Der er ikke noget kulturhistorisk museum i kommunen, men Oplevelsescenter Vestvolden, der åbnede i Ejbybunkeren i 2012, fortæller historien om Vestvolden og den kolde krig.

I 1954, ved den kolde krigs begyndelse, blev Ejbybunkeren taget i brug, og først i 2004 blev den opgivet helt af militæret. Formidlingen i Ejbybunkeren er blevet til i et samarbejde mellem Realdania, Naturstyrelsen, Slots- og Kulturstyrelsen og Rødovre Kommune. Kommunen står for den daglige drift.

I mangel af eget statsanerkendt kulturhistorisk museum i Rødovre varetager Kroppedal Museum i Høje-Taastrup Kommune de lovpligtige arkæologiske opgaver.

Historien om, hvordan Rødovre har udviklet sig fra landsby til forstad, fortælles og dokumenteres af Rødovre Lokalhistoriske Samling, som har til huse på Rødovre Bibliotek. Rødovre Lokalhistoriske Forening samarbejder med den lokalhistoriske samling om at dokumentere og formidle Rødovre Kommunes historie.

Velfærdssamfundets kulturarv er blevet sikret med fredningen af rådhuset (opført 1952‑56) og biblioteket (opført 1967‑70), der begge er tegnet af Arne Jacobsen. Med fredningen af Irmas Kafferisteri (Kaffetårnet, opført 1968) og Vestbad (opført 1957‑58) har kommunen ligeledes sikret eksempler på velfærdssamfundets industri- og fritidskultur.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Rødovre Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv