Kulturlandskabet i Horsens Kommune

Artikelstart

Omkring Horsens og ved motorvejen langs det østjyske bybånd præges landskabet af en betydelig by- og industriudvikling. De øvrige landskaber har været mere stabile og omfatter bl.a. et forholdsvis stort skovareal, en række våde og tørre naturområder samt en interessant kystnær natur som den lille, fredede ø Vorsø inde i fjorden.

Overordnet set er det i dag landbruget, som dominerer landskabet, og med sine frugtbare jorder, højtydende kornmarker og en internationalt konkurrencedygtig husdyrproduktion betragtes Horsens Kommune som et kerneland for den danske landbrugsproduktion. Tilsammen dækker landbrug og gartneri knap 60 % af kommunens areal. Markerne udnyttes især til produktion af vinterhvede og vinterbyg, mens husdyrproduktionen domineres af svin, som udgør 66 % af dyreenhederne i kommunen. Derimod er antallet af kvæg, især malkekvæg, faldet betydeligt siden 1980’erne.

Kulturlandskabets udvikling

Arealanvendelsen i Horsens Kommune i hhv. 1787 og 2019 viser de betydelige forandringer, som landskabet har gennemgået. Hvor knap 40 % af landskabet var under opdyrkning omkring år 1800, dækkede det dyrkede land hele 80 % af arealet i slutningen af 1800-tallet. Den høje opdyrkningsgrad blev bevaret frem til tiden efter 2. Verdenskrig. Herefter begyndte den at falde, og i dag udgør landbrug og gartneri knap 60 % af kommunens areal. Omkring år 1800 udgjorde skovarealet ca. 12 %, men var mod slutningen af 1800-tallet reduceret med en tredjedel. I tiden derefter voksede skovarealet igen, og nu dækkes ca. 19 % af kommunen af skov. Dertil kommer bebyggelse og infrastruktur, som i dag udgør 14,6 % af kommunens areal. Bemærk, at kortet fra 1787 kun viser købstaden Horsens og ikke landsbyerne. Øen Endelave er indsat i nederste venstre hjørne.

.

Pollenanalyser fra Dallerup Sø syd for Horsens Fjord viser, at landskabet i dette område var præget af åben græsvegetation (inklusive korn) og forholdsvis få træer op gennem jernalderen. I den efterfølgende vikingetid og tidlig middelalder var der en periode med tiltagende skovdække, men herefter blev landskabet igen mere åbent.

I den midterste del af kommunen støder man ofte på stednavne med endelser som -inge, -lev og -sted. Sådanne endelser viser tilbage til jernalderen og tyder på lang kontinuitet i bebyggelsen. Derimod ser man ikke stednavne med disse endelser i hverken øst eller vest, hvilket antyder, at disse dele af kommunen har haft en lavere udnyttelsesgrad i jernalderen. Meget af den østlige halvdel af kommunen hørte til agerbygden med megen korndyrkning, mens den vestlige halvdel samt et område omkring Hansted, Tolstrup, Kattrup og Ørridslev hørte til skov- og overdrevsbygden.

I middelalderen blev der anlagt to store benediktinerklostre i Gudenådalen: Voer Kloster, som blev anlagt i 1100-tallet, og Vissing Kloster, der blev anlagt ca. år 1200 og havde bøndergods i nærområdet. Derudover blev der i middelalderen etableret en række betydelige herregårde. Senest ved Reformationen blev fire af områdets oprindelig ca. 35 sognekirker nedlagt og lagt under andre sogne.

Omkring 1680 var ca. 40 % af jorden under dyrkning, mens skovarealet omkring år 1800 udgjorde ca. 12 %, vådbundsarealerne ca. 12 % og hederne ca. 5 %. Resten bestod hovedsagelig af overdrevsarealer. Der var stor forskel i dyrkningssystemerne. Mens man i vest benyttede sig af græsmarksbrug, var tovangsbrug det mest brugte dyrkningssystem syd for Horsens Fjord, mens der nord og øst for Store Hanstedå var trevangsbrug.

Længe var kommunen præget af mellemstore landsbyer. I nord kom bøndergodset 1715‑20 under Skanderborg rytterdistrikt, hvor det forblev frem til 1767, da det blev solgt som selveje til bønderne. I syd begyndte udskiftningen allerede i 1770’erne.

Efter landboreformerne blev landbruget intensiveret, og i 1881 var ca. 80 % af landskabet under dyrkning. Vådbundsarealerne udgjorde ca. 6 %, skovarealet lå på ca. 8 %, og heden var stort set forsvundet. Frem mod 1950 faldt det dyrkede lands andel til ca. 75 %. Til gengæld voksede skovarealet til ca. 16 %, især mod vest, hvor der i forvejen var en del skov. Horsens fik station på Den Østjyske Længdebane i 1868 og blev efterfølgende endestation for lokalbanerne mod hhv. Juelsminde (1884‑1957), Tørring (1891‑1962), Bryrup (1899‑1968) og Odder (1904‑67). Det medførte bl.a., at mange byer udviklede sig til stationsbyer. Omkring 1930 blev herregården Boller helt opløst og solgt til Statens Jordlovsudvalg, som her og på avlsgården Christiansminde indrettede ca. 60 statshusmandsbrug på jorderne. Tilsvarende blev herregården Tyrrestrup 1937‑38 udstykket til 26 brug.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Arealanvendelsen i procent i Horsens Kommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

I dag lægger arealanvendelsen i Horsens Kommune sig tæt op ad landsgennemsnittet. Skovarealet er forholdsvis stort, især på de mere varierede og sandede jorder i nord og vest samt på kanten af bl.a. Gudenådalen og Mattrup Ådal. Eksempelvis er ca. 30 % af Underup Sogn syd for Vestbirk dækket af skov, mens næsten halvdelen af Sønder Vissing Sogn på grænsen til Salten Langsø og Mossø er skovdækket. Desuden ligger der betydelige skovarealer i bl.a. Tyrsting Sogn lidt længere mod syd, hvor ca. 39 % er dækket af skov, samt i Yding Sogn mod nord og Uth Sogn i sydøst, hvor skov udgør hhv. 20 og 22 % af arealet. Også infrastrukturen og de bebyggede arealer fylder godt i landskabet. Således kan man spredt i kommunen finde en række byer som Brædstrup, Hovedgård, Gedved, Østbirk, Lund og Hatting, selv om det især er i og omkring Horsens, at byudviklingen har koncentreret sig.

Alligevel er det landbrug og gartneri, som med en samlet arealandel på knap 60 % mod 61,1 % på landsplan dominerer kommunens landskab. Opdyrkningsgraden er særlig høj på de frugtbare lerjorder nordøst for Horsens, og i fx Gangsted og Nebel Sogne nordøst for Horsens udgør landbruget hhv. 84 % og 81 % af arealet. Også på de bedste jorder mod Odder og Skanderborg Kommuner i nordøst samt mod Hedensted Kommune i sydøst er andelen af landbrug meget høj og udgør typisk mere end 70 % af arealet.

Hvor landbrugsproduktionen i tiden efter 2. Verdenskrig var blandet med både planteavl, kvæg, svin og fjerkræ på de fleste bedrifter, er produktionen i dag stærkt specialiseret. Udviklingen har især været markant inden for den industrielle svineproduktion, og siden 1970’erne er antallet af svin målt på dyreenheder stort set fordoblet og koncentreret på stadig færre og større bedrifter.

Da produktionen af kvæg og fjerkræ er faldet betydeligt i samme periode, er det samlede antal dyreenheder i kommunen forblevet nogenlunde stabilt. Således er antallet af malkekøer faldet fra ca. 16.000 stk. omkring 1980 til under 8.000 stk. i 2010. I samme periode har stigningen i mælkeproduktion pr. ko dog været så høj, at den næsten har kunnet kompensere for faldet i antallet af malkekøer. I dag udgør kvæg ca. 31 % af dyreenhederne i kommunen, mens svin udgør 66 %. De sidste 3 % af husdyrholdet udgøres af fjerkræ, heste, får, geder og pelsdyr.

Planteproduktion domineres af korn, især vinterkorn, der tilsammen dækker 62 % af landbrugsarealet. Græs og andet grøntfoder udgør ca. 16 % af arealet, hvilket er noget under landsgennemsnittet på 21 %, mens de vedvarende græsarealer med ca. 8 % af arealet mere eller mindre svarer til landsgennemsnittet. I 2018 udgjorde det økologisk dyrkede areal blot 5,6 % af landbrugsarealet mod 10,5 % på landsplan.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Horsens Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber