Aabenraa Kommunes 71 km lange kystlinje deles i to af Sønderborg Kommune. I nord har kommunen således kyst ud mod Lillebælt samt Aabenraa Fjord, Genner Bugt og en del af Als Fjord, mens den i syd ligger ud til Flensborg Fjord.
Det høje og kuperede istidslandskab når næsten overalt helt ud til kysten. Kommunen ligger i en del af Danmark, hvor havspejlsstigningen siden stenalderen har været større end landhævningen. Det betyder, at der ingen steder findes marint forland i form af hævet havbund, ligesom omfanget af havskabt land er begrænset. Trods havstigningen er der dog skabt en smule marint forland, hvor sedimenttilførslen har været stor nok. Kysterne præges derfor overvejende af klintkyster med smalle, stenede strande samt nogle få områder med marint forland og sandstrand.
De nordlige kyster ligger mellem Sønderballe Strand i Genner Bugt og udløbet af Blå Å i Als Fjord samt omkring øen Barsø, mens kysterne i syd strækker sig fra midten af bugten mellem Knudsmade og Rønshoved til den dansk-tyske grænse i Kobbermølle Bugt. De nordlige kyster er eksponeret ud mod Lillebælt, mens de sydlige kyster ligger bedre beskyttet i den indre del af Flensborg Fjord, hvor det frie stræk er kortere.
Omkring 3 km øst for Genner Bugts udmunding ligger Barsø, som på den nordlige og sydlige del af øen hæver sig hhv. 39 m og 27 m op over havoverfladen. Både mod øst og vest ligger det forholdsvis høje landskab tæt på kysten, og der er derfor klintkyster på begge sider af øen. På vestkysten er klinterne tilgroede, og stranden er gruset, mens klinten på østkysten flere steder er under erosion, så stranden bliver stenet. Mod nordvest ligger en strandvoldsslette, der er bygget ud fra både sydvest og nordøst. I den sydlige ende af øen findes yderligere en strandvoldsslette, der er opbygget fra vestlige og østlige retninger. Mod sydvest ses et lille vinkelforland. Nord, vest og syd for Barsø er strandplanet stejlt, mens det flader ud mod øst og sydøst, hvor det breder sig ud i Barsø Grund.
I bunden af Genner Bugt ligger den lille Kalvø, hvis kyster hovedsagelig er tilgroningskyster med rørskove. Det samme gælder kysterne i den inderste del af Genner Bugt.
Løjt Lands kyster er eksponerede mod alle østlige retninger, og det største frie stræk fra Lillebælt er mod østnordøst. Næsten overalt på halvøen når istidslandskabet helt ud til kysten, og der levnes derfor ikke megen plads til marint forland. Omkring Sandskaer Strandcamping på nordsiden af Løjt Land er der dog enkelte sandede badestrande. Strandene fastholdes af stenhøfder og en mole, og sandfordelingen viser, at sedimenttransporten overordnet er fra sydøst. Sydøst herfor er kysten beskyttet af mindst ti stenhøfder. Sandaflejring på sydsiden af høfderne vidner om, at sedimenttransporten går mod nord. Strandplanet er sedimentfattigt, stejlt og smalt og bliver mere sandfattigt mod syd, samtidig med at stranden bliver endnu smallere. Ved færgelejet til Barsøfærgen er der opført en mole og en stenhøfde, hvilket i sydøst har skabt en bred, knap 300 m lang sandstrand. Mod sydøst afgrænses den af endnu en stenhøfde, hvilket har skabt en yderligere, 75 m lang, bred sandstrand. Videre sydøstpå vider strandplanet sig ud, og kysten er forholdsvis stenet med en smal strandbred. Her ligger en del nu ineffektive og druknede stenmoler, og først ved Loddenhøj og i bugten mod syd dukker sandstranden atter op. Strandbredden bliver mere stenet mod syd til Knudshoved, som danner skel mellem den bugtede kyst mod nord og den rette, østeksponerede kyst mod syd.
Mellem Knudshoved og Skarrev er der en klintkyst, som flere steder er under erosion. Hvor klinten ikke eroderes, er den tilgroet, ofte med træer. På længere strækninger er stranden gruset og stenet. Nord for Stærbæk Sten er strandplanet sedimentfattigt, mens der mod syd findes et revlesystem af to til tre revler, hvilket fortsætter helt til Skarrev inde i Aabenraa Fjord. Ved bebyggelsen Spramshuse er der opført lokal kystbeskyttelse i form af stenhøfder, hvoraf nogle er aktive, mens andre synes uden effekt. En tilsvarende lokal kystbeskyttelse ses ud for den spredte bebyggelse på resten af strækningen til Skarrev. Sedimentfordelingen omkring de aktive stenhøfder viser, at sedimenttransporten er lige stor fra såvel nordøst som sydvest. På gamle flyfotos fra 1954 ses, at Skarrev er et dobbeltsidet opbygget vinkelforland. Dette sløres dog af den senere opførte campingplads. Skarrev fortsætter i dag mod sydøst ud i Aabenraa Fjord i en lang, smal sandodde.
Kyststrækningen fra Skarrev, forbi Aabenraa og videre til Varnæs Vig på sydsiden af Aabenraa Fjord er generelt præget af smalle, ofte stenede strande. I et forsøg på at fange og fastholde nogle af de sedimenter, der findes på strandplanet, er der opført en del stenhøfder. I områder, hvor kysten er under erosion, vælter træerne ud over stranden. Aabenraa Fjords store vanddybder tæt på kysten og det lange frie stræk mod nordøst betyder, at bølgeerosionen er i stand til at opretholde en klintkyst med aktive skræntprocesser.
Fra Aabenraa til havnen ved det tidligere Enstedværk er kysten i høj grad kunstig og fikseret af moler m.m. Syd for sejlklubbens marina er der anlagt en bynær sandstrand. Da store dele af Aabenraa ligger lavt, er der risiko for oversvømmelse fra både fjorden og Mølleå, og i bl.a. 1872, 1904 og de senere år har byen været ramt af oversvømmelser. Kommunen har derfor planlagt at gennemføre tiltag, der skal mindske oversvømmelsesrisikoen i forhold til fremtidens stormfloder.
Fra vestkanten af Hostrupskov til det sted, hvor Strandgade rammer Varnæsvej, ses en strækning, hvor høfderne ligger med kun 20 til 50 m’s afstand. Herfra og til Varnæs Vig er der klintkyster med en smal, stenet strandbred og et sedimentfattigt strandplan. Kysten langs Varnæs Vig er en blanding af sand og grus, og strandplanet i vigen er overvejende sandet. Ved Varnæs Hoved finder man et typisk sønderjysk fjordlandskab med stejle, op til 20 m høje klinter med erosion og friske skred samt en meget stenet strandbred. Ved Naldtang er der en del stenhøfder, og langs kysten ud mod Als Fjord er stranden sandet og stedvis dyndet. Havbunden skråner jævnt ned til 20 m’s dybde.
Kommunens sydlige kyster ud mod den indre del af Flensborg Fjord ligger i læ for østlige stormretninger. Selv om energiniveauet er lavt, betyder det kystnære byggeri, at kysten alligevel er præget af høfder, der som regel er ineffektive. De mest naturlige kyster findes på Okseøerne ud for Sønderhav. På Lille Okseø ses en ca. 100 m lang retodde mod nord, der spejler sig i en tilsvarende, men lidt større odde fra Sønderhav. Langs kysten sydvest for Sønderhav løber landevejen næsten helt nede i vandkanten.
Ved Kollund Østerskov ses endnu en smal odde, der bygger ud mod østnordøst. Omkring Kollund Strand er der en sandet strandbred, som holdes fast ved stenhøfder. På den vestligste kyststrækning mellem Kollund Roklub og Kruså går Kollund Skov helt ned til kysten. Her er indslag af rørskov, og stranden er enten smal eller mangler helt. Kysten præges af de lave energiforhold i kombination med den variation i vandstanden, som forårsages af vind og vejr.
