Københavns Kommune har en samlet kystlinje på ca. 120 km. Den omfatter Øresundskysten fra Svanemøllebugten i nord til Harrestrup Ås udløb i Kalveboderne i syd, kysterne på den nordlige del af Amager og Christianshavn samt kysterne omkring Arsenaløen, Holmen, Nyholm, Refshaleøen, Prøvesten, Trekroner, Middelgrundsfortet og Flakfortet.
Hovedstadens udvikling ud mod Øresund strækker sig fra middelalderen og frem til nu og har på forskellig vis bidraget til at omforme den naturlige kyst til den menneskeskabte kyst, som i dag kanter kommunen. Hvor kysterne tidligere var præget af strandenge, sandbanker og flak, har landindvinding, opfyldning og udbygning med tiden givet dem et ganske andet udtryk. I dag er forhenværende sumpområder befæstet eller anvendt til rekreative formål, mens der er skabt nye øer og halvøer for at give plads til bl.a. industri og boliger eller for at styrke forsvaret af København. Således har kysten udvidet sig betydeligt fra etableringen af Christianshavn i 1600-tallet, over 1800-tallets udbygning af Københavns søforter til inddæmningen og afvandingen af Amager og Kalvebod Fælleder i første halvdel af 1900-tallet samt 1930’ernes omfattende indpumpning af sand for at opretholde stranden i den daværende Amager Strandpark.
Gennem de seneste årtier har et øget fokus på friluftslivet betydet, at byen flere steder er åbnet ud mod Øresund og Københavns Havn. Det har bl.a. medført, at fx Svanemøllen Strandpark og Amager Strandpark i dag har miljøer, hvor egentlige kystprocesser kan udfolde sig. Således blev Amager Strandpark i 00’erne udbygget med barriereø, lagune og kanaler samt kunstige klitter.
Senest har udbygningen af Nordhavnen bidraget til en markant forlængelse af kystlinjen og udvidelse af kommunens kystnære areal. Og udviklingen er langtfra afsluttet. Flere idéer og visioner betyder, at byen også i fremtiden vil fortsætte med at vokse ud i Øresund.
Bortset fra Svanemøllen Strandpark og Amager Strandpark har udviklingen således låst kystlinjen mere eller mindre fast, så de naturlige kystprocesser ikke kan udfolde sig. Hvor der ikke er havne- og kajanlæg, er kysten som regel befæstet med stensætninger, mure og skråningsbeskyttelser. Mange af befæstningerne er af ældre dato og kan føres tilbage til perioden for landindvinding, som det for eksempel ses langs Kalveboderne ved Valbyparken og Sydhavnstippen. En undtagelse er kysten ud for Kalvebod Fælled på det nordvestlige Amager, hvor der 2009‑12 blev etableret yderligere et stort dige til beskyttelse mod oversvømmelse.
Da København ligger godt beskyttet mod den fremherskende vestenvind, beskytter stensætningerne overvejende mod de lidt sjældnere østenstorme. Til gengæld kan strømmen gennem både Øresund og havneløbene i Københavns Havn være kraftig, hvilket kan medføre både sedimenttransport og et betydeligt erosionspres på dele af kysten. Strømmen opstår, når der er forskel på vandstanden nord og syd for havnen, hvilket ofte er tilfældet. Det lave vand over Drogden i Øresund mellem Danmark og Sverige udgør en tærskel, som bremser vandgennemstrømningen, så vandet, afhængigt af vindretningen, stuves op enten nord eller syd for København. Det samme gør sig gældende i havneløbet.
Eftersom store dele af Københavns kystnære områder ligger lavt, er der risiko for oversvømmelse ved storm fra vest, hvor vandet presses ind i Øresund fra nord, eller fra syd og øst, hvor vandet presses ind i Øresund og Køge Bugt fra syd. Op gennem historien har sjældne, men kraftige stormfloder da også hærget kysten. Stormfloden i november 1872 var den kraftigste og gav formentlig vandstande på mere end 250 cm over normalen. Også stormen Bodil førte i december 2013 til betydelige vandstandsstigninger, da vand fra Kattegat blev presset ind i Øresund nordfra. Det medførte en vandstand på ca. 170 cm over normalen, hvilket er den højeste vandstand, der nogensinde er målt i Københavns Havn. Havde vandstanden været blot få centimeter højere, havde stormen ført til omfattende oversvømmelse af bl.a. boligområderne langs havnefronten. Stormfloder fra syd vil også resultere i forhøjet vandstand, hvilket blev brugt som argument for etableringen af det højere dige langs Vestamagers kyst.
Københavns Kommune arbejder derfor med forskellige scenarier for, hvordan byen skal modvirke effekterne af både de nuværende og fremtidige oversvømmelsesudfordringer, hvor havstigninger på op mod en meter i løbet af det næste århundrede vil løfte stormflodsvandstandene tilsvarende. Det sker ved bl.a. at indtænke ydre beskyttelsesværker i Øresund i den videre byudvikling. Stormen Bodils forvarsel om fremtidens ekstreme vandstande betød desuden, at de nyopfyldte, yderste områder i Nordhavnen blev anlagt i et højere niveau end de inderste.
