Haderslev Kommune har en 118 km lang kystlinje ud mod Haderslev Fjord og Lillebælt. Den smalle Haderslev Fjord bugter sig 15 km fra Haderslev til udmundingen ved Ørby Hage og Stagodde. Fjorden ligger i Haderslev Tunneldal, som også rummer Haderslev Dam, Hindemade og Stevning Dam. Oprindelig var fjorden meget lavvandet med en størstedybde på bare ca. 2,5 m. I 1600- og 1700-tallet gjorde det fjorden meget vanskelig at besejle, og i 1830’erne blev der derfor etableret en sejlrende, som i dag har en dybde på ca. 6 m. Forskellen mellem middelhøjvande og middellavvande er blot 0,2 m. Dog kan østlige og vestlige vinde hhv. forhøje og sænke vandstanden i fjorden med mere end en meter. Normalt løber strømmen kun ganske svagt ud af fjorden, men falder vandstanden i Lillebælt, øges strømhastigheden. Modsat kan en stærkt stigende vandstand i Lillebælt vende strømmen, så den går ind i fjorden.
Overordnet set ligger Haderslev Fjord trods alt godt beskyttet, hvilket ikke helt kan siges om østkysten, der er eksponeret ud mod Lillebælt. Nord for Årøsund beskyttes kysten dog af den korte afstand til Fyn, ligesom øerne og grundene i Lillebælt dæmper størrelsen af de bølger, der når ind til den jyske kyst. Syd for Årøsund er situationen en anden. Her er der et langt frit stræk fra sydøst mellem Als og Ærø, og når vinden kommer fra denne retning, er den bølgeenergi, der rammer kysten mellem Halk Hoved og Noret, stor.
Ved Anslet Strand Camping længst mod nord er kysten beskyttet af godt 20 tætliggende stenhøfder. Fra campingpladsen og 1 km mod syd er der klintkyst med en smal, gruset og stenet strandbred, der ligeledes er beskyttet af flere stenhøfder. Fordelingen af sand om høfderne viser, at der er en nordgående sedimenttransport. Der er 2‑4 kystparallelle revler på strandplanet. Ved Sandersvig ligger en fin sandstrand med bælter af småsten. Stranden har et bredt strandplan med talrige revler og er beskyttet af flere stenhøfder mod syd.
Sydvest for Knudshoved drejer kysten ind i Avnø Vig. Her har Sillerup Bæk sin udmunding, og både nord og syd for mundingen er der en smal bræmme af marint forland. Strandplanet ud for vigen har mere end 20 kystparallelle revler og en fin, sammenhængende sandbund, der strækker sig mere end 600 m ud fra kysten.
Kysten mellem Jørl Hage og Ørby Hage er flad, smal og sandet med et bredt, lavvandet og sandet strandplan og mere end 20 stenhøfder. De kystparallelle revler overlejres af større revler, der er orienteret vinkelret på kysten. Ørby Hage er den nordlige afgrænsning af Haderslev Fjords munding og består af et marint forland uden markante strandvolde, men med våde strandenge. Fra den sydlige del, Stagodde, vokser en spinkel retodde ud mod nord i fjorden. Langs østsiden af Stagodde er der en smal bræmme af marint forland. Kysten mellem Stagodde og Årøsund er karakteriseret ved en smal, sandet strandbred med mange stenhøfder og et strandplan uden revler.
Syd for Årøsund findes en bræmme af marint forland, der tidligere var et fed, men som nu er vokset sammen med »hovedlandet«. Den tidligere lagune er i dag groet så meget til, at den ikke længere kan ses på kort. På grund af havnemolerne ved Årøsund Havn foregår der en udbygning af den fine, brede og sandede strand. Mod Råde Hoved bliver kysten smallere med talrige stenhøfder, mens der ved den ca. 400 m lange og 10‑20 m brede Flovt Strand ligger en af områdets fine badestrande med et sandet strandplan.
Ved Bankel Nor findes et smukt eksempel på en bugtlukning, som er opbygget af sedimenter fra klinten mellem Halk Hoved og Brunbjerg længere mod syd. Sedimenterne har dannet strandvolde og krumodder nord for klinten, hvor noret tidligere udgjorde en havbugt. I takt med oddetilvæksten er havbugten blevet lukket af og omdannet til en strandsø. Strandvoldene i den sydlige del af det marine forland, Nørremaj, danner et vifteformet mønster, som afspejler forskellige generationer af forlandsdannelsen. I den nordlige del af Nørremaj er strandvoldene derimod orienteret parallelt med den gamle kystlinje. Strandvoldene viser, at dannelsen af forlandet overvejende har fundet sted fra syd.
På læsiden af forlandet har kysten et nærmest deltaagtigt udseende, hvilket viser, at udløbet i perioder med vindstuvning og høj vandstand i Lillebælt også har fungeret som indløb for vand fra Lillebælt. Syd for »deltaet« fremstår bredden svagt kurvet med bagvedliggende små laguner. Disse barrierekyster i miniformat er dannet af bølger i Bankel Nor.
I det marine forland er der adskillige småsøer, som er opstået i læ af krumodder, mellem strandvolde eller ved afsnøring af slyngninger af udløbet fra Bankel Nor. Udløbet snor sig på tværs af forlandet i nordøstlig retning og illustrerer, at sedimenttransporten langs kysten er nordgående. Forlægningen af udløbet viser også, at bølgestrømmen langs kysten er større end strømhastighederne i udløbet. Var det modsatte tilfældet, ville udløbet have fulgt den mest direkte vej til havet. Gamle, nu tilsandede og tilgroede render på tværs af strandvoldssletten viser, hvor de tidligere udløb fra Bankel Nor har ligget. Syd for Bankel Nor står en kystklint i skarp kontrast til forlandsdannelserne.
Den nordøst-sydvest-orienterede, aktive kystklint ved Halk Hoved er ca. 5 km lang, op til 28 m høj og næsten retlinet. Da klinten er eksponeret mod sydøst, hvor der er det største frie stræk, sker der en kraftig erosion, som de sidste 100 år har ført til en gennemsnitlig tilbagerykning på ca. 1 m om året. Ved Halk Hoved føres sand, grus og sten ved pålandsstorm enten mod nord eller sydvest.
Syd for klinten findes forlandsdannelser med et fed, dvs. en odde, der er karakteriseret ved at være smal i den indre del og bred i den ydre del. I læ af feddet findes strandsøen Noret, der i lighed med Bankel Nor er en brakvandssø. Den smalle del af feddet, Rævshalen, består af få, grusede strandvolde. På den brede del af feddet findes 8‑10 strandvolde, der er op til flere hundrede meter lange med mellemliggende fugtige lavninger. Voldene er orienteret nord-syd og ligger parallelt med den nutidige kyst. Feddet er opbygget af materialer fra kystklinten, som er ført mod sydvest. En del af sedimenterne er dog ført videre nordpå og ind i Sandvig.
Nærmest som en forlængelse af kysten strækker en lang, smal barriereodde sig sydøstpå fra Hejsager Strand til lige nord for feddet. Barriereodden er skabt af en langsgående transport fra sydvest, der følger kysten i Sandvig, sammen med en almindelig profiludvikling, der knytter sig til barrieredannelse. Feddet og odden adskilles af et laguneløb, der udgør det samlede udløb for lagunerne Fuglsø og Noret samt de tilstødende strandenge og rørskove.
Hejsager Strand er en ca. 800 m lang og knap 20 m bred sandstrand med få sten. Strandplanet har sanddække med spredte småsten og ingen markante revler. Syd for Hejsager Strand ligger Kelstrup Strand, der er beskyttet af stenhøfder. Den er også sandet, om end den inderste del af strandplanet er stenet.
Kysten mellem Kelstrup Strand og Diernæs Strand er overvejende en stejl klintkyst. Flere steder er kysten under erosion. Det ses fx ved Tormaj, hvor fem stenhøfder beskytter kysten ud for bebyggelsen. Sandet ved høfderne viser, at sedimenttransporten især foregår mod syd. Strandbredden er overvejende smal med en blanding af sand, grus og sten; nogle steder meget stenet, andre steder med næsten rent sand. Strandplanet er sedimentfattigt, dog kan der ses en revle fra Tormaj mod nordøst.
Ved Vilstrup Strand drejer kystklinten brat og vinkelret for at følge det dalstrøg, som Slivsø ligger i. Den ydre del af »barrieren«, som adskiller Slivsø fra Lillebælt, er marint forland. Her ligger Diernæs Strand ud til Diernæs Bugt. Den 500 m lange og ca. 12 m brede strand består af fint sand med spredte sten, mens havbunden ud for stranden består af sand og mellemstore sten.
Syd for Vikær Strand er kysten orienteret nord-syd, retlinet og, især mod nord, præget af erosion. Sandfordelingen omkring en stenhøfde ud for Gåsevig Strand Camping viser, at sedimenttransporten er nordgående. Stranden er overvejende gruset, mens strandplanet er sandet uden markante revler. Langs nordkysten af halvøen Sønderballe Hoved bliver stranden smallere og mere stenet, og den kystnære skov falder næsten ud over den stejle kystklint. Sydsiden af halvøen har en mere uregelmæssig kystlinje med en smal og stenet strand og et sedimentfattigt strandplan. Ind mod Sønderballe Strand præges kysten af talrige bade- og bådebroer samt mange små stenhøfder, der dog kun har en begrænset effekt, da der ikke er mange løse sedimenter at fange.
