Arealanvendelsen i Silkeborg Kommune i hhv. 1787‑1803 og 2019 viser de betydelige forandringer, som landskabet har gennemgået. Omkring år 1800 dækkede det dyrkede areal ca. 15 % af kommunens areal. I slutningen af 1800-tallet var andelen steget til ca. to tredjedele af arealet, hvilket holdt frem til tiden efter 2. Verdenskrig. I dag udgør landbrug og gartneri 46,3 % af kommunens areal. Omkring år 1800 var knap 40 % af kommunen dækket af hede, men i dag udgør hedearealet blot et par procent. Til gengæld er skovarealet steget betydeligt, så Silkeborg i dag er en af landets absolut skovrigeste kommuner.
.
Travlhed på læssepladsen en vinterdag hos en af Silkeborg Kommunes største juletræsproducenter, Overgaard I/S. På ca. 150 ha produceres her primært nordmannsgran, men også en mindre andel rødgran.
.

Ejnar Nielsens maleri Landskab med rugmark fra Gjern fra 1898.

.

Arealanvendelsen i procent i Silkeborg Kommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

Landskabet i Silkeborg Kommune præges mod nord og øst af varieret, åbent landbrugsland, der gennemskæres af ådale som ved Hinge Sø og Alling Sø samt ved Gudenås løb mod Tange Sø i nord. Længst mod vest findes store hedeplantager og lyngheder som ved Kompedal Plantage og Gråhede sydvest for Thorning, mens der i Vrads Sande og omkring Bryrup mod syd ligger afvekslende skovlandskaber og hedebakker.

Opdyrkningen af området var længe ret beskeden, og mod udgangen af 1600-tallet dækkede landbruget kun ca. 15 % af arealet. Først efter landboreformerne blev landbruget intensiveret, og i 1881 var næsten to tredjedele opdyrket. I dag dækker landbrug og gartneri blot 46,3 % af kommunens areal. Afgrøderne består især af foderafgrøder, som bl.a. udnyttes i den ganske store kvægproduktion.

Kulturlandskabets udvikling

Silkeborg Kommunes landskab er blevet udnyttet af mennesker op gennem alle oldtidens perioder. Fra jægerstenalderen kendes en række fund på kanten af tunneldalene, hvor vandløbene dannede grundlag for fiskeri. Fundene fra bronzealderen koncentrerer sig i samme områder, om end der også blev anlagt rækker af gravhøje langs Hærvejen i den vestlige del af kommunen. I jernalderen begyndte agerbruget at tage til i omfang. Fundene fra denne periode spreder sig derfor også ud på det fladere terræn, selv om de fortsat koncentrerer sig langs vandløbene samt i områderne omkring Them, Funder og Linå. I den østlige del af kommunen ender mange bebyggelsesnavne på bl.a. -ing(e), hvilket antyder, at de stammer fra jernalderen.

Ved middelalderens begyndelse blev der etableret mere end 30 sogne i området. Sognenes gennemsnitlige størrelse lå over landsgennemsnittet, hvilket tyder på en lavere befolkningstæthed. Den del af kommunen, som ligger vest for Hovedstilstandslinjen, hørte til hedebygden, hvor både bebyggelses- og udnyttelsesgraden var lav. Det meget varierede morænelandskab øst for Hovedstilstandslinjen hørte til skov- og overdrevsbygden. I øst blev augustinerklosteret Tvilum etableret 1246-49, mens benediktinerklosteret Alling omtales første gang i 1268. Derudover kendes herregårdene Aunsbjerg og Vinderslevholm i nord fra hhv. 1340 og 1442.

Mod slutningen af 1600-tallet var kun ca. 15 % af området under dyrkning, og omkring år 1800 udgjorde andelen af hede ca. 40 %, mens godt 10 % var skov, knap 10 % var enge, og ca. 25 % var græsningsarealer. Skovene lå især omkring Silkeborgsøerne. Opdyrkningsgraden var størst i øst, mens den vestlige del var udpræget hedebygd. I vest var der også en del enkeltliggende gårde, mens den øvrige del af kommunen bestod af mindre eller mellemstore landsbyer. Det mest udbredte dyrkningssystem var regelmæssigt græsmarksbrug; men uregelmæssigt i nordvest. I Them Sogn var der trevangsbrug. De fleste landsbyer blev udskiftet omkring 1790. I Svostrup Sogn skete det dog ikke før i 1807. Sidst i 1700-tallet blev Kompedal Plantage anlagt på initiativ af staten, mens Hårup Sande blev tilplantet i 1830’erne.

Efter landboreformerne blev landskabsudnyttelsen intensiveret, og i 1881 var knap to tredjedele af arealet under landbrugets dyrkning. Til gengæld var både hede- og skovarealet reduceret til hhv. mindre end 20 % og godt 5 %.

I 1950 var landbrugsarealet uforandret. Hedearealet og engene var dog blevet yderligere reduceret, så de kun udgjorde et par procent af det samlede areal. Til gengæld betød en øget skovrejsning, at skovarealet var vokset betydeligt. Fra gården Duelund, der var udstykket fra herregården Aunsbjerg, blev der i begyndelsen af 1900-tallet udstykket en del husmandsbrug. I midten af 1800-tallet opstod der en handelsplads omkring Silkeborg Papirfabrik, som i år 1900 blev til købstaden Silkeborg. Med anlæggelsen af jernbanen fra Skanderborg i 1871 og Herning i 1877 blev byen et knudepunkt for områdets trafik; en position, som blev styrket med åbningen af jernbanelinjerne Kjellerup-Rødkærsbro i 1912 og Kjellerup-Silkeborg i 1924.

Udnyttelsen af landskabet i dag

Silkeborg er en decideret skovkommune, og i visse sogne er helt op til mellem to tredjedele og næsten hele arealet dækket af skov. Kommunen rummer også betydelige byområder, dels ved Kjellerup, Them og Bryrup, men særligt i og omkring Silkeborg, Svejbæk og Virklund, der de seneste årtier er vokset betydeligt.

Ud over søerne, skovene og Gudenå er Silkeborgegnen også kendt for sit kuperede, naturrige terræn med de imponerende Gjern Bakker nordøst for Silkeborg. Dertil kommer hederne i vest og de tilgroede indlandsklitter omkring Vrads mod syd. Kommunens areal af tørre naturtyper ligger med sine 2,4 % dog en smule under landsgennemsnittet på 2,7 %.

Derudover er Silkeborg også en landkommune med udprægede landbrugsområder, mest markant ved bl.a. Levring, Vinderslev, Lemming og Vium/Thorning Sogne, hvor 64‑83 % af arealet dækkes af landbrug eller gartneri. Med en samlet andel på 46,3 % er det da også landbrug og gartneri, som i dag dominerer arealanvendelsen i kommunen. Andelen er dog betydelig lavere end landsgennemsnittet på ca. 61 %. De højeste opdyrkningsgrader findes på de lerede og mere fint sandblandede lerjorder mod nord og øst, mens de sandede smeltevandsterrasser og de organiske jorder i lavbundsområderne langs Gudenå og de øvrige vandløb er mere ekstensivt dyrkede med vedvarende græsarealer og en generelt mere blandet arealanvendelse.

Den gennemsnitlige bedriftsstørrelse ligger betydelig under landsgennemsnittet. I 2010 lå den på ca. 43 ha mod 62 ha på landsplan. Det skyldes især de mange fritids- og deltidsbedrifter, som er en populær bosætningsform på landet. De omfatter ofte et hobbyhusdyrhold, hvilket ikke mindst antydes af andelen af heste, der udgør hele 2 % af dyreenhederne i Silkeborg Kommune. Også andelen af ammekøer er forholdsvis høj. Alligevel er det erhvervslandbruget, der dominerer landbrugsproduktionen. Kvægproduktion, i særdeleshed malkekvæg, er det mest almindelige husdyrhold. De blandede jorder samt de vedvarende græsarealer i ådalsstrøgene med rige afgræsningsmuligheder er da også mest velegnede til grovfoderproduktion for drøvtyggere med en del majs og en stor andel af græs i omdrift. Mod øst og mod nord er der dog også en betydelig svineproduktion, der falder sammen med en stor andel af kornafgrøder.

De kuperede arealer og ferske vande er særlig følsomme over for fosfor, og problemer med erosion fra landbrugsjorder og brinker er derfor et særligt fokusområde. Desuden kan luftbåren ammoniak fra husdyrproduktionen påvirke de følsomme tørre naturtyper. Bedriftsstrukturen og de mange ekstensive driftsformer tæt på naturområderne betyder dog, at kommunens problemer er forholdsvis små i sammenligning med dens omkringliggende, mere landbrugsintensive nabokommuner.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Silkeborg Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber