Hedensted Kommunes 78 km lange kyst kan inddeles i tre overordnede kyststrækninger med hver deres særkende. Den nordlige kyst er forholdsvis kort og strækker sig fra Flinte Hage til Hjarnø langs den yderste, sydlige del af Horsens Fjord. Fra omkring Hjarnø fortsætter den østlige kyst ned til Juelsminde i syd, mens den sydlige kyststrækning ligger ud mod Lillebælt og ned langs den yderste, nordlige del af Vejle Fjord. Opbygningen af marine forlande i hele kommunen er hjulpet på vej af den relative landhævning på 0,5‑1,5 m, som er foregået siden Littorinahavets tid.
Langs den yderste del af Horsens Fjord strækker sig en række lave kystklinter foran et op til 150 m bredt marint forland af grus- og stenstrande. Umiddelbart nordvest for Snaptun Havn er kysten udbygget med en krumodde, hvilket vidner om, at den lokale sedimenttransport går mod nordvest. Den ca. 2 km lange odde med Borre og Borres Knob vest for Snaptun består derimod af gamle istidsøer, som er blevet forbundet af sedimenter.
Mellem Snaptun og Hundshage findes et marint forland, hvor strandvoldssletten er beskyttet med nogle få høfder. Det viser, at sedimenttransporten her går mod nord. På samme strækning findes også en afsnøret strandsø og et vinkelforland.
Sydvest for Hundshage skifter kysten karakter, og næsten helt ned til Pøt Strandby præges den af erosion med træer, som er væltet ud på strandbredden. Ved Pøt Strand fastholdes kysten af parallelværker og høfder. På denne strækning er sedimenttransporten sydvestgående. Ved Nørgårds Strand beskyttes kystlinjen af traditionelle stenhøfder, og hvor de ophører, viger kystlinjen, og der opstår atter en erosiv kyst med væltede træer på stranden.
Ved Sønderby Strand har talrige stenhøfder formået at opretholde en fin sandstrand, og herfra og mod syd, langs den bueformede kystlinje, er der sandstrand samt et bælte af sandrevler på havbunden ud for kysten. Kysterne langs As Hoved er erosive, hvilket også gælder det meste af kysten ind til bunden af Sandbjerg Vig, hvor der igen er en fin, sandet og stabil strandbred. Erosionen vender tilbage vest for Juelsminde Havn, og her er kysten derfor sikret med stenhøfder. Det er også tilfældet for kyststrækningen mellem Juelsminde Havn og Bjørnsknude, hvor der overvejende er sandstrande med et sandet strandplan og en nordgående sedimenttransport. Her fastholdes kystlinjen af mere end 25 stenhøfder. Kysten ved Strandhuse i bugten vest for Bjørnsknude er ligeledes sikret med parallelværker og stenhøfder. Hvor beboelsen ender, ophører også kystbeskyttelsen, og klintekysten begynder at vige.
Det meste af kysten vestpå mod Daugårdstrand er en klintekyst med stejle klinter og smalle strande. Materialet, der eroderes ud af klinterne på denne strækning, indgår i opbygningen af det marine forland ved Rosenvold Hage. Ved Rosenvold Strand Camping sørger en større stenhøfde for at fastholde åmundingen og stranden. Mod vest er bølgepåvirkningen og den resulterende erosion mindre, da fjorden sætter sin begrænsning for det frie stræk. Ved Fakkegrav fastholdes kysten af mindre stenhøfder, men da der er sedimentmangel i området, fanger de ikke meget sand. På Træskohage findes et lille vinkelforland, mens man ved udmundingen af Rohden Å kan se et mindre marint forland med en afsnøret strandsø.
