Kulturlandskabet i Skive Kommune

Arealanvendelsen i Skive Kommune i hhv. 1795/1800 og 2018 viser de betydelige forandringer, som landskabet har gennemgået. Omkring år 1800 dækkede agerjord m.m. godt en tredjedel af kommunen. Det steg til ca. to tredjedele af arealet i slutningen af 1800-tallet, toppede i årene omkring 2. Verdenskrig med over 80 % af arealet og faldt derefter til ca. 69 % i dag. Omkring år 1800 var kommunen meget skovfattig, og selv om skovarealet siden er steget til knap 9 %, ligger det stadig betydeligt under landsgennemsnittet på 16 %. Hedearealerne, som omkring år 1800 udgjorde knap 30 % af arealet, er i dag reduceret til ganske få procent.
.

Arealanvendelsen i procent i Skive Kommune og landet som helhed i 2016 baseret på topografiske kort.

.

Skive Kommune ligger ud til Limfjorden på grænsen mellem Midt- og Nordjylland. Mens man i Salling finder store områder med frugtbar moræneler, præges arealerne syd for Skive og i Nordfjends af sandede smeltevandsaflejringer. Landbruget har derfor også haft sin største udbredelse i Salling. Det gælder også i dag, om end hele kommunen generelt kendetegnes af en høj opdyrkningsgrad.

I dag dækkes ca. 69 % af kommunen af landbrug. Afgrøderne domineres af korn, men der dyrkes også en del græs og andet grøntfoder. Antallet af malkekvæg er faldet støt siden 2. Verdenskrig. Til gengæld er antallet af svin steget markant, og kommunen præges i dag af en ganske betydelig svineproduktion.

Kulturlandskabets udvikling

Oldtid

Der har boet mennesker i området, siden de tidlige Maglemosejægere efterlod sig spor ved Karup Å. Fra jægerstenalderen kendes flere køkkenmøddinger langs kysten. Med agerbrugets indførelse blev skoven ryddet for at give plads til marker, og med tiden opstod et landskab, som var præget af landbrug. Fund fra bronzealderen er rigt repræsenteret i kommunen, mens fund fra jernalderen især er gjort i forbindelse med store anlægsarbejder i det indre af Salling. Mange stednavne trækker tråde tilbage til jernalderen.

Middelalder

Ved middelalderens begyndelse blev der etableret ca. 45 landsogne. De fleste hørte til agerbygden og lå på de frugtbare morænelerjorder i den centrale og østlige del af Salling. Mod syd og på Nordfjends var der til gengæld hedebygd, mens landskabsudnyttelsen på vestsiden af Salling samt på Fur var mindre intensiv. Især i agerbygden var sognene ret små, men præget af store landsbyer. Samtidig rummede hele området en del enestegårde.

I middelalderen var der flere fremtrædende gejstlige besiddelser. Det gjaldt først og fremmest borgen Spøttrup, som tilhørte Viborgbispen. Dertil kom Grinderslevkloster og Ørslev Kloster samt en række herregårde, der som Salling Østergård rækker tilbage til middelalderen.

1536‑1850

I 1682 var lige over en tredjedel af jorden under dyrkning, om end der var store variationer i de forskellige bygder. På Fur benyttede landsbyerne sig af uregelmæssigt tovangsbrug, men i resten af området var dyrkningssystemet regelmæssigt græsmarksbrug, hvilket muliggjorde en høj grad af studedrift. Derudover var der mange mindre herregårde, især i Salling. De lå overvejende i kystområderne, hvor der var adgang til engarealer.

Omkring år 1800 var knap 30 % af landskabet hede. Hedearealerne var størst i syd, men lå også spredt i yderkanten af landsbyerne. Eng udgjorde ca. en ottendedel, mens græsningsarealer dækkede ca. en fjerdedel af arealet. Flere af de mindre herregårde blev udstykket efter år 1800. Sammen med udflytning af gårde var det med til at øge bebyggelsestætheden i området.

Efter 1850

Efter landboreformerne blev landskabsudnyttelsen yderligere intensiveret, og i 1881 var knap to tredjedele af arealet under landbrugets omdrift. Engene dækkede 10 %, mens hedearealet var reduceret til under 20 %. Skovarealet var fortsat meget beskedent. Dele af fx herregårdene Spøttrup og Ørslev Klosters jorder blev udstykket til statshusmandsbrug, hvilket var med til at forøge antallet af små landbrugsbedrifter. Derudover blev en række søer afvandet for at give ny landbrugsjord, heriblandt Spøttrup Sø, Tastum Sø, Grynderup Sø og Harre Nor.

Omkring 1950 dækkede landbrugsjorderne over 80 % af arealet. Heden var reduceret til et par procent, og engene til 5 %. Til gengæld var skovarealet vokset til 5 %. Anlæggelsen af jernbanelinjer fra hhv. Skive til Glyngøre i 1884 og Skive til Spøttrup i 1924 betød, at flere landsbyer voksede sig store som stationsbyer med fremstillingserhverv, handel og servicefunktioner. Ved Glyngøre opstod en ny by omkring færgestedet og jernbanelinjen. Her kom der senere bl.a. fiskeindustri og deraf afledte virksomheder. I 1922 blev Glyngøre udskilt som nyt sogn.

Udnyttelsen af landskabet i dag

I dag er landskabet i Skive Kommune i høj grad præget af landbrug, som dækker 69,1 % af arealet mod et landsgennemsnit på 61,1 %. Opdyrkningsgraden er særlig høj på Sallings fede lerjorder. Således dækker landbruget over 90 % af arealet omkring Hindborg, og i store dele af det øvrige Salling når det op på andele over 80 %. I disse områder findes stort set ingen skov, og landskaberne har fremstået nærmest uændrede i generationer. De mere sandede jorder i Nordfjends har også en høj opdyrkningsgrad med en andel på ca. 70 %.

Området er kendetegnet ved mange forholdsvis små landbrugsbedrifter. Til trods for at egnen rummer en række større herregårde, ligger den gennemsnitlige bedriftsstørrelse således fortsat under landsgennemsnittet. De seneste årtiers strukturudvikling mod større bedrifter er imidlertid gået lige så hurtigt her som i det øvrige land, og i dag er den gennemsnitlige bedriftsstørrelse mere end tre gange så stor som først i 1970’erne, hvor den typiske gård var på ca. 20 ha.

Landbrugets strukturudvikling samt det forhold, at færre vælger at bo på landet, betyder, at stadig flere huse og driftsbygninger bliver overflødige. I Skive Kommune drejer det sig potentielt om 5.014 landbrugsbygninger, der står tomme og forfalder. Tilsammen har bygningerne et areal på ca. 1,2 mio. etagekvadratmeter. Det er det niendehøjeste tal blandt alle landets kommuner.

Siden 2. Verdenskrig og frem til 1980 er antallet af kvæg og malkekøer faldet med ca. 10 %. Siden er antallet yderligere mere end halveret, men da mælkeudbyttet pr. ko i perioden er steget med ca. 65 %, er udbyttet forblevet mere eller mindre konstant. Faldet i malkekvæg har formentlig været medvirkende til, at den lokale udvikling i økologisk mælkebrug ikke har været fremtrædende, til trods for at kommunen huser det økologiske andelsmejeri i Thise. I dag udgør det økologisk drevne areal kun 7,5 % af det dyrkede areal, hvilket er lidt under landsgennemsnittet på ca. 9 %.

Svineproduktionen er steget markant og er samlet set mere end fordoblet siden begyndelsen af 1970’erne. Dette understøttes af en stor andel af korndyrkning, som bl.a. bruges til foder og især giver gode udbytter på de lerede jorder nord for Skive. Der dyrkes også stadig en del græs og andet grøntfoder, hvis andele svarer til landsgennemsnittet.

En stor del af hede- og lavbundsjorderne syd og sydvest for Skive samt omkring Karup Å er opdyrkede eller afgræssede. Da de indre farvande omkring Skive er sårbare for næringsstofforurening, er der stort fokus på tiltag, som skal sikre rent vand i fjorden. Det skal bl.a. foregå ved at reducere udslip fra spildevand og landbrug samt ved høst af biomasse fra fjorden i form af fx muslinger til konsum eller søstjerner til dyrefoder.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Skive Kommune

Læs også om

Se alle artikler om Kulturlandskaber