Den lille vig Bløden syd for Risø ved Roskilde Fjord. I forgrunden ses en lav kyst med rørbevoksning og bagved Højklint ved Veddelev.
.

I årtier har det heddet sig, at den danske kystlinje var 7.300‑7.400 km lang, eller mere præcist 7.314 km. Fra 2014 opgøres længden ifølge Geodatastyrelsen til 8.750 km, hvilket er 1.436 km længere end hidtil. Kystlinjens længde ændrer sig som følge af erosions- og aflejringsprocesser, af vertikale land- og havbevægelser, af reetablering af tidligere bugter og vige efter en periode med inddigning og tørlægning, af inddigning af nye områder osv. Men selv om alle disse faktorer skulle falde ud til samme side – altså give en vækst i kystlinjens samlede længde, så er det ikke det, der er sket. Forklaringen er derimod en ændring af det datamateriale, som ligger til grund for opmålingen. Mens de 7.314 km stammer fra en opmåling udført på kort i målforholdet 1:100.000 (1 cm på kortet = 1 km i virkeligheden), så er de 8.750 km opmålt på kort i målforholdet 1:10.000 (1 cm på kortet = 100 m i virkeligheden). I dette målforhold er der plads til at vise mange flere detaljer på kystlinjen, som derfor bliver meget længere.

Endnu større forskelle på kystlinjens længde kan man opnå ved at sammenligne den længde, der kan måles på et Europakort, med den længde, man kan måle sig til ved at tage en skridttæller på og gå rundt i vandkanten langs Danmarks samlede kyster. Der findes ikke internationale retningslinjer for opmåling af længden af en kystlinje. Det er derfor relevant at kende datagrundlaget for en given kystlinjes længde, hvis man vil sammenligne forskellige landes eller regioners kystlængde.

Danmarks meget lange kystlinje på 8.750 km i forhold til det forholdsvis beskedne areal betyder, at kystlandskaber er rigt repræsenteret. Dertil kommer en meget stor variation af kysttyper – stort set alle kysttyper på vore breddegrader findes der eksempler på i Danmark. Det skyldes, at kysterne overvejende er udformet i mobile istidsaflejringer: ler, sand, grus og sten, og at nogle kyster vender ud mod store havflader og udsættes for en voldsom dynamisk påvirkning – her sker kystændringerne hurtigt og dramatisk – mens andre kyster er langt mere beskyttede, hvor ændringerne foregår meget langsommere og resulterer i helt andre kysttyper end på de eksponerede strækninger.

Dertil kommer, at landet har hævet sig, mest i den nordøstlige del af landet, hvor hævet havbund nu findes langt inde på land, mens den sydlige del af de indre kyster er et istidslandskab, der drukner ved kysten, og hvor levn fra stenalderens bopladser nu findes på havbunden på flere meters vanddybde.

Stejlkystens formverden– kystklinter og klippekyster

1. Danmark i Fastlandstiden for 11.700-9.000 år siden, hvor Danmark var sammenhængende med Skåne og England.
2. Danmark på Littorinahavets tid for 9.000-6.000 år siden. Store dele af Danmark var dækket af hav, og Nordjylland var opdelt i flere øer.
.

I Danmark er stejlkysten med kystklinter rigt repræsenteret. Kystklinter dannes især på udsatte steder, hvor kysten ligger åben ud mod større havflader, og hvor havbunden er for stejl til at dæmpe bølgerne på deres vej mod kysten. Her nedbrydes de fremstående partier af istidslandskabet eller undergrundens kalk, så der dannes en kystklint, der rykker ind i landet i takt med erosionen. Klinter, der er udformet i istidsaflejringer, nedbrydes hurtigere end kalkklinterne. Leret føres af bølgerne ud i havet, mens sand, grus og mindre sten fragtes med bølgerne og bølgestrømmen langs kysten. Større sten bliver tilbage på strandbredden. Efterhånden som klinten eroderes tilbage, opstår der en vanddækket, stenbestrøet grund, et såkaldt abrasionsflak, der med tiden kan blive så bredt, at det effektivt dæmper bølgernes energi og reducerer klinterosionen, der i bedste fald helt ophører. Det samme kan ske under en relativ landhævning.

Klippekyst findes kun på det nordlige Bornholm, hvor den tager sig meget forskellig ud afhængigt af typen af granit eller gnejs. På trods af en kraftig bølgepåvirkning foregår erosionen af klipperne meget langsomt og er primært koncentreret til grundfjeldets sprækkezoner. På steder hvor sprækkezonerne skærer kystlinjen, har bølgerne bortskyllet skørnede bjergartsmasser, så der er fremkommet indskæringer eller ligefrem grotter i klippen. Mere modstandsdygtige grundfjeldspartier danner derimod kantede fremspring og uregelmæssigt formede halvøer og skær, fx Helligdomsklipperne ved Rø, eller står tilbage som strandpiller, fx Kamelhovederne og Løvehovederne nær Hammershus.

Fladkystens formverden– strandvoldskyster og barrierekyster

Stige Ø ved Odense Kanal. Øen blev oprindelig skabt med materiale fra udgravningen af Odense Kanal omkring år 1800 og bidrog dermed til at øge Danmarks kystlinje.
.

Materialet fra de nedbrudte klinter føres med bølger og bølgestrøm langs kysten og aflejres i bugter og vige, hvor det indgår i opbygningen af fladkyster. Kyster med strandvolde og barrierekyster ligger åbne ud mod store vandflader som følge af, at de kræver en vis bølgeenergi for at kunne dannes.

Strandvoldskysten er den mest udbredte fladkysttype i Danmark. Den består af kystparallelle volde eller rygge af sand, grus eller sten. Ved bugter danner strandvoldene krumodder, der bygges uden på hinanden, så ældre krumodder danner en vifte ind i bugten, der efterhånden kan lukkes af. Hvis »kloen« af krumodder kun er forbundet med land via en smal tange, kaldes formen for et fed. Den største feddannelse i Danmark er Feddet i Præstø Fjord. Når strandvolde kun danner en smal forbindelse mellem hovedlandet og en ø, eller mellem to øer, kaldes det et drag eller en tombolo som Drejet på Avernakø eller Bolund i Roskilde Fjord.

Barrierekysten med barriereøer adskilt fra fastlandet af laguner dannes på steder, hvor havbunden er for flad til den herskende bølgepåvirkning. Så fragter bølgerne sand og grus ind mod kysten, hvor det ophobes i en kystparallel revle. Efterhånden vokser revlen op over havniveau og bliver til en barriere, som er en aflang ø eller halvø. Mod havet er der en strandbred, midt på øen et klitbælte og på landsiden af øen en tilgroningskyst, som i Vadehavet er marsk. Mellem barrieren og hovedlandet opstår en lagune, som står i forbindelse med havet gennem lagunegab, og på landsiden af lagunen er der igen en strandengs- eller marskkyst.

Danmarks største barrierekyst findes i Sydvestjylland, hvor barriereøerne Rømø, Mandø, Fanø og halvøen Skallingen afgrænser Vadehavet. Mellem barriereøerne findes lagunegab med tidevandsdybene Listerdyb, Juvre Dyb, Knudedyb og Grådyb, hvorigennem vandudskiftningen mellem Vadehavet og Nordsøen finder sted i takt med tidevandets bevægelser. Barriereøernes ydre, eksponerede kystlinje danner en jævn, buet linje, mens den indre, mere beskyttede kyst er uregelmæssig.

I de indre danske farvande er Korevle ved Sejerø Bugt og Jersie Revle i Køge Bugt eksempler på barrierekyster. Her omkranses lagunen af strandenge og rørsump.

Der er også et par kunstigt skabte barriereøer i Østdanmark. Både Køge Bugt Strandpark og Amager Strandpark er skabt ved hjælp af indpumpning af store mængder sand; øerne er anlagt dels for at skabe nogle attraktive badestrande i tæt befolkede områder, dels for at fjerne lugtgener fra råddent tang, og i Køge Bugt Strandpark findes tillige diger til beskyttelse af baglandet mod oversvømmelse.

Tanger er smalle landforbindelser mellem større, adskilte landområder og er opstået ved en kombination af sandtransport på tværs og på langs af kysten. Det gælder eksempelvis Holmsland Klit, hvor tangedannelsen har lukket Ringkøbing Fjord helt af som et led i udligningen af Jyllands vestkyst. Det samme gælder Bøvling Klit, der afgrænser Nissum Fjord fra Nordsøen/Vesterhavet.

Tilgroningskyster

Gammel kystklint fra stenalderen med foranliggende marint forland ved Dokkedal i Nordjylland.
.

Langs beskyttede kyster i fjorde og bugter udvikles tilgroningskyster. Her kan de mest salt- og vandtålende planter vokse ud på den del af kysten, der befinder sig omkring middelhøjvandslinjen. Det materiale, som føres med vandet ved højvande, bundfældes mellem planterne. Efterhånden kan aflejringerne nå op i et niveau, hvor også mindre hårdføre planter kan trives og bidrage til strandengens vækst.

Langs Vadehavets kyster, hvor strandengen oversvømmes af tidevandet to gange i døgnet, kaldes strandengen for marsk. I flodperioden, når vandet stiger, fører flodbølgen sand, ler og store mængder organiske materialer ind i Vadehavet, hvor en stor del af det sedimenteres ved strømstille omkring højvande, mens en del føres ud igen med den efterfølgende ebbestrøm. Marskdannelsen begynder, når en sandet vadeflade er kommet op i et niveau, hvor de mest salt- og vandtålende planter kan trives. Det finkornede materiale, som bringes ind ved højvande, aflejres mellem planterne som såkaldt slik. Det er især annelgræs, der formår at binde sedimenterne. Marsk findes omkring åernes udmundinger og langs fastlandet som Tøndermarsken, Ballummarsken, Rejsbymarsken og Ribemarsken. Desuden findes marsk langs barriereøernes østvendte kyster.

Marint forland og kunstigt tørlagte arealer

Landområder mellem den nuværende og en ældre kystlinje er skabt af marine kræfter – ofte kombineret med en relativ landhævning – og kaldes marint forland. Strandvoldssletter, tilgroningsforland i form af strandeng eller marsk samt odder, fed og hævet havbund er alle eksempler på marint forland.

Allerede i den sidste del af istiden skete der en landhævning, fordi landet blev lettet for isens vægt. Derved blev de kystnære dele af Yoldiahavet efterhånden tørlagt og forvandlet til marint forland, der i dag udgør højtliggende såkaldte yoldiaflader i Vendsyssel. Siden stenalderen har fortsat landhævning skabt store flader af hævet havbund, littorinaflader, der er mest udbredt i Nordjylland og Nordsjælland. Mange lavvandede vige er tørlagt ved inddæmning og omdannet til landbrugsarealer, fx Lammefjord.

Klitlandskaber

Råbjerg Mile er en stor vandreklit sydvest for Skagen. Igennem de seneste 100 år har klitten vandret ca. 1 km mod øst.
.

Mange steder langs udsatte kyster, hvor stranden er bred, fx langs Jyllands vestkyst og Nordsjællands Kattegatkyst, har vinden skabt et bælte af kystklitter. For at klitter skal kunne dannes, er det nødvendigt, at sand i den rette kornstørrelse er til stede på stranden, hvorfra vinden blæser det op i klitter. Fra kystklitterne har vinden mange steder sendt store sandmasser på vandring ind over baglandet som vandreklitter, fx på det marine forland nord for Fjerritslev og mellem Frederikshavn og Skagen, hvor Råbjerg Mile som den eneste store klit, eller mile, har fået lov at vandre frit i mere end 100 år. Også fjernt fra kysten har vinden dannet klitter; på de tørre, nøgne smeltevandssletter i Vestjylland har istidens storme skabt toppede indlandsklitter som Vrads Sande sydvest for Silkeborg.

Kystproblemer og kystbeskyttelse

Strandengen på Grønningen, den nordlige del af Fanø, oversvømmes ved stormflod. Vandløbet afleder vand fra et system af grøfter længere inde i landet. Desuden ses forsænkninger i engen med stillestående vand, såkaldte pander.
.

Der knytter sig store værdier til kystzonen. På den ene side står de landskabelige værdier, på den anden de menneskeskabte. Sidstnævnte rummer infrastrukturen som havnene og de byer, der er vokset op i tilknytning til fiskeri og søfart. Dertil kommer turismen og ikke mindst de helårs- og fritidsboliger, der er opført tæt på kysten pga. den store herlighedsværdi, der knytter sig til sådan et sted. Og det kan ikke undgås, at der jævnligt opstår problemer, når modstridende interesser – en naturlig kyst under fri udvikling – skal balanceres op mod samfundets værdier i kystzonen, når de udsættes for erosion eller oversvømmelse. Der er således mange forskellige behov og interesser, som der skal tages hensyn til, når kysten forvaltes.

Det er særligt erosion og oversvømmelse, der er de store problemskabere i kystzonen. Erosionsproblemerne knytter sig især til den jyske vestkyst og den nordsjællandske Kattegatkyst. Begge er kyststrækninger, der jævnligt udsættes for voldsom bølgeenergi, og som rummer lange strækninger med kystklinter, hvis naturlige udvikling er erosion og tilbagerykning, men problemet findes også i mindre skala mange andre steder.

Problemer med oversvømmelser findes i Vadehavsområdet, hvor stormfloderne er en tilbagevendende risikofaktor, men de er også udtalte i Limfjorden og i de indre danske farvande. Her er det Øresund og bælterne, der skaber flaskehalsproblemer for udvekslingen af vandmasserne mellem Nordsøen/Kattegat på den ene side og Østersøen på den anden. Oversvømmelser i forbindelse med vindstuvning forekommer både nord for bælterne, eksempelvis i Isefjord og Roskilde Fjord, og syd for bælterne på de lavtliggende dele af Lolland, Falster, Als mv.

Tidligere bekæmpedes kysterosion med faste konstruktioner som høfder og skræntfodssikringer, såkaldte hårde løsninger. Men i 1970’erne indførtes en »blød« kystbeskyttelse. Det skete i første omgang syd for Hvide Sande, hvor stranden blev fodret med sand. Idéen med kystfodring går ud på at erstatte et sandtab på en bestemt kyststrækning ved at pumpe en tilsvarende mængde sand ind på stranden eller ud på strandplanet. Sandet hentes ude på så store vanddybder, at indvindingen ikke har nogen negativ effekt på kysten. Kystfodringen på Vestkysten har været så effektiv, at den årlige kysterosion i dag er reduceret til et par meter, men fodringen med sand skal gentages med jævne mellemrum og er derfor bekostelig i det lange løb.

På Sjællands nordkyst er der siden 1994 flere steder etableret strandfodringsprojekter, fx vest for Liseleje, hvor strandfodringen er kombineret med kystparallelle bølgebrydere for at hindre sandet i at forsvinde for hurtigt. Bølgebrydere suppleret med strandfodring er en hensigtsmæssig metode til at beskytte kysten mod erosion og samtidig skabe bedre badestrande.

Talrige steder er der bygget diger for at beskytte lavtliggende områder mod oversvømmelser ved stormflod, eksempelvis marsken i Sydvestjylland og Lollands syd- og vestkyst, belært af stormfloden i november 1872, hvor ca. 250 mennesker omkom.

Videre læsning

Læs mere om Danmarks natur og landskab

Læs videre om

Læs også om

Se alle artikler om kyster