Kommunen kan trække rødder tilbage til oldtiden, hvor især stenalderfolk udnyttede de kystnære områder til jagt og fiskeri. Ved middelalderens begyndelse blev der opført kirker i 12 landsogne fordelt over hele området. De indre dele af den nuværende kommune bestod af en velopdyrket agerbygd med store landsbyer, der havde trevangsbrug. I kystzonen, især på Hindsholm, var landsbyerne mindre, og ved Nordskov, Martofte og Bogensø blev arealerne drevet med alsædedrift.
I 1680’erne var ca. 40 % af den senere kommune opdyrket, om end opdyrkningsgraden i Revninge, Rønninge og Birkende var knap så høj som i resten af området. Omkring år 1800 udgjorde skovarealet ca. 10 %. I gennemsnit var der en herregård pr. sogn, de fleste med middelalderlige rødder. I 1700-tallet var Skovsbo en af Fyns største herregårde, Hverringe og Rønninge Søgård var stamhuse, mens Scheelenborg indgik i et baroni. Langs Vindinge Å i Rønninge Sogn lå der desuden tre betydelige vandmøller.
Efter landboreformerne blev opdyrkningen intensiveret, så ca. 80 % af landskabet nu var agerjord, mens skovene og engene var reduceret til en andel på hver ca. 5 %. Efterfølgende faldt andelen af landbrugsland en smule, og omkring 1950 udgjorde det ca. 75 % af arealet.
I 1812 betød inddæmningen af Tårup Strand, at Hindsholm blev landfast med resten af Fyn. Jernbanen Nyborg-Middelfart blev anlagt gennem kommunen i 1865, og i Langeskov voksede en stor stationsby efterhånden frem. I år 1900 åbnede jernbanen Odense-Dalby, som gik syd om Kertinge Nor til Kerteminde. Banen, som i 1914 blev forlænget til Martofte, blev nedlagt i 1966. Efter 1950 er der opstået en række mindre sommerhusområder på Hindsholm, især ud mod Odense Fjord samt ved Fællesstrand sydøst for Fyns Hoved.
