De tørre tobaksblade ser ikke ud af meget, men efter fermentering og pakning var de i 1700- og 1800-tallet af største værdi for Fredericia, især for Den Reformerte Menighed, som Frederik 4. fritog for at betale afgift på den avlede tobak. Fredericia Bymuseum har siden 1969 dyrket og tørret tobak i den velbevarede tobakslade, som i 1930 blev flyttet fra Danmarksgade til pladsen ved siden af museet.
.

De kulturhistoriske museer og arkiver i Fredericia Kommune er siden sammenlægningen af det tidligere Fredericia Bymuseum og Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn i 2010 samlet i organisationen Museerne i Fredericia. Museerne i Fredericia har det kulturhistoriske ansvar for nyere tids historie i Fredericia Kommune med særligt fokus på Fredericias tid som fæstningsby og religiøs fristad. VejleMuseerne har det arkæologiske ansvar.

Ryes Kaserne i det nordlige Fredericia har frivillige i Telegrafregimentets Historiske Samling indrettet en udstilling. Ved Madsby Legepark i Fredericia har frivillige siden 1983 arbejdet for at bygge Den Historiske Miniby, en model med ca. 800 miniaturehuse, der illustrerer, hvordan Fredericia så ud efter belejringen i 1849.

Lokalhistorisk Arkiv blev oprettet af en gruppe lokalhistorisk interesserede frivillige i 1973 under navnet Lokalhistorisk Arkiv for Fredericia og Omegn. I 1976 flyttede arkivet ind i kælderlokaler under det gamle bibliotek på hjørnet af Vendersgade og Jyllandsgade i Fredericia. Siden 1992 har arkivet haft til huse på Frederik III’s Vej.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Fredericia Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv