Ved Lønstrup består kystbeskyttelsen primært af bølgebrydere, som skal bremse den stadige erosion af kysten.
.

Hjørring Kommune har 63 km kystlinje ud mod Skagerrak. Yderst mod nordvest ligger Hirtshals og deler kystlinjen i en vestvendt og en nordvendt del. Den vestvendte del udgør den nordligste del af Jammerbugten, mens den nordvendte del ligger ud til Tannis Bugt.

Fra Løkken i syd til Skiveren i nord ligger vidtstrakte sandstrande med storladne klint- og klitformationer. Om sommeren befolkes strandene af badegæster og naturelskere, mens havet råder om vinteren. Hvert år æder havet 1-3 m af den vestvendte kyst. Sandet, som eroderes af kysten, transporteres nord- og østpå af den langsgående kyststrøm. En del af sandet bidrager til at opretholde sandstrandene og den fortsatte udvikling af klitterne, mens størsteparten transporteres videre langs kysten og aflejres ved Skagen Odde og Skagens Rev. Kysterosionen er foregået i århundreder, og i takt med kystens tilbagerykning har befolkningen måttet flytte stadig længere ind i landet.

Hjørring Kommunes kyststrækning fremstår i dag med få hårde kystbeskyttelseskonstruktioner. På en 1,5 km lang strækning ud for Lønstrup er der etableret en række bølgebrydere. Her suppleres kystbeskyttelsen desuden med sandfodring.

Længere mod nordøst har grundejerne etableret stensætninger i et forsøg på at sikre sig mod kysterosion. Ved Hirtshals Havn knækker kystlinjen, hvilket medfører, at sandet transporteres væk fra kysten. En del af sandet ender i havneløbet og skal oprenses. Det oprensede sand genanvendes til at begrænse erosionen øst for havnen. En utilsigtet konsekvens af kystbeskyttelsen og de hårde konstruktioner ved Løkken, Lønstrup og Hirtshals Havn har været, at havet har angrebet kysten nedstrøms fra kystbeskyttelsen mod nord og øst endnu kraftigere.

Den kraftige vind, bølgerne og kystnedbrydningen betyder, at strandene ud mod Jammerbugten næsten er vegetationsløse. Kun enkelte steder vokser marehalm og sandhjælme. Der er heller ikke mange ynglefugle på den vestvendte kyst. Kun nogle få par af stor præstekrave prøver lykken her, og de risikerer, at en forårsstorm skyller rederne væk. Desuden bliver alle strandene forstyrret i yngletiden af badegæster med biler og løse hunde. I træktiden og om vinteren raster en del vadefugle på vestkysten. En af de mest almindelige trækfugle er sandløber, som er en ryle, der yngler i Arktis. På stranden kan man ofte se små flokke af sandløbere, der løber frem og tilbage foran bølgerne og finder små dyr i opskyllet. Havet ved Jammerbugten bliver ret hurtigt dybt, og den kraftige brænding betyder, at der tæt på kysten ikke kan vokse ålegræs eller tang på bunden. Derfor er dyrelivet tæt på stranden heller ikke så varieret. Det har dog stor værdi som opvækstområde for sild og tobis samt fladfisk som skrubbe, rødspætte og pighvarre. Ved de store sten ud for Hirtshals Fyr samt ved høfder og moler er der flere arter af tang, krebsdyr og fisk som havbars, tyklæbet multe og makrel.

Kommunens nordvendte kyst mod Tannis Bugt ligger i læ for den kraftige vestenvind og er heller ikke så påvirket af den nordgående kyststrøm. Derfor har det været muligt for hårdføre planter at få fodfæste på stranden. På de lave forklitter og strandvolde vokser marehalm, sandhjælme og blågrøn kvik, som med deres lange rødder er med til at holde på sandet. Fra de lave skrænter siver der mange steder ferskvand ud på stranden. Ferskvandet opstemmes på stranden bag forklitterne og danner en strandsump med et karakteristisk planteliv.

Videre læsning

Læs mere om Natur og landskab i Hjørring Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster