Kropladsen 17 ligger på Kropladsen 17 i Fanø Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

De første tegn på beboelse på Fanø stammer fra 1200-tallet, hvor to små fiskerlejer, Nordby og Sønderho, voksede frem som følge af sildehandel. Øen hørte oprindeligt under kronen og Fanøboerne var fæstebønder, der levede af en kombination af fiskeri og landbrug, men i 1741 købte Fanøs befolkning øen af Christian d. VI og fik derved selv retten til at drive søfart og handel. Dette betød, at øen oplevede en opgangsperiode grundet tiltagende skibsbyggeri og en voksende handelsflåde. Fanø mistede hovedparten af handelsflåden under Englandskrigene i 1807-14, og herefter gik øens udvikling i stå. Fra 1830erne og frem mod begyndelsen af 1900-tallet steg væksten igen, og Fanø havde i denne periode den næststørste flåde i Danmark.

Brænding og anvendelse af teglsten har været kendt siden anden halvdel af 1100-tallet, hvor stenene blev anvendt ved opførelsen af kirker og borge. Senere vandt de også indpas i byarkitekturen, men slog først sent igennem i landdistrikternes mere anonyme byggerier. Her dog tidligst i det sydlige Vestjylland, hvor udviklingen fra bindingsværk til grundmur baseredes på den lokale fremstilling og brænding af teglsten, der, som hollandsk, frisisk påvirkning, i løbet af 1700-årene bredte sig nordpå i det træfattige område. På Fanø blev teglstenene i første omgang brugt til udmuring af bindingsværks-husenes tavl og til opmuring af ildsteder, men fra omkring 1800 blev der nyopført store og velstandsprægede huse helt i grundmur. Fra omtrent samme tidspunkt og frem gennem 1800-tallet blev også bindingsværkshusene omsat i grundmur. Omsætningen var ofte tiltrængt, fordi bindingsværkshusenes ydervægge satte sig som følge af rådne eller udskridende stolpeender, som således ikke kunne klare belastningen fra bjælkelag og tagværk.

Man har altid haft en stærk bygningstradition på Fanø med mange gennemgående træk, der endvidere var så egnsspecifikke, at man havde forskellige traditioner mod nord og syd, selvom der kun var lidt over 10 km imellem Sønderho og Nordby. I Sønderho var det for eksempel almindeligt, at bygningernes mure blev skuret med en mursten og efter en svag rødkalkning blev fugerne optrukket med hvidt. I dag er der ikke mange bygninger tilbage med fuldt optrukne fuger. Endvidere var det skik at bemale stikkene over dørene og vinduerne med oliemaling, eller ved bemaling at efterligne murede stik på tagremmen. Ofte malede man det særlige sort-hvide-grønne Sønderho-stik, der symboliserede sorgen, glæden og håbet. De ældre vinduer i Sønderho var småsprossede, og de ældste havde blyindfattede ruder. Vinduesstikkene var ofte udført lige og vinduerne fremstod med grønne karme og rammer samt hvide sprosser. Trævinduer fra 1700-tallet var i Sønderho udført med en karakteristisk sprosse med en helt enkel, spids profil, hvor de i Nordby derimod havde et mere afrundet profil. Anvendelsen af de to typer profiler er stadig meget tydeligt opdelt imellem de to byer. Yderdøre var halvdøre, ofte med kvadratisk hjørnestillet eller rundt vindue i overdøren. Dørene havde svære sidekarme fastgjort på indersiden af ydermuren og var således placeret tilbagetrukket i de ofte rundbuede stik. Arkengaffen, den traditionelle kvist over døren, var ligesom dørhullet ofte rundbuet.

De forskellige bygningsdetaljer ændrede sig en smule gennem tiden, og særligt med opgangsperioden og grundmuringen i 1800-tallet kom der nye træk til. Flere huse fik nu fuldmurede gavle, kalkede facader med hjørnelisener og arkengaffen blev i stedet udført som en trekantfronton. Vinduernes karme og rammer blev efterhånden begge malet hvide, de seks-rudede vinduer blev afløst af tre-rudede rammer, og omkring 1880 begyndte man at udføre vinduer med fladbuet overkant. Halvdørene blev langsomt afløst af to-fløjede fyldingsdøre under lige stik og med en hjørnestillet, sprosseopdelt rude i den øverste del af døren.

Denne bygning blev opført omkring 1750 og ved første brandtaksation i 1793 havde huset elleve fag, hvoraf de seks østre indeholdt stuer og værelser, mens de fem vestre var inddelt til lo og stald. Bygningen blev kort efter udvidet til tolv fag, hvilket blev registreret i en brandtaksation i 1803. Murene var af grundmur og de otte østlig var indrettet til beboelse med forstue. De fire vestlige fag rummede lo, stald og foderrum. I 1821 blev huset igen takseret efter der var sket en forbedring med blandt andet nye engelske vinduer og rammedøre med indstukne låse. Væggene var ligeledes blevet beklædt med fliser og paneler. I 1980 gennemgik bygningen en større restaurering, hvor der blandt andet blev lagt nye gulve med nedsænkede radiatorer, den vestlige del blev nyindrettet med badeværelse og en ny trappe til tagetagen blev opsat, idet denne blev indrettet med værelser.

Beskrivelse

Bygningen ligger på Fanø i landsbyen Sønderho, mellem lignende bygninger. Grunden afgrænses af et lavt stakit og et græsklædt dige ud mod marsken.

Bygningen er et grundmuret længehus på ti fag opført i én etage, hvor murene fremstår i rød, blank mur med delvist optrukne, hvide fuger og en hvidmalet, muret gesims. Bygningen afsluttes af et stråtækket heltag med mønning af tørv og i rygningen ses to skorstenspiber. Over den midterste dør i nordsiden er en mindre rundbuet frontkvist, af den type man lokalt kalder en arkengaff, som har en åbning med en traditionel, todelt revleluge. Bygningens døre er udført som traditionelle revledøre, hoveddøren under arkengaffen er todelt og alle døre sidder under rundbuede stik, på nær en lav revledør i sydsidens vestlige ende, der har et lige stik. Bygningen har endvidere en del flere traditionelle revleluger. Døre og luger er malet mørkegrønne og alle har hvide karme og små diagonaltstillede ruder, der er placeret i den øverste del. Bygningen har ældre, hvidmalede vinduer, der er udført med en eller to rammer. Alle vinduer og døre har påmalede stik i farverne hvid, grøn og sort samt hvidmalede sålbænke. Hertil kommer, at der i den nordlige mur ses fire runde huller med hvidmalede stik omkring, og at der i begge gavle er murankre, hvoraf flere er udført som bogstaver og tal.

I det indre er bevaret en ældre grundplan med en gennemgående forstue, som lokalt kaldes en frangel, der deler bygningen op med de fine stuer og køkken mod øst, mens værelser, badeværelser og udhus er placeret mod vest. Udhusdelen, der tidligere var stald, er uopvarmet og fremstår med støbt gulv samt andre sparsomme og slidstærke overflader. Fra franglen er der adgang til et trapperum, hvor en ældre ligeløbstrappe fører op til tagetagen, som er udnyttet med gavlværelser og et stort, åbent rum i midten. Overfladerne er delvist ældre, delvist nyere, men traditionelt udført, herunder bræddegulve, ølandssten i franglen, bræddevægge og bræddelofter mellem synlige bjælker. Det meste af et ældre interiør er tillige bevaret, herunder fyldingsdøre med gerichter, brystningspaneler, indbyggede skabe og alkover samt ældre fliser på ydervæggene. Hertil kommer, at der i køkkenet er spor efter et tidligere ildsted, og at der i den store stue er en ældre bilæggerovn.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi knytter sig til bygningens placering i Sønderho, der fremstår som en unik og yderst velbevaret, ældre landsby. Bygningen er, som de fleste andre bygninger på Fanø, orienteret solret, med gavlene vendt mod øst og vest, og indgår dermed naturligt i Sønderhos uregelmæssige bebyggelses-mønster, hvor et næsten labyrintisk system af veje og stier mellem mindre grønninger skaber en idyllisk sammenhæng. Et bemærkelsesværdigt indslag i bybilledet er de mange grøn- eller hvidmalede stakitter og tangdiger beplantet med bukketornhegn, der adskiller grundene. Hertil kommer de bevarede pigstenskanter omkring bygningen pigstensbelægningen og i indkørslen, der bidrager til opfattelsen af det traditionelle, landlige miljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi relaterer sig til bygningens fremtræden som et typisk Fanø-hus. Et gennemgående træk for denne bygningstype er murenes fremtræden i røde, blanke sten med hvide, optrukne fuger, hvid hovedgesims, bræddebeklædte gavltrekanter og en arkengaff over hoveddøren. Hertil kommer, at taget er et stråtækket heltag med mønning af tørv og med skorstenspiber, der helt karakteristisk har hvidtet gesims og krave, mens piben fremtræder i rød, blank mur som facaderne. Tillige er det en stor kulturhistorisk værdi, at vinduernes stik er udført med den for Sønderho så karakteristiske bemaling i hvid, sort og grøn samt, at der under vinduerne er påmalede hvide sålbænke.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig tillige til de små vinduer i den vestlige del, der vidner om den tidligere funktion som stald og lo, ligesom bygningens luger vidner om, hvordan man oprindeligt kunne laste afgrøder med mere ind på loftet. Tilsammen viderebringes herved en fortælling om det tidligere liv på Fanø, hvor det var almindeligt at have et mindre landbrug tilknyttet boligen. Hertil kommer, at gavlenes murankre vidner om tidligere ejere og også fastslår årstallet for de forskellige ombygninger, herunder østgavlens murankre, der er fra dengang, hvor bygningen blev omsat til grundmur.

I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til bygningens bevarede dele af den typiske, ældre planløsning med en frangel, der naturligt danner en opdeling med bolig i den ene ende og stald og lo i den anden ende. Selvom stalden i dag kun er bevaret i de sidste par fag, så fornemmes dens tidligere udstrækning stadig på grund af den gennemgående frangel og denne dels mere nedtonede udtryk. Stuerne ligger ligeledes traditionelt mod syd, hvor de får lys og varme, mens køkken og fadebur med en ældre tallerkenrække ligger køligt mod nord. Bygningen rummer endvidere et imponerende og velbevaret interiør med mange ældre, egnskarakteristiske bygningsdetaljer, herunder alkover, indbyggede hjørneskabe, brystningspaneler, ældre døre samt de meget karakteristiske, hollandske, blå eller brune fliser på ydervæggene og bag ved den ældre bilæggeron. Den kulturhistoriske værdi knytter sig særligt til disse fliser, da de fortæller om Fanøs store tradition for sejlads og oversøisk handel. Under vinduerne, langs vindueskarmen, er tillige bevaret en smal liste med en udskåret fordybning, som netop blev sat op for at opsamle kondensvandet fra fliserne. Hertil kommer, at alle vinduer har bevarede ældre lodposter, anverfere og stormkroge.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi knytter sig til bygningens enkle, fritstående og velproportionerede form med lave mure og stejlt tag, der med en bølgende kurve former sig omkring arkengaffen. Placeringen af vinduernes overkant og stik helt op ad gesimsen underbygger fornemmelsen af de lave mure og det dominerende tag.

Arkitekturen er ærlig i sit udtryk ved de enkle materialer og de få, men integrerede dekorationer, der begrænser sig til bygningselementer som vinduer, døre og skorstenspiber. Særligt de hvide, påmalede sålbænke, de flerfarvede stik over vinduerne og skorstenspibernes hvide sokkel og krave giver en skarp, men enkel kontrastvirkning, der træder frem på lang afstand. Den enkle, men markante farveholdning har således stor betydning for det samlede arkitektoniske udtryk. Hertil kommer murstenenes forskellige størrelser, der varierer fra et munkestenslignende format til en mere smal flensborgsten, hvilket giver en levende stoflighed, der understreges af de delvist optrukne fuger, som på afstand udligner stenenes forskelle og i stedet danner en mønstret overflade. I det indre relaterer den arkitektoniske værdi sig til det gennemførte interiør, der domineres af de mange fliser, hvis motiver enten danner ordnede mønstre eller tilfældige patchworks. Virkningen er charmerende og helt enestående. Hertil kommer de mange detaljer i træ, der tildeler rummene en varm og rolig atmosfære. Selvom materialet er det samme på gulve, skillevægge og lofter er de elegant adskilt grundet variationen i træets udformning og efterfølgende bemalinger. Tillige tillægges stor arkitektonisk værdi til udformningen af snedkerdetaljerne omkring både fyldingsdøre og alkovedøre. Denne afbalancerede stil i det ydre som det indre udmærker sig ved en høj håndværksmæssig kvalitet, hvilket har stor betydning for den samlede arkitektoniske værdi.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links