Lægeforeningens Boliger (Brumleby), København

Brumleby, lægeforeningens boliger på Østerbro, blev anlagt i 1853 som sunde boliger for de fattige ovenpå koleraepedimien samme år, og beboernes trivsel var udgangspunktet for byggeriets udformning. Brumleby er opført som en karréby, og bygningernes højde og afstand optimerer lysforholdene mellem husene. Udearealerne med græsplæner, træer og små forhaver er afsættet for det sociale liv mellem husene. Brumleby er et af de første eksempler på en social bæredygtighedstanke, det almennyttige boligbyggeri, og er blevet et forbillede i den sammenhæng ude i verden. Brumleby er opført i etaper og var oprindeligt et indhegnet område på det dengang åbne Øster Fælled. Beboelsesblok A-D (+T) er opført i 1854 og E-H er opført i 1856-57. Disse blokke er tegnet af arkitekten Gottlieb Bindesbøll (1800-1856) og bebyggelsesplanen karakteriseres ved en lav udnyttelsesgrad hvor udearealerne var tænkt som åbne og i overensstemmelse med grundidéen om at give beboerne lys og luft i rigelige mængder. På Bindesbølls tegninger var der rækker af slanke pyramidepopler men i stedet blev der plantet Lindetræer. Angiveligt fordi de kom gratis fra kommunens gartneri. Lægeforeningens planer om udvidelse af bebyggelsen blev afbrudt af krigen i 1864. Beboelsesblok J-M er opført i 1866-67 og O-R (+N) er opført 1870-71. Disse blokke er tegnet af arkitekten Vilhelm Klein (1835-1913). Han havde været ansat hos Bindesbøll under opførelsen af første etape. Hovedprincippet er det samme som i den oprindelige bebyggelsesplan med stokbebyggelser omkring et grønt haverum. Men Kleins boliger var større og mere rummelige. Klein opførte de grundmurede udhuse med vaskerum og ildstedsbænk og skorsten til de nye blokke – og Bindesbølls retirader og vaskehuse af træ blev erstattet af nye grundmurede udhuse, svarende til disse opført til de nye blokke. I 1896-1904 undergik Bindesbølls blokke en større ombygning indvendigt, der medførte ændringer af facaderne. Disse havde herefter 21 døre på gadesiden, hvor der tidligere var 7. I 1990-96 og efter at være erklæret kondemnabel gennemgik bebyggelsen en større renovering, hvor tag og facader blev istandsat og enkelte steder tilbageført til før ombygningen i 1896. Vinduer og døre blev forbedret med koblede rammer og boligerne fik fjernvarme, badeværelser, nye køkkener (med renoverede ildsteder) samt andre tidssvarende installationer.Saneringen blev gennemført med en høj grad af beboerinddragelse og med stor respekt for bygningernes særlige karakter, herunder bevaredes ildsteder og ildkapper, hvor det var muligt, samt skorstene og karakteristiske dørgreb. Hertil blev brugen af enkle materialer bibeholdt. De oprindeligt 544 boliger blev i forbindelse med saneringen til 242 moderniserede lejligheder af varierende størrelse. Efter sigende, havde Bindesbøll været forudseende og så det netop som en kvalitet i planløsningen, at lejlighederne kunne sammenlægges. Skorstenene i Brumleby varierede oprindeligt i størrelse og udformning og Bindesbøll tegnede da også flere forskellige typer. I forbindelse med saneringen blev samtlige skorstenspiber istandsat og fik i den forbindelse samme principielle udformning. Brumleby blev i 1997 tildelt den fornemme Europa Nostra Pris for bevaring og renovering. Den tidligere Badeanstalt (1892 af Georg Rasmussen og Christian Ambt) har haft forskellige anvendelser herunder mejeriudsalg og lokaler for Kristi Menighed. I forbindelse med saneringen blev det store vaskerum i midten reetableret og terrazzogulvet og den eksisterende flisebeklædning istandsat. Det oprindelige vaskehus, nu kaldet Slagterskuret, er genopført i 1995 på samme sted og i samme materialer og form, som det oprindelige fra 1855 tegnet af Bindesbøll. Huset mod Øster allé med sidehus (1906) Fra 1906-43 var der i villaen sløjdlokaler. Senere blev hovedbygningen benyttet beboelse og gør det stadig i dag. Sidehuset benyttes i dag som ejendomskontor. Inspektørboligen (blok T) nedbrændte i 1869 sammen med blok D og genopførtes i 1870 af Klein.

Bebyggelsen er disponeret med fire rækker af boligstokke, der parvis er placeret omkring fælles grønninger. Grønningerne har langs kanterne to rækker af lindetræer, der danner en slags allé. I bebyggelsens randområder, på langsiderne samt i midten (mellem Bindesbølls og Kleins blokke), er der placeret udhuse med forskellige formål. Disse er opført af Klein. Herudover er der opført et antal selvstændige bygninger i tilknytning til bebyggelsen, der alle er placeret i randområderne. Bindesbølls blokke er grundmurede i to etager. De er glatpudsede og gulmalede i stueetagen over en lav sortmalet sokkel og hvidmalede fra og med et fladt vandret bånd under førstesalens vinduer og op til skifertaget med valm. Taghældningen er ca. 22 grader og i taget på samtlige blokke sidder omkring ni skorstene i rygningen. De murede skorstene er alle udført efter samme princip med sokkel og udkraget gesimsbånd under en ca. to skifter høj afslutning. Dørene er ældre eller traditionelt udførte med fyldinger og er grønmalede. Enkelte har et opsprosset vindue i den øvre del. Over døren sidder et opsprosset vindue. Vinduer og døre har fladbuede stik. Det varierer om dørene sidder helt fremme i facaden eller er trukket tilbage i lysningen. Særligt på havesiden ses eksempler på døre, der sidder dybt i lysningen. Vinduerne mod gaden er ældre og traditionelt udførte torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Gadefacaderne har desuden symmetrisk placerede glughulsnicher der er anvendt som et taktfast facadeornament. På havesiden er vinduerne torammede og småtopsprossede og en smule bredere end på gadesiden. Alle vinduer samt vindueslysninger og murede sålbænke er hvidmalede. Kleins blokke er ligeledes grundmurede i to etager, glatpudsede og gulmalede i stueetagen over en lav sortmalet sokkel -og hvidmalede fra og med et fladt vandret bånd under førstesalens vinduer og op til et skifertag med valm. Taghældningen er ca. 33 grader og i taget på samtlige blokke sidder omkring ti skorstene i rygningen. De murede skorstene er alle udført efter samme princip med sokkel og udkraget gesimsbånd under en ca. to skifter høj afslutning. Dørene er grønmalede og er ældre eller traditionelt udførte med fyldinger. Heraf har nogle et opsprosset vindue i den øvre del. Over døren sidder et vindue med sprosse. Vinduer og døre har fladbuede stik. Det varierer om dørene sidder helt fremme i facaden eller er trukket let tilbage i lysningerne. Vinduerne er overalt ældre og traditionelt udførte, torammede vinduer med tre ruder i hver ramme. Lejlighedernes planløsninger er meget varierede som et resultat af den omfattende sanering i 1990'erne, og der findes fra etværelses og op til fire-fem værelses lejligheder. Der er lejligheder i både et og to plan. Forholdsvis smalle trætrapper, overvejende fra saneringen og i varierende typer, giver adgang til førstesalen. Interiørerne er i alle blokkene udført i enkle materialer med fyrretræsplankegulve og glatte hvide vægge og lofter. Lejlighederne er moderniserede med afsæt i Brumlebys oprindelige meget enkle og renfærdige karakter, herunder med den langsgående skillevæg bibeholdt i hele blokkens længde. Skorstenskerner, ildsteder og ildkapper er i stort omfang bevarede. Hertil er der fyldingsdøre, traditionelt udførte eller ældre med indstukne hængsler og tilhørende meget enkle gerigter. De nyere køkkener og badeværelser er ligeledes udført i overensstemmelse med bebyggelsens enkle karakter. Køkkenerne har overvejende massive lyse træbordplader og hvidmalede og glatte under- og overskabe. Der ses enkelte steder paneler med meget enkle profiler. Alle vinduer har opto-glas, det vil sige, at der på den eksisterende vinduesramme monteres en rude i hærdet glas indvendigt. Enkelte lofter er besigtiget. Disse fremstår åbne og benyttes til opbevaring. Her er bræddegulve og synlig trækonstruktions samt murede skorstenskerner.

Udhuse af Vilhelm Klein (1870): Udhusene er grundmurede, pudsede og gulmalede. De har enten pyramidetag eller heltag med valm til én side, som et halvt pyramidetag. Der er en skorsten i tagets midte. På to af udhusenes sider ses smalle tilbygninger med halvtag – disse rummer små opbevaringsrum der side om side har bræddedøre. Udhusenes øvrige døre er traditionelt udførte eller ældre en- eller tofløjede fyldingsdøre. Alle døre er grønmalede. Vinduerne er overvejende torammede med tre ruder og hvidmalede.

Vaskehuset (genopført 1995): Det tidligere vaskehus, nu kaldet Slagterskuret, er genopført på samme sted og i samme materialer og form, som det oprindelige fra 1855 tegnet af Bindesbøll. Vaskehuset er et lille brunmalet træhus med skiferhængt heltag med udhæng. Der sidder en revledør i den ene gavl, og på begge husets langsider er to små højtsiddende vinduer (enkeltrammede og med små ruder). Vaskehuset benyttes i dag til opbevaring af haveredskaber m.v. og benævnes slagterskuret.

Hus med sidehus mod Øster Allé (1906): Bygningen er opført i grundmur og efter samme facadeprincipper i det ydre som boligblokkene hvad angår materialer, udsmykning og farveholdning. Bygningen benyttes i dag som bolig, og der er ejendomskontor i sidehuset. Der er indgang til hovedhus såvel som sidehus i faget, der binder de to bygninger sammen. Herover er en betonaltan med rækværk i jern til én side og muret værn til den anden side. Vinduerne er overvejende ældre, småtopsprossede og hvidmalede i forskellige udformninger. Skiferheltaget har udhæng. Mellem huset og blok A er en fladbuet muret åbning. I det indre er huset indrettet til bolig i to etager. I interiøret ses en ældre toløbstrappe samt ældre og traditionelt udførte femfyldingsdøre med indstukne hængsler og traditionelle greb. Materialeholdningen er traditionel med ældre bræddegulve og pudsede hvide vægge og lofter.

Inspektørboligen (blok T) (genopført i 1870) fremstår med samme form, materialer og udtryk som de øvrige blokke i bebyggelsen. Dog er den lidt kortere og har en kælder. I facaden er der traditionelt udførte, tofløjede, mørkegrønne fyldingsdøre mod både gade og have. Vinduerne i gadefacaden er i stueetagen ældre korspostvinduer, mens førstesalens vinduer er torammede med en enkelt sprosse. På havesiden er vinduerne torammede med to og tre ruder. Kældervinduerne er torammede. Alle vinduerne er hvidmalede, bortset fra kældervinduerne, der er mørkegrønne. Haven på bygningens bagside indrammes af et grønmalet plankeværk. I haven er et morbærtræ, der formentlig er Brumlebys ældste træ. I det indre er Inspektørboligen i dag indrettet til lejligheder svarende til dem i de øvrige blokke.

Badeanstalten(1892) er opført i gule mursten. Det har et valmet tag i den ene gavl og almindelig heltagsgavl i den anden. Taget er hængt med skifer og der sidder tre skorstene i rygningen. Mod taget, der har udhæng, er en muret profileret gesims. Gavlen prydes af en muret gavltrekant med et stort midterstillet og fladbuet vindue opdelt i seks rammer. Hertil er der forskellig typer af nyere og ældre vinduer i facaderne. Murfladen er udsmykket med tilbagetrukne murfelter og flade murede bånd, der tilfører bygningen dynamik og variation i det ydre. I dag er der butik i bygningen. I det indre domineres bygningen af det store centrale rum, der udgør det meste af bygningen med terrazzogulv i mønster og med ældre hvide fliser på væggen over en høj blåmalet brystning. Fliserne fortsætter op til det glatte loft. I loftets midte er en rundbuet hvælving, der løber fra gavl til gavl. Mod gavlen med det store fladbuede vindue fører tre stentrin op til et repos, der ligeledes har et terrazzogulv.

Kakkelovnsskuret (1889) er grundmuret og har en pudsede, gulmalede facader over et lavt, sortmalet sokkelfremspring og med et fladt muret bånd i brystningshøjde samt et smallere bånd, der løber over porte og øvrige åbninger. Mod taget en profileret gulmalet gesims. Taget er valmet og lagt med skifer. Mod vejen er to fladbuede portåbninger. Heri sidder to traditionelt udførte tofløjede, grønmalede porte i træ. På sydvestsiden er en grønmalet trædør. Kakkelovnsskuret benyttes i dag til værksted. Indvendigt er et støbt gulv, hvidpudsede vægge og bræddeloft.

Kostalden (1897): Kostalden er grundmuret og facaderne er pudsede og gulmalede over et lavt, sortmalet sokkelfremspring. På den øverste del af facaderne løber et fladt, muret bånd. Dette samt murfladen herover er kalket hvidt. Taget er valmet i den ene ende og lagt med skifer. Taget er med udhæng. Hovedindgangen udgøres af en kraftig hvidkalket gavlportal med pilastre og en rundbuet portåbning i midten. En grønmalet, flammeret og tofløjet port sidder dybt i lysningen. Herover sidder, i plan med murfladen et rundbuet overvindue. På begge sider af portalen er et aflangt, rektangulært vindue. Kostalden er på denne side sammenbygget med blok K. Kostalden grænser op til Øster Allé på den ene langside og den har her otte højtsiddende og mindre vinduer med små ruder. Gavlen mod Parken er glatpudset og hvidkalket. Langsiden, der vender mod Brumleby, er delvist sammenbygget med blok K. Den fritliggende del har højtsiddende vinduer tilsvarende dem på den modsatte side. Der er en indgang til Kostalden i langsidens yderfag. Her sidder en ældre eller traditionelt udført grønmalet fyldingsdør med tilhørende stående, smal fløj. Desuden er der indgang i den lave tilbygning, der binder Kostalden og blok K sammen. Døren her er en grønmalet fyldingsdør. Indvendigt er der i tilbygningen en gennemgang og indgang til et industrikøkken i blok K samt til salen, der udgør det meste af Kostaldens areal. Her er sildebensparket og bræddepaneler i brystningshøjde med tilhørende indbyggede bænke, der adskilles af murpiller. Herover er væggene glatpudsede og hvidmalede. Under vinduerne løber en bjælke, der flugter med væggen. Over vinduerne sidder en profileret trægesims og herover danner en kvartbue beklædt med brædder overgang til et bræddeloft med tværgående bjælker under. Loftkonstruktionen bæres af udsmykkede skråstivere i træ, der hviler på murpillerne. I denne ende af salen sidder to ældre, rødmalede fyldingsdøre, symmetrisk placeret og i midten er en bred, fladbuet lysning. I den modsatte ende sidder en ældre, tofløjet fyldingsdør med glas øverst. Herover er en balkon spændt ud i bygningens bredde til hvilken, der er adgang fra det bagvedliggende trapperum med toiletter og en ældre trappe, der formentlig er den oprindelige. Trappen har indstemte trin i træ og gelænder med udskårne balustre og profileret håndliste. I trapperummet er gulvet lagt med gule teglsten i mønster. Vægge og lofter er glatpudsede og hvidmalede.

Friarealerne består overvejende af grønningerne mellem boligstokkene herunder deres beplantning og hertil kommer de private haver med stakitter og espalier, de brolagte og asfalterede veje og slipper, grusstier samt plankeværk og tremmehegn. Grønningerne har langs kanterne to rækker af lindetræer, der danner en slags allé. Lindetræsrækkerne er ikke intakte, og især i den ældste del, mod sydøst, mangler en del træer. Grønningerne er overvejende friholdt. Dog benyttes de mod Øster Allé og Østerbrogade til kolonihaveområder med hække omkring. Boligblokkene har private haver vendt mod grønningerne, og på den anden side er der adgangsveje og befæstede arealer med fælles udhuse. Områderne omkring udhusene benyttes til tørrepladshaver og lignende.

Der miljømæssige værdi knytter sig til helheden og sammenhængen mellem bebyggelse og udearealer, der fra begyndelsen har været vægtet højt. Herunder til bebyggelsens hoveddisposition med fire rækker af boligstokke, der parvis er placeret omkring fælles grønninger med tilhørende beplantning, stakitter, udhuse og øvrige bygninger. Der knyttes desuden miljømæssig værdi til variationen i benyttelsen af udearealerne, herunder fællesområderne og de private haver med differentieringen i belægninger samt de lange kig og sigtelinjer langs med og i mellem stokkene. Hertil knytter der sig miljømæssig værdi til bebyggelsens sammenhængende og ensartede karakter hvad angår arkitektur, farver og en fælles materialeholdning, der giver Brumleby karakter af at være en landsby i byen.

Den kulturhistoriske værdi knytter sig til Brumleby som et enestående boligområde med en helt særlig kultur- og udviklingshistorie. Den yderst velbevarede sammenhængende bebyggelse er opført over en periode fra midten af 1800-tallet og med de sidst tilføjede bygninger i starten af 1900-tallet. Saneringen i 1990'erne er endnu et kulturhistorisk lag i fortællingen om Brumleby, der var karakteriseret ved en usædvanlig høj grad af beboerinddragelse. Der blev taget et stort hensyn til bebyggelsens særlige og oprindelige identitet og atmosfære, og der blev udviklet særlige byggeteknikker i forbindelse med tilføjelsen af tidssvarende installationer i de gamle konstruktioner. Det har betydet at Brumleby i dag fremtræder med de kvaliteter, der har kendetegnet bebyggelsen siden dets opførsel. Den kulturhistoriske værdi for Brumleby er i særdeleshed knyttet til bebyggelsen som et af de første eksempler på en boligbebyggelse i Danmark, hvor beboernes trivsel, særligt ovenpå koleraepidemierne, var udgangspunktet for byggeriets udformning. Tanken var at skabe optimale lys- og luftforhold for beboerne. Brumleby var i samtiden en fornyelse af dansk boligbyggeri og er et af de første eksempler på en social bæredygtighedstanke, der siden har udviklet sig til et forbillede ude i verden under betegnelsen det sociale/almennyttige boligbyggeri. Særligt samspillet mellem bebyggelse og udearealer fortæller om disse idealer. Bygningskroppene, hvis materialer, form, farve er inspireret af italienske landarbejder boliger, er stringente og harmoniske og styrken ligger i gentagelsen af såvel bygningsblokkene som bygningselementer i form af skorstenspiber samt den faste vindues- og dørrytme. Og hertil knyttes der kulturhistorisk værdi til den enkelhed og variation Brumleby fremtræder med, der kendetegner en bebyggelse, der har fremtrådt moderne i samtiden. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig i særdeleshed til de bevarede ildkapper og ildsteder, der er boligernes historiske omdrejningspunkt. De vidner for eksempel om bebyggelsens oprindeligt mange små lejligheder. Hertil kommer de ældre bygningsdele, herunder skillevægge i bindingsværk, fyldingsdøre med tilhørende gerigter, håndtag og indstukne hængsler, panelering samt de traditionelle materialer i overfladerne med bræddegulve og glatpudsede hvide vægge og lofter. Hertil har også de nyere kulturhistoriske lag en værdi, herunder de enkle og håndværksmæssigt veludførte trapper og køkkener, der er fint indpasset i lejlighederne. De varierende lejlighedstyper og størrelser har ligeledes en kulturhistorisk værdi, idet Bindesbøll fra begyndelsen havde tænkt ind i sin planløsning, at lejlighederne over tid skulle kunne blive til større lejligheder. Dette er i forbindelse med saneringen udført på fornem vis og med indlevelse i og fornemmelse for bebyggelsens særlige karakter.

Den arkitektoniske værdi for Brumleby knytter sig i det ydre til bebyggelsesplanen i sin kompositoriske helhed, der med de nyere men veltilpassede tilføjelser stadig i dag står som en stærk strukturel helhed. Bebyggelsesplanen er stram med en vertikal betoning i form af trærækkerne og boligblokkene der får modspil af de flade grønninger og de lange kig. Der er få men hyppigt repeterede, traditionelle og stringent udformede og placerede bygningselementer- og detaljer som skorstene, døre og vinduer. De symmetrisk placerede glughuller i gadefacaden er anvendt som et taktfast facadeornament. Gentagelsen er essentiel for oplevelsen af bebyggelsen som en helhed. Der knytter sig arkitektonisk værdi til bebyggelsens ligefremme og uprætentiøse fremtoning med de enkle og velproportionerede blokke og deres ensartede fremtræden med de pudsede gul- og hvidmalede facader, en stram og præcis form, de valmede tages skarpe udhæng, taktfastheden i vinduessætningen og de markante skorstene, der fuldender bygningskroppen og tilfører rytme, variation og elegance i de ubrudte tagflader. De vandrette bånd, den eneste facadedekoration, er yderligere understreget af farveopdelingen og hævet op under overetagens vinduer. De virker opløftende og skaber, ved den horisontale betoning, balance i de fint proportionerede facader. Brumleby kan karakteriseres som en bebyggelse, hvor detaljerne underbygger facadernes enkle og ensartede udtryk og derved bidrager til helhedsoplevelsen. I det indre knytter de arkitektoniske værdier sig til rumlighederne og lysindtag samt enkeltelementer som ildsteder og ildkapper, boligernes konstruktive kerne, samt til de simple materialer. Hertil knytter der sig arkitektonisk værdi til de nyere men enkle og nøgternt udformede køkkener. Desuden er det i høj grad samspillet mellem inde og ude samt bebyggelsens enkle, renfærdige og uprætentiøse fremtræden, der får bebyggelsen til i sin helhed at fremtræde som et harmonisk og helstøbt arkitektonisk værk.

Læs videre om

• Brumleby, Trap Danmark

Læs også om

• Den Gule Længe, København
• Nordre Pavillon ved Kunstindustrimuseet (Bredgade), København
• Rådhusstræde 13, København

Se alle artikler om

• By- og landskabsarkitektur
• Byggeskik
• Fredede bygninger

• Fredede og bevaringsværdige bygninger – Slots- og Kulturstyrelsen