dagslys, tagværkets rytmiske gentagelser og ikke mindst duften af det gamle tømmer.

Set fra luften eller fra et af slottets tårne fremstår Kronborgs fæstning som et smukt symmetrisk anlæg opbygget af klare geometriske former. De bastionære fæstningslinjer (Hovedvolden og Kronværket) tegner sammen med forværkerne et symmetrisk og karakteristisk anlæg rundt om slottet. Fortifikationerne udgør i sig selv stor kunst og er med deres rene former af høj arkitektonisk værdi. De spidse bastioner, raveliner og skrå voldmure udtrykker rå funktion, der er til for at hindre fjendtlige angreb. Hovedprincippet med flankering og enfilering gennemsyrer anlægget. Volde, bastioner, kasematter, søbatterier og glacier er alle dele, der fuldstændigør fæstningen. Den ”inddækkende” opbygning er hierarkisk og rejser sig således gradvist fra det flade forterræn eller fra sundet og op mod slottet. Ankomstvejen til slottet repræsenterer et oplevelsesrigt og varierende rumforløb, der gennem allé, volde, voldgrave og pladser iscenesætter slottet. Portalerne markerer overgangene og accentuerer et arkitektonisk hierarki. Først mødes man af Kronværksportalen, dernæst af Slotsportalen efterfulgt af den symmetriske forgård (Fireportsgården), hvor Skanderborgportalen fremtræder med overvældende kraft, inden det hele kulminerer i Slotsgårdens imponerende rum. Porte og poterner bidrager med deres gennemkørsler til at gøre turen udefra og ind og vice versa til en sanselig arkitektonisk rejse.

Kun syv af bygningerne i Kronværket er betegnet som fredet, de øvrige bevaringsværdige. Alle er de vitale, idet de udgør en tydelig arkitektonisk helhed. Dette i kraft af husenes stringente placeringer og generelt homogene materialeholdning. Også her findes hierarki i bebyggelsen. Det giver sig udtryk i bygningernes form, størrelse og placering og til dels også i udsmykningen. Således er de ”vigtige bygninger” såsom ”Sekondtløjtnantskolen” og ”Indkvarteringsbygningen” store og symmetrisk udformede i fremtrædende placeringer. Kronværksporten og de to længebygninger på hver side udgør i kraft af deres symmetri og udsmykning en helhed i sig selv. Andre bygninger, der skiller sig ud i rækken, er bl.a. Krudthuset og den lange røde træbygning (Løjtnantsbygningen). Den største arkitektoniske værdi for Kronværkets bygninger er deres indbyrdes relation, der sammen med den konsekvente og logiske organisering af husene giver den bymæssige karakter.