Krudthuset i Vilhelms Bastion, Christiania ligger på Nordområdet 270 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

Krudthuset er beliggende midt i Vilhelms Bastion som en del af Københavns befæstning oprindeligt med omliggende vandgrav. Vandgraven er i dag kastet til, og udlagt som legeplads til børnehaven og til hestegræsning. Vandgraven fungerede oprindeligt som en ekstra beskyttelse af det omgivende voldanlæg i tilfælde af eksplosion. Opbevaring af krudt blev i datidens letantændelige byer betragtet med største bekymring, og krudthuse blev altid opført langt fra normalt bebyggede områder og omgærdet med store sikkerhedsforanstaltninger. Sikkerhedsforanstaltningerne bestod i at sikre både afstanden til det bebyggede og med så tykke mure, at bygningen ikke ved eksplosion skulle styrte fuldstændig sammen. Disse foranstaltninger karakteriserer bygningen og bestemmer samtidig bygningens arkitektur. Bygningstypen er tæt knyttet til bygningens funktion, at indeholde eksplosiver. Murene er ca. 1 meter tykke og vinduesarealerne er minimale. Samtidig mentes de murede hvælv at beskytte bygningen mod at falde sammen ved en eventuel eksplosion.

Beskrivelse

Krudthuset i Vilhelms Bastion er det første af krudthusene i Christianshavns Vold, bygget i 1688, otte år efter beslutningen om at flytte flådens leje ud fra Holmen i den indre by. Arkitekt på dette krudthus og krudthuset i Carls Bastion var Hans van Steenwinckel den yngste. Steenwinckel var både kongelig bygmester og Holmens bygmester, men blev afskediget i 1690, da man mente, at han ikke passede sit arbejde ordentligt. Christian Elling beskriver i Holmens Bygningshistorie de to krudttårne samlet, hvorfor der i oplæggene til synet er enslydende citater fra Christian Elling. Christian Elling skriver: Det er betegnende for den befæstningsiver, der var rådende i 1680'ernes senere år, at Holmens betydeligste bygværker i denne tid blev to krudttårne på Nyværk. Den 28. april 1688 beordrede kongen generalkommissariatet ufortøvet at lade det første bygge efter bilagt approberet rids og overslag af Hans Steenwinckel den yngste; Det projekterede krudttårn var en rektangulær bygning, beregnet i smukke forhold: Længde 24 (4x6) alen, dybde 18 (3x6) alen. Højde fra jordsmonnet til gesimsens underkant 13 alen. Rummet var dækket af 4 krydshvælv, støttet til en midtpille, og tværdelt af en etageadskillelse, 6 alen under hvælvenes slutsten og 6 alen over jorden. Midt på bredfacaden ind mod Holmen var anbragt en dør og to små vinduesåbninger for hvert stokværk også de andre facader havde hver fire vinduer. Ifølge Steenwinckels memorial af 21. februar skulle huset bygges af hollandske mursten over en sokkel af huggen kamp og dækkes med et tegltag; Formodentlig under selve opførelsen blev der gjort nogen forandring af den fastsatte plan, idet bygningen blev forsynet med en stræbepille, hvis ydre flader skråner svagt opad, på hvert hjørne. Elling fortsætter: Endvidere er døren blevet kronet med Christian Vs pragtfulde svungne navnechiffer, udhugget i en sandstenskvader. Christian Elling skriver om de to ens krudthuse på Carls og Vilhelms Bastioner: De er uden mindste forbehold de ypperste kunstværker blandt Holmens bygninger, rentud klassiske ved deres helstøbte struktur og plastiske vægt. Krudthuset i Vilhelms Bastion har på et tidspunkt fået tilføjet en muret teglhængt gavlkvist, der markerer facadens midtparti. Desuden er der i tiden efter at krudthuset er indrettet til beboelse opført en skorsten, som er ført op igennem en af hvælvkapperne. Krudthuset i Vilhelms Bastion bliver benyttet til bolig, værksted og oplagsplads for rideskolen. I stueetagen er der etableret skillevæg til værksted, samt skillevæg bag skabe i køkken. Den store centralsøjle er inddækket med en bræddebeklædning og der er etableret trappe til 1. sal. Opholdsrummet i stueetagen, der delvist bruges som opholdsrum for rideskolen er blevet forsynet med en dør til det frie. Døren er isat hvor der før var en luge, den er ikke ført til gulvniveau. Bag køkkenet er etableret bad og toilet ved opmuring af en ½ stens væg og etablering af en ny gulvkonstruktion. 1. sal er indrettet med opholdsrum, soveværelse og to børneværelser.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links