Det område, som i dag udgør Herning Kommune, var til en vis grad beboet og udnyttet af mennesker op gennem hele oldtiden. Siden bronzealderen var et hededomineret græsningslandskab udbredt på hedesletten i den østlige del af kommunen. Formentlig har græsningslandskabet også strakt sig op på bakkeøerne. Stednavne med endelser som -hem og -ung, der trækker tråde tilbage til jernalderen, kendes kun fra området omkring Herning. Fra jernalderen er der flere steder spor efter jernudvinding.
Ved middelalderens begyndelse blev der etableret 24 sogne. Sognene var generelt store, da landskabet i hedebygden var ret tyndt bebygget og formentlig også tyndt befolket. Bebyggelsen bestod af små landsbyer og enkeltgårde, som især lå ved de store, vandrige åer, ofte sammen med kirkerne. Der kendes desuden enkelte mindre herregårde med middelalderlige rødder. Det gælder bl.a. Møltrup, Lergrav og Herningsholm.
I perioden efter middelalderen var udnyttelsen af landskabet fortsat meget ekstensiv. Bebyggelsen var stadig koncentreret i ådalene, hvor der blev drevet ådalsbrug. Engenes rige høproduktion var central. Den gav vinterfoder til husdyrene, der samtidig producerede gødning til agerjorden lidt højere oppe ad ådalenes skråninger.
Hedearealerne i baglandet mellem vandløbene blev udnyttet til græsning af bl.a. får og stude. Lyngen blev desuden brugt til brændsel, tækkemateriale og strøelse i staldene, hvor den opsugede ajlen og efter formuldning kunne spredes som frugtbart møg på markerne. Der var stort set ikke noget dyrkningsfællesskab inden for de små landsbyer, og hvor det fandtes, var det græsmarksbrug. Græsningsfællesskaber var derimod mere udbredte. Begge dele blev dog opløst ved landboreformerne omkring år 1800. De store græsningsarealer blev brugt til opdræt af stude, som siden blev transporteret sydpå og gav studeprangere gode indtægter.
I 1688 var knap 10 % af kommunens areal opdyrket, og omkring år 1800 dækkede engene og hederne hhv. 15 og knap 70 % af landskabet. Bortset fra nogle få egekrat var der stort set ingen skov. Efter landboreformerne blev opdyrkning af heden gradvis intensiveret. Hedeopdyrkningen skred dog langsomt frem. I 1881 var kun ca. 35 % af jorden under plov. Heden var reduceret til ca. 45 %, mens engene dækkede ca. 12 %. For at øge høproduktionen til foder blev der etableret en række større engvandingsanlæg, hvoraf Skjern Å Nørrekanal var det største og mest spektakulære. Anlæggelsen af hedeplantager betød, at skovarealet var vokset til ca. 3 %.
Landskabsudnyttelsen kom også til udtryk i form af nye bydannelser. Eksempelvis betød åbningen af den første jernbaneforbindelse fra Silkeborg til Herning i 1877, at der gradvis opstod nye stationsbyer på strækningen. Også Herning voksede betydeligt, og i 1913 blev byen købstad. Derudover gav den voksende befolkning anledning til etableringen af en række nye sogne.
Omkring 1950 lignede landskabsudnyttelsen mere eller mindre udnyttelsen i resten af landet. Knap 70 % af jorden var nu under plov, mens hederne og engene var reduceret til hhv. ca. 8 og ca. 7 %. Til gengæld var det samlede skovareal vokset til ca. 10 %, mens de bebyggede arealer udgjorde ca. 5 %. Opdyrkningen af de store hedearealer betød, at der blev opført en række nye, enligt beliggende gårde. De havde både malkekvæg og dyrkede kartofler og en del korn.
