I årtier har det heddet sig, at den danske kystlinje var 7.300‑7.400 km lang, eller mere præcist 7.314 km. Fra 2014 opgøres længden ifølge Geodatastyrelsen til 8.750 km, hvilket er 1.436 km længere end hidtil. Kystlinjens længde ændrer sig som følge af erosions- og aflejringsprocesser, af vertikale land- og havbevægelser, af reetablering af tidligere bugter og vige efter en periode med inddigning og tørlægning, af inddigning af nye områder osv. Men selv om alle disse faktorer skulle falde ud til samme side – altså give en vækst i kystlinjens samlede længde, så er det ikke det, der er sket. Forklaringen er derimod en ændring af det datamateriale, som ligger til grund for opmålingen. Mens de 7.314 km stammer fra en opmåling udført på kort i målforholdet 1:100.000 (1 cm på kortet = 1 km i virkeligheden), så er de 8.750 km opmålt på kort i målforholdet 1:10.000 (1 cm på kortet = 100 m i virkeligheden). I dette målforhold er der plads til at vise mange flere detaljer på kystlinjen, som derfor bliver meget længere.
Endnu større forskelle på kystlinjens længde kan man opnå ved at sammenligne den længde, der kan måles på et Europakort, med den længde, man kan måle sig til ved at tage en skridttæller på og gå rundt i vandkanten langs Danmarks samlede kyster. Der findes ikke internationale retningslinjer for opmåling af længden af en kystlinje. Det er derfor relevant at kende datagrundlaget for en given kystlinjes længde, hvis man vil sammenligne forskellige landes eller regioners kystlængde.
Danmarks meget lange kystlinje på 8.750 km i forhold til det forholdsvis beskedne areal betyder, at kystlandskaber er rigt repræsenteret. Dertil kommer en meget stor variation af kysttyper – stort set alle kysttyper på vore breddegrader findes der eksempler på i Danmark. Det skyldes, at kysterne overvejende er udformet i mobile istidsaflejringer: ler, sand, grus og sten, og at nogle kyster vender ud mod store havflader og udsættes for en voldsom dynamisk påvirkning – her sker kystændringerne hurtigt og dramatisk – mens andre kyster er langt mere beskyttede, hvor ændringerne foregår meget langsommere og resulterer i helt andre kysttyper end på de eksponerede strækninger.
Dertil kommer, at landet har hævet sig, mest i den nordøstlige del af landet, hvor hævet havbund nu findes langt inde på land, mens den sydlige del af de indre kyster er et istidslandskab, der drukner ved kysten, og hvor levn fra stenalderens bopladser nu findes på havbunden på flere meters vanddybde.