Museum Sønderjylland har det kulturhistoriske og arkæologiske ansvar i Sønderborg Kommune. Siden 2006 har Sønderborg Slot været en del af Museum Sønderjylland. Historiecenter Dybbøl Banke blev indviet i 1992, mens det tyske mindretal siden 1988 har fortalt sin historie på Deutsches Museum Nordschleswig. I Havnbjerg på Nordals ligger Universe Science Park.

På Als er der en stribe museer og besøgssteder, der drives på frivillig basis, herunder Hjortspring Museum i Svenstrup, Egen Egns- og Landbrugsmuseet og Musses Landbrugsmuseum på Kegnæs (alle landbokultur), Lindeværftet i Holm (Hjortspringbåden), Nydambådens Værft i Sottrupskov og Jørgen Riecks Arkæologiske Samling i Svenstrup. I Svenstrup findes også Alsingergården og Stolbroladen; to restaurerede landbrugsbygninger, der ud over at være besøgssteder også bruges som værksteder for amatørkunstnere.

Der findes desuden en stribe historiske bygninger og anlæg, som drives og formidles på frivillig basis, herunder Augustenborg Slot – Minimuseum, Vibæk Mølle fra 1756, Jollmands Gaard fra 1700-tallet, Havnbjerg Mølle fra 1835 og Elstrup Mølle fra 1855.

Sønderborg Kommunes 15 lokalhistoriske arkiver drives også af frivillige og er organiseret i Sønderborg Kommunes Lokalhistoriske Arkivsamvirke. Industri Historisk Samling Sønderborg, Danfoss Historisk Arkiv og Lokalhistorisk Arkiv for Arbejderbevægelsen i Sønderborg Kommune er ligeledes medlemmer af denne forening.

Videre læsning

Læs mere om kultur i Sønderborg Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturhistoriske museer og kulturarv