Aarhus Kommunes kulturlandskab præges i høj grad af selve Aarhus, som inderst i Århus Bugt danner Danmarks næststørste byområde. Med tiden har Aarhus nærmest opslugt rækken af tidligere oplandsbyer, som dog stadig har hver sit centrum. Først længere ude ses egentlige marker, der fordeler sig omkring byområder som Lystrup og Løgten i nord, Harlev i vest og Mårslet, Beder, Malling og Solbjerg i syd.

Målt i areal er det stadig landbrugslandet, der dominerer kommunens landskab. Således dækkes ca. 53 % af kommunens areal i dag af landbrug og gartneri. Afgrøderne består overvejende af korn, især vinterhvede. Derimod er andelen af grøntfoder og græs forholdsvis lav, hvilket afspejler kommunens lille kvægproduktion. Antallet af svin er til gengæld højt.

Kommunen huser desuden landets største landbrugs- og fødevareklynge med universitetets biologi-, landbrugs-, fødevare- og ingeniøruddannelser samt den store Agro Food Park i Skejby, hvor mejerigiganten Arla har sit forskningscenter.

Kulturlandskabets udvikling

Arealanvendelsen i Aarhus Kommune i hhv. 1787‑89 og 2019 viser de betydelige forandringer, som landskabet har gennemgået. Omkring år 1800 var ca. halvdelen af landskabet under opdyrkning, og ved slutningen af 1800-tallet var det dyrkede land vokset til at udgøre ca. 80 % af arealet. Den høje opdyrkningsgrad blev opretholdt frem til lige efter 2. Verdenskrig, hvorefter den begyndte at falde. I dag udgør landbrug og gartneri omkring halvdelen af kommunens areal. Fra at udgøre ca. 10 % omkring år 1800 blev skovarealet halveret op mod slutningen af 1800-tallet. Herefter voksede det igen, så skovene i dag fylder ca. 11 % af kommunens areal. Aarhus Kommune præges i dag af en høj bebyggelsesgrad, som med 31,5 % i 2019 langt overstiger landsgennemsnittet. Bemærk, at kortet fra 1787‑89 kun viser købstaden Aarhus og ikke landsbyerne.

.

Det område, der i dag udgør Aarhus Kommune, har været udnyttet og befolket op gennem alle oldtidens perioder. I området syd for Aarhus, især langs kysten samt på begge bredder af Århus Å, og langs vandløbene i den nordlige del af kommunen, er der gjort en række fund fra stenalderen. Sporene fra bronzealderen er koncentreret i det frugtbare morænelandskab, især langs vandløbene i bunden af tunneldalene. Derudover er der gjort flere bronzealderfund i nord; både langs åerne og i det mere flade landskab. Fund fra jernalderen kendes fra de samme områder. Bebyggelserne fandtes nu også i den sydlige del af kommunen, om end de stadig ikke lå kystnært.

Ved middelalderens begyndelse var området et fuldt udnyttet kulturlandskab med 40 landsogne. Stednavnene var af ældste navnelag, hvilket antyder, at de strækker sig tilbage til jernalderen. Både navneendelsen -lev, der kan dateres til tiden før vikingetiden, og endelsen -by, som kan stamme fra tidlig vikingetid eller strække sig op i middelalderen, var udbredt i den vestlige del af kommunen.

Bortset fra de nordligste og nordvestlige sogne, som havde en mindre intensiv landskabsudnyttelse, hørte langt det meste af kommunen til agerbygden. Det gode landbrugspotentiale gjorde området til et oplagt sted for godsbesiddere at erhverve bøndergods. I middelalderen blev der således etableret en række herregårde. Blandt dem var Kærbygård, der i 1339 hørte til Alling Kloster, Østergård, som i 1447 blev skænket til Øm Kloster, og Vilhelmsborg, der i 1486 var kendt under navnet Skumstrup. Havreballegård (det senere Marselisborg) fungerede som ladegård for biskoppens Aarhusgård, og ved Reformationen gav den navn til lenet, da den blev lensgård for kongens lensmænd.

Landskabet bestod overvejende af store og mellemstore landsbyer. I 1683 var der et klart skel i valget af dyrkningssystemer. I det gamle Ning Herred i syd benyttede man tovangsbrug, men i en særlig udgave, hvor to vange blev dyrket i fire år og hvilede fire år, mens der ved siden af var en tredje vang, der blev tilsået hvert år. I nord var der derimod regulært trevangsbrug. På det tidspunkt var knap halvdelen af landskabet under dyrkning. Langs vandløbene var der talrige vandmøller. I syd fik flere af herregårdene store besiddelser. Det gjaldt fx Vilhelmsborg, der i 1673 blev et baroni, og Marselisborg, der i 1680 ligeledes blev et baroni, efter at Havreballegård i 1661 var blevet overtaget af den hollandske storkøbmand Gabriel Marselis. Fra 1560 kendes også Moesgård som en selvstændig herregård. I 1662 blev den overtaget af Marselisfamilien og lagt under baroniet Vilhelmsborg. Vosnæs Avlsgård, Skårupgård og Skæring Munkegård i nord var alle mellemstore herregårde. Udskiftningen af landsbyerne fandt sted omkring år 1800, men førte kun i mindre grad til en udflytning af gårdene, og mange af landsbykernerne forblev derfor intakte bebyggelser.

Efter landboreformerne blev landbruget intensiveret. Omkring 1880 var ca. 80 % af arealet opdyrket, mens skovene var reduceret fra en andel på ca. 10 % omkring år 1800 til nu 5 %. Samtidig begyndte købstaden Aarhus at udvikle sig til en stor handels- og industriby. Væksten blev forstærket af udviklingen i infrastrukturen. Havnen blev udvidet 1845‑61, og jernbaner blev anlagt; først Den Østjyske Længdebane i 1862 med forbindelse til Randers og fra 1868 også sydpå til Fredericia. Dernæst kom oplandsbanen til Ryomgård i 1877 med tilslutning til Grenaa i 1879. I 1884 kom banen til Odder og Hou. Den blev i 1902 fulgt af Hammelbanen til Thorsø, som dog blev nedlagt igen i 1956.

I første omgang voksede Aarhus ud med forstæderne Risskov, Åbyhøj og Holme, men også med de hurtigtvoksende stationsbyer Brabrand og Viby. Efter 1950 oplevede også den øvrige del af kommunen en vækst i stationsbyerne Løgten, Skødstrup, Hjortshøj, Lystrup, Mundelstrup, Framlev-Harlev og Hasselager samt Mårslet, Beder og Malling i syd. Forstædernes vækst betød, at der blev etableret nye sogne med Risskov Sogn i 1940, Skåde Sogn i 1949 og Fredens Sogn i 1960. Samtidig var der siden 1880’erne blevet opført en række bykirker.

På godset Rantzausgave i Hvilsted Sogn i sydvest fandt en særlig husmandsudstykning sted. Godset blev i 1910 købt af Odder og Omegns Udstykningsforening, som straks udstykkede dele af jorden til 20 statshusmandsbrug. Efter 1950 blev der desuden etableret sommerhuse ved Skæring Strand i nord samt ved Mariendal Havbakker, Ajstrup Strand og Norsminde i syd.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Arealanvendelsen i procent i Aarhus Kommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

I det bakkede morænelandskab syd for Aarhus ligger vidtstrakte områder med landbrugsjorder i omdrift. Trods de bølgende marker er nærheden til storbyen ikke til at skjule, og skulle traktorføreren kaste sit blik mod vest, kan han skimte bydelen Tranbjerg, der selv på afstand let kendes på den hvidkalkede Tranbjerg Kirke og skorstenen, som strækker sig op fra Tranbjerg Varmeværk.

.

Trods en dynamisk byudvikling og betydelig vækst i infrastrukturen over de seneste årtier er det stadig landbrug og gartneri, som med en arealandel på ca. 53 % dominerer arealanvendelsen i Aarhus Kommune. Landbruget når sit største omfang omkring Mejlby, Todbjerg og Spørring i nordvest samt ved Kasted og Ølsted, hvor opdyrkningsgraden stedvis når op over 80 %. Visse steder i syd, som ved Hvilsted, Tulstrup, Astrup og Tiset, er graden af opdyrkning også ganske betragtelig og kan nå op på mere end 70 % af arealet. I det hele taget er landskaberne omkring oplandsbyer som Løgten, Hjortshøj, Trige, Sabro, Harlev, Tranbjerg, Mårslet og Beder-Malling stærkt præget af åbent land med mange kornmarker og en stor andel af jord i omdrift.

Siden midten af 1900-tallet er landbrugsarealet dog faldet med mere end en tredjedel, og alene i perioden 1980‑2010 ligger faldet på 21 %. Den primære årsag er inddragelse til byudvikling og ny infrastruktur som motorvej og letbane, men også skovrejsning samt genetablering af vandområder som Egå Engsø og Årslev Engsø har bidraget til faldet.

Samlet set er kommunen forholdsvis skovfattig, om end der langs kysten syd for Aarhus, omkring de store gårde og godser samt ved bl.a. Lisbjerg og Skødstrup findes en række større skovområder. Desuden er der gennemført skovrejsning flere steder, heriblandt nord for Solbjerg, ved Østjyske Motorvej og i forbindelse med drikkevandsbeskyttelsesprojekter. De våde naturområder udgør 4,5 % af kommunens totalareal, hvilket er noget under landsgennemsnittet på 7 %. Tilsvarende er andelen med tørre naturområder med sine ca. 0,4 % af arealet betydeligt under landsgennemsnittet på omkring 2,7 %. Det kan især tilskrives kommunens store byområder og omfangsrige infrastruktur, men også den høje opdyrkningsgrad, hvor kommunens frugtbare landbrugsjorder gennem generationer har været anvendt til intensiv landbrugsdrift.

Jorderne er generelt meget frugtbare. Fint sandblandet ler udgør 59 % af arealet, mens 5 % er egentlige lerjorder, og 3 % er mere grove, sandblandede lerjorder. Mere sandede jorder, især i form af fine, lerblandede sandjorder, udgør 29 % af arealet, mens små lommer med mere sandede jorder bl.a. kan findes langs kysten nord for Aarhus. Lavbunds- og humusjorder udgør blot ca. 3 % af arealet mod 7 % i landsgennemsnit, men for stabile dyrkningsforhold ligger andelen af drænede, lerede landbrugsjorder alligevel ganske højt.

Med en andel på 61 % af kornarealet er vinterhvede i dag den altdominerende kornsort i kommunen. Herefter kommer vinterbyg med 16 % af kornarealet. Frem til omkring 1987, hvor der kom krav om mindst 65 % vintergrønne marker, var vårbyg den dominerende kornart i kommunen og udgjorde i 1980 hele 86 % af det samlede kornareal. I dag er andelen faldet til ca. 14 %. Ud over kravet om vintergrønne marker skyldes vårbyggens tilbagegang, at vinterkorn i dag kan give et forholdsvis højere udbytte end vårkorn; især på gode lerjorder som omkring Aarhus. Andelen med raps og andet industrifrø udgør ca. 10 % af arealet, hvilket er betydeligt over landsgennemsnittet på ca. 6 %. Derimod er andelene af vedvarende græsarealer samt græs og andet grøntfoder med hhv. 6 og 10 % kun omkring det halve af landsgennemsnittet, hvilket dels skyldes, at de frugtbare jorder kan udnyttes bedre til kornavl, dels at antallet af grovfoderædende husdyr er lavt. I alt blev ca. 11 % af landbrugsarealet i Aarhus Kommune dyrket økologisk i 2017, hvilket er lidt mere end landsgennemsnittet og betydeligt over gennemsnittet for Østjylland på 7,2 %.

Fra omkring 48.000 stk. i 1951 er antallet af kvæg i kommunen faldet til hhv. 27.000 i 1971, 21.000 i 1980 og blot 6.800 i 2010. I samme periode er svineholdet til gengæld steget; fra 45.000 i 1951 til omkring 100.000 sidst i 1970’erne og mere end 150.000 stk. i 2010. De senere år har stigningen især været i form af flere søer og smågrise, ligesom det antal (levende) grise, en so kan producere på et år, i samme tidsrum er øget kraftigt. Det betyder, at det samlede antal dyreenheder i kommunen har holdt sig forholdsvis stabilt over årene, og anvendelsen af husdyrgødning er derfor heller ikke faldet. Antallet af heste er også ganske højt og udgør ca. 2 % af dyreenhederne, hvilket er det dobbelte af landsgennemsnittet. Hesteholdet afspejler en stor andel af små deltids-, hobby- og beboelseslandbrug omkring Aarhus.

Kommunen huser en række større gårde og godser, herunder flere moderne planteavls- og svinebedrifter, samt Det Nationale Hestesportscenter på Vilhelmsborg. De talrige små hobby- og deltidsbrug betyder dog, at den gennemsnitlige bedriftsstørrelse alligevel kommer ned under landsgennemsnittet, ligesom de har hæmmet, men ikke forhindret en generel strukturudvikling mod stadig større bedrifter, en udvikling, som har været mindre markant i Aarhus Kommune end i resten af landet. Således lå den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i Aarhus Kommune på ca. 20 ha i 1971 mod godt 50 ha i 2010.

På trods af den høje opdyrkningsgrad og brug af både handels- og husdyrgødning er udvaskningen fra de lerede jorder forholdsvis lav. Næringsstoftab via dræn og erosion fra skråninger kan dog være et problem for særlig følsomme naturområder som Norsminde Fjord i syd.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Aarhus Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber