Tabel. Arealanvendelsen i procent baseret på historisk statistik og topografiske kort inden for Helsingør Kommunes nuværende grænser. Definitionerne af de forskellige arealkategorier har skiftet over tid, hvorfor direkte sammenligninger skal gøres med forsigtighed.
.
Arealanvendelsen i Helsingør Kommune i hhv. 1768 og 2017 viser de betydelige forandringer, landskabet har gennemgået i løbet af de sidste ca. 250 år. I 1768 dækkede skovene mere end 40 % af arealet, og vådbundsarealer mere end en femtedel. Samtidig var der en betydelig bydannelse omkring købstaden Helsingør. Derimod dækkede landbruget kun omkring 15 % af arealet. I 2017 er skovarealet faldet til 30 %, og vådbundsarealerne er mere end halveret. Til gengæld er landbrugsarealet fordoblet. Især omkring Helsingør og langs Øresundskysten mod København er der sket en massiv byvækst. Også på nordkysten er der foregået bydannelse, som suppleres af store sommerhusområder. Bemærk, at kortet fra 1768 kun viser købstaden og ikke landsbyerne.
.
Sidst på eftermiddagen hentes hestene ind fra fold for at tilbringe natten i stalden. Hestehold er især populært på de mange deltids- og hobbylandbrug, og heste udgør derfor også en ganske betydelig andel af husdyrene i Helsingør Kommune.
.

Landskabet i Helsingør Kommune er både varieret og kontrastfyldt. Selv om bebyggelse og infrastruktur fylder forholdsvis meget, rummer kommunen samtidig store skove, mange søer og en rig kystnatur. Landbruget fylder derimod ikke meget og udgør med en andel på bare 30 % kun knap halvdelen af landsgennemsnittet.

Et stort skovareal, talrige søer og vandhuller og et kuperet terræn betyder, at Helsingør Kommune aldrig har været attraktiv for agerdyrkning.

I dag dyrkes der hovedsagelig korn og græs, hvor andelen af græs har været stigende på bekostning af kornarealet. Kvæg dominerer dyreholdet, men også antallet af heste er meget højt, hvilket især er udtryk for kommunens mange fritids- og hobbylandbrug. I modsætning til det meste af landet har strukturudviklingen mod større bedrifter heller ikke været særlig udpræget i Helsingør Kommune.

Kulturlandskabets udvikling

Oldtid

De rige muligheder for jagt og fiskeri langs kysten og ved Gurre Sø gjorde området attraktivt for stenalderens mennesker, som med undtagelse af de mest lerede områder mod især sydvest har sat deres spor i det meste af kommunen. Hvor tiltrækkende jagt- og fiskerimulighederne var i stenalderen, lige så lidt attraktivt var det kuperede dødislandskab med sine mange småbakker og vandhuller for agerdyrkningen i bronze- og jernalderen. Kommunen er derfor også ret fattig på fund fra netop disse to tidsperioder. I bronzealderen satte menneskene især deres aftryk i den nordvestlige del af kommunen, herunder langs kysten, mens de fleste fund fra jernalderen er gjort i kommunens indre, især på kanten af lerjorderne. Fundenes antal og fordeling taget i betragtning har store dele af kommunen formentlig været dækket af skov med spredte åbninger til bosættelse og agerdyrkning.

Middelalder

I middelalderen fyldte skovene sandsynligvis stadig meget i landskabet. Det medførte bl.a., at det eneste sogn, som blev etableret ved middelalderens begyndelse, var det meget store Tikøb Sogn. Det favnede hele oplandet til købstaden Helsingør, som blev anlagt i højmiddelalderen på næsset ud i Øresund. Den ringe opdyrkningsgrad og det store skovdække betød, at området var en typisk skov- og overdrevsbygd. Det kom også til udtryk ved et meget stort antal landsbyer, som hver især bestod af ret få gårde. Samtidig var der mange enestegårde. Gurre Slot vidner om, at også kongemagten havde interesser i området i middelalderen.

1536-1850

Den lave opdyrkningsgrad fortsatte efter middelalderen. Omkring 1680 var kun 15 % af landskabet under omdrift, og omkring år 1800 var hele 43 % dækket af skov (se tabel). Vådbundsarealerne udgjorde 22 %, mens ca. 20 % var græsningslandskab. Det understreger, at landskabet med sit kuperede terræn og store skove stadig ikke var særlig indbydende for opdyrkning. Flere af landsbyerne mellem Gurre Sø og Helsingør havde derfor alsædebrug. Det kan netop lade sig gøre, hvor der er store arealer til høslæt og græsning. I andre landsbyer var der trevangsbrug. Indtil overgangen til arvefæste og udskiftning i 1780’erne hørte en del af områdets bønder til krongodset.

I det sø- og vandløbsrige område ved Hellebæk blev der omkring år 1600 etableret et hammerværk til bl.a. våbenproduktion. Både syd og især vest for Helsingør var der langs kysten opstået en række småbebyggelser, hvor der formentlig blev drevet fiskeri og andre kystnære aktiviteter.

Efter 1850

Efter udskiftningen blev landskabsudnyttelsen intensiveret. I 1881 var to tredjedele af landskabet således under omdrift, mens skovene var skrumpet ind, så de nu kun dækkede en fjerdedel af arealet. Det kuperede landskab mellem de spredte, større skovområder var ret åbent, idet bebyggelsen koncentrerede sig omkring købstaden og de gamle landsbyer, mens kysten kun var sparsomt bebygget.

Omkring 1950 var halvdelen af landskabet landbrugsland, mens skovarealet var steget til 30 %. Også andelen af de bebyggede områder var vokset. Især Helsingørs forstæder havde vokset sig store, og ud for Snekkersten og Espergærde var opstået større parcelhusområder. Også på nordkysten var der kommet store boligområder til. Det gjaldt særlig i Hornbæk, hvor den almindelige bebyggelse blev suppleret af et begyndende sommerhusbyggeri. Bebyggelserne blev først og fremmest understøttet af Kystbanen fra 1897 samt af Hornbækbanen, der i 1906 åbnede mellem Helsingør og Hornbæk, og fandt navnlig sted langs kysten. Væksten medførte, at der efter 1880 blev udskilt tre nye landsogne fra det store Tikøb Sogn: Hornbæk Sogn i 1887, Hellebæk Sogn i 1922 og Egebæksvang Sogn i 1928.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Figur 1. Arealanvendelsen i procent i Helsingør Kommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

Figur 2. Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i ha i Helsingør Kommune og landet som helhed. I 1971 lå den gennemsnitlige bedriftsstørrelse i kommunen på niveau med landsgennemsnittet. Siden da er udviklingen mod større bedrifter gået betydelig langsommere end i landet som helhed. I 2010 var den gennemsnitlige bedriftsstørrelse steget til bare 34 ha, hvilket kun var lidt over halvdelen af landsgennemsnittet.

.

Nutidens landskab i Helsingør Kommune er meget varieret og omfatter både et af Sjællands største byområder, store skove, mere spredte landbrugslandskaber og en righoldig kystnatur. Bebyggelse og infrastruktur fylder forholdsvis meget og dækker ca. 30 % af kommunens samlede areal mod et landsgennemsnit på ca. 13 % (se Figur 1). Især den nordøstlige del af kommunen er præget af bebyggelse og infrastruktur ved den gamle havne- og færgeby Helsingør, hovedsagelig centreret omkring domkirken og Kronborg.

Med en andel på ca. 30 % fylder landbruget derimod kun lidt i sammenligning med en andel på ca. 61 % for landet som helhed. Selv om landbrugsjorderne overvejende ligger langt fra kysten, findes de paradoksalt nok på de mere sandede jorder. Det skyldes dog, at mange af de mere lerede jorder omkring Helsingør og langs kysten i dag er bebyggede. De største andele med landbrug findes syd for Hornbæk, hvor 41 % af arealet er dækket af landbrug, i Tikøb med 38 % af arealet og omkring Gurre med 33 % af arealet. Også skovarealet er stort og overstiger med en andel på 30 % markant landsgennemsnittet på 16 %. I Hellebæk og Gurre Sogne dækker skovene hhv. 47 og 39 %.

Spredt i landskabet findes en del vådområder og tilhørende humusjorder. Det gælder især omkring Hellebæk og i skovene ved Tikøb og Gurre.

Siden 2. Verdenskrig er det totale landbrugsareal i Helsingør Kommune faldet fra over 5.000 ha i 1950 til små 4.000 ha i dag. De seneste 30‑40 år har landbrugsarealet dog holdt sig forholdsvis stabilt. Samtidig har strukturudviklingen mod større bedrifter været mindre udpræget i Helsingør Kommune end i landet som helhed. I 1971 lå den gennemsnitlige bedriftsstørrelse således næsten på niveau med landsgennemsnittet på godt 20 ha, mens den i 2010 kun var steget til gennemsnitligt 34 ha mod hele 64 ha i landet som helhed (se Figur 2).

Sammensætningen af de dyrkede afgrøder har derimod ændret sig en del. Således dyrkes der i dag mindre korn og mere græs end tidligere. Dertil kommer en ganske stor produktion af industrifrø som raps mv. Med 46 % af arealet er korn dog stadig den altdominerende afgrøde. Desuden rummer kommunen også enkelte væksthuse og arealer med gartneri.

Også husdyrholdet har været jævnt faldende over de seneste årtier, og i 2010 udgjorde antallet af dyreenheder kun 22 % af, hvad det var i 1980. Især antallet af svin og fjerkræ er faldet drastisk og udgør i dag kun en ubetydelig andel af dyreenhederne i kommunen. I 2010 udgjorde pelsdyr 5 % af dyreenhederne, men målt i mængder er også denne produktion meget begrænset. Blandt husdyrene dominerer kvæg med 57 % af dyreenhederne, men også antallet af heste er med 34 % ganske betydeligt. Andelen af græsarealer uden for omdriften er med ca. 14 % af arealet højere end landsgennemsnittet på 9 %. Disse arealer afgræsses typisk af kvæg, heste eller får og er derfor et godt udtryk for kommunens mange deltids- og hobbylandbrug. Derudover understreger de, at kommunen har mange magre jorder, som ofte egner sig bedre til græs end til produktion af korn og andre næringskrævende afgrøder.

De forholdsvis sandede jorde i kommunen har en ringe evne til at tilbageholde næringsstoffer. Alligevel er tabet af næringsstoffer til miljøet begrænset. Det skyldes dels kommunens store arealer med skov og vådområder, dels at landbruget er ret ekstensivt med få husdyr, få drænede arealer og næsten ingen markvanding. Derimod udgør udledning af spilde- og overfladevand fra de bymæssige bebyggelser et potentielt problem, om end den kraftige strøm gennem Øresund betyder, at kystvandene her er forholdsvis rene og robuste over for miljøpåvirkninger.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Helsingør Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber