Kronprinsessegade 10-12, København

Byen, som i kilderne omkring 1043 slet og ret blev kaldt Havn, og siden København, var anlagt i strædet mod Amager. Herfra var det nemt at komme ud til Øresund, en af verdenshandelens maritime hovedveje. Den oprindelige kystlinje og havnefront lå mellem Rådhusstræde og Højbro. Havnen lå her i læ af de småholme, der i tidens løb blev sammenlagt til Slotsholmen. Den oprindelige by var omgivet af grave og havde én kirke, Skt. Clemens. Vestergade var dengang den vigtigste vej fra oplandet til færgestedet ved Højbro Plads. Bydannelsen og færgestedet var baggrunden for, at Absalon placerede sin borg her. Som København voksede, og der blev opført flere kirker, blev byen opdelt i fire fjerdinger, eller fjerdedele, svarende til de fire sogne Skt. Clemens, Skt. Peder, Vor Frue og Skt. Nicolai. Efterhånden måtte byen inddeles i såkaldte rodemål, og i 1633 ændrede man rodemålene til en egentlig kvartersinddeling, hvor kvartererne fik følgende navne: Øster Kvarter, Strand Kvarter, Snarens Kvarter, Vester Kvarter, Nørre Kvarter, Købmager Kvarter, Klædebo Kvarter og Frimands Kvarter. I løbet af 1600-tallet kom tre kvarterer mere til. I 1661 Skt. Annæ Kvarter og i 1668 Rosengaards Kvarter, der senere blev kendt under navnet Rosenborg Kvarter. I 1675 blev Christianshavn indlemmet i København og dermed opstod et nyt kvarter, Christianshavns Kvarter. I 1749 blev Skt. Annæ Kvarter blev delt i to, Skt. Annæ Østredel og Skt. Annæ Vestredel. Skt. Annæ Vester Kvarter omfatter området mellem Gothersgade, Store Kongensgade og Nørre Voldgade. Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold som gik langs Gothersgade og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J.H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804, hvor brolægningen var etableret, blev der åbnet for færdslen. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris, kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De opførte statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner et af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. Kronprinsessegade 10-12 er opført af Johan Martin Quist (1755-1818), der var en af de københavnske bygmestre, der med imponerende hastighed og effektivitet fik byen genopbygget efter branden i juni 1795. Quist var mureruddannet, men fik C.F. Harsdorff som professor og Hans Næss som informator på Akademiet. Hans bygninger bærer da også Harsdorffs præg, især de mere markante, men i en selvstændig fortolkning. Qvist har sat sit præg på gadebilledet i Kronprinsessegade, idet han opførte hele husrækken fra nr. 6 til nr. 18 imellem 1803 til 1807. De forskellige bygherrer har haft deres egne ønsker til deres huse, men gadebilledet er harmonisk til trods for disse forskelle. Det skyldes ikke kun den samme bygmester, men også de dengang gældende regler for bygningernes højde, gesims- og vindueshøjder. I nogle af bygningerne, f.eks. nr. 14 og 16, ses den fornemmere første sal, der er et levn fra dengang, bygninger var enfamiliehuse med herskabets beboelse på denne beletage. Tidens byggeri, også nr. 10-12, har primært ens etagehøjder på mere demokratisk vis, nu hvor boligerne var lejeboliger til flere familier. Kronprinsessegade 10-12 blev opført i hhv. 1803-04 og 1805-06 med forhus og sidehus. Portgennemgangen er sandsynligvis etableret senere på det sted, hvor nr. 12s indgangsdør har været på samme måde som indgangsdøren i nr. 10. Dette medførte ændringer i de to huses trapper, der blev omdannet til én fælles hovedtrappe i nr. 10. Overfacaderne har stået i blank mur og er senere blevet pudset og malet. Kronprinsessegade 10-12 er en enkel, klassicistisk ejendom. Stilen var helt i tidens ånd, hvor borgerhusenes facader gradvist blev forenklet: De frontonprydede indfatninger om yderfagenes vinduer blev opgivet, samtidig med at det svage spring i murfladen mellem midterparti og sidepartier faldt bort. Også de flade forsænkede murfelter mellem etagerne forsvandt, og tilbage stod det enkle, klare hus med vinduernes regelmæssige takt og et gesimsbånd mellem stuen og første etage som eneste deling af murplanet, evt. som her med en markeret underfacade med refendfuger. Ejendommen er grundmuret, hvilket var et krav efter branden i 1795. Fra da af skulle alle udvendige mure bygges i grundmur, både i naboskel, imod gården og i alle side- og baghuse, og i modsætning til årene efter branden i 1728, blev der denne gang ikke dispenseret. Huse på fem fag og derover skulle desuden helst have to trapper, hovedgesimser og tagrender af træ var forbudt, og skorstensankrene skulle udføres i jern.

Ejendommen er beliggende i Kronprinsessegade og er et integreret led i husrækken over for Kongens Have. Den består af to forhuse, nr. 10 og 12, med tilhørende sidehuse. Alle bygningerne er grundmurede. Sammen med andre bygninger, der ikke indgår i fredningen, omkranser bygningerne et gårdrum. De to forhuse fremstår som to selvstændige enheder i kraft af deres forskellige facadefarver: Nr. 10 er malet rødbrun, nr. 12 lys grå. Herudover har de samme hovedform og facadeudtryk med fire etager over en høj kælder, fem fag og heltag hængt med røde vingetegl. Mod gaden har hvert hus tre kviste med fladt heltag, mod gården er en tilsvarende kvist og en række mindre tagvinduer. Facaderne har over en pudset og sortmalet sokkel en refendfuget underetage, der afsluttes umiddelbart under vinduerne på første sal af en enkel kordongesims. Murfladerne herover er på nr. 10 malet, så stenenes konturer ses, og i nr. 12 pudset. Mod taget afsluttes facaden af en hvidmalet, profileret hovedgesims. Der er ældre hvidmalede korspostvinduer i alle etager bortset fra kældervinduer, der er nyere, uopdelte vinduer, og kvistene, der i nr. 10 har trerammede vinduer og i nr. 12 torammede, trerudede vinduer. I de to fag omkring skel er i nr. 10 hovedindgangen med granittrin og grønmalet dør med glasfelter og overvindue og i nr. 12 en rundbuet portåbning, hvorover refendfugningen knækker og illuderer et stik. I portåbningen sidder en let tilbagetrukket jerngitterport under et rundbuet overvindue. I nr. 10 er der nedgang til kælderen via en nyere, grønmalet butiksdør. Forhusenes gårdfacader fremstår sammen med de to sidehuse som én sammenhængende bygning med filtsede, lyst gråmalede facader afsluttet mod taget af en profileret hovedgesims. Foruden smigfagene, der danner overgang til forhusene, har det nordre sidehus fem og det søndre sidehus tre fag, begge har halvtag hængt med røde vingetegl og hhv. to og tre kviste med lavt heltag og enkelte mindre tagvinduer. Gårdfacaderne har overvejende ældre grønmalede korspostvinduer med todelte underrammer. Til kælderen er der torammede vinduer med torudede rammer. I sidehuset mod nord er på første sal en nyere fransk altan. Fra forhus nr. 10 og fra hver bagtrappe i sidehusene er der udgange til gården via grønmalede fyldingsdøre. I et rundbuet felt over portåbningen er et tofagsvindue. Der er en række nedgange til kælderen med enten fyldings- eller revledøre, alle grønmalede. Portgennemgangen er belagt med brosten med gang- og kørelinjer i bordursten, vægge og lofter er bræddebeklædte og malet hvide. Herfra er der indgang til kælder og stueetage i nr. 12, mens ejendommens øvrige lejligheder har adgang fra gaden via hovedindgangsdøren i nr. 10. I stueetagen giver den gennemgående forstuegang adgang til hovedtrappen, der er placeret mod gården og forbinder etagerne. Den samlede ejendom er disponeret med stort set samme planløsning på alle etager med selvstændige lejligheder på hver side af trappen. Kun på første sal er der forbindelse gennem brandmuren mellem lejlighederne i nr. 10 og 12. Lejlighederne har primært to- og trefagsstuer mod gaden, mindre værelser mod gården og tidligere spisestue i smigfaget, hvor der i dag på første og anden sal i nr. 12 er etableret køkken. I sidehusene har der traditionelt været kamre og funktionsbetingede rum, og i dag er der mindre rum, bad og flere steder køkken samt bagtrapper. I begge sidehuse er køkkenildstederne bevaret. Forstuegangen er delt i to med en tofløjet fyldingsdør med overvindue. Mod gaden har rummet en trappe og er højloftet med pudsede vægge og lofter med stukdekoration og fire medaljoner, sandsynligvis af Thorvaldsen. Mod gården er der adgang til gårdrummet og til hovedtrappen, der er en treløbstrappe med mellemreposer, hvorfra der er adgang via entrédøre med profileret indfatning og fordakning til de enkelte lejligheder. Trappen har pudsede underløb, enkle listebalustre, faste hovedstykker, udkehlet håndliste, vangesnirkel og trætrin belagt med linoleum. Begge bagtrapper i sidehusene er halvsvingstrapper med trætrin, pudsede underløb, enkle runde eller firkantede balustre og udkehlet håndliste. I nr. 12 har trappen til tagetagen nyere trætrin. På hovedetagerne findes især i stuerne mod gaden brystnings-, pille- og lysningspaneler, indfatninger omkring ovnpladser, en del ældre fyldingsdøre, nogle med indstukne hængsler, og profilerede gerichter. I nogle rum er der ældre, indbyggede skabe. Der er pudsede lofter med stukgesimser, nogle enkle og andre med rig udsmykning med borter og planteslyng, og i flere af stuerne også rosetter. Vinduerne er ældre, traditionelle vinduer med plane lodposte med trekvartstaf, og der er bevaret en del smedede anverfere og stormkroge. Flere vinduer bærer spor i underrammerne efter en tidligere tværsprosse, der er fjernet, så rammen har fået én stor rude. Tagetagen er indrettet til lejligheder med loft på hanebåndene og med større rum i åben forbindelse mellem for- og sidehus. Spidsloftet er uudnyttet og anvendes til opbevaring. I de to kældre er der butikker/erhverv. Mod nord er det enkle, små rum med pudsede vægge og til dels ældre trægulve, mod syd er det en åben plan med nyere overflader og indretning samt ildsted, der er aflæseligt trods ombygning.

Den miljømæssige værdi for Kronprinsessegade 10-12 knytter sig til ejendommens beliggenhed i Kronprinsessegade, hvor forhuset indgår som en integreret del af husrækken, der består af lignende bygninger fra samme periode, og er med til at danne en helstøbt facaderække og veldefineret gadestruktur over for Kongens Have. Den miljømæssige værdi knytter sig også til gårdrummet, som er karakteristisk for de klassicistiske ejendomme fra denne tid, og som bindes sammen af de sammenhængende, ensartede gårdfacader.

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 10-12 knytter sig i det ydre til ejendommen som et eksempel på den klassicisme, der prægede periodens københavnske borgerhuse i tiden efter Københavns brand i 1795. Klassicismen som ideal vandt indpas i takt med borgerskabets stigende indflydelse og kom som stilart til at præge de bygninger, der blev opført i anden halvdel af 1700-tallet og første halvdel af 1800-tallet og dermed København. De i facaden ensartede vindueshøjder fortæller om en bygning opført til flere familier, der hver havde en lejlighed, til forskel fra de tidligere store gårde, hvor der boede én familie, og hvor førstesalen havde rigere udsmykning, højere til loftet og dermed også højere vinduer. Efter Københavns brande i 1700-tallet blev størsteparten af de nye huse opført som etagehuse med en eller flere lejligheder med selvstændige køkkener i sidehusene på hver etage. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til hovedetagerne, der afspejler det borgerlige, klassicistiske bygningsideal i såvel planløsning som interiør. Den oprindelige planløsning er i store træk bevaret og kendetegnes ved den gennemgående forstuegang med hovedtrappen beliggende i trapperummet mod gården, de fine stuer mod gaden med stukkatur og panelering, en tilsvarende stue i smigfaget mod gården og i sidehusene de mere funktionsbetingede rum med bagtrapper, kamre og køkkener med bevarede køkkenildsteder. De oprindelige og ældre bygningsdele og -detaljer har kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og høje håndværksmæssige kunnen. Af særlig værdi er lejlighedernes panelering, fyldingsdørene med indstukne hængsler og indfatninger og de pudsede lofter med stukkatur samt forstuegangens stukkatur og Thorvaldsen-medaljoner, der var typiske for tiden.

Den arkitektoniske værdi for Kronprinsessegade 10-12 knytter sig til forhusenes enkle bygningskroppe med den traditionelle taktfaste vinduessætning med korspostvinduer, der giver facaderne et roligt og værdigt udtryk. De profilerede kordongesimser har dels en dekorativ og dels en kompositorisk funktion, fordi de sammen med de tungere refendfugede underetager skaber en visuel balance i facaderne. På bagsiden knytter den arkitektoniske værdi sig til gårdsidernes enkle og uprætentiøse facader med hovedgesimsen som eneste dekorative element og den faste fagdeling og vinduessætning. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til de smukt belyste stuer mod gaden og til alle rum med paneler og stukkatur samt til forstuegangen med stukkatur og Thorvaldsen-medaljoner, der fortæller om det borgerlige klassicistiske udsmykningsideal.

Læs videre om

• Larsbjørnsstræde 11, København
• Lægeforeningens Boliger (Brumleby), København
• Torvegade 22, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen