Krudthuset, Amager Strandvej 110
.

Krudthuset, Amager Strandvej 110 ligger på Amager Strandvej 110 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Krudthuset blev opført i 1779 som krudtmagasin for flåden. Krudthuset indgår som ét ud af i alt syv krudthuse, der blev opført på Amagers vestkyst i årene 1779-83 som en del af Københavns ældre befæstning. En ødelæggende eksplosion i et krudttårn i Rosenkrantz bastion nær Østerport i 1779 medførte, at der blev sat skub i udflytningen af krudthusene, som indtil dette tidspunkt havde ligget inden for Københavns hovedvolde på Christianshavn, nær flådens leje. Hovedparten af krudtet skulle i fremtiden opbevares i Frederiksværk, Jylland og Norge. Resten skulle opbevares i nyopførte magasiner uden for Københavns volde, på Amager. I perioden 1779-83 opførtes i alt 14 krudtmagasiner samt tre vagtbygninger på Christianshavn og Amager. I alt blev der opført syv på Amager, hvoraf der er fire tilbage.

Beskrivelse

Krudthuset på Amager Strandvej ligger langs vejen foran det nyere byggeri Twister med udsigt ud over Amager Strandpark. Nord herfor er en parkeringsplads, men ellers er krudthuset omkranset af en tørlagt voldgrav. Krudthuset er indrettet til restaurant. Bygningen er opført i grundmur i én etage og hviler på en støbt sokkel, hvorover der ses et bånd af granitkvadre. Bygningen er opført med kassemuring. Facaden er beklædt med bastardmørtel. Bygningen afsluttes af et rødt tegltag med vingetegl med stejl taghældning. I begge tagflader ses nyere tagvinduer. I begge gavle ses et nyere, fladbuet glasparti, hvori der er en nyere glasdør. Glaspartiet kan lukkes af nyere, traditionelt udførte, fladbuede revleporte. I sydgavlen er over glaspartiet to nyere vinduer, hvorover der sidder en ældre hejsebom. I nordgavlen er tilsvarende et vindue over glaspartiet. Desuden en inskriptionstavle, hvorpå der står ANNO 1779. På hver side af tavlen er to små åbninger med en luge for. Mod vest er en nyere glasdør. Der er nyere vinduer på hver side af bygningen. I det indre er bygningens stueetage et stort rum med køkken langs den vestre side. Gulvet er nyere og støbt. Den nyere, traditionelt udførte stolpekonstruktion er synlig. En nyere ligeløbstrappe af træ fører til den udnyttede tageetage. Tagetagens dæk er gennembrudt i midten og giver derved udsyn til stueetagen. Tageetagen har nyere bræddegulv og synlig hanebåndskonstruktion. I den nordlige ende er lager, toiletter og garderobe for personalet.

Miljømæssig værdi

Den miljømæssige værdi for krudthuset knytter sig til bygningens historiske sammenhæng med de oprindeligt seks øvrige krudthuse på Amager, der forbindes af den tidligere Krudttårnsvej, den nuværende Amager Strandvej. Herved indskriver alle fire krudthuse sig til sammenhængen med Københavns befæstning. Derudover knytter den miljømæssige værdi sig til den nu tørlagte voldgrav, der har omkranset krudthuset. Krudthuset lå oprindeligt solitært og dette kan til dels stadig anes, idet bygningen stadig er forholdsvis fritliggende specielt mod øst.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi for krudthuset knytter sig i det ydre til bygningen som repræsentant for ét af Københavns oprindelige syv krudthuse. Et gennemgående træk for krudthusene er deres teglstensbelagte heltage med høje tagrejsninger, enkle grå facader med sparsom dekoration og enkle revlelåger for vinduer og døre. Krudthusene på Amager var bygget med robuste kassemure i modsætning til krudtmagasinerne omkring Christianshavn Ravelin. Stenene til krudthusene blev hentet fra Flensborg, da man ikke fandt de danske sten tilstrækkeligt holdbare. Krudthuset på Amager Strandvej er en repræsentant for denne bygningstype og indgår hermed som en vigtig del af fortællingen om Københavns befæstning. Hertil kommer hejsebommen og lugerne i gavlen, hvor krudt mv. Kunne læsses ind. Endelig har inskriptionstavlen kulturhistorisk værdi, da den vidner om krudthusets opførelsesår. Den kulturhistoriske værdi for Krudthuset på Amager Strandvej knytter sig i det indre til det store åbne etagedæk med den synlige stolpekonstruktion, de relativt få og små vinduesåbninger, der understreger bygningens tidligere funktion som krudthus.

Arkitektonisk værdi

Den arkitektoniske værdi for krudthuset knytter sig til bygningens velproportionerede volumen med enkle og relativt lukkede facader og gavle, hvor de dekorative elementer begrænser sig til vindueslåger, døre og det enkle inskriptionsfelt på nordgavlen. De store linjer præger de symmetriske facader og gavle og udtrykket er harmonisk og stringent. Krudthusets helstøbte fremtræden skyldes den enkle materialeholdning og den homogene farveholdning i overvejende grå med sorte låger og døre og rødt tag. I Krudthusets indre knytter de arkitektoniske værdier sig til bygningens enkle og velbevarede planløsning, den helstøbte, synlige og robuste stolpekonstruktion, der sammen med ydermurenes rå, glatpudsede flader, gør bygningens konstruktion let aflæselig. Lysindfaldet i Krudthuset er sparsom grundet de få åbninger, hvilket understreger bygningens oprindelige funktion som krudthus uden større behov for naturligt lysindtag.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links