Kronprinsessegade 28, København

Efter Christian IV (1577-1648) i 1647 nedlagde den gamle Østervold, som gik langs Gothersgade, og i stedet anlagde en ny vold langs nuværende Øster Voldgade til Kastellet opstod dermed Ny-København og et København, som blev omtrent 40% større. Med den efterfølgende byplan fra 1649 skabtes en mængde nye gader, der ifølge planen skulle opkaldes efter danske besiddelser, kongelige og højere stænder, deriblandt adelige. Det blev så med tiden til navne som Norgesgade (i dag Bredgade), Adelgade, Nye Kongens Gade (i dag Store Kongensgade), Gothersgade, Rigensgade, Borgergade, Amaliegade, Sølvgade, Dronningens Tværgade, Kronprinsessegade m.fl. Efter branden i 1795 anlagdes Kronprinsessegade efter ønske fra kronprinsen, den senere kong Frederik VI (1768-1839), hvortil man inddrog 89 alen (55,8 meter) af Kongens Have. Gaden er opkaldt efter Frederik VI's hustru og senere dronning, kronprinsesse Marie Sofie Frederikke (1767-1852). Anlæggelsen blev ledet af stadsbygmester Peter Meyn (1749-1808) og J. H. Rawert (1751-1823) i 1799, men først fra 1804 blev der åbnet for færdslen, hvor brolægningen var etableret. Rawerts plan var et anlægge en fornem parkgade, hvor indtægten ved salg af de attraktive byggegrunde overfor haven skulle gå til erstatningerne, som måtte udredes til grundejerne rundt om i byen, hvis tomter efter branden flere steder var blevet inddraget til gader og torve. Nogle år tøvede man for ikke at trykke priserne på de mange, stadig ubebyggede grunde i byen, men i år 1800 blev der meldt auktion over knap halvdelen af strækningen: først solgtes de mest fristende grunde, dvs. stykket nærmest Gothersgade og grundene ved Dronningens Tværgade og Sølvgade. Den liebhaver, der fik hammerslag på den højeste kvadratalenpris, kunne derpå meddele, hvor bred en grund, han ønskede sig. I kraft af sit andet embede som hofbygmester stod stadsbygmester Peter Meyn for den helstøbte indhegning af Kongens Have med gitre, små pavilloner og porte. Rawert kom til at stå for i alt fem huse i Kronprinsessegade, nogle dog i kompagniskab med Andreas Hallander. Man bør huske på, at selv her, i Kronprinsessegade, hvor chancen åbenlyst forelå, ønskede man ikke en samlet og ensartet etagehusbebyggelse, sådan som det kendes fra Paris og London. I stedet præsenterer gaden sig med en række af individualister, både med hensyn til bredde, etageantal, materialer og arkitektonisk udsmykning, der dog taler samme sprog og tilsammen danner en af Københavns mest elegante og harmoniske gadebilleder, der grundlæggende er bevaret til i dag. Forhuset i Kronprinsessegade 28 er opført 1805-06 af stadskonduktør J.H. Rawert (1851-1823). Rawert boede selv i ejendommen i 1808. Den nuværende facadeudsmykning stammer fra omkring 1880, og forhusets mansardtag er fra 1899.Der kan nævnes mange kendte beboere i ejendommen, herunder søofficeren Poul de Løvenørn (1751-1826), nationalbankdirektøren L. N. Hvidt (1777-1856), juraprofessoren F. T. J. Gram (1816-1871), politikeren Anders Sandøe Ørsted (1778-1860), arkæologen J. J. A. Worsaae (1821-1885), Kabinetssekretær J.P. Trap (1810-1885) samt arkitekten Ferdinand Meldahl (1827-1908).

Hele ejendommen, forhus og sidehus, er anvendt til erhvervsformål. Ejendommen er beliggende i Kronprinsessegade i København, hvor forhuset udgør et integreret led i gadens østlige husrække med udsigt til Kongens Have. Forhuset er i fem fag. Det er grundmuret og opført med kælder, og er i fire etager samt en udnyttet mansardetage. Facaden under kordongesimsen er kvaderfuget og malet lysegrå samt med bånd og profilerede gesimser over kælderetagen. Over kordongesimsen er et bånd med fyldninger og en række runde, forgyldte dekorationer, og over 2. sal er en profileret gesims samt over 3. sal en profileret hovedgesims med sparrehoveder, hvorunder er en række runde, forgyldte dekorationer. Overfacaden er refendfuget og hvidmalet. Vinduerne på 1. og 2. sal har indfatninger og fordakninger. Forhuset har et mansardtag hængt med skifter, og heri er fem kviste mod gaden i mansard samt to skorstenspiber i den øverste tagflade. I det sydlige yderfag er en portniche med profilerede indfatninger, og en konsolbåren, profileret fordakning. I portnichen er en traditionelt udført, tredelt og blåsort port med en dørfløj i midten og forkrøppede fyldninger samt tre mindre ruder. Over portens overligger er nichen blændet. I kælderen er nyere, tredelte og gråmalede vinduer. På alle hovedetager samt i mansardetagen er traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer, der i stueetagen og i mansarden er gråmalede og hvidmalede på 1., 2. og 3. sal. Forhuset er til gårdsiden sammenbygget med et langt sidehus via et afrundet smigfag, og midtfor har gårdsiden et trappeopgangsfag i fem etager og et portfag. Gårdsiden er pudset og malet lysegul. I udgangen til gården er en nyere, todelt og hvidmalet port samt et todelt, hvidmalet overvindue, der begge opsprossede. I smigfaget er nederst en kælderhals med en traditionelt udført, sortblå dør med et opsprosset overvindue i en fladbuet niche. I smigfaget er traditionelt udførte, seksrammede og hvidmalede vinduer med todelte underrammer. I trappeopgangsfaget er traditionelt udførte, seksrammede og hvidmalede vinduer med blyindfatninger og farvet glas i vinduesrammerne på alle etager. Portfaget har traditionelt udførte, firerammede og hvidmalede korspostvinduer med todelte underammer samt en nyere kvist med et traditionelt udført, firerammet og hvidmalet korspostvindue med todelte underrammer. Gennem porten træder man fra Kronprinsessegade ind i forhusets portrum, der er belagt med et traditionelt udført plankegulv med brede fodlister. Portrummet har pudsede vægge og et kassetteret loft. Midterst i væggen mod nord er en kældernedgang med nyere værn og en nyere, hvidmalet fyldningsdør i en fladbuet niche. Nærmest gården, vendende mod nord, er forhusets hovedindgang i profilerede gerichter: En ældre, tofløjet og hvidmalet femfyldningsdør med traditionelt udført greb. Fra trapperummet er under trappen nedgang til kælderen via en lav, traditionelt udført dør med et parti med blyindfattede, farvede glasruder. Ejendommen har i trapperummet en ældre, stort formet toløbstrappe med en bred, afrundet durchsicht, hvidmalede trætrin, glatte vanger, glatte og ledvist diagonalt stillede balustre, der er hvidmalede samt en profileret håndliste, der er sortmalet. Fra hver repos er en ældre, tofløjet og hvidmalet femfyldingsdør med en traditionelt greb adgang til etagen. Forhusets kælder. har en traditionel planløsning, men er med nyere detaljer og overflader, herunder nyere pladedøre og på gulvet er nyere fliser. Stueetagens entrédør har på indersiden yderligere en dør, en traditionelt udført, tofløjet fransk dør med diagonal opsprosning af vinduerne. Entréen er rigt dekoreret med hvælvagtig stukkatur, og herfra er forbindelse til tre gadevendte rum, og mod gården et rum og en smigfagsstue. I stueetagen er gennemgående nyere dele, detaljer og overflader, herunder nyere, men traditionelt udførte fyldingsdøre, nyere gulvbelægning, bl.a. med tæpper og laminat samt nyere lofter med nyere stuk i flere rum og plader i smigfagsstuen, der mod nord har to nyere toiletter. På 1. sal omfatter planen en entré, tre gadevendte rum og et gårdvendt rum samt en smigfagsstue med to indbyggede, mindre rum. 1. sal rummer en del ældre, men ikke oprindelige dele og detaljer, herunder traditionelt udførte en- og tofløjede fyldingsdøre, samt franske døre – med traditionelt udførte greb. Der er desuden en rig dekoration i etagens entré med joniske søjler og joniske kapitæler med kannelering samt en rig stukkatur og dørindfatning. Smigfagsstuen har høje, ældre fyldingspaneler og over disses gesims er en rig vægstukkatur med skulpturelt udformede relieffer med dyre- og plantemotiver, især hjorte, samt en bevaret profileret og dekoreret kantstukkatur i loftet. Der er ældre sildebensparket og nyere parket på gulvene, brystningspaneler i de gadevendte rum og en bevaret, profileret stukkatur. 2. sal har, udover entré, en stor salsagtig stue og et rum mod gaden, et gårdvendt rum og en smigfagsstue. Der er ældre og traditionelt udførte, en- og tofløjede femfyldingsdøre, ældre og nyere hængsling, og flere steder er dobbeltdøre mellem rummene. Der er ældre parket i flere mønstre i rummene, i de gadevendte rum er brystningspanelering og traditionelt udførte bemalede væglærreder indfattet af profilerede forgyldte og bemalede lister samt i lofterne en rig stukkatur i både de gadevendte rum og i smigfagsstuen, herunder med ældre og traditionelt udførte profilerede kantlister, tandsnitsgesimser, bladværksfriser, forkrøppede og profilerede loftslister og diverse rosetter. 3. sal har i sin plan tre gadevendte rum, herunder med en nyere opdeling af de oprindelige to til tre rum. Forhuset er forsynet med traditionelt udførte, hvidmalede forsatsvinduer. I vinduernes yderrammer er enkelte ældre stormkroge. Der er både ældre og traditionelt udførte, en- og tofløjede femfyldningsdøre (de ældre med indstukne hængsker) samt nyere pladedøre på denne etage. I smigfagsstuen er et nyere kontor-glasbur indsat uden øvrige indgreb i rummets form. Der er gulve af parket, og i lofterne er ældre og nyere, men traditionelt udført stukkatur af profilerede kantlister, tandsnit, sparrehoveder og rosetter. Mansardetagen har en fordelingsgang med adgang til tre gadevendte rum samt flere mindre gårdvendte rum, herunder et med nyere cirkulært udformet ovenlysindtag. Der er nyere, men traditionelt udførte fyldingsdøre samt nyere pladedøre, på gulvene er nyere belægning af tæpper og linoleum, og i lofterne er traditionelt udført stukkatur af profilerede kantlister. Overfladerne er gennemgående nye med gipsplader på væggene. På forhusets spidsloft er indrettet en række depot- og arkivrum, og tømmerkonstruktionen er delvist synlig, men ellers er dele og overflader generelt af nyere dato.

Den miljømæssige værdi ved ejendommen knytter sig til forhusets beliggenhed som et integreret led i den yderst herskabelige og helstøbte, men samtidig meget varierede husrække i Kronprinsessegade over for Kongens Have. Ejendommen bidrager hermed som et værdifuldt led i rækken af repræsentative og iøjnefaldende forhuse, der såvel vertikalt som horisontalt fastholder den karakterfulde og historiske gade og danner dermed samlet set en elegant arkitektonisk østlig væg til slotsparkens grønne og rekreative område.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig i det ydre til det grundmurede forhus med den repræsentative facade ud til Kronprinsessegade, hvor man omkring år 1800 opførte en af Københavns mest repræsentative borgerlige ejendomme. Både i kraft af deres beliggenhed, facader og detaljer viser forhuse som Kronprinsessegade 28, trods facadens og tagets senere oprindelse, en grundlæggende korrespondance med den klassicistiske grundtanke, der ligger bag arkitekturen i husrækkens forskellige ejendomme og som oprindeligt har forbillede i Harsdorffs idealer og skoling samt hans elevers og efterfølgeres byggerier i de genrejste og fornyede kvarter fra slutningen af 1700-tallet og flere årtier frem. Dette kommer til udtryk i forhusets facade ved den bevarede hierarkiske opbygning med en høj kælder, repræsentative hovedetager i stor højde samt en lavere 3. sal og mansardetage, herunder med en kvaderfuget underfacade, en kordongesims, rækken af dekorative rosetter, bånd og hovedgesims med sparrehoveder, der sammen med den regelmæssige vinduestakt og den tidstypiske port med konsolbåren fordakning fremstår helstøbt og harmonisk. Der knytter sig derfor kulturhistorisk værdi til den ældre, tredelte port med alle detaljer, og dertil alle de traditionelt udførte, firerammede korspostvinduer. Ligeledes knytter der sig kulturhistorisk værdi til forhusets gårdside med den prunkløse, pudsede og malede overflade under den profilerede hovedgesims og den blandede vinduessætning. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning. I det indre knytter der sig kulturhistorisk værdi til de generelt ældre og traditionelle planløsninger, herunder med repræsentative gadevendte stuer og rum samt smigfagsstuerne, der er bevaret med udsmykning fra forskellige perioder. De bedst bevarede og mest værdifulde interiører er på 1. og navnlig 2. sal, hvor sidstnævntes to gadevendte rum i deres udsmykningsidealer og alle øvrige detaljer står i forbindelse med ejendommens oprindelse i nyklassicismen, herunder med stukkatur, panelering og ældre en- og tofløjede fyldingsdøre. Dertil kommer på 1. sal den særegne, rigt dekorerede smigfagsstue med dens skulpturelt udformede dyremotiver. Dertil kommer alle ældre og traditionelt udførte fyldingsdøre og stukkatur samt panelering på 3. sal. Endelig er ejendommens bevarede trapperum med den ældre toløbstrappe med alle detaljer af stor kulturhistorisk værdi, da den repræsenterer den generøse og gennemførte udformning, som man i de største borgerhuse viede ejendommens største enkelte snedkerarbejde. Og dertil kommer portrummet med alle detaljer, herunder plankegulv og kassetteloft. Endelig kommer den traditionelle materialeholdning.

I det ydre knytter ejendommens arkitektoniske værdi sig forhuset, hvor facadens harmoniske linjeføringer, taktfaste vindues sætning og hierarkiske opbygning med kordongesims, bånd og hovegesims under det stejle mansard tag udgør en rolig og helstøbt løsning, der grundlæggende er tro mod husets oprindelse i det klassicistiske formsprog og udtryk. Opdelingen i en kvaderfuget, mørkere underfacade og en glattere, refendfuget overfacade giver forhuset en værdig og afbalanceret fremtoning og samtidig udgør underfacadens tungere præg en tilfredsstillende modvægt til det kraftige mansardtag med kviste. Ligeså er der god overensstemmelse mellem skalatrinene og i proportioneringen af facaden mellem gesimser, port med indfatning og vinduesudformningen samt de diskret elegante og mådeholdne ornamenter. Den enkle gårdside med tre forskellige vinduessætninger understreger den repræsentative facades forrang. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig til portrummet og til de bevarede dele af den ældre planløsning på hovedetagerne, herunder med gadevendte stuer og en smigfagsstue mod gården og alle de bevarede, ældre og traditionelt udførte døre samt øvrige dele og detaljer, der giver en klar oplevelse af rummets placering i planen i forhold til udsmykningsgrad og størrelse. Dertil kommer den elegant udformede toløbstrappe med alle detaljer, der fastholder en vigtig repræsentativ dimension af oplevelsen af dette store borgerhus med oprindelse begyndelsen af det 19. århundrede.

Læs videre om

• Harsdorffs Hus, København
• Hedebygade 24-24 A og 26-26 A, København
• Rosenborg-Annekset, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen