Slagelse Kommune rummer mange forskellige kysttyper som klintkyster og tilgroningskyster, udlignede kyststrækninger og flere eksempler på tidligere øer, der i dag er bundet sammen af marine dannelser. Hertil kommer dybe indskæringer i landet ved Korsør Nor og fjorden ved Skælskør. Den vestvendte kyststrækning ligger ud mod Storebælt, mens kysten mod syd vender ud mod Smålandsfarvandet. Den relative landhævning siden stenalderen er på 1,5 m længst mod nord, mens den er på 0 m ved Omø. Øerne Sprogø, Agersø og Omø ligger i kommunen.
Den ca. 4 km lange Stillinge Strand er et marint forland, som strækker sig ca. 1 km ind i land. Der er bred sandstrand, og sandet fortsætter ud på havbunden i to til fire revler. Mellem Stillinge Strand og Frølunde Fed når istidslandskabet ud til kysten, hvor bølgerne har eroderet en kystklint rundt om Almindkrog. Stranden er smal med grus og sten, og havbunden har ingen løse sedimenter. Der er mere end 30 stenhøfder til at fastholde kysten, og på den nordlige del af strækningen findes også skråningsbeskyttelse med store sten. Den sydlige del af strækningen er lavere, mere sandet og uden skråningsbeskyttelse. Sedimenttransporten er sydgående.
Syd for Almindkrog ligger det store marine forland Frølunde Fed, der tidligere var en vig, som strakte sig flere kilometer ind bag den nuværende kystlinje. Det marine forland blev skabt ved, at tidligere odder byggede ud fra både nord og vest og derved afsnørede bugten. I området ligger vådområder og afsnørede strandsøer både nord og syd for Tudeå, som udmunder i Storebælt. De store mængder sedimenter, som er gået til at opbygge det marine forland, kommer fra istidslandskabet nord og vest for området, fra havbunden og fra åerne, der udmunder i bugten. Den relative landhævning har bidraget til dannelsen af nyt land.
Mellem Frølunde Fed og Lejodde når istidslandskabet igen ud til kysten, og her er derfor en klintkyst med erosion. Den sandede strand har en varierende bredde, og kystlinjen er fastholdt af høfder. Området ved Lejodde består mod nord af et vinkelforland, som omslutter en strandsø, hvori der er flere krumodder. Mod syd ligger en barriere, der afspærrer lagunen Lejsø fra havet. Syd for barrieren til Vagtbanke er kystlinjen udlignet og orienteret vinkelret på det store frie stræk til Fyn.
Kysten langs Korsør er en blanding af marint forland og istidsaflejringer, der er skjult af Storebæltsforbindelsen, havne- og bybebyggelser. Når man kommer væk fra bebyggelsen langs Korsør Nor, er der beskyttede strandengs- og tilgroningskyster. Fra Korsør til Kobæk Strand præges kysten af istidslandskabet. Mod nord er landskabet højt og præget af erosion og stenhøfder. Sedimentfordelingen omkring høfderne ved Korsør Skov viser, at sedimenttransporten går mod øst.
Omkring herregården Espe drejer kysten mod syd og bliver fladere. Her ligger et smalt, marint forland, som bliver bredere ned mod Kobæk Strand, og som strækker sig ned til indsejlingen til Yderfjord. Kobæk Strand er bred og sandet med en sandet havbund med flere revler. Mundingen af Yderfjord fastholdes af lange høfder. Bortset fra bebyggelse ved Skælskør er det meste af bredden omkring Yderfjord, Inderfjord og Noret i naturlig tilstand.
Kysten fra Gedehave og mod syd til Mindeshoved er en klintkyst, der mod nord er beskyttet af et lille marint forland og mod syd forsvinder, i takt med at landskabet bliver lavere. Ved Mindeshoved og i bugten nord for Stigsnæs er der et smalt marint forland. Strandplanet har en lille hældning, hvilket skaber gode betingelser for tilgroning og dannelse af odder.
Kysten rundt om Stigsnæsværket er præget af havne- og kajanlæg. Øst for værket ligger strandengskyster med krumodder. Mellem Sevedø og Bisserup ligger en såkaldt dobbeltkyst, med en ydre kyst, der er eksponeret mod Smålandsfarvandet, og en indre, beskyttet kyst, som omkranser lagunen med Øksenæs Fjord, Basnæs Nor og Holsteinborg Nor. Mellem den indre og den ydre kyst ligger barrieren af halvøer og småøer: Feddet, Næbbet, Vesterfed, Glænø, Glænø Stenfed og Østerfed.
Et fed er en odde, med en smal indre del og en bredere ydre del, som består af flere strandvolde og krumodder. Feddet længst mod vest er smalt og består af talrige strandvolde, hvis forløb har ændret sig, i takt med at de ældste strandvolde og klintkysten, der leverer materialer til feddet, er eroderet tilbage. Sedimenttransporten foregår her mod øst, og inden for de senere år er Feddet vokset sammen med Næbbet, som tidligere var en fritliggende barriereø. Vesterfeds østlige del er opbygget af materiale, der er ført vestpå fra nedbrydningen af moræneklinten på Glænø. Den vestlige dels strandvolde er opbygget fra en tidligere moræneø, som nu er borteroderet. Sedimenttransporten ved Vesterfed er vestgående.
Østerfed er opbygget af sedimenter fra nedbrydning af klinten ved Glænø, som er ført østpå. På hele kyststrækningen gælder, at det både er den langsgående sedimenttransport og sedimenttransporten ude fra havbunden og vinkelret ind på kysten, der flytter rundt på materialerne.
Glænø består af istidsaflejringer og har ud mod Smålandsfarvandet en høj kystklint, som er under erosion. I modsætning til feddenes sandstrande er stranden gruset og stenet.
Den fladvandede lagune omsluttes af en bugtet kyst af lave strandenge og rørsumpe. Enkelte strækninger på nordkysten af lagunen er lavtliggende og beskyttet af diger. En dæmning mellem Stubberup Huse og Glænø opdeler lagunen i to, og vandudskiftningen mellem lagunen og Smålandsfarvandet sker via tre løb: ét mellem Næbbet og Vesterfed og to, der ligger på hver side af Østerfed. Løbet vest for Østerfed har udviklet et delta i lagunen. Løbene er ustabile og skifter både størrelse og beliggenhed over årene.
