Kronprinsessegade 14 ligger på Kronprinsessegade 14 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De opførte statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. Murermester J. M. Quist (1755-1818) opførte i årene 1805 – 1806 ejendommen Kronprinsessegade 14 bestående af forhus, sidehus og mellembygning. J. M. Quist opførte ligeledes Kronprinsessegade nr. 6, 10, 12, 16 og 18. Bygningen blev ombygget i perioden mellem 1872 og 1884, hvor forhusets kvaderfugning og den øvrige facadedekoration kom til med de indfattede vinduer i de tre midterfag på 1. salen samt på 2. og 3. salen.

Beskrivelse

Ejendommen ligger i Kronprinsessegade, i det indre København, hvor forhuset indgår i gadens række af borgerhuse over for Kongens Have. Kronprinsessegade 14 består af et forhus, et sidehus og en mellembygning, der er sammenbyggede ved krumme smigfag. De tre bygninger ligger omkring et brolagt gårdrum, og bag mellembygningen er også et mindre gårdrum med en støbt belægning. Forhus, sidehus og mellembygning er alle fire etager over en kælder med fem fag vendt mod Kronprinsessegade. Bygningerne er grundmurede og bærer røde, teglhængte heltage. Tagfladerne over de krumme smigfag er zinkklædte. I forhusets gadevendte tagflade er tre kviste med fladbuet tag og zinkklædte flunke. Kvistene har firedelte terrassedøre med gitterværn foran. I de gårdvendte tagflader ses flere nyere tagvinduer samt udluftningshætter. I mellembygningens østvendte tagflade er en nyere, et fag bred gavlkvist. Facaden mod Kronprinsessegade har en lav, pudset, sortmalet sokkel, og er i stueetagen glatpudset med refendfugning og er malet hvid. Herover står facaden i blank rød mur. Mod taget er en hvidmalet, profileret hovedgesims. Mellem stueetagens og førstesalens vinduer er en bred, profileret og hvidmalet kordongesims. Overfacadens vinduer er forsynet med indfatninger, der på første sal endvidere i yderfagene er forsynet med segmentfrontoner. Mellem første og anden sal er i de tre midterfag et forsænket felt med friseudsmykning. Samtlige facadedetaljer er malet hvide. I facadens nordre yderfag er en høj portåbning med to afvisersten i granit ved terræn. Porten er en traditionelt udført, tofløjet og grønmalet fyldingsport. Kældervinduerne er nyere, traditionelt udførte, torammede vinduer, mens de øvrige vinduer er traditionelt udførte korspostvinduer. Samtlige vinduer er hvidmalede. Gårdsiderne er glatpudsede og malede orange. Mod det teglhængte tag er en profileret hovedgesims. Mod gården er forhusets portåbning kurvehanksbuet, hvilket også gælder for mellembygningens portåbninger. I mellembygningen er en fladbuet døråbning, hvori der sidder en tofløjede, grønmalet pladedør med et trin af granit foran. I sidehuset er en kældernedgang med et nyere gitterværk omkring. Kælderdøren er en traditionelt udført, tofløjet fyldingsdør. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte og mørkmalede. Der er mestendels korspostvinduer med opdelte nedre rammer. I faget over kældernedgangen er franske altandøre med gitterværk foran. Mellembygnings bagside er glatpudset og malet hvid. I midterfaget er franske altandøre med gitterværn foran. Portrummet i forhuset er brolagt. Vægge og loft er glatpudsede og malede. Fra porten er en indgang med ældre, profileret indfatning og en indeliggende trappe (4 trin). Her sidder en nyere dør med glas opdelt med sprosser. Dør og indfatning er grønmalede. Portrummet i mellembygningen har et støbt gulv og glatpudsede vægge og loft. I portåbningerne sidder ældre overliggere, og herover er et blændet felt i den flade bue. I porten er der en indgang. Her sidder to trin oppe en traditionelt udført dør med fylding og glas i den øvre del. Døren er grønmalet. I det indre har ejendommen Kronprinsessegade 14 en overvejende velbevaret ældre planløsning. I forhus og sidehus er tilsammen én lejlighed på hver etage, og i mellembygningen er ligeledes en mindre lejlighed på hver etage. Forhuset er disponeret med stuer en suite til gadesiden og kammer og hovedtrappe til gårdsiden samt en smigfagsstue i overgangen til sidehuset. I sidehuset er en lang og smal korridor med adgang til køkken og badeværelse til gårdsiden samt et kammer med smigfag i overgangen til mellembygningen. Mellembygningen har en trappe til gårdsiden og lejlighederne er hovedsageligt orienteret mod øst og det sekundære gårdrum. Planløsningen er mere åben med blandt andet køkkenalrum i flere lejligheder. I forhusets lejligheder er i stuerne mod gaden helpaneler og på de øvrige vægge er brystningspaneler. Hertil er ovnpilastre og bevarede skorstenskerner og i lofterne stukkatur. I smigfagsstuen med rundede vægge er en rundbuet ovnniche, og over dørene er knægtbårne flade fordakninger. Dørene er i denne stue desuden svagt rundede, således at de følger væggenes krumning. I sidehuset ses også brystningspaneler, og overalt er der lysningspaneler. Dørene i lejlighederne er ældre eller traditionelt udførte fyldingsdøre. Gulvene er overvejende ældre eller traditionelt udførte plankegulve, og vægge og lofter er glatpudsede og hvidmalede. I vinduerne ses nogle steder ældre håndsmedede stormkroge og anverfere. I tagetagen er en lejlighed med en delvis åben planløsning. Den ældre tømmerkonstruktion er delvis synlig. Over de sortmalede hanebånd er loftet glatpudset og hvidmalet. På gulvene er traditionelt udførte bræddegulve i fyrretræ, og væggene er glatte og hvidmalede. Her er overvejende nyere pladedøre. Til gårdsiden er store og nyere tagvinduer, og mod gaden er nyere franske altandøre i kvistene. I kælderen er nyere klinkegulve og hvidmalede vægge. Loftet er et nyere, hvidt pladeloft. Der er toilet og køkken i kælderen.Hovedtrapperummet har en ældre treløbet trappe med linoleum på trin og reposer. Trappen har et ovalt durchsicht med en elevator i. Gelænderet har drejede balustre og en sortmalet, profileret håndliste. Indgangsdørene til lejlighederne er ældre eller traditionelt udførte, tofløjede fyldingsdøre. Vægge og loft er i trapperummet pudsede og malede. I mellembygningens lejligheder er ældre bræddegulve samt nyere finérgulve. Vægge og lofter er glatpudsede og hvidmalede. I gangarealerne er indbyggede spots flere steder. Dørene er enten nyere pladedøre eller traditionelt udførte fyldingsdøre samt et fåtal af ældre fyldingsdøre med indstukne hængsler. Flere steder er brede åbninger mellem rummene uden døre eller gerigter. Enkelte steder er der lysningspaneler. I lejligheden på første sal er blotlagt bindingsværk imellem gang og køkkenalrum. Placeringen af køkken og badeværelse varierer i de enkelte lejligheder. Trapperummet i mellembygningen er smalt og rummer en toløbet, ældre trappe. Der er sat nye trin i træ på og på reposerne er nyere trægulve. Gelænderet har slanke, kantede balustre og en profileret, sortmalet håndliste samt en svungen mægler. Trappens gelænder og stødtrin er gråmalede. Vægge, loft samt trappeløb er glatpudsede og hvidmalede. Indgangsdørene til lejlighederne er nyere pladedøre med glatte tilhørende gerigter. De fremstår enten malede eller med finér.

Miljømæssig værdi

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Kronprinsessegades velbevarede række af klassicistiske borgerhuse, der tilsammen danner en udsøgt arkitektonisk ramme om den østvendte side af Kongens Have. Forhuset er således i kraft af sin proportionering, komposition og materialeholdning en integreret del af et af Københavns mest helstøbte, klassicistiske gadeforløb. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den store grunds traditionsbestemte bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus og mellembygning, der afgrænser to gårdrum, hvoraf det ene endnu er brolagt. Der er på traditionel vis adgang gennem portgennemkørslen i henholdsvis forhus og mellembygning. Det er en struktur, der er karakteristisk for den tætte, indre by, og Kronprinsessegade 14 er således også repræsentant for et traditionelt københavnsk gårdmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 14 knytter sig overordnet til ejendommen som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af forhus, sidehus og mellembygning, opført i begyndelsen af 1800-tallet, efter Københavns anden store brand i 1795. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. J. M. Quist, der var elev af Harsdorff, har utvivlsomt skelet til mesterens arkitektur, da han tegnede husene i Kronprinsessegade, hvor grunden på nr. 14 udmærker sig ved at være relativ smal, men hvor der stadig er plads til både forhus, sidehus og mellembygning med portgennemkørsler. I det ydre ses de klassicistiske træk i den symmetrisk opbyggede facade over kordongesimsen, de taktfast placerede vinduer samt gesimserne og betoningen af yderfagene. Korspostvinduerne med er ligeledes kendetegnende for den klassicistiske stilperiode. Udformningen af facadens dekorative elementer vidner om, at disse er kommet til i anden halvdel af 1800-tallet, herunder stueetagens kvaderfugning og de indfattede vinduer. Hertil kommer den traditionelle forskel på den præsentable facade og de mere enkle, brugsorienterede gårdsider, der er let pudsede og kalkede og ikke bærer anden udsmykning end den profilerede hovedgesims. Gårdsidernes portåbninger udformet som velkendte kurvehanksbuer og er lavere end facadens mere prangende portåbning, hvorved der blev plads til magasinrum over portrummene. Mellembygningens hejsekvist vidner om, at tagetagen oprindeligt blev anvendt til opmagasinering. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der på traditionel vis er indrettet én lejlighed per etage i forhus og sidehus med de repræsentative stuer mod gaden, den store, ovale spisestue i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et mere funktionelt sidehus med værelser samt en smal korridorgang, hvorfra der er adgang til køkken og badeværelse, og hvor trappen i mellembygningen formentlig har fungeret som bagtrappe, men som i dag også fungerer som hovedtrappe for mellembygningens mindre lejligheder. Den overvejende oprindelige rumfordeling formidler således datidens levevis med tjenestefolk samt den store forskel på de sekundære rum og de herskabelige rum i forhuset beregnet på, at kunne blive vist frem. De bevarede dele af ejendommens ældre og traditionelt udførte interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i de ovale spisestuer, hvor placeringen af vinduer, døre og ovnnicher er nøje udtænkte for at opnå et rum i fuldkommen harmoni og balance, herunder dørenes knægtbårne, vandrette fordakninger. Således er der kulturhistorisk værdi ved de ældre, tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, de helpanelerede ydervægge, lysnings- og brystningspanelerne og ovnpilastrene, de høje fodpaneler og loftsstukkaturen med rosetter samt vinduernes ældre, håndsmedede anverfere og stormkroge. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den oprindelige bagtrappe, hvis udformning er kendetegnende for periodens byggeri.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens klassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stringent facadekomposition med taktfast vinduessætning og betoning af de horisontale linjer, der kontrasteres af vinduesindramningernes og portåbningens vertikale orientering. Facadens proportionering og stramme, ordnede udtryk står i kontrast til frisens detaljerige ornamentik og kvaderpudsningens lette reliefvirkning. Forhuset fremtræder overordnet med et roligt, værdigt og herskabeligt udtryk. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidernes prunkløse udtryk med glatpudsede og malede mure, regelmæssig vinduessætning, krumme smigfag og profileret hovedgesims. Hertil kommer gårdsidernes enkle farvesætning, hvis ensartethed resulterer i et roligt og samtidig meget karakterfuldt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til de velproportionerede stuer samt hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links