Med den permanente udstilling Pigernes og drengenes historier (tidligere Barndommens Museum) på Kvindemuseet fra 2006 var det museets ambition at skabe en udstilling om og til børn. Udstillingen tager afsæt i 28 personlige børnefortællinger fra 1850’erne til 1970’erne.
.

Aarhus Kommune indskriver sig i museumshistorien ved at have verdens ældste friluftsmuseum for byhistorie, Den Gamle By, og være blandt de første til at have et kvindemuseum og et museum med kunst skabt af psykisk udsatte..

Moesgaard Museum har det arkæologiske ansvar for hele Aarhus Kommune, mens Den Gamle By har ansvaret for nyere tids historie i kommunen. Vikingemuseet, der ligger i kælderen 3 m under banken Nordea på Skt. Clemens Torv, er en afdeling under Moesgaard Museum. Vikingemuseet blev indrettet på det sted, hvor banebrydende arkæologiske udgravninger i 1964 for første gang fandt spor af vikingetidens Aarhus.

I samme bygning som Kvindemuseet i Danmark ligger Besættelsesmuseet, der siden 2011 har været en selvstændig del af Den Gamle By. I 2020 åbnes en ny interaktiv udstilling her.

Tre af de kulturhistoriske museer i kommunen har landsdækkende ansvar for et specialområde: Moesgaard Museum, Den Gamle By og Kvindemuseet i Danmark.

Museum Ovartaci fra ca. år 1900 består af en stor psykiatrihistorisk samling, som formidler historierne fra og om Psykiatrisk Hospital i Risskov ved Aarhus, samt et kunstmuseum. Aarhus Søfarts Museum er et lille foreningsejet museum indviet i 2009.

Spejdermuseet Aarhus er stiftet i 1988 af de østjyske afdelinger af Det Danske Spejderkorps, De grønne pigespejdere, KFUM-Spejderne i Danmark og Sct. Georgs Gilderne i Aarhus. Museet drives af frivillige med indtægter fra genbrugs- og loppemarkeder samt spejdernes arbejde i forbindelse med Aarhus Festuge. Derudover kan nævnes Antikmuseet.

Naturhistoriske Museer

Aarhus Universitet driver Science Museerne: Steno Museet i Universitetsparken, Botanisk Have og Væksthusene samt Ole Rømer-Observatoriet.

Steno Museet blev oprettet i 1994 med naturvidenskab og medicin som ansvarsområde på grundlag af overlæge Ejnar Hovesens og professor Olaf Pedersens samlinger. Ole Rømer-Observatoriet er det ældste af Science Museerne. Det blev oprettet i 1911, da den tyske astronom Friedrich Krüger henvendte sig til byrådet og fik støtte til etableringen, som han hjalp på vej ved at donere sine instrumenter og sit bibliotek. Aarhus Universitet overtog observatoriet i 1956.

Naturhistorisk Museum Aarhus har siden 1941 også ligget i Universitetsparken.

Arkiver

Der findes 22 lokalarkiver i kommunen – herunder Aarhus Stadsarkiv. De fleste har rødder i de gamle sognekommuner fra før 1970. Viby Lokalhistoriske Samling blev grundlagt i 1965, Beder-Malling Egnsarkiv i 1967. I de centrale bydele har det vist sig vanskeligere at oprette arkiver, men der findes historiske studiekredse på fx Trøjborg og Christiansbjerg. Lokalarkiverne er typisk drevet af en støtteforening eller i samarbejde med en lokalhistorisk forening. Med tilslutning til registreringssystemet Arkibas har de fleste lokalarkiver lagt grunden til en moderne digital formidling, og et udvalg af deres samlinger kan ses på arkiv.dk.

Erhvervsarkivet lå frem til 2015 i Aarhus, hvor arkivets materialer blev flyttet til Rigsarkivets afdeling i Viborg.

Biblioteker

Statsbiblioteket åbnede i 1902 på Vester Allé. I 1963 flyttede Statsbiblioteket ind på Aarhus Universitet. I 2017 ændrede Statsbiblioteket navn til Det Kgl. Bibliotek – Aarhus.

Stiftsbiblioteket, som eksisterede i perioden 1821‑81, var det første bibliotek i byen, som var åbent for alle byens borgere. Aarhus Kommunes Biblioteker består i dag af 18 lokalbiblioteker, der også fungerer som medborgercentre med borgerservicefunktioner og kulturaktiviteter. De største lokalbiblioteker ligger i Risskov, Åbyhøj og Viby. Hertil kommer hovedbiblioteket, der blev etableret i 1869 under navnet Aarhus Folkebibliotek. Det lå fra 1934 i Mølleparken, men blev i 2015 flyttet til byens nye kulturhus, Dokk1, hvor det var tiltænkt en central rolle i omdannelsen af det gamle havneareal. Biblioteket i Dokk1 modtog den internationale bibliotekspris »Public Library of the Year 2016« som verdens bedste, nye folkebibliotek. Her afvikles både den internationale børnelitteraturfestival Albus, voksenlitteraturfestivalen LiteratureXchange og fagkonferencen Next Library.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Aarhus Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv