Det statsanerkendte kulturhistoriske museum Museum Midtjylland fik sit nye navn i 2010 og er ansvarligt for indsamling, registrering, bevaring, forskning og formidling af såvel oldtidens som nyere tids kulturhistorie i Ikast-Brande Kommune. Museet, der har hovedadresse i Herning, består af fem afdelinger, hvoraf de to ligger i Ikast-Brande Kommune. Det drejer sig dels om Klosterlund Museum dels om Vester Palsgaard Skovmuseum.

Der findes desuden en række ikkestatsanerkendte formidlingssteder i kommunen, bl.a. det gamle vandtårn i Ikast fra 1948. Det blev i 1989 indrettet til et museum for vandforsyningens historie.

I Uhre nær Brande ligger en af de få stråtækte vindmøller i landet, og i samme by findes også en velbevaret købmandsbutik fra andelstiden, Uhre Købmandsgård fra ca. 1850. Gennem et lokalt engagement har butikken siden 1998 virket som en levende museumsforretning.

Ved Naturcenter Harrild Hede ligger en gammel, istandsat akvædukt, der leder vand over åen i et sindrigt indrettet overrislingssystem fra 1870’erne. Engvanding med vand fra åer og bække var førhen meget brugt i området.

De lokalhistoriske arkiver dækker områderne Ikast, Brande, Blåhøj, Bording, Engesvang og Nørre Snede.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Ikast-Brande Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv