Par på Lendrup Strand af . Begrænset anvendelse

Kyster i Vesthimmerlands Kommune

Stenstrande er et almindeligt syn langs Vesthimmerlands Kommunes varierede kyster. De mange sten er levested for dyrearter, som kræver et hårdt underlag. Her sidder fx rurer og blåmuslinger fasthæftet på stenene, der konstant skrabes rene for alger af strandsneglenes raspetunger.
.

Vesthimmerlands Kommune ligger ud til Limfjorden mod vest og har en samlet kystlinje på 108 km. Længst mod syd ligger Lovns Bredning, det smalle Hvalpsund, Risgårde Bredning og Bjørnsholm Bugt. Den store, åbne Løgstør Bredning med Løgstør Grunde udgør kysten mod vest, mens kysten i nord vender ud mod Aggersund.

De mange bugter, sunde og bredninger gør kysten meget varieret. På den stenede strand ud mod Løgstør Bredning vest for Løgstør træder kridttidens kalk tydeligt frem. Istidernes flytten rundt på materialer og den efterfølgende landhævning har ændret kysterne, efterhånden som bugter blev udfyldt af strandvolde, og hævede kystklinter kom til at ligge bag marine forlande og strandvoldssystemer. Gennembruddet af Limfjordstangen i 1862 skabte forbindelse mellem Vesterhavet og Limfjorden og medførte, at der er kommet mere gang i sandtransporten og kystudviklingen. Under storme presses vand ind i fjorden, og den forhøjede vandstand øger erosionen af kommunens klintekyster. Åbningen mod vest og den lavvandede Løgstør Bredning har medført, at Løgstør under længerevarende blæst er blevet ramt af vandstande på mere end 2 m over det normale. Efter gentagne oversvømmelser er der nu opført højvandsmure og diger ved både Løgstør og sommerhusområdet ved Lendrup Strand 5 km sydvest for byen. Mellem Løgstør og Lendrup Strand er kysten præget af indlandskanalen Frederik VII’s Kanal, som blev udgravet 1856-61 for at lette sejladsen forbi de lavvandede Løgstør Grunde.

Langs kysten mellem Rønbjerg Huse i nord og kysten ud for Gedsted i syd veksler landskabet mellem klintekyster og marint forland med strandvoldssystemer. Sammen med kystnedbrydning og materialetransport har landhævningen her udlignet kystforløbet og afsnøret eller udfyldt mange små fjorde og indbugtninger. Det gælder bl.a. Bjørnsholm Ådal, Vilsted Sø, Lovns Sø og Lerkenfeld Ådal. Syd for Ertebølle Hoved har den sydgående materialetransport skabt et stort marint forland, og den tidligere kystklint ligger i dag op til 1 km inde i landet. På det marine forland findes stadier af udbygningen med mange, næsten parallelle nord-sydgående strandvolde. Den meget brede strand er ud for Ertebølle Hoved præget af store sten, som vidner om erosion af klinten. Bag den stenede forstrand syd for Hvalpsund findes den 25 m høje kystklint Melbjerg Hoved, der er opbygget af materiale fra de seneste tre istider.

Hvor saltholdigheden i Nissum Bredning er omtrent den samme som i Nordsøen, aftager den østpå. I Løgstør Bredning er saltholdigheden således faldet til ca. 24-28 ‰, og i den lavvandede Lovns Bredning er den nede på blot ca. 22 ‰. Det skyldes opblanding med store mængder ferskvand fra især Lerkenfeld Å, som har sit udløb i Lovns Bredning, og fra de vandløb, som løber ud i Hjarbæk Fjord i Viborg Kommune længere mod syd.

Den dynamiske Limfjord

I stenalderen var Limfjorden et stort øhav. Mod nordvest omkring Hanstholm, Bulbjerg og Svinkløv stod farvandet i åben forbindelse med Jammerbugten, mens det fra Nissum Bredning havde forbindelse til Vesterhavet. Siden har landhævning i samspil med kystdynamikken lukket udløbene mod nordvest og skabt store områder af hævet havbund, hvor de tidligere øer i dag rejser sig op over strandengene. Senere blev åbningen mod vest lukket af Limfjordstangerne. I den efterfølgende periode herskede der rolige forhold i Limfjorden, hvor en del kystklinter blev inaktive, og lave fjordområder groede til.

Gennembruddene af Limfjordstangerne ved Agger i 1825 og i 1862 ved Thyborøn gjorde forholdene i Limfjorden mere dynamiske med større variation i vandstanden og mere aktive kystprocesser. I nogle områder foregik der en erosion af klinterne samt hyppigere oversvømmelse af strandengene, mens der andre steder skete en tilvækst, som skabte nye øer, odder og holme. Fjordholmene er et tydeligt eksempel på denne tilvækst. De er en ca. 1 km bred strimmel af marint forland, som er gennemsat af afvandingskanaler, der støder op til diget fra Langholm i syd til Bygholmdæmningen i nord. Ud over den naturlige kysttilvækst betød landindvindingsprojekter fra ca. 1870 til 1954, at også øer som Gjøl og Øland blev landfaste.

Videre læsning

Læs mere om natur og landskab i Vesthimmerlands Kommune

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om Kyster

Eksterne links