Kulturpolitikkens opgave er at regulere, forvalte og styre produktionen, distributionen og forbruget af kunst og kultur. Siden 1961 har Danmark haft et ministerium for kultur. Før oprettelsen af Ministeriet for Kulturelle Anliggender, som i 1988 fik navnet Kulturministeriet, lå de forskellige ressortområder primært i Undervisningsministeriet og endnu før det i Kultusministeriet, der eksisterede 1848-1916. Etableringen af et ministerium for kultur skete bl.a. ud fra et ønske om at fremme kunstens vilkår i Danmark og at nedbryde barriererne mellem folk og kunst, således at det ikke hovedsagelig var den højtuddannede og velhavende del af befolkningen, der nød godt af kulturlivet. I årenes løb har Kulturministeriet taget forskellige midler i brug for at opfylde disse to kulturpolitiske målsætninger, som betegnes »demokratisering af kulturen«
Målsætningen om at demokratisere kulturen indebar bl.a. oprettelse af forskellige statslige støttepuljer, vedligeholdelse af biblioteksafgiften, støtte til kulturformidlings- og undervisningsinstitutioner, rabatordninger til særlige grupper, større ansvar og flere midler til kommunerne samt udbygning af biblioteker, teatre, museer og arkiver. Resultatet af indsatsen for at udbrede kultur til befolkningen kunne bl.a. ses ved en vækst i antallet af museer og biblioteksfilialer over hele landet. Samtidig fik stort set alle de centrale dele af kultursektoren ændret på lovgivningen, i årene efter Kulturministeriet blev etableret. Blandt de vigtigste kan nævnes Teaterloven (1963), Filmloven (1964), Biblioteksloven (1964) og Musikloven (1976), der inden for hver deres kulturområde organiserede statens og kommunernes ansvar samt reglerne for støtte. Derudover udvidede og udbyggede Kulturministeriet den i 1956 oprettede Statens Kunstfond for at fremme billedkunstneres vilkår; fra 1964 støttede fonden skabende kunst inden for billedkunst, litteratur og musik.
Ved Kulturministeriets oprettelse blev der således grundlagt nogle principper og kulturpolitiske målsætninger, der står uantastet i dag. Men kulturpolitikken har også gennemgået forandringer. I begyndelsen af 1960’erne var der forholdsvis stor politisk enighed om, hvilke typer af kunst der skulle støttes, samt hvilke kunstarter der skulle udbredes til alle lag i samfundet. Den statslige kulturpolitik skulle ligesom det øvrige velfærdssamfund overvinde markedets skævheder og fremme den ikke-kommercielle kultur for at højne den folkelige dannelse. Dette syn på kultur indebar en oplysningsfilosofisk tanke om, at mennesket kunne forædles gennem kulturen, og at kulturen spillede en væsentlig rolle i udviklingen af selvstændige, demokratiske borgere.
Kulturministeriets målsætninger om at udbrede kultur til hele befolkningen mødte imidlertid allerede i 1960’erne modstand og kritik. Særlig stor opmærksomhed fik lagerforvalter Peter Rindal, da han i 1965 på kort tid indsamlede 62.000 underskrifter mod Statens Kunstfond. Rindal kritiserede først og fremmest den offentlige støtte til den moderne såkaldt finkulturelle kunst, og den store opbakning, han fik, illustrerede, at en ikke uvæsentlig del af befolkningen opfattede politikernes syn på kultur og dannelse som formynderisk. Den folkelige protest mod kulturpolitikken satte varige spor i kulturpolitikdebatten.
I 1969 udgav Kulturministeriet den omfangsrige En kulturpolitisk redegørelse. Betænkning 517. Betænkningen var især bemærkelsesværdig, fordi den fokuserede på en bred forståelse af kultur, også kaldet kulturelt demokrati, der lagde vægt på at fremme folks deltagelse i kulturelle aktiviteter. Betænkningen omfavnede dele af den nye ungdomskultur, der prægede de sene 1960’ere, og havde en anerkendende tilgang til forskellige kulturstrømninger. Frem for at betragte kultur alene som et dannelsesprojekt anskuede ministeriet borgerne som subjekter med forskellige kulturelle interesser alt afhængigt af social baggrund, uddannelse, alder og køn. Ministeriet gav herudfra efterfølgende mere støtte til lokale kulturforeninger, idrætsforeninger, amatørteatre og lignende samt den nye ungdomskulturs initiativer. Det har samtidig haft stor betydning, at skellet mellem fin- og massekultur på mange områder er blødt op. Populærkultur som Morten Korch-romaner eller tegneserier er i dag accepteret på folkebibliotekerne og i den kulturelle debat, mens det var omstridt i 1950’erne og 1960’erne. Tendensen kan også iagttages i Statens Kunstfond, der siden oprettelsen har anerkendt flere genrer som værende kunst og udvidet deres støtteområder til også at gælde film og scenekunst samt arkitektur, kunsthåndværk og design.
I løbet af 1980’erne begyndte flere kulturpolitikere at udbrede et såkaldt instrumentelt syn på kultur, hvor kulturens nødvendighed også blev anset for at være et spørgsmål om økonomi, branding og velfærdspolitik. Denne interesse kom på baggrund af den stadigt stigende bekymring over statens udgifter i lyset af den økonomiske krise fra 1970’erne. Kultursektoren kom derfor i stigende grad i konkurrence med andre velfærdsområder. En konsekvens ved dette mere instrumentelle syn på kunst har været et større fokus på besøgstal og på at fremme antallet af besøgende på landets offentlige kulturinstitutioner. Siden da har kulturpolitikken også været præget af diskussioner om, hvorvidt en aktiv kulturpolitik kan være med til at skabe vækst i samfundet. Det har siden været et argument for at fremme kunsten, at det er et vigtigt erhverv, som kan bruges til regional udvikling og til at fremme eksporten.
Til trods for at der således løbende foregår store debatter om, hvilke kvalitetskriterier der lægges til grund for den offentlige støtte til kulturen, er der fortsat bred politisk enighed om nødvendigheden af at støtte kultursektoren med offentlige midler, idet kultur anses for at være centralt for dannelsen af det enkelte individ og for sammenhængskraften i det danske samfund.
