Kronprinsessegade 18, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold (som gik langs Gothersgade) og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40 % større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade med flere. Efter branden i 1795, hvor man forsøgte at regulere middelalderbyens ubekvemme gadenet, dels af æstetiske, dels af praktiske årsager, blev Kronprinsessegade anlagt efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), som afgav 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden blev opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde over for haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man, for ikke at trykke priserne på de mange stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først blev de mest attraktive grunde solgt, det vil sige stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. De opførte statelige og overvejende herskabelige bygninger var langt værdigere naboer til Kongens Have end Adelgades baghuse og plankeværker hidtil havde været. I Kronprinsessegade, hvor muligheden ellers forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse som det kendes i Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder. Murermester J. M. Quist (1755-1818) opførte i årene 1807-13 ejendommen Kronprinsessegade 18 bestående af forhus, sidehus og to mellembygninger, hvoraf den bagerste blev opført som vognport og hestestald. J. M. Quist opførte ligeledes Kronprinsessegade nr. 6, 10, 12, 14 og 16. Bygningen blev ombygget i perioden 1857-77, hvor forhusets kvaderfugning og den øvrige facadedekoration kom til. Facadens puds og oliemaling blev første gang omtalt i 1903.

Ejendommen ligger i Kronprinsessegade, i det indre København, hvor forhuset indgår i gadens række af borgerhuse over for Kongens Have. Kronprinsessegade 18 består af et forhus, et sidehus og en mellembygning, der er sammenbyggede ved krumme smigfag. De tre bygninger ligger omkring et langstrakt, brolagt gårdrum, og bag mellembygningen er også et lille, brolagt gårdrum, som mod øst afgrænses af en mur og mod syd af en vognportbygning, der ikke er omfattet af fredningen. Forhus, sidehus og mellembygning er alle fire etager over en høj kælder med fem fag vendt mod Kronprinsessegade. Bygningerne er grundmurede og pudsede samt bærer røde, teglhængte heltage med enkle, skurede skorstenspiber i rygningerne. Tagfladerne over de krumme smigfag er zinkklædte. I forhusets gadevendte tagflade er fire tømmerkviste med lave, zinkklædte heltage og dels torammede, tredelte vinduer, dels nyere tofløjede, firedelte terrassedøre med glasværn foran samt tre tagvinduer. I de gårdvendte tagflader ses tømmerkviste med lave, zinkklædte heltage og to- eller trefags vinduer med tredelte rammer, smalle taskekviste med røde tegl og etrammede, firedelte vinduer og nyere tagvinduer samt udluftningshætter. I den ene af forhusets gårdvendte kviste er foruden et torammet vindue en nyere, tofløjet terrassedør med fyldinger nederst og ruder derover, samt et nyere gitterværn på ydersiden. I mellembygningens østvendte tagflade er en grundmuret og pudset, et fag bred hejsekvist med rødt, teglhængt heltag. Facaden mod Kronprinsessegade har en lav, pudset, mørkegrå sokkel, og er nederst refendfuget og malet i en blågrå nuance. Herover er facaden pudset og malet lysegrå, afsluttet af en hvid, profileret hovedgesims. Mellem stueetagens og førstesalens vinduer er en bred kordongesims, og under vinduerne på tredje sal er en smal sålbænksgesims. Overfacadens vinduer er forsynet med indfatninger, der på første og anden sal endvidere har vandrette fordakninger, samt på første sal har brystningsfelter udsmykket med gipsornamenter. Samtlige facadedetaljer er malet i en sandfarvet nuance. I facadens søndre yderfag er en høj, rundbuet portåbning med to afvisersten i granit ved terræn. Porten er en ældre, lav, firedelt gitterport, der er malet sort med forgyldte spidser. Ved siden af portåbningen hænger en ældre støbejernslampe og herunder er et ældre, indmuret ringetryk i messing. Kældervinduerne er nyere, traditionelt udførte, torammede og todelte vinduer, mens de øvrige vinduer er ældre korspostvinduer, hvoraf vinduerne i stueetagen har opdelte nedre rammer. Samtlige vinduer er hvidmalede. Gårdsiderne er kalket jernvitriolgule med en lav, mørkegrå sokkel og en hvid, profileret hovedgesims øverst. Mod gården er forhusets portåbning kurvehanksbuet, hvilket også gælder for mellembygningens portåbninger. Alle tre portåbninger har afvisersten af granit ved terræn, mens kun mellembygningens portåbning mod den første gård lukkes af en ældre, hvidmalet, todelt fyldingsport. Ved siden af porten hænger en ældre støbejernslampe. I mellembygningen er to fladbuede døråbninger, hvori der sidder ældre, tofløjede døre, dels en revledør, dels en fyldingsdør med en rude øverst i hver fløj. Begge døre er malet brune og har trin af granit foran. Vinduerne er ældre eller traditionelt udførte og hvidmalede. Der er mestendels korspostvinduer med opdelte nedre rammer, men der er også et- og torammede vinduer med opdelte rammer samt i forhuset trefags korspostvinduer med blyindfattede, farvede ruder forsynet med vindjern på ydersiden. Forhusets portrum består af to dele. Den forreste del har grathvælv afsluttet af en omløbende gesims, pudsede vægge, der nederst er beklædt med paneler, og brostensbelagt gulv med bånd af bordursten. Ind mod den bagerste del af portrummet er en ældre, trefløjet fyldingsport og derover et vifteopsprosset, halvrundt overvindue. Brostensgulvet fortsætter ind i den bagerste del, hvor væggene er helpanellerede og det vandrette loft er inddelt af kassetter. I portrummet er to ældre fyldingsdøre med profilerede gerichter og granittrin ned til kælderen samt nærmest gården en ældre, tofløjet fyldingsdør med en rude øverst i hver fløj. Døren indrammes af et profileret gericht med fodklodser, og foran døren ligger et granittrin. Samtligt træværk er malet hvidt. Portrummet i mellembygningen har også et brostensbelagt gulv med bånd af bordursten, pudsede vægge, der mod nord er forsynet med høje paneler samt pudset loft med en simpel gesims. I nordvæggen er en ældre, lav, flammeret dør med et profileret gericht. I sydvæggen er tre døre, hvoraf de to er ældre halvdøre udformet med sparrer i den nederste del og små ruder i den øverste del samt profilerede gerichter. Alt træværk er malet hvidt. Ejendommen indeholder erhverv i kælder- og stueetagen samt på første sal. På anden og tredje sal er en bolig på hver etage, og i tagetagen er en bolig i henholdsvis forhus og mellembygning (adskilt af en gang med pulterrum i sidehuset). Ejendommens hovedtrappe er placeret i forhuset, hvor det gårdvendte trapperum har direkte adgang til portrummet. Fra trapperummet er der også adgang til et lille, lavloftet opbevaringsrum over porten. Ejendommens etageplaner er disponeret med to stuer mod gaden, et kammer og et toilet mod gården, en stor, oval spisestue i smigfaget, en smal fordelingsgang og to værelser i sidehuset samt et værelse i mellembygningens smigfag foruden tre kamre, et badeværelse, et køkken med ildstedskerne, et toilet og en fordelingsgang også i mellembygningen. Bagtrappen ligger ligeledes i mellembygningen, og trapperummet har direkte udgang til det første gårdrum. På de enkelte etager varierer størrelsen af køkkenet og som følge heraf mængden af kamre samt placeringen af tværskillevæggene i mellembygningen. I kælderen er der fritstående støbejernssøjler i rummet mod gaden, hvorfra der også er adgang til portrummet, mens der i sidehuset er indrettet kontorer og mødelokaler med nyere skillevægge i træ og glas med plane døre. I stueetagens ovale smigfagsstue fører en nyere ligeløbstrappe ned til kælderen. Ejendommen har overvejende en traditionel materialeholdning med bræddegulve og mønsterlagte parketgulve, pudsede vægge samt pudsede lofter med stukkatur, og i tagetagen er der panelbeklædte skråvægge og synlige bjælker og konstruktioner. I nogle rum er dog nyere materialer og overflader, som er fremmede for bygningen. Dette gælder eksempelvis kælderens træfinérgulve, trapperummets diagonallagte granitfliser, de linoleumsbelagte gulve og lofterne med nedhængte akustikplader samt de plane døre i kælderen og i sidehusets tagetage. Der er bevaret ældre bygningsdetaljer i form af paneler, fyldingsdøre og gerichter. Hovedtrappen er en ældre trappe med oval durchsicht, opsadlede trin, værn af støbejernsbalustre og en profileret håndliste samt en drejet mægler nederst. Undersiden af trinene er pudsede og trapperummets vægge har marmorbemalede felter i brystningshøjde og derover listeinddelte felter. Bagtrappen er en oprindelig toløbet trappe med indstemte trin i vangerne, et simpelt værn af kantstillede, enkle balustre, krumme hovedstykker samt en profileret håndliste. Undersiden af løbene er pudsede og væggene har brystningspaneler af lodretstillede brædder med perlestaf.

Ejendommens miljømæssige værdi knytter sig til beliggenheden i Kronprinsessegades velbevarede række af klassicistiske borgerhuse, der tilsammen danner en udsøgt arkitektonisk ramme om den østvendte side af Kongens Have. Forhuset udgør således i kraft af sin proportionering, komposition og materialeholdning en integreret del af et af Københavns mest helstøbte, klassicistiske gadeforløb. Hertil kommer den miljømæssige værdi af den store grunds traditionsbestemte bebyggelsesstruktur med forhus, sidehus, mellembygning og vognportbygning, der afgrænser de to brolagte gårdrum, hvortil der på traditionel vis er adgang gennem portgennemkørslen i henholdsvis forhus og mellembygning. Denne struktur er karakteristisk for den tætte, indre by, og Kronprinsessegade 18 er således med til at opretholde et traditionelt gårdmiljø i København.

Den kulturhistoriske værdi ved Kronprinsessegade 18 knytter sig overordnet til ejendommen som et velbevaret klassicistisk borgerhus bestående af forhus, sidehus og mellembygning, opført i begyndelsen af 1800-tallet, efter Københavns anden store brand i 1795. Klassicismen som arkitektonisk ideal vandt indpas i midten af 1700-tallet, i takt med borgerskabets stigende indflydelse, og kom som stilart til at præge de ejendomme, der blev opført i perioden fra anden halvdel af 1700-tallet til midten af 1800-tallet. Forbilledet for en stor del af de københavnske borgerhuse var arkitekten C. F. Harsdorffs arkitektur, der anviste retningslinjer for højder, gesimser, vinduesudformninger og planløsninger. J. M. Quist, der var elev af Harsdorff, har utvivlsomt skelet til mesterens arkitektur, da han tegnede husene i Kronprinsessegade, hvor nr. 18 udmærker sig ved at være relativt smalt, men stadig med plads til både forhus, sidehus og mellembygning med portgennemkørsler samt en vognportbygning. I det ydre ses de klassicistiske træk i den symmetrisk opbyggede facade med rundbuet portåbning, taktfast placerede vinduer samt kordon-, sålbænks- og hovedgesims. Korspostvinduerne med opdelte nedre rammer er ligeledes kendetegnende for den klassicistiske stilperiode. Udformningen af facadens dekorative elementer vidner om, at disse er kommet til i anden halvdel af 1800-tallet, herunder kordon-gesimsens tandsnit, vinduesindramningerne med konsolbårne fordakninger og brystningsfelternes detaljerige gipsornamenter samt underfacadens kvaderfugning. Hertil kommer den traditionelle forskel på den præsentable facade og de mere enkle, brugsorienterede gårdsider, der er berappede og kalkede og ikke bærer anden udsmykning end den profilerede hovedgesims. Gårdsidernes portåbninger er udformet som traditionelle kurvehanksbuer og er lavere end facadens mere prangende portåbning, hvorved der er blevet plads til magasinrum over portrummene. Mellembygningens hejsekvist vidner om, at tagetagen oprindeligt blev anvendt til opmagasinering. Det borgerlige, klassicistiske bygningsideal afspejles i det indre i såvel planløsning som interiører, hvor der på traditionel vis er indrettet én lejlighed per etage med en forstue bag det herskabelige trapperums hoveddør, hvorfra der er adgang til de repræsentative stuer mod gaden samt til den store, ovale spisestue i smigfaget, hvor herskab, gæster og tjenestefolk således kunne mødes uden at gå i vejen for hinanden. Hertil et mere funktionelt sidehus med herskabets soveværelser samt en smal korridorgang, hvorfra der er adgang til gæstetoilet, køkken, spisekammer, badeværelse, pigekamre og bagtrappe i den udelukkende, funktionelle mellembygning. Den bevarede oprindelige rumfordeling formidler således datidens levevis med tjenestefolk samt den store forskel på de sekundære rum og de herskabelige rum i forhuset beregnet på præsentation. De bevarede dele af ejendommens oprindelige og ældre interiører har ligeledes stor kulturhistorisk værdi, idet de vidner om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer, der overordnet set havde symmetrien som ideal, hvilket i særdeleshed kommer til udtryk i de ovale spisestuer, hvor placeringen af vinduer, døre, indbyggede skabe og kaminnicher er nøje udtænkte for at opnå et rum i fuldkommen harmoni og balance, herunder dørenes konsolbårne, vandrette fordakninger. Således er der kulturhistorisk værdi ved de ældre, tofløjede fyldingsdøre med indstukne hængsler og profilerede gerichter, de helpanellerede ydervægge, lysnings-skodderne, lysnings- og brystningspanelerne, kakkelovnene og ovnpilastrene, de høje fodpaneler og loftsstukkaturen med rosetter samt vinduernes ældre, håndsmedede anverfere og stormkroge. Hertil kommer mellembygningens store ildsteder med buede åbninger samt de ældre fliser med knasfuger i badeværelset på anden sal. Ligeledes er der kulturhistorisk værdi ved den oprindelige bagtrappe, hvis udformning er kendetegnende for periodens byggeri. Forhuset undergik en ombygning i anden halvdel af 1800-tallet, hvor de nuværende facadedetaljer blev opsat, og i det indre kan dette aflæses i hovedtrapperummet, hvor den smukke trappe med oval durchsicht, opsadlede trin og støbejernsbalustre samt en høj, drejet mægler har et udseende og en materialeholdning, der stemmer overens med den tidlige industrialismes nye teknikker og formsprog. Dette kommer også til udtryk i trapperummets vinduer, hvor rammerne er forsynet med blyindfattede, flerfarvede ruder i enkle mønstre.

Den arkitektoniske værdi knytter sig i det ydre til facadens senklassicistiske udtryk, der karakteriseres ved en stringent facadekomposition med taktfast vinduessætning og betoning af de horisontale linjer, der kontrasteres af vinduesindramningernes og portåbningens vertikale orientering, samt den tidstypiske farveholdning i kølige farver. Facadens proportionering og stramme, ordnede udtryk står i kontrast til brystningsfelternes detaljerige ornamentik og kvaderpudsningens lette reliefvirkning. Forhuset fremtræder overordnet med et roligt, værdigt og særdeles herskabeligt udtryk. Den arkitektoniske værdi knytter sig endvidere til gårdsidernes prunkløse udtryk med kalkede mure, regelmæssig vinduessætning, krumme smigfag og profileret hovedgesims. Hertil kommer gårdsidernes enkle farvesætning i gul, hvid og dodenkop, hvis ensartethed resulterer i et roligt og samtidig meget karakterfuldt gårdmiljø. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig især til de velproportionerede stuer samt hovedtrapperummet, hvor de fint forarbejdede og nedtonede snedkerdetaljer forlener rummene med den borgerlige klassicismes stringente og diskrete elegance.

Læs videre om

• Fiolstræde 34-36, København
• Højbro Plads 17, København
• Rådhusstræde 1, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen