Svendborg Kommune har en 182 km lang kystlinje ud mod Storebælt i øst, Det Fynske Øhav i syd og rundt om de mange øer og holme. Den sydvendte kyst ud mod Det Sydfynske Øhav ligger godt beskyttet af de lægivende øer, og eksponeringen er derfor beskeden. Også den svagt guirlandeformede og næsten udlignede Storebæltskyst har en begrænset eksponering, da både Langeland og et undersøisk rev giver læ for bølger fra øst.
Mod nord har der været balance mellem de havstigninger og landhævninger, som er foregået siden Littorinahavets (Stenalderhavets) tid. Længere mod syd har landhævningen derimod ikke kunnet følge med havstigningen, og Det Sydfynske Øhav er derfor et druknet istidslandskab, hvor det kun er toppene af det kuperede istidslandskab, der stikker op af havet som øer og holme. Havstigningen har også medført, at en række stenalderbopladser i dag ligger på flere meters vanddybde.
I Nakkebølle Fjord længst mod vest går sedimenttransporten mod nord. Øst for knækket på kysten syd for Ringsgård findes et lille marint forland og et bredt, sandrigt strandplan, som østpå snævrer hurtigt ind, til der kun er en enkelt revle. Mod øst til Ballen har kysten en smal, stenet strandbred, en til to revler og spredtliggende stenhøfder. Syltemade Å udmunder vest for Ballen Havn og afgrænses mod havet af et smalt bælte af strandvolde samt et 100 m bredt sanddækket strandplan.
Kysten mellem Ballen og Lehnskov Huse består af en kystklint, som er under erosion og flader ud mod øst. Vest for Lehnskov Strand fastholdes kysten af ca. 20 stenhøfder. Selve stranden er smal og hælder stejlt ned mod det mere end 20 m dybe Svendborg Sund.
Den ca. 10 km lange strækning mellem Rantzausminde Camping i vest og broen til Thurø i øst præges af bebyggelse, og kysten er fastholdt med bolværker og stensætninger. Der er talrige bade- og både broer langs kysten, og både Rantzausminde og Svendborg har lystbådehavne. Desuden karakteriseres Svendborgs havnefront af moler og kajanlæg. Kysten mellem Svendborg og det strandvoldskompleks, som vest for Skårupøre begrænser bredden af indløbet til Skårupøre Sund, ligger i læ af Thurø.
På den guirlandeformede kyst nord for Åbyskov danner »forbjerge« de fremspringende punkter, som typisk har inaktive og tilgroede klinter. Det indre strandplan er fladt med et bælte af revler, der især er talrige i bugterne. Her findes også fladkyster med en eller to strandvolde, men stort set uden marint forland. De største områder med marint forland ligger sydvest for Elsehoved og syd for Stokkebæk Huse. Den yderste spids af Elsehoved er en lille moræneø, der er forbundet til Fyn af ferskvands- og marinedannelser. Ved de øvrige forbjerge når morænelandskabet helt ud til kysten.
Materialetransporten på denne del af kysten er sydgående. Det ses bl.a. omkring Lundeborg, hvor der nord for havnen sker en udbygning af kysten i form af en bred sandstrand. Sandet mangler syd for havnen, og der har tidligere været en del erosion, hvilket en ombygning af havnen har reduceret.
Tange Å, som udmunder nord for Lundeborg, er afskåret fra kysten af et strandvoldssystem, som Gl. Lundeborgvej er anlagt på. Åens udløb er forlagt mod syd, hvilket vidner om en sydgående materialetransport.
Syd for Fyn ligger Det Sydfynske Øhav med sine mange øer, hvoraf Tåsinge, Thurø, Drejø, Skarø, Hjortø og et antal mindre holme hører til Svendborg Kommune. Den største er Tåsinge, hvis nordlige kyster ligger i læ af Fyn og Thurø. Øst for Tåsinge ligger Thurø, der næsten gennemskæres af den smalle fjord Thurø Bund, og tidligere blev øen ofte delt i to, når der var højvande. Mod sydøst findes et vinkelforland, der fortsætter i det undersøiske Thurø Rev, som strækker sig mere end en kilometer ud fra kysten. På øens øst- og sydkyst er der klinter, som er under erosion.
