Helsingør Kommune har en 33 km lang kyst ud mod Øresund. Kun et smalt marint forland adskiller strandbredden og Littorinahavets gamle kystklint, som pga. landhævning i dag ligger 5‑6 m.o.h. Kommunens kyst er derfor overvejende en klintekyst, og langs Strandvejen og Søndre Strandvej er den oprindelige bebyggelse klemt inde mellem hav og klint på det smalle marine forland.
Syd for Helsingør har havet gnavet sig ind i både det marine forland og klinterne. Strandene er smalle og stenede, og havbunden består de fleste steder af et abrasionsflak med tyndt eller slet intet sanddække. På grund af erosionen er kystlinjen i dag præget af kystbeskyttelsesanlæg som høfder, stensætninger og skråningsbeskyttelser. Her findes desuden Snekkersten og Espergærde Havne. Nord for Snekkersten Havn er der etableret et omfattende kystværn. Da strandene her er grusede og stenede, er der bygget adskillige badebroer. Fra Humlebæk går transporten af sand og grus nordpå, hvilket kommer til udtryk i kystens guirlandeformede forløb omkring havnene og høfderne. På sydsiden af disse konstruktioner aflejres der sand og grus. På nordsiden kommer der til gengæld til at mangle materiale, hvilket forstærker erosionen. I havnemundingerne har materialetransporten givet problemer med tilsanding. Ved flere lejligheder er molerne derfor blevet forlænget, ligesom der er etableret sandfangere. Egentlige sandstrande findes kun syd for de to havne.
I dag er materialetransporten lille, da kystsikringsanlæggene har udført deres opgave og dæmpet frigivelsen af nyt materiale fra forland og klinter. Syd for den nuværende Helsingør Havn lå der tidligere et næs, Sjællandsøre, som formentlig forsvandt under en stormflod i 1817. Den sidste del af kyststrækningen op mod Kronborg udgøres af en kunstig opfyldning, som er beskyttet af en betonmur. Selve Kronborg ligger på et fremspringende næs, som er beskyttet af kystsikringsanlæg.
Kysten nordvest for Helsingør er hovedsagelig en eroderende klintekyst. En undtagelse er dog området ved Hornbæk, hvor Littorinahavets kystklint ligger op til 600 m fra den nuværende kystlinje. Det betyder, at der her er opbygget en bredere strandvoldskyst.
På strækningen nordvest for Helsingør går den langsgående materialetransport mod sydøst, og ved Hornbæk ligger den på 20‑25.000 m3 om året. Hornbæk Havn afbryder dog sandtransporten, hvilket har ført til dannelsen af den mere end 200 m brede sandstrand med klitter vest for havnen. Den afbrudte sandtransport har dog også skabt problemer med tilsanding af havneindløbet, som jævnligt må renses op. Indtil i slutningen af 1990’erne blev sandet gravet bort, men er siden flyttet fra vest- til østsiden af havnen, så der her opstod en sandstrand.
På grænsen mellem Hornbæk Plantage og Saunte findes en smal, ca. 5 m høj vold, som blev anlagt for at forhindre sandflugt ind over markerne ved Saunte. Volden blev formentlig etableret i enten 1600-tallet eller begyndelsen af 1700-tallet, da der var store problemer med sandflugt. Flyvesandet ramte især områderne ved Horneby Sand og den nuværende Hornbæk Plantage, hvor det lille fiskerleje Ræveleje forsvandt under sandet i første halvdel af 1600-tallet. Det flade landskab inden for volden viser, at sandværnet virkede. Det bliver særligt tydeligt, hvis man sammenligner med det småbakkede klitlandskab, som kan ses i Hornbæk Plantage uden for volden. På stranden, hvor sandet oprindelig kom fra, består strandbredden i dag af grus og store sten.
Øst for Hornbæk Havn snævres det marine forland ind til 100‑200 m, og ved Ellekilde Hage begynder en række af kystsikringsanlæg, der strækker sig ned mod Helsingør Havn. I 2013 bestod de af 122 høfder, 33 bølgebrydere samt utallige stensætninger. Kystsikringen skal forhindre, at kystbebyggelserne og Strandvejen forsvinder i havet. Den medfører dog også, at der ikke tilføres sand fra vest, og at der ikke frigøres nyt sand ved erosion af kysten. Bortset fra stranden ved Hornbæk og de små strande på luvsiden af havnene i Espergærde, Snekkersten og Helsingør Nordhavn er Helsingør Kommune derfor fattig på rekreative sandstrande. Tidligere lå der en velbesøgt sandstrand ved Julebæk, men den er siden forsvundet pga. kysterosion. I 2010 besluttede Helsingør Kommune at reetablere stranden ved at strandfodre. Det sker om foråret inden badesæsonen. I løbet af efteråret og vinteren forsvinder meget af sandet nedstrøms mod Helsingør, så der igen må sandfodres det følgende forår.
Det meste af det sand, som gennem tiden er ført fra Hornbæk mod Helsingør, er aflejret på de lavvandede Lappegrund og Disken nord og syd for Helsingør. Derudover har det dannet et lavvandet revlesystem 200‑250 m fra kysten mellem Helsingør og Ålsgårde.
Ved Hornbæk ligger det daglige tidevand normalt på beskedne ca. 20 cm. Under vesten- og nordvestenstorme pumpes vand dog ind gennem Skagerrak og Kattegat, og pga. det tragtformede farvand nord for Helsingør og Helsingborg stuves vandet op. I 1922 nåede vandstanden ved Hornbæk op på 179 cm over dagligt vande, og under stormen Bodil d. 6. december 2013 nåede den helt op på 196 cm. Stormen Bodil var langvarig og forårsagede omfattende ødelæggelser i havnene. På visse strækninger eroderede havet under stormen op til 5‑8 m af kysten.
