Ærøs landskab præges af et omfattende landbrug, der i 1950 dækkede helt op til 90 % af det område, som siden 2006 har udgjort Ærø Kommune. Efterfølgende er landbrugsudnyttelsen faldet, men dækker dog stadig næsten 71 % af kommunens areal, hvilket er betydeligt over landsgennemsnittet. På trods af faldet i landbrugsarealet og et tilsvarende fald i antallet af kvæg siden 1980 har landbrugsudnyttelsen været ret stabil siden 1950’erne med en forholdsvis beskeden strukturudvikling.
Traktoren trækker halmpresseren rundt på en nyhøstet mark sydvest for Marstal. Af Jens Nørgaard Larsen/Trap Danmark, 2020.
Begrænset anvendelse
Kulturlandskabet i Ærø Kommune
Arealanvendelsen i procent i Ærø Kommune og landet som helhed i 2015 baseret på topografiske kort.
Arealanvendelsen i Ærø Kommune i hhv. 1783 og 2019 viser de forandringer, som landskabet har gennemgået. Selv om kulturlandskabet har holdt sig ret stabilt, har der været en markant stigning i andelen af bebyggelse og infrastruktur, som i 2015 udgjorde 13 % af kommunens areal. Byvæksten er især sket på bekostning af landbrugets arealer. Landbruget er dog stadig den altdominerende arealanvendelse og dækkede i 2015 næsten 71 % af kommunen. Derudover er Ærøs areal blevet forøget gennem en række inddæmninger. Bemærk, at kortet fra 1783 kun viser købstaden Ærøskøbing og ikke landsbyerne.
På en solrig augustdag i 2020 trækker en traktor en halmpresser rundt på en nyhøstet mark ved kysten sydvest for Marstal. Øens udbredte landbrugsområder strækker sig fra syd til nord kun afbrudt af de tre byer langs nordøstkysten, den spredte bebyggelse langs hovedvejene og en forholdsvis lille andel skov og åbne naturområder.
Kulturlandskabets udvikling
Ærø har været intensivt beboet og udnyttet siden oldtiden. Indtil 1600-tallet, og længe før inddæmningen og afvandingen af Gråsten Nor forbandt de to øer, var den mindre ø i øst et skovklædt græsningsområde. Det betød bl.a., at Marstal ikke fik en kirke før 1738, hvorimod der på vestøen var anlagt fire sognekirker foruden Ærøskøbing Kirke ved middelalderens begyndelse. Søby Volde var et stort voldsted, som blev anlagt i 1100-tallet, mens Sankt Alberts Kirke midt på sydkysten var et befæstet kirkeligt anlæg fra 1300-1550, der blev anlagt oven på et befæstet vikingetidsanlæg. Søbygård blev i 1580’erne opført som herregård neden for voldstedet af den sønderjyske hertug Hans den Yngre, der omkring år 1600 også anlagde Gråsten og Gudsgave på Ærø. Vodrup blev etableret i 1624 af hans søn, hertug Christian. I 1634 blev øen delt mellem hans sønner for i 1749 atter at blive samlet under den danske konge.
Øen var tæt bebygget oppe på moræneryggen, hvor de mange små gårde klumpede sig sammen i landsbyer. Selv om alle sognene havde kyst adgang, blev landskabet udnyttet som en agerbygd. Landboreformerne fulgte den slesvigske lovgivning. Landsbyerne blev udskiftet i 1776, samtidig med at ladegårdene blev udstykket til overvejende små, selvejende brug. Søby udviklede sig købstadsagtigt med fiskeri og søfart. Vitsø blev inddæmmet 1785‑88, mens både Stokkeby Nor og Gråsten Nor blev inddæmmet og afvandet i 1856. I 1950 var 90 % af landskabet under plov, der var stort set ingen skov, og vådbundsarealerne udgjorde blot 5 % af arealet.
Udnyttelsen af landskabet i dag
Ærø kan inddeles i hhv. oplandet til de tre betydelige havnebyer og de mellemliggende landsogne. Landbruget udgør den absolut største areal anvendelse og dækker i dag næsten 71 % af kommunens areal. I Ærøskøbing, Marstal og Søby Sogne udgør det hhv. 50 %, 52 % og 63 %, mens andelen af landbrug i landsognene Bregninge, Tranderup og Rise ligger betydelig højere og dækker hhv. 80 %, 77 % og 79 % af sognearealerne.
Især langs kysten og på de omkringliggende småøer og holme fin‑ des flere værdifulde våde naturområder med strandeng og fersk eng. Mange af dem ligger i de inddæmmede arealer som Vitsø, Stokke by Nor og Gråsten Nor. Derimod er der meget lidt skov, og det, der er, ligger overvejende på de mest kuperede arealer i Bregninge Sogn og på de vindblæste om råder i Marstal Sogn. Det gør de to sogne til kommunens skovrigeste, om end de skovbevoksede dele kun udgør 3‑4 % af arealerne.
Besværlige afsætningsforhold kombineret med mange mindre ejendomme og forholdsvis få store gårde har betydet, at strukturudviklingen i landbruget har været mindre udpræget på Ærø end i det øvrige land. Både det samlede landbrugsareal og hus‑ dyrproduktionen har således holdt sig nogenlunde stabil, men dog med en vis tilbagegang siden 1980’erne. Det største fald er sket i antallet af malkekøer, som er reduceret fra 2.958 i 1980 til 1.734 i 2010. Siden begyndelsen af 1970’erne har antallet af svin derimod ligget ret konstant på omkring 30.000. Den lange stabile periode fulgte en betydelig stigning i antallet af svin fra omkring 1950, hvor svinebestanden udgjorde omkring det halve af i dag.
Videre læsning
Læs mere om natur og landskab i Ærø Kommune
Læs også om
- Ærø Kommunes geologi
- Ærø Kommunes landskaber
- Ærø Kommunes klima
- Skove i Ærø Kommune
- Det åbne land i Ærø Kommune
- De ferske vande i Ærø Kommune
- Kyster i Ærø Kommune
- Natur- og landskabsforvaltning i Ærø Kommune
Se alle artikler om Kulturlandskaber
