I den oprindelige bebyggelse i Løkken lå husene i øst-vest-vendte rækker, så vestenvinden kunne stryge på langs af længerne, og ophobningen af sand dermed blev formindsket. Skudehandlergårdene fulgte i store træk dette mønster. De stadig større pakhuse blev efterhånden dominerende i bybilledet, fx Smørkræmmerens Pakhus fra 1862, som nu er indrettet til diskotek.

Det fredede Grønbechs Skudeskipperhus fra 1850 er med sit vandskurede, kalkede murværk og tegltag med hvidkalket forskelling meget karakteristisk for tiden. Det rummer i dag Løkken Museum.

I byens vestlige del ligger Løkken Kirke. Den er opført i nygotisk stil i røde mursten, tegnet af Axel Møller og indviet i 1898. Sognegården, der er bygget sammen med kirken, blev opført i 2012 af Jørgen Ussing Bømler.

Da jernbanen Hjørring-Løkken-Aabybro åbnede, blev stationen anlagt et stykke uden for byen mod øst. Arkitekt på den høje bygning i gennemført nybarok stil med hvidtede hjørnekvadre og valmede tage var Sylvius Knutzen. Stationen blev i 1943 forlænget mod syd til indretning af posthus.

I 1895 blev Asps gamle skudehandlergård på Torvet omdannet til Løkken Badehotel, hvilket indledte byens status som bade- og turistby. Omkring 1. Verdenskrig kom de første sommervillaer og fritidshuse, og efter 1960 begyndte et vældigt byggeboom af sommerhuse syd for byen og ud mod den lille romanske Furreby Kirke (ca. 1200).

Videre læsning

Læs mere om Løkken

Læs også om

Se alle artikler om By- og landskabsarkitektur