Kulturlandskabets historie i Danmark

Det landskab, som de første mennesker mødte efter vejrets mildning og isens afsmeltning, var bart: en tundra med lave urter og rensdyrlav. Men gennem de følgende mange slægtled indvandrede træ- og buskarter sydfra, og det åbne landskab lukkede sig og blev til skov. En broget mangfoldighed af træarter, størrelser og aldre, hvor lyse og skyggerige partier vekslede mellem hinanden og fra tid til anden gled gradvis over i arealer uden træer. Vore dages markante skel – ofte i form af et gærde – mellem skov og åbent land opstod først i 1800-tallet. Fra omkring 7000 f. Kr. blev skyggetålende arter som lind og elm dominerende på de næringsrige jorde i øst, mens sandjordene i vest fortsat prægedes af lysåben egeskov med skovfyr og birk. Skoven blev stort set kun afbrudt af små, lysåbne arealer på skrænter, langs søer og vandløb og på andre steder, hvor jordbunden var så stejl eller fugtig, at træer ikke kunne gro, eller hvor stormfald og store pattedyrs riv og bid havde skabt små brønde af lys i skovens tætte mørke. Her kunne nogle af slettens oprindelige arter, som ikke godt tålte træernes skygge, overleve gennem årtusinder.

Samtidig med urskovens landskabelige dominans begyndte den kraftige stigning af havspejlet, som godt 1.000 år senere gjorde det nuværende Danmark til det kystlandskab, man kender i dag. Og det var langs de større vandløb og de mange åbne kyststrækninger i randen af de store skove, at tidens små grupper af mennesker slog sig ned. De fik nemlig i mindst lige så høj grad deres næring fra havets fisk og skaldyr som fra den skovdækkede landjord. Den tidligste oldtid var kystlandskabets tid.

Selv om ret store skovarealer undertiden må have været anvendt til dyrkning af hasselkæppe, der blev anvendt til bl.a. fiskefangstanlæg, satte en økonomi baseret på indsamling, jagt og fiskeri ikke noget afgørende præg på landskabet. Det gjorde til gengæld det landbrug, som vandt frem i Sydskandinavien fra ca. 3950 f. Kr. Sandsynligvis havde den tidligst ryddede agerjord en begrænset levetid. Den næringsrige skovjord gav givetvis en række gode høstår, men med tiden kan det have været vanskeligt at undgå udvaskning. Og så blev det tid at rydde ny jord.

Når bønder med brug af stenøkser og ild ryddede små områder til bosætning, dyrkning eller husdyrgræsning, skabte det huller i skoven. Som befolkningstallet langsomt steg, blev hullerne flere og større. Datidens åbne land kom nu til at bestå af en blanding af naturligt åbne strøg og nye kulturlandskaber. Sådan er det stadigvæk, om end kulturlandskabet i dag er næsten enerådende. Det gjaldt i særlig påfaldende grad rydningslandskaberne på de lette midt- og vestjyske jorde. Her bredte lyngheden sig for første gang permanent og i stor skala for 5.000 år siden, hvorved den fortrængte den lysåbne skov.

Rydningen må fortrinsvis være sket for at skaffe græsningsområder, og pollenanalyser viser, at heden afløste skoven direkte uden et mellemstadie af landbrugsjord. I forhold til moderne heder med deres stærke islæt af fx revling var det traditionelle landbrugssamfunds plejede hede domineret af hedelyng. Og plejet, det var den. For efter omtrent 30 års vækst står lyngplanten typisk i stampe, hvorefter den skal forynges ved hjælp af slåning, græsning eller afbrænding. Der er således mange tegn på, at oldtidens bønder med jævne mellemrum har brændt heden med vilje, selv om der i bronzealderens tørre somre utvivlsomt også har forekommet en del spontane naturbrande.

Det lykkedes ikke de tidligste hedebønder helt at holde den sparsomme skovvegetation nede. Her og der blev små pletter af skov bevaret, og eftersom egen bedre end mange andre løvtræsarter tåler moderat afbrænding, kom denne træart med tiden til at dominere disse små skove. Egekrat var derfor helt op imod vor tid et fast omend spredt indslag i hedelandskabet.

Selv om brug af tæmmede planter og dyr i midlertidige rydninger med tiden stod for en stadig større del af samfundets fødevareforsyning, fortsatte skoven med at indgå i bondestenalderens produktionslandskab, for træ var i høj kurs både som byggemateriale og energikilde. Men til disse kendte råstoffer føjede nye sig til. Flint til masseproduktion af økser blev eksempelvis udvundet fra miner i undergrundens kridtlag, som især er tilgængelige omkring Limfjorden og Østersøkysten. På forstranden samlede man rav, som blev brugt til smykker. Social position blev tidligt fremvist ved hjælp af personlige ejendele.

Bondestenalderens stormænd blev fra omkring 3500 f. Kr. gravlagt i storstensgrave. Til de kun godt 2.000 sådanne grave, som i dag findes i det danske landskab, skal imidlertid lægges op mod 14 gange så mange, som man med sikkerhed ved er blevet ødelagt. Og dette samlede billede viser klart, at periodens demografiske tyngdepunkt lå på Djursland, øst for Storebælt og kystnært i det sydlige Danmark. Det vil i hovedsagen sige på morænejorde. Men ca. 2800 f. Kr. ændrede både gravskik og bebyggelseslokalisering sig markant. Nu vandt individuelle grave under små jordhøje frem i Midt- og Nordvestjylland, samtidig med at enkeltgårde fortrængte de større bopladser. I bronzealderen blev den befolkningsmæssige forskydning mod vest meget tydelig i både fordelingen af gravhøje og bebyggelsesfund.

Den relative forskydning fra østdanske morænejorde mod vestdanske sandjorde repræsenterede sandsynligvis et skifte i brugsform i retning af et mere fremtrædende husdyrbrug med et tiltagende græsningsbehov. De lysåbne landskaber blev altså både flere og større gennem bronzealderen. Ud fra pollenfund i søer og moser kan man skønne, at skoven og det åbne land gennem bronzealderen hver lagde beslag på ca. halvdelen af landskabet.

Der fandtes mod øst vidtstrakte overdrevslandskaber med spredt træ- og buskvegetation, og i Jylland bredte lyngheden sig. Samtidig ledte opførelsen af op imod 40.000‑50.000 gravhøje til en helt ny landskabstype: indlandsklitter. Højene blev nemlig bygget af overfladetørv, og på den vindblæste hedeslette forårsagede tørveskrælningen ofte sandflugt, som bidrog til at give landskabet sit præg af fattigdom. På bronzealderens agerjord erstattede forskellige bygsorter med tiden bondestenalderens dominerende hvede.

Bronzealderens landbrugsekspansion fortsatte i første del af jernalderen. Skov blev ryddet, og nye marker og græsningsarealer blev anlagt i en hidtil uset skala. Men omkring 200 e.Kr. skete der noget. Klimaet blev koldere og vådere, og politisk usikkerhed i forbindelse med Romerrigets langstrakte sammenbrud kan også have spillet ind på bebyggelsens spredning. I hvert fald var resultatet en voldsom ændring af landskabsudnyttelsen.

Landbrugssamfundet trak sig sammen, og den ekstensive landskabsudnyttelse blev erstattet af et langt mere intensivt landbrug nær landsbyen. Husdyrene kom på fold eller ligefrem i stald, hvilket muliggjorde indsamling af gødning, der kunne udnyttes til at opretholde markjordens frugtbarhed, så det fx var muligt at lade nye vinterafgrøder som rug indgå i sædskiftet. Myremalm fra lokale moser blev brugt til fremstilling af jernredskaber som fx leer, der gjorde det muligt at slå vådbundede enges græs til vinterfoder for dyrene. Gamle marker sprang i skov eller lynghede for aldrig senere igen at blive opdyrket. Man kan i dag finde spor efter disse jernalderagre som lave jorddiger og terrassekanter i skove og på heder.

Med høleens og engdriftens udbredelse synes en gammel tradition for nedhøstning af udvalgte løvtræsarters næringsrige blade som vinterfoder at være ophørt i vor del af Europa, selv om den fortsatte både nord og syd for Danmark. Enghøets fortrængning af løvhøet var tilsyneladende mulig her, fordi der langs kyster, vandløb og i landskabets øvrige lavninger var gode muligheder for dannelse af træløse engdrag. For husdyrbruget blev engen fuldt så vigtig som ageren.

I middelalderen voksede Danmarks befolkning betydeligt, og landbrugsdriften blev mere intensiv. Men efter den sorte død midt i 1300-tallet stod man tilbage med en forholdsvis lille arbejdskraft i forhold til det store middelalderlige produktionsapparat, og landbruget blev lagt om til det system, der kom til at præge landet helt indtil de store reformer i slutningen af 1700-tallet; den periode kalder man for fællesskabstiden.

Vort kendskab til den praktiske indretning af landbruget ved begyndelsen af middelalderen, og dermed til landbrugslandskabet, er begrænset. Der fandtes storgårde, som må have rådet over anseelige arealer, og der var mindre bedrifter, hvis størrelse måske svarede nogenlunde til senere tiders gårde. Hertil kom et ukendt antal helt små, måske ligefrem jordløse, brug, hvis beboere ernærede sig som landarbejdere. Men hvordan arbejdet var organiseret, og markerne inddelt, er uvist. En del taler dog for, at jernalderens rektangulære markblokke eksisterede gennem vikingetiden og den tidlige middelalder helt indtil i 1300-tallet.

I jernalderen og vikingetiden var bebyggelserne temmelig omskiftelige. Selv om agerbruget havde fået en langt mere permanent karakter end i den tidlige bondestenalder, var det ikke ualmindeligt, at landsbyer og spredt liggende enkeltgårde mellem landsbyerne med få århundreders mellemrum flyttede plads i landskabet. Sjældent særlig langt, men nok til, at der i mange eksisterende landsbyer ikke findes nogen arkæologisk kontinuitet tilbage til forhistorien.

Det er svært at sige, præcis hvorfor bebyggelserne blev flyttet. Måske skyldtes det bare, at bygninger, der var blevet ødelagt ved krig eller ildebrand, genopførtes et stykke fra deres oprindelige plads. Men efter at opstaldning af husdyr gennem jernalderen var blevet almindeligt, kan man også, når der alligevel skulle bygges nyt, have ønsket at udnytte landsbytomtens velgødede jord til dyrkning. Møg og husholdningsaffald var fint i dyrkningsjord, men man foretrak at flytte beboelsen lidt på afstand af det.

Samtidig skete der gennem vikingetid og middelalder en betydelig befolkningsfremgang, som satte sig spor i landskabsudnyttelsen. Overalt voksede landsbyerne til en grænse, hvor det ressourceområde, som var nødvendigt for at mætte de flere munde, blev uhensigtsmæssigt stort. Man brugte simpelthen for lang tid på transport frem og tilbage til de fjernest liggende dele af bymarken. En oplagt løsning på dette problem var at dele bebyggelsen i stedet for at lade den vokse uhindret.

Nye landsbyer og enkeltgårde, kaldet torper, blev derfor anlagt i de eksisterende bebyggelsers periferi. Juridisk blev deres beboere ved med at høre til »moderlandsbyen«, som derfor kunne kalde sine kolonister hjem igen, hvis konjunkturerne vendte. Men på denne måde opstod der tusindvis af nye bebyggelser, hvis navne typisk refererede til rydning af skov eller hede. For når bebyggelserne blev flere, trængte ager- og græsningsjorden selvsagt de ekstensivt udnyttede landskabstyper tilbage.

Den økonomiske og demografiske højkonjunktur varede indtil 1300-tallet. Omkring 1350 kom den sorte død til landet, hvilket medførte en betydelig befolkningstilbagegang. Mange torper blev atter nedlagt, og skov og hede bredte sig ind over deres forladte marker. Nogle steder ramte århundredets krise så hårdt, at gårde og huse forsvandt, mens kun kirken blev tilbage.

Den sorte død i 1300-tallet blev overalt i Europa husket som den værste pestepidemi i historien. Dødeligheden var kolossal, men for de overlevende var der trods tab, savn og frygt tale om en overflodssituation. Pludselig var der næsten overalt rigeligt med naturressourcer i forhold til det reducerede befolkningstal.

I det sydvestjyske vadehav gav den rige kyst også anledning til en helt anden slags nye bebyggelser. I 1556 blev lave diger, der skulle beskytte landjordens marker og bebyggelser mod stormflod, suppleret med diger på selve vaden. Og bid for bid blev Tøndermarsken inddiget og tørlagt. Resultatet var usædvanlig frugtbare græsgange for de tusindvis af stude, som hvert år blev drevet sydpå til salg i Nordtyskland. Et salg, der skabte store formuer og en stærk regional selvstændighedstrang i marskegnene.

I marsken gjorde den altid truende stormflod en stærk social kontrol til livets grundbetingelse. Man sagde, at den, der ikke ville dige, måtte vige. Hvis man ikke bidrog til at vedligeholde de havdiger, som var en forudsætning for alles velstand og overlevelse, måtte man forlade fællesskabet. Men det var også en selvrådig egn. En hel del danske konger kom til at opleve, at kongens overhøjhed over marsken mest var formel.

Også i det traditionelle bondeland var det mere eller mindre påtvungne fællesskaber, der dominerede de sociale relationer og naturressourceudnyttelsen. Perioden fra middelalderen frem til de store reformer i slutningen af 1700-tallet kaldes ofte for fællesskabstiden. Og det var især to former for fællesskab, betegnelsen sigter imod.

Det ene fællesskab fandtes mellem på den ene side den ganske lille klasse af kirkelige og verdslige herremænd, som med kongen i spidsen juridisk betragtedes som jordens ejere, og på den anden de fæstebønder, som i praksis forestod produktionen. Fæsterne lejede godsejernes jord mod betaling af faste årlige afgifter. Men de var desuden underkastet herremandens myndighed, hvilket bl.a. kom til udtryk i en udefineret pligt til arbejde – såkaldt hoveri – på dennes egen herregård. Herremanden og hans undertiden hundredvis af fæstebondefamilier var altså bundet sammen i et modsætningsfyldt fællesskab.

Herregårdenes overordnede geografiske fordeling i 1500- og 1600-tallet var ikke tilfældig. De fleste og de største fandtes på de næringsrige jorde i Nord- og Østjylland, på Fyn, Sjælland og Lolland-Falster. I Midtjylland var de fleste herregårde små og med få tilhørende fæstere, mens der langs Vestkysten strakte sig et bånd af ganske store gårde fra Ørumgård i nord til Endrupholm i syd. De sidstnævnte nød alle godt af de sammensatte produktionsmuligheder i en egn præget af kornavl, husdyrgræsning, fiskeri og handel. Men mellem dem såvel som mellem alle andre danske herregårde var der andre grundlæggende forskelle end størrelse og naturgeografi, nemlig vægtningen af herregårdens egen avl mod fæstegodsets.

Langt de fleste steder havde godsejeren sin største indtægt fra fæsternes afgifter. Det var især tilfældet, hvor fæstegodset var så spredt, at ugentligt hoveri på herregården ikke var en praktisk mulighed. Men gennem 1500- og 1600-tallet steg den økonomiske betydning af herregårdens egen jord, det såkaldte enemærke, og hoverikravet til fæsterne blev tilsvarende skruet i vejret.

Det andet fællesskab, som har givet perioden navn, var mellem fæstebønderne indbyrdes. Det angik langtfra alle, for på midt- og vestjyske hedejorde og i kuperede, tætte østdanske og vendsysselske skovlandskaber dominerede enkeltgårde, der lå for sig selv. Men overalt, hvor gårdene klumpede sammen i landsbyer, var deres beboere fælles om en betydelig del af landskabets rigdomme. Det gjaldt som regel skove og græsningsarealer, mens ager- og engjorden som hovedregel var fordelt mellem de enkelte fæstere. Til gengæld skete fordelingen normalt på sådan en måde, at hver gård havde 50‑100 lange, smalle jordlodder fordelt mellem hinanden. Så selv om den enkelte bonde stod for driften af sine egne lodder, forudsatte den en nøje koordinering med landsbyens øvrige bønder. Og når engen var slået og marken mejet, blev alle byens husdyr græsset i fællesskab på bymarken.

Historikerne har med god grund spekuleret en del over, hvorfor man konsekvent valgte denne tilsyneladende uhensigtsmæssige jordfordeling. Hensynet til ligelig fordeling mellem god og dårlig jord kan have spillet ind, men det kan næppe alene forklare den radikale opsplitning. Forklaringen skal snarere søges i bøndernes forkærlighed for store sammenhængende græsningsarealer. For agerjordens fragmentering indebar en gensidig forsikring om, at ingen kunne finde på at indhegne sin agerjord, sådan at den kunne blive holdt ude af græsningsfællesskabet. Det ville simpelthen ikke kunne svare sig. Den nærmest absurde jordfordeling var simpelthen det højt værdsatte græsningsfællesskabs pris.

De danske landsbyer havde i fællesskabstiden mange forskellige former, som i det væsentlige blev bestemt af landskabets helt lokale topografi. I fladt sletteland var der som regel plads til store, cirkulære bebyggelser omkring en åben plads, en såkaldt forte. I kuperet terræn måtte gårdene og de veje, der løb langs dem, oftere sno sig i en eller flere lange rækker. På de fede jorde mod øst lå gårdene ofte så tæt sammen, at stråtag rørte stråtag. Det blev et alvorligt problem, hver gang ilden kom ud af kontrol, og det skete forholdsvis ofte. På de lette jorde mod vest var landsbybebyggelsen ofte betydelig mere spredt.

Overalt var landsbyen et socialt og til dels arbejdsmæssigt fællesskab snarere end blot en bebyggelsesmæssig enhed. Det var de fælles beslutninger på landsbystævnet, der knyttede gårdene sammen, og i en del landsbyer var gårdens plads i landsbyen ydermere nøgle til dens andel af bymarken. Agerstriberne i marken fulgte simpelthen i mange tilfælde den samme rækkefølge som gårdene i landsbyen. Og samtidig lagde middelalderens landskabslove tydeligvis op til, at en landsbys jord fra tid til anden skulle omfordeles ved fornyet rebning, dvs. opmåling ved hjælp af et reb. Derfor kunne det være en god idé at have en nøgle for jordfordelingen i bredden af den jord i landsbyen, som gården lå på, den såkaldte toft. Dennes andel af summen af samtlige toftebredder kom således til at angive gårdens andel af jord i bymarken. Der vides imidlertid ikke meget om, hvor ofte sådanne omfordelinger faktisk fandt sted. Men der findes helt indtil de sidste årtier inden 1700-tallets endegyldige ophævelse af markfællesskabet eksempler på, at landsbyer er blevet rebet om.

Det var dog som nævnt langtfra alle bondegårde, som indgik i landsbyernes græsnings- og beslutningsfællesskab. Mange var enkeltgårde, der lå for sig selv, og enkeltgårdens jord var ikke fælles med andre. Den var, akkurat som herregårdsmarken, enemærke. Til denne gruppe af enkeltgårdsbebyggelser knyttede sig tillige en række andre enligt beliggende bygninger, spredt i det åbne land. Mest iøjnefaldende gjaldt det de mange vandmøller, der i sagens natur var lokaliseret efter vandløb og ikke efter landsbyer. I de fleste landsdele var vandmøller fra begyndelsen af middelalderen indtil udbredelsen af vindmøller i 1800-tallet nemlig helt dominerende med hensyn til forvandlingen af korn til mel.

Gårdenes langstrakte, smalle agre klumpede sig som regel sammen i små grupper omgivet af krat eller sumpjord. Fra ganske få og indtil 30‑40 agre kunne udgøre en sådan sammenhængende dyrkningsflade, kaldet en ås, et fald eller agerskifte. Så tydeligt genkendelige i landskabet var disse åse som regel, at bønderne gav dem navn for at kunne skelne dem fra hinanden: Askeløkke, Bredagre, Digestykkerne osv. Og alt efter hvor i landet man var, indgik et større antal åse så i den overordnede struktur af marker, som fulgte et mere eller mindre fast sædskifte.

Den første større teknologiske fornyelse siden oldtiden kom til landet engang i løbet af middelalderen. Overalt havde man siden bondestenalderen behandlet markerne med en såkaldt ard, som reelt er en kraftig harvetand af træ, som ved at blive trukket efter et forspand kunne løsne jorden. På de stiveste lerjorde kom den imidlertid til kort, og derfor førte det til betydelig forbedrede dyrkningsmuligheder, da hjulploven vandt indpas. Dens betydning skyldtes dog ikke så meget hjulene som dens kombination af et vandret jernskær med en skråtstillet plade, en såkaldt muldfjæl. For muldfjælen vendte den opskårne fure og bidrog dermed til forvitring og omsætning af markjorden. På lette jorde ville en sådan jordbehandling imidlertid nemt kunne resultere i udtørring og erosion, så her fortsatte arden (også kaldet en krog) længe som den dominerende plovtype.

Fællesskabstidens fæstegårde og herregårde gav anledning til ganske forskelligartede landskaber. Landsbyernes markstruktur resulterede i et afvekslende mosaiklandskab med mange overgangszoner og gradienter af dyrkningsintensitet. Herregårdslandskabet var som regel præget af større, sammenhængende dyrkningsflader, men også ofte af lavere udbytter, fordi husdyrholdets gødningsproduktion sjældent stod mål med arealets størrelse. Det blev især synligt, da der gennem 1500- og 1600-tallet skete en kraftig udvidelse af mange herregårdes marker på bekostning af bondejorden.

Fæstegårde – undertiden hele landsbyer – blev ved den lejlighed nedlagt, for at herremanden kunne få mere jord under egen plov. Men driften skete stadig som hoveri, hvilket ikke var særlig effektivt. I forbindelse med herregårdenes udvidelse under 1500-tallets økonomiske højkonjunktur blev der ofte opført nye hoved- og avlsbygninger. Middelalderens befæstede borganlæg blev erstattet af pralende repræsentationsarkitektur. Og marken blev adskilt fra bondejorden med stendiger.

Fra midten af 1500-tallet og 200 år frem blev der på landsplan nedlagt mindst 770 bondegårde ved udvidelser af herregårdsmarker. Men bortset fra dem var antallet af danske bondegårde forbløffende konstant fra 1500-tallet frem til ca. år 1800. Det betød imidlertid ikke, at befolkningstallet også var det. Dels kom der især i periodens sidste del stadig flere husmænd til. De boede enten i lejligheder i gårdene eller i huse med lidt eller slet ingen jord på en gårds grund eller på landsbyens fælles jord. Dels var der i ganske mange gårde ikke kun én fæster med familie, men to. Ikke sjældent var der tale om to brødre eller far og søn, men oftest var det blot to familier, der var tilfældigt sammenbragt af herremanden.

Ikke hele landbrugslandskabet hørte dog til enten herregårdene eller fæstegodset, for også alle købstæder havde landbrugsjord. De var nok bymæssige bebyggelser, men de fleste var små og havde kun få bygninger med flere etager. Det, som adskilte dem fra landsbyerne, var især privilegier med hensyn til handel og håndværk. Ikke desto mindre beskæftigede en betydelig andel af deres indbyggere sig på hel- eller deltid med landbrug, og i alt hørte omtrent 1,5 % af landets landbrugsjord til købstæderne. Købstadsmarkernes størrelse vekslede dog betydeligt, og nogle købstadsjorder var særdeles vidtstrakte. Det gjaldt fx Slagelses, om hvilke man med henvisning til Roskildes mange kirker sagde, at »Roskilde ringen og Slagelse møg-agen får aldrig ende«.

På grund af deres handelsprivilegier spillede købstæderne en aktiv rolle for landbosamfundets vareudveksling. Det var her, bonden afsatte sine produkter, og det var her, han købte de genstande, som hverken han selv eller landsbyens smed eller tømrer kunne fremstille. Men med tiden satte købstaden også på anden vis sit præg på oplandet. Allerede i 1600-tallet dækkede landets største købstad, København, således sin vandforsyning gennem rør, som strakte sig adskillige kilometer uden for bygrænsen.

Mange steder synes markjord i købstædernes nærhed at have haft et højere næringsindhold end landets gennemsnit, velsagtens fordi gødning fra byernes lokumstønder bidrog til den lokale landbrugsøkologi. Mest iøjnefaldende var dette samspil i forholdet mellem de indvandrede hollandske bønder på Amager og hovedstadens befolkning. »Lorteøens« bønder modtog gødning fra borgerne, som til gengæld kunne købe prægtige grøntsager på Amagertorv.

Fællesskabstidens landbrug og landskabsudnyttelse var overalt baseret på to grundlæggende faktorer. Alle bedrifter var for det første blandede, dvs. de havde både husdyr og planteavl. Det var en simpel nødvendighed i en tid, hvor det eneste supplement til menneskers egen arbejdskraft var trækdyr, og hvor den eneste form for gødning, der var alment tilgængelig i store mængder, var husdyrs og menneskers afføring. For det andet var der ingen dele af landskabet, som ikke på den ene eller anden måde indgik i landbrugsproduktionens komplekse økologi, dvs. dens samspil med landskabet, for så vidt angår energi- og stofstrømme og forholdet til dets levende organismer. Planteproduktionen var nemlig baseret på såkaldt koncentrationsagerbrug. For nok udgjorde agerjorden en ret beskeden del af det samlede landskab, omkring år 1700 kun ca. en fjerdedel, men som producent af husdyrfoder og træredskaber var alle omgivende landskabstyper en betingelse for kornavlen. Et gammelt ord sagde, at »eng er agers moder«. Uden engens hø, ingen ager bearbejdet med heste eller stude og gødsket med møg.

I hele landet fandtes der forskellige former for fælles græsningsarealer uden for kornmarkerne. I Østdanmark bestod de fortrinsvis af slettelandskaber med større eller mindre indslag af træer og buske. De var typisk mest udstrakte i egne med tyndere bebyggelse som langs kysten og i kuperet terræn. Tæt befolkede og intensivt dyrkede landskaber som Heden mellem København, Roskilde og Køge havde til gengæld ingen sådanne overdrev. Der måtte bønderne nøjes med at lade deres husdyr græsse på markjorden, når »ævred var opgivet« efter sensommerens høst, dvs. når hegnet mellem de dyrkede og udyrkede dele af markerne var nedlagt.

Denne ævredgræsning antog ofte en betragtelig udstrækning, fordi bønderne sløjfede hegnene mellem sammenstødende bymarker, hvis to nabomarker havde båret samme afgrøde og derfor var høstet samtidigt. For så kunne husdyr fra mange nabobyer gå frit »horn ved horn og klov ved klov« over hele arealet. Det samme gjaldt, når en vang hvert tredje år hvilede mellem to dyrkningsperioder fra sensommer indtil såningen næste for- eller efterår. Så var hele vangen græsset, og altså ofte også nabobyernes med. For det ansås dengang for sikker viden, at jo større et samlet græsningsareal man kunne fremskaffe, desto bedre. Uanset antallet af dyr.

På Fyn og i Østjylland bestod permanente græsningsarealer ofte af noget mindre indhegnede ko- og hestehaver, som var fælles for beboerne i en enkelt landsby, men sjældent for flere. I Midt- og Vestjylland henlå lyngheden som et græsningslandskab så kolossalt, at det kun sjældent lod sig indhegne. I stedet benyttede man sig af hyrder og hjorddrenge, som fulgte kreaturerne rundt i landskabet i deres jagt på føde. Og overalt, hvor husdyr på denne måde fik mulighed for at færdes frit over store afstande, bidrog mobiliteten til spredning af bl.a. frø og dermed til opretholdelse af landskabets biologiske mangfoldighed. Denne spredningsfunktion gjaldt selvsagt også, når tusindvis af stude hvert år først blev drevet sammen på regionale opsamlingssteder for derefter at blive drevet sydpå gennem Jylland eller sendt til Slesvig med skib.

Engene fandtes dels i lavninger i skove og overdrev eller langs søbredder og vandløb, dels som mere eller mindre fugtige striber af græs og urter mellem markfelternes agerstriber. De blev midt på sommeren slået til det hø, som dyrene fik om vinteren. Og når græsset sidst på sommeren igen var groet til slåhøjde, tog man enten et efterslæt (dvs. slog en gang til), eller man sendte husdyrene på eftergræsning. De permanente græs- og lyngarealer blev ligeledes brugt til både græsning og produktion af vinterfoder. Eftersom der overalt i landets skovegne var skarp konkurrence om det gode brændeved, spillede mose- og overfladetørv både uden for og i skovegnen en væsentlig rolle som alternativ energikilde. I store dele af Jylland blandede man desuden lyng- og græstørv i husdyrgødningen for at få denne til at strække længst muligt.

Ferskvand var dengang som nu en uundværlig ressource for alle levende organismer og derfor for enhver husholdning. Længe var det de fleste steder muligt alene at klare sig med overfladevand fra vandløb og søer, for landskabet var i størstedelen af året virkelig vådt. Med tiden blev også grundvandet taget mere systematisk i anvendelse ved at grave brønde, først i byerne, siden på landet. Men eftersom brønd og møddingkule ofte blev placeret ved siden af hinanden på gårdspladsen, blev fornyelsen undertiden anledning til store, næppe altid erkendte, lokale forureningsproblemer.

Koncentrationsagerbruget var udtryk for den samme logik, som da man i den tidlige middelalder splittede landsbyer op i stedet for at lade dem vokse sig større. De vigtigste ressourcer skulle være tæt på bebyggelsen; de mindre væsentlige, fx den græsning, som dyrene jo selv kunne transportere sig til, længere væk. I øst lå landsbyerne derfor ofte på en sammenhængende flade af god agerjord, hvorfra der var en faldende dyrkningsværdi ud mod den perifere landsbygrænse ved kysten, i de tætte skove eller langs et lokalt vandløb. Det skyldtes antagelig dels, at frugtbarheden oprindelig var en væsentlig lokaliseringsfaktor, dels at de bynære åse med tiden fik væsentlig mere gødning end de fjernereliggende. I vest lå bebyggelsen derimod oftere på vandløbenes kant mellem eng, ager og hede. For det kombinerede eng- og agerbrug var i egentlig forstand det centrale; omgivelserne var blot det vidtstrakte spisekammer for husdyrene, der gjorde det hele muligt.

Både vægtningen af landbrugets to hoveddele, husdyrbrug og agerbrug, og disses respektive organisering vekslede altså med landskabets forskellige muligheder. En af de mest grundlæggende forskelle var den mellem de skovrige og de skovløse egne. I førstnævnte havde man som regel tilstrækkeligt med hegnsmateriale, fx i form af unge skud af hassel eller pil, til, at man kunne holde husdyr ude af den dyrkede jord med flettede gærder. Overalt i Østdanmark var markerne således opdelt i to til fem vange, som havde hver deres plads i en omdrift af samme længde som antallet. Mest udbredt var trevangsbruget, hvor en vang bar vårsæd, en anden vintersæd, mens den tredje hvilede som såkaldt fælled. Eftersom der var græssende husdyr på fælledvangen i hele hvileperioden, var hegnet bydende nødvendigt.

Antallet af vange og dermed fordelingen mellem dyrket og hvilende jord og hyppigheden af hvileperioder afhang af jordens naturlige frugtbarhed. På Vestlollands lerholdige jorde var femvangsdrift mulig; på det meste af Sjælland kun trevangsbrug. Enkelte steder, fx i Østjylland, på Samsø og syd for København, var der tovangsbrug. Andre steder var det muligt at dyrke hele agerjorden hvert år, men det forudsatte dels forholdsvis små marker, dels en eller anden form for supplement til husdyrgødningen (eller bare rigtig meget af den). Det havde man foruden i købstædernes opland typisk langs kysten, hvor man kunne bruge tang, eller i nærheden af større skovklædte overdrev, hvor der var mulighed for et relativt stort husdyrhold.

På den jyske hedeslette havde agerjorden brug for forholdsvis lange hvileperioder, og markerne var derfor typisk inddelt i 6‑8 dele, hvoraf ca. halvdelen til enhver tid hvilede, mens der fandt et sædskifte sted mellem de øvrige. En betydelig del af marken henlå således her med græs året rundt, og dyrkningssystemet kaldtes – i modsætning til Øernes og Østjyllands vangebrug – for græsmarksbrug. Da egnen ikke rådede over hegnsmateriale, var der imidlertid ikke hegn mellem de enkelte markdele, som her kaldtes tægter. I stedet klarede man sig med hyrder.

I mange henseender var hedeegnen med den spredte bebyggelse præget af ganske stor mobilitet. Geografisk ikke mindst, fordi husdyrene færdedes frit over store afstande. Men også økonomisk og socialt, fordi de forholdsvis sparsomme landskabelige ressourcer gav incitament til en betydelig stærkere entreprenørånd end på de fede kornjorde mod øst. Uld fra det store fårehold blev overalt spundet til garn, som blev strikket til især strømper og solgt. På Viborgegnen blev der udvundet kalk i de underjordiske gruber mellem Mønsted og Daugbjerg. Af bakkeøernes ler blev der formet og brændt sort keramik, der i resten af landet gik under betegnelsen jydepotter. Langs Vestkysten mødtes bønder fra oplandet til årligt sæsonfiskeri. Syd for Kongeågrænsen til Slesvig fandt der en stor produktion af kniplinger sted. Og eftersom de mange produkter blev sat til salg, bidrog de supplerende næringsveje til den geografiske mobilitet, som også førte til, at mange midt- og vestjyder i 1700-tallet søgte arbejde i udlandet, ikke mindst i Holland.

Fællesskabstidens landskaber var præget af stor omskiftelighed. Grænsen mellem skov og åbent land fulgte helt bogstaveligt de enkelte træer, og mulighederne for trævækst hang snævert sammen med græsnings- og dyrkningsintensiteten. Hvor begge var lave, kom der med tiden træer, og skoven bredte sig ind over det åbne land. Var de begge høje, blev træerne uundgåeligt fjernet, og ny opvækst havde ringe kår. Man kunne derfor aflæse de økonomiske konjunkturer i landskabet. Når der var vækst og gode afsætningsmuligheder, gik skoven tilbage, og agerlandet frem. I krisetider vandt skoven atter frem på markernes og græsningslandskabernes bekostning.

Noget sværere er det at give et sikkert billede af de øvrige åbne landskabstypers vilkår gennem fællesskabstiden. Formentlig var flertallet af periodens overdrev som nævnt præget af trævækst, som imidlertid må have fulgt den generelle udvikling mod stadig mere kratagtig skov med få store træer og mod mere lysåbne landskaber. Enge vandt hurtigt frem, hvor agerjord kom til at hvile længere end beregnet. Senest i 1700-tallet lod driftige landmænd undertiden lavninger og åbredder afvande ved dræning for at fremme høslætten.

Selv om den normale omdrift i trevangsbrugets område var to års dyrkning fulgt af et års hvile, var det helt almindeligt, at perifere åse hvilede så længe, at de blev til næsten permanent græs. Hvor disse var lavtliggende, ændrede de altså karakter fra ager- til englodder, og imellem agerstriberne fandtes også ofte smalle striber af engvegetation. Sagen var nemlig, at man for at dræne mange tunge jorder pløjede agerjorden op i aflange såbede, såkaldte højryggede agre. Fra agerryggene løb overfladevandet ned i de mellemliggende render, såkaldte rener, og eftersom disse som regel var anbragt på tværs af højdekurverne, løb det videre herfra og ned i landskabets lavninger. Ud over den umiddelbare dræningseffekt gav det også agerdyrkningen en vis risikospredning. I våde somre, af hvilke der var mange, fik man et vist udbytte på toppen af ryggene; i tørre tættest på renerne.

Takket være markjordernes mange udyrkede arealer fandtes der altså en stor indre buffer, som gjorde dyrkningsintensiteten yderst variabel, uden at det fik indflydelse på markernes samlede areal. Hertil kom i Østdanmark overdrev og i Vestdanmark lynghede som en ydre buffer.

Ikke sjældent blev dele af overdrev eller hede indtaget som agerjord, når der var sædekorn tilovers, blot for at blive forladt til at springe i pilekrat eller lyng, når økonomien atter gik tilbage. Det er derfor næppe korrekt, når man om endnu eksisterende permanente græsningsarealer hævder, at stenstrøninger er sikre tegn på, at de aldrig har været dyrket. Tværtimod ved enhver landmand, at selv store sten er et af agerjordens uønskede, men nærmest uundgåelige biprodukter, da de skubbes op af jorden, når den fryser.

Det er altså vanskeligt med sikkerhed at slå fast, hvor store dele af det udyrkede, åbne landskab i fællesskabstiden der kunne betragtes som permanent græs. For intet synes permanent. Til gengæld er det klart, at græslandets historie var tæt knyttet til husdyrbruget, og det havde store regionale variationer. Det var generelt størst der, hvor agerbruget var mindst, dvs. i skovegne, på heden og langs kysten med dens strandenge og overdrev. Et særlig stort og indbringende husdyrhold fandtes ved den sønderjyske marsk.

Husdyrholdet – og dets påvirkning af landskabet – fulgte imidlertid især i 1700-tallet sine egne konjunkturer. Fra 1740’erne ramte tilbagevendende dødelige epidemier af kvægpest Danmark og hele Nordeuropa. Selv om bestanden ofte blev bragt hurtigt tilbage til udgangspunktet, var de tilbagevendende sygdomsudbrud et økonomisk hårdt slag for bondestanden. Men epidemierne kunne give hårdt pressede græsningslandskaber en forbigående fred, så overdrev og enge lokalt kunne blive dækket af krat eller ligefrem af skov.

Ikke meget tyder imidlertid på, at skoven i disse kvægpesttider for alvor vandt frem på det åbne lands bekostning. For der var andre græssende pattedyr end kvæget, som nok skulle holde træer og buske nede. Heste var der fortsat mange af, eftersom de var en forudsætning for jordens dyrkning, og hjortevildtet kunne i visse dele af landet være uhyre talrigt og sætte et betydeligt præg på landskabet. Jagt på stort vildt blev nemlig efter enevældens indførelse i 1660 betragtet som en kongelig forrettighed, som Frederik 3. imidlertid som et særligt privilegium udstrakte til adelen. Hjortejagt var derfor en populær fritidsfornøjelse for overklassen, som bidrog til at markere dens sociale særstilling, og på mange herregårde og kongelige slotte blev der udført en målrettet vildtpleje, som resulterede i meget store bestande af hjortevildt.

Det var dog ikke kun dyrenes bid, der satte sig spor i landskabet. Det samme gjorde den infrastruktur, som mange steder knyttede sig til statusjagten. Renæssancens tradition for at holde indførte dyr, fx dåvildt, i indhegnede dyrehaver, blev videreført. Eksempelvis blev Christian 4.s gamle dyrehave nord for København udvidet kraftigt på denne tid, men også mange adelige godser indrettede sådanne anlæg. I 1700-tallet havde mindst 74 danske herregårde således egen dyrehave.

Af betydelig større udstrækning end de ofte forholdsvis beskedne dyrehaver var imidlertid kronens såkaldte vildtbaner, af hvilke de første blev anlagt allerede i 1500-tallet. Der var tale om store arealer med koncentration af krongods, hvor kongemagten havde jagtretten, men som var så store, at de ikke kunne indhegnes. De tidligste kendte vildtbaner havde godt nok været øer (Langeland og Falster), som altså var naturligt afgrænsede. Men ved krongodsets regionale koncentration i 1720’erne nøjedes man som regel med at markere vildtbanens grænser med pæle af træ eller sten. Eneste undtagelse var den sydsjællandske vildtbane, som var forsynet med jordvold og grøft fra Tappernøje Kro i nordøst til Vester Egesborg i sydvest.

Landets kyster var i almindelighed ubeboede, når man ser bort fra de middelalderlige købstæder, som af hensyn til skibshandelen typisk lå ved fjorde eller åmundinger. Men kysten var ikke af den grund uden økonomisk betydning. Fiskeri og fangst af de indre farvandes ofte ret store bestande af sæler og marsvin var mange steder et indbringende supplement til landbruget. Langs brakvandede fjorde, søbredder og vandløb blev græsarten tagrør allerede i oldtiden en værdsat leverandør af tækkemateriale. Som græsningsområde havde strandengene en vis betydning, selv om græsning, træhugst og tørveskrælning ofte gav problemer. Hvis udnyttelsen var for hårdhændet, blev sandet blotlagt, så vinden kunne tage fat, og gennem fællesskabstiden blev sandflugt langs de danske kyster et stadig større problem. Det blev muligvis yderligere forstærket af periodens kolde klima, der bandt en større del af den globale havis ved polerne, så havet trak sig tilbage fra forstranden. Allerede i 1530’erne nedlagde den danske kongemagt derfor forbud imod at ødelægge klitvegetationen, men først 200 år senere satte man ind med aktiv sandflugtsdæmpning. Den første indsats blev ikke overraskende i 1720’erne gjort ved de problemer, der var nærmest hovedstaden, ved Tisvilde på den sjællandske nordkyst.

Landbrugets formning af landskabet varierede i både rum og tid. Rumligt var der ganske store forskelle på de naturgeografiske forhold, som landbokulturen måtte tilpasse sig. Og tidsligt havde konjunkturer med hensyn til både afsætningsmuligheder og befolkningsforhold en afgørende indflydelse på, hvor dybtgående menneskets aktiviteter kunne påvirke naturgrundlaget.

Landbrugets formning af landskabet varierede i både rum og tid. RumligI dele af landet med god landbrugsjord og et forholdsvis jævnt terræn var betingelserne til stede for store folkerige landsbyer og et ret intensivt agerbrug. I denne såkaldte agerbygd var det derfor allerede i 1600-tallet markjorden, som dominerede, og landbrugets økonomi var baseret på kornavl (med husdyrhold som en nødvendig produktionsfaktor). I skovegnene lagdes der typisk større vægt på husdyrbrug, som blev gjort muligt af rigelige græsningsarealer. Bønderne her rådede derfor som regel over store gødningsmængder, og de forholdsvis beskedne mart var der ganske store forskelle på de naturgeografiske forhold, som landbokulturen måtte tilpasse sig. Og tidsligt havde konjunkturer med hensyn til både afsætningsmuligheder og befolkningsforhold en afgørende indflydelse på, hvor dybtgående menneskets aktiviteter kunne påvirke naturgrundlaget.

I dele af landet med god landbrugsjord og et forholdsvis jævnt terræn var betingelserne til stede for store folkerige landsbyer og et ret intensivt agerbrug. I denne såkaldte agerbygd var det derfor allerede i 1600-tallet markjorden, som dominerede, og landbrugets økonomi var baseret på kornavl (med husdyrhold som en nødvendig produktionsfaktor). I skovegnene lagdes der typisk større vægt på husdyrbrug, som blev gjort muligt af rigelige græsningsarealer. Bønderne her rådede derfor som regel over store gødningsmængder, og de forholdsvis beskedne marker kunne ofte dyrkes som alsæd, dvs. hvert år. Det gjorde sig også gældende for bebyggelser langs kysten, hvor der dels var græsningsområder til et forholdsvis stort husdyrhold, dels fandtes alternativ gødning i form af tang. Ved skov og kyst var der desuden gode muligheder for alternative indtægtskilder som træ, frugt, fisk, søfart og strandingsgods. Endelig prægedes hedebygden af så næringsfattig jord, at agrene var små, engens foder var ofte vigtigere end korn, og bebyggelsen lå spredt og bestod ofte af enkeltgårde snarere end af samlede landsbyer.

Perioden fra 1400-tallet frem til 1630’erne var økonomisk præget af gode afsætningsmuligheder for danske varer – både fisk, korn og stude – til det kraftigt voksende nordvesteuropæiske marked. Den gode indtjening gav sig bl.a. til kende gennem opdyrkning af tidligere skov samt et voksende folketal og husdyrhold. Så selv om agerlandet i denne periode vandt frem på skovens bekostning, var der ikke tale om et intensivt udnyttet landskab.

Fra årene efter den uheldige deltagelse i Trediveårskrigen (1618-48) og helt frem til 1760’erne prægedes det danske samfund af krige og økonomisk- demografisk krise. Det betød antagelig et mindre pres på landbrugslandskabet, men der blev aldrig tale om nogen egentlig genskovning. Snarere blev skovens træer i gennemsnit stadig yngre, og lavtliggende områder syntes at være blevet mere våde, måske som følge af mangelfuld oprensning af vandløbene i en tid med mere nedbør end normalt. Landskabet havde med andre ord et noget forskelligartet, eller – om man vil – rodet præg, og den lave udnyttelsesgrad blev i 1700-tallets sidste årtier en torn i øjet på oplysningstidens fremskridtsoptimistiske reformatorer. Kunne man virkelig ikke få mere nytteværdi ud af naturens rige gaver?

Fællesskabstidens landbrug og landskab anses ofte for nærmest uforanderligt, men det er ikke korrekt. Eksempelvis tyder meget på, at det dyrkede areal i perioden fra 1680 til 1760 i gennemsnit blev forøget med ca. en sjettedel, i takt med at de økonomiske konjunkturer især i periodens allersidste del begyndte at bedres. Men store, grundlæggende landskabsforandringer hørte entydigt den sidste del af 1700-tallet til: Det var landboreformernes epoke, som skabte de landskabelige og bebyggelsesmæssige grundstrukturer, der stadig præger vore dages landskaber.

Ved udskiftningsprocessens omfordeling af landbrugsjorden foretog landmålere først en vurdering af jordens værdi ved en opmåling og værdiansættelse af hver enkelt gårds mange eksisterende jordlodder. Kunsten var herefter at sørge for, at værdien gård for gård var den samme, efter at lodderne var blevet samlet i deres nye form. Samtidig aktualiserede udskiftningen det ældgamle tema om afstanden fra gård til mark. I græsningsfællesskabets tid havde alle lige langt til de spredte jordlodder. Men nu, hvor disse blev samlet i sammenhængende markfelter, fik nogle landmænd pludselig langt fra gårdtoften inde i landsbyen og ud til marker ved bygrænsen. Hvis ikke landsbyen havde for mange gårde, kunne man som regel løse problemet ved den form, som udskiftningen fik.

Mange steder var der hos befolkningen en betydelig uvilje imod at forlade det overvågede, men samtidig trygge liv i landsbyen, og man ville for alt i verden undgå en udflytning af dens gårde. Derfor endte en del stjerneudskiftninger i begyndelsen med uhensigtsmæssigt lange og smalle »lagkagestykker«, som snart måtte udskiftes på ny. Men hvor bebyggelsen var for stor, eller de tilliggende markjorder for skævt fordelt, fandtes denne mulighed for stjerneudskiftning ikke. Så endte processen ofte med, at en eller flere gårde flyttede ud på de nye lodder.

På den måde blev bebyggelsen spredt i landskabet i en helt anden grad end tidligere, og de hidtidige ekstensivt udnyttede arealer i landsbymarkens udkanter kom pludselig til at befinde sig midt i agerjorden. På bare lidt længere sigt førte udskiftningen derfor til en ensartning af det åbne land, hvor agerjord og spredte gård- og husbebyggelser overalt blev fuldkommen dominerende.

Udflytningen fra landsbyernes århundredgamle centre i løbet af 1800-tallet førte i landets østlige dele til en meget synlig bebyggelsesspredning i det åbne land. Hvor der før havde været lange ubeboede strækninger mellem landsbyerne, lå der nu gårde og huse spredt på markfladerne, og gennem 1800- og 1900-tallet førte en hidtil uset befolkningstilvækst til yderligere kolonisering af tidligere svagt bebyggede områder. I 1801 bestod den danske befolkning af knap 1 mio. mennesker. 100 år senere var det tal vokset to og en halv gang, og selv om tilstrømningen til både købstæderne og udlandet var stor, var der et voksende behov for både plads og udkomme til de mange nye danskere i landdistrikterne.

Derfor var der mange eksisterende gårde, som allerede kort efter udskiftning og erhvervelse af selveje skilte små jordlodder til husmænd eller landarbejderfamilier fra. Ikke mindst de midtjyske hedeegne oplevede således fra midt i 1800-tallet en omfattende tilvandring fra hele landet. Mange sogne mere end fordoblede mellem 1850 og 1930 befolkningstallet, hvor de hårdtarbejdende familier af hedebønder sled sig gennem lyng, allag og sand i håb om en anstændig tilværelse.

Ikke alene var der altså mange mennesker, der søgte arbejde og tag over hovedet i det danske landbrugslandskab. Efter fæstevæsenets og hoveriets ophævelse havde de fleste større gårde en klar interesse i at kunne tiltrække landarbejdere, og konkurrencen fra byernes og industriens vækst blev tidligt betragtet som en trussel. Derfor blev husmandssagen, som den kaldtes, i sidste del af 1800-tallet et fremtrædende politisk tema.

Med tiden voksede mange af de levedygtige landsbyer sig til bebyggelsescentre med nye funktioner i form af handel, håndværk og offentlige tjenester af forskellig form. Denne udvikling blev fremmet af ophævelsen af købstædernes gamle privilegier i 1857, og ofte tog den især fart efter jernbanens udbredelse. Stationsbyer blev simpelthen landdistrikternes nye befolkningsmæssige og økonomiske centre og kerner i det følgende århundredes industrialisering. Den langsomme industrialisering i lille skala, som siden 1600-tallet havde fundet sted lokalt, knyttede sig næsten altid til en anden lokaliseringsfaktor, nemlig de allerede eksisterende vandmøller til kornmaling. Det gjaldt fx møllerne langs med Mølleå nord for København og i Grejsdalen ved Vejle. I 1800-tallet var det især købstaden eller stationsbyen med deres store udbud af arbejdskraft, som trak.

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

• Ejendomsretten og kulturlandskabet i Danmark
• Landbrugets udvikling i Danmark
• Landboreformerne i Danmark
• Klitplantagerne i Danmark

Læs også om

• Danmarks landskaber
• Kystlandskaberne i Danmark
• Råstofferne i Danmark
• Danmarks vejr og landskab
• Skovene i Danmark
• Havene i Danmark
• Det åbne land i Danmark

Se alle artikler om kulturlandskaber