Vordingborg Kommunes ca. 375 km lange kystlinje strækker sig rundt om det sydligste Sjælland, om Møn og Bogø og de øvrige øer i Storstrømmen, Ulvsund og Stege Bugt. Med eksponeringen mod både Smålandsfarvandet, Østersøen og mere beskyttede farvande indeholder kommunens kyster en utrolig variation af kysttyper og marint dannede landskabselementer. Her er strande med stor bølgeenergi under Møns Klint, og her udvikles strandenge og tilgroet forland i de roligere vige og nor.
Mod nordvest findes strandenge langs den sydlige del af Dybsø Fjord, hvor vandudvekslingen til Karrebæksminde Bugt i Smålandsfarvandet dels sker gennem det naturlige løb mellem Svinø og Dybsø, dels gennem løbet mellem Dybsø og Enø i Næstved Kommune. Som navnene antyder, var Svinø og Avnø tidligere øer adskilt af et lavvandet nor. De er nu ved landindvinding og dæmningsbyggeri gjort landfaste til Sjælland. Langs kysten mellem Svinø og Avnø er der udbygget et stort krumoddesystem med bagvedliggende strandenge med både naturlige og menneskeskabte dræningssystemer.
I den lavvandede Avnø Fjord er stranden smal og stenet og præget af generelt lave energiniveauer, og vest herfor rækker den oversøiske del af Knudshoved Odde ca. 15 km ud i Smålandsfarvandet. Det bakkede morænelandskab, herunder selve Knudshoved, er gradvis blevet nedbrudt, og det eroderede materiale har på den yderste del af odden formet langstrakte og uregelmæssige, lave drag mellem de istidsdannede dele af odden. Her er også flere afsnørede lagunesøer. Klinterne på nordsiden er begroede, mens de vest og sydvendte klinter er lave og aktive erosionskyster med stenede strande. Det bebyggede område mellem Orevej og Brovejen ved Vordingborg er en tidligere strandeng.
Fra Vordingborg, Masnedø og den lille Masnedø Kalv i Storstrømmen og mod øst til Ulvsund skifter kysten karakter, idet kystudviklingen mere afhænger af strøm og vandstandsforhold end af bølgepåvirkning. På Sjællandssiden betyder det, at strandene er meget smalle, og strandprofilet er stejlt. Mindre vinkel og tilgroningsforlande og krumodder karakteriserer dele af kyststrækningen mod øst til Kalvehave, mest karakteristisk mellem Petersværft og dæmningen til Langø. Vest herfor ligger Tærø, hvor der mod sydvest er strandvolde, der har afsnøret en strandsø ved den aktive krumoddedannelse.
Øerne Farø og Bogø er i dag forbundet af en dæmning med flade skråninger med strandengsvegetation mod vandet. Langs begge øers kyster er strandene generelt smalle og stenede. Der er endvidere strækninger med tilgroningsforlande, hvoraf nogle er nyere, og deres udbygning relaterer til vej og broanlæggene mod hhv. Sjælland og Møn. Især langs den østlige del af Bogø findes en lav, markant forlandskant mellem de marine dannelser og stranden som tegn på erosion af øen.
På østsiden af Sjælland hører de nordvendte kyster mod Præstø Fjord til kommunen. Her er lave energiforhold og gode aflejringsbetingelser, hvor der langs hele kystlinjen forekommer marine forlandsdannelser. Mod øst ved indløbet til Præstø Fjord er der gennem tiden sket en aflejring af sand, der ved krumodder har dannet holmene Maderne.
Kysten på strækningen fra Roneklint over Jungshoved til Bønsvig Strand og Bøged Strand veksler mellem lave, primært inaktive klinter og marint forland. Det, at strandplanet er fladt, samt at storme fra øst ofte er ledsaget af lave vandstande, gør, at bølgeenergien sjældent når kysten. Strandengene oversvømmes dog lejlighedsvis, når der er høj vandstand i Østersøen. Inde i landet nordvest for Jungshoved Slotsbakke ligger det lavvandede Jungshoved Nor, der er omkranset af lave strandenge og områder med rørskov. Mellem Jungshoved Nor og Kalvehave ses ligeledes en tilgroningskyst med indskæringer ved Kragevig, Sandvig Kohave og Kindvig Strand. Her er etableret flere små jollehavne. Syd for Kindvig Hoved har Mern Å sit udløb, og syd herfor langs Viemose Skov er stranden smal og stenet, dog stadig med indslag af marint forland og rørskov.
Øst for Kindvig Hoved ligger den lille ø Nyord, der i dag er forbundet til Møn via en bro over Ulvshale Løb. Øens vestlige del består af en flad bakke af moræneler, der fortsætter ned under havniveau. Stranden her er smal og stenet. På østsiden af Nyord strækker det vidtstrakte strandengsområde Nyord Enge sig 2‑3 km ud i Faxe Bugt med en rig mosaik af primært naturskabte dræningskanaler. På modsatte side af Ulvshale Løb, på Møn, findes tilsvarende store strandengsområder, Horsnæs på sydsiden af Ulvshale og Bøgenæs Sand på nordsiden. Udbygningen af Bøgenæs Sand er sket ved krumoddedannelser fra syd, og strandvoldene er delvis vanddækkede. Sydøst for Horsnæs mod den lavvandede Stege Bugt er kysten ligeledes præget af strandengsområder med talrige strandsøer. Ved Hegnede og Luddeholme stikker den gamle dæmning, der blev anvendt som udskibningsbro for det tidligere teglværk i Hegnede, ca. 1 km ud fra kysten i det lave vand. Mellem Luddeholme og Stege når istidslandskabet ud til kys‑ ten igen med en smal og stenet strand. Vandudvekslingen til Stege Nor sker gennem det smalle udløb i Stege. Noret er lavvandet med en gennemsnitlig dybde på 1,5 m, og noret omkranses af en smal bræmme af strandeng og rørskov med få indslag af smalle sandede eller stenede strande.
Langs kysten på vestsiden af udløbet i Stege ligger det store, kunstige jordopfyldningsområde Jordbassinerne, der har modtaget afløbet fra den tidligere afvaskning af sukkerroer. På hele strækningen videre mod vest til Koster Færgegård og videre mod syd til Fanefjord er stranden smal. Den inddæmmede og tørlagte Kostervig består af gammel fjordbund, og syd herfor har den nu afvandede Røddinge Sø sit udløb. Lige syd for broen til Bogø ligger indløbet til den 2 km lange Fanefjord, der er omkranset af strandenge og de inddæmmede enge Maderne og Vollerup Græsgange.
Fra det sydvestligste hjørne af kysten ved Hårbølle Pynt og østpå skifter kysten og kystlandskabet karakter fra primært at være tilgroningskyster til at være stenede klintekyster. Mens kystområdet ved Grønsund er præget af vandstandsændringer med lavt energiniveau, bliver kystområdet langs Hjelm Bugt domineret af bølgeerosion. Kysten fremstår generelt naturlig, men der er dog etableret store grupper af høfder og bølgebrydere langs Råbylille Strand og hen mod Klintholm Havn for at modvirke kysterosion.
Fra Fakshule og Møn Fyr mod nord langs østkysten af Møn til Hellehavns Nakke og Brunhoved tårner Møns Klint sig op over Østersøen. Her er kysten præget af den vedvarende erosion af klinterne med stejle stenede, kalkholdige strande med sandede indslag. Langs Møns nordvendte kyst mod Faxe Bugt fra Brunhoved til Ulvshale Strand mod vest flader klin‑ ten ud. Stranden er stenet og bliver mod Ulvshale mere og mere sandet. Stranden ender mod nordvest i krumodderne, som danner Bøgenæs Sand.
