Løvenborg ligger på Vesterbrogade 34 i Københavns Kommune. Bygningen er fredet og har en tinglyst bevaringsdeklaration.

Bygningshistorie

I 1906 lod ejeren, snedkermester Carl Kaas-Rasmussen, de ældre bygninger mod Vesterbrogade nedrive, herunder et fireetages beboelseshus fra 1861, idet han ønskede en moderne ejendom med lokaler til butikker og andet erhverv samt en øvre etage, som skulle indrettes med udlejningslejligheder. I årene 1906-07 lod han Løvenborg opføre som beboelse samt hotel i sidefløjen, tegnet af arkitekt Anton Rosen (1850-1928). Løvenborg var opført med en ny og moderne curtain wall konstruktion mod gaden, hvor en let facade blev placeret foran fire bærende søjler, hvorfra etagedækkene blev ophængt. Forhusets bagside blev opført i grundmur ligesom side- og tværhus. Fra gaden var der gennem porten adgang til hotellets hovedindgang, som lå i sidehuset. Under projekteringen besluttede man desuden at indrette biograf i den vestre del af forhusets stueetage. Løvenborg blev opført i Art Nouveau, der var Anton Rosens foretrukne byggestil som stort set den eneste i Danmark på det tidspunkt. Forhusets lejligheder var indrettet med herreværelse, dagligstue og spisestue mod gaden, to soveværelser foruden forstuen mod gården, og en smal gang med plads til anretning førte langs bagvæggen om til bad, toilet og køkken med spisekammer samt pigeværelse og bagtrappe i sidehuset. Hotellet i den resterende, lange del af sidehus og tværhus var indrettet med restaurant i stueetagen samt 12 værelser på hver etage foruden et pigekammer syd for det gennemgående trapperum samt to toiletter og et badeværelse nærmest bagtrappen nordligst i sidehuset. I forhusets tagetage var der arbejdsværelser og atelier, mens der i sidehuset var pulterkamre, vaskerum og tørreloft. Løvenborgs stueetage blev ombygget på et tidspunkt i 1900-tallet, hvor blandt andet de tofløjede portdøre med greb udformet som slanger blev fjernet, der kom store helrudede butiksvinduer i stueetagen, og på første sal blev den nederste del af vinduerne udskiftet med hele ruder. Facaden blev restaureret i 1994 med Søren Vadstrup som arkitekt. Herunder blev vinduerne på første sal tilbageført til deres oprindelige udseende, de mangelende dele i kunststen, kobber, smedejern, messing og glas rekonstrueret, den oprindelige glasbaldakin blev kobberbeklædt og stueetagen fik nye butiksvinduer og -døre samt portfløje i et enkelt, moderne udtryk. Ligeledes blev Hotel Savoys indgang flyttet, så man nu kom ind fra gaden, hvor biografens indgang oprindeligt var. Receptionen, der fra starten havde ligget til venstre for elevatoren i sidehusets hovedtrapperum, blev i den forbindelse flyttet nærmere den nye hovedindgang og en ny trappe blev opført for at forbinde niveauerne imellem de to stueetager. I 2000 blev Løvenborg købt af Margot og Thorvald Dreyers Fond, hvilket muliggjorde en omfattende istandsættelse af den resterende del af forhuset under ledelse af arkitekterne Birthe Just og Hanne Kjærholm. Den oprindelige farvesætning og udsmykningerne med planteornamentik i art nouveau-stil blev reetableret i trappeopgangen og fondens direktionslokale på tredje sal. Tagetagen blev ved samme lejlighed indrettet som gæstelejlighed for Kunstakademiets Arkitektskole. Rummene, der oprindeligt havde fungeret som atelier, blev nyindrettet og den gennemgående stålkonstruktion mod gården blev blotlagt. Istandsættelsen stod færdig i 2002.

Beskrivelse

Løvenborg ligger på nordsiden af Vesterbrogade, hvor forhuset indgår i gadens husrække. Gennem porten i forhuset er der adgang til et meget langt og smalt gårdrum, som mod vest afgrænses af et sidehus, der foruden forhuset er sammenbygget med et kort tværhus. Nordligst på grunden også er et ganske lille gårdrum, hvortil der er adgang gennem en passage i tværhuset. Forhuset er tre fag bredt og fem etager højt og bærer et teglhængt heltag, der mod gaden er hængt med sortglaserede tegl. Mod gården er øverst røde tegl, hvorunder et halvtag beklædt med tagpap afslutter tagfladen mod gården. I tagfladen mod gården er tre ældre tagvinduer, hvoraf de to er store, tredelte vinduer. I tagfladerne mod gården er i alt tre skortenspiber, samt mod syd en pergola opbygget af stålsøjler, hvorunder der er en altan med fliser som gulv og et rækværk af stål og glas. Facaden er opført som en curtain wall konstruktion, hvor den bærende søjlekonstruktion står inde bag den lette facade. Nederst er en sokkel af granit, hvorover facaden består af sandstensblokke med varierende dekorationer. Facaden er endvidere udsmykket med en behersket planteornamentik på de tynde vinduespiller og på vinduesbrystningerne, der alle er udført som udpunslede kobber- og smedearbejder med forgyldte detaljer i 24 karat bladguld. I stueetagen er der nyere, grafitalgrå butikspartier, der følger den oprindelige buede form samt et nyere portparti udformet i glas og stål. Vinduerne herover er ældre eller traditionelt udførte, gråmalede, trefags trævinduer udformet med en stor, fast midterrude med to smalle, oplukkelige vinduer i siderne, hvorover der er tre smalle rammer. Side- og overrammer er udført med små, blyindfattede ruder. Den let udadbuede hovedgesims er hvælvet over det midterste fag og er blandt andet udsmykket af store plaketter med bygherrens monogram, bygningens navn og indvielsesåret, og øverst prydes facaden af en stangdekoration. Etageadskillelsen mellem stueetagen og første sal markeres af en kobberklædt baldakin og under andensalens vinduer hænger tre ældre lamper med hvide glasskærme. Fra første til fjerde sal er vinduerne på indersiden blevet forsynet med en solfilm, der giver vinduesglassene et uheldigt rødligt skær. Gårdsiden er opført i grundmur, der hviler på en sokkel af granitkvadre og den røde, blanke mur er over portåbningen forsynet med et smalt sandstensbånd og afsluttes øverst af en muret hovedgesims. Vinduerne er ældre, hvidmalede, trefags vinduer med opdelte nedre rammer, dog er vinduerne i trappetårnet yderligere forsynet med små blyindfattede ruder. En støbt kældertrappe fører ned til en nyere, hvidmalet kælderdør med en rude øverst. Portrummet har et gulv bestående af granitborter langs væggen med store, støbte partier i midten og foran døren ind til henholdsvis trapperum og butik ligger der fliser. Væggene står dels i rød, blank mur med granit- og betonpartier, og omkring indgangspartiet til trapperummet er væggene pudsede og gråmalede inklusiv en lille buet niche i nordvæggen. Loftet er plant og består af grå- og hvidmalede, feltinddelte plader, hvori der er indbyggede spots. Side- og tværhus er fem etager høje og opført i grundmur med rødt teglhængt halvtag, hvis øverste, vandrette del er beklædt med tagpap. I tagfladerne ses et par skorstenspiber, en mængde zinkklædte kviste og udluftningshætter samt nærmest forhuset et lille rytterlys. Side- og tværhus står på en sokkel af granitkvadre og herover er der rød, blank mur, som ender i en muret hovedgesims. Sidehusets facade springer lidt, og overgangen mellem den forreste del og den bagerste, lange del af sidehuset, formidles af en tøndehvælvsbuet gavlkvist beklædt med zink. Herefter er der en fremspringende risalit hængt med røde tegl samt to tresidede karnapper, der over stueetagens vindue hviler på sandstenskonsoller og øverst afsluttes af svungne, zinkklædte tage. Facadens stueetage har i sidehuset murede, buede stik forsynet med sandstensbånd, mens de øvrige vinduer har vandrette, murede stik. Facaden er i øvrigt udsmykket med varierende sandstensdekorationer blandt andet udformet som stiliserede planter og frugter samt små hoveder med ansigter. De to facader tilhørende den lille gård mod nord er pudsede og gråmalede. Risalitten er nederst forsynet med en ældre, tofløjet dør med kannelerede fyldinger nederst og store facetslebne ruder øverst. Karmen er hvidmalet og dørfløjene er lakerede. Over døren er en kobberklædt baldakin, og døren flankeres af to ældre, store, krumme vinduer. Syd for den oprindelige hovedindgang er en ældre fyldingsdør med en rude øverst og et stort overvindue i samme farveholdning som den oprindelige hoveddør. Vinduerne er en blanding af ældre og nyere, hvidmalede vinduer. Der er ovale, smårudede vinduer samt et-, to- og trefags, opdelte vinduer med og uden små ruder øverst. I stueetagen er de store, rundbuede vinduesåbninger forsynet med mindre, tredelte vinduer i midten samt hvidmalede blændingsstykker under og over disse. Flere af de nyere vinduer er forsynet med termoruder. Langs størstedelen af sidehusets facade er opsat et stakit foran kældervinduerne og rundt om den støbte kældertrappe, som fører ned til en nyere, hvidmalet kælderdør, og den resterende del af sidehusets sokkel er dækket af nyere, skråtstillede kældervinduer, som står ud fra facaden. Passagen i tværhuset har støbt gulv, pudsede og kalkede vægge og støbt loft. Forhuset rummer nederst et lille butikslokale samt en foyer tilhørende hotellet, der råder over sidehuset og tværhuset. På de øvrige etager i forhuset er der erhvervslejemål, indrettet i de oprindelige lejligheder, og øverst er en gæstelejlighed. Erhvervslejemålene, herefter benævnt lejlighederne, råder på hver etage tillige over en lille del af sidehuset. Fra forhusets portrum er der adgang til et gennemgående trapperum med en oprindelig elevator, som begge giver adgang til samtlige etager. Trapperummet er udstyret med en oprindelig, toløbstrappe med indstemte trin i vangerne, udskårne balustre og en svungen håndliste, der følger den forholdsvis smalle durchsicht. Trin og reposer er belagt med to farver linoleum, væggene og løbenes undersider er pudsede, loftet øverst udgøres af synlige bjælker med kanneleringer og udskårne, nedhængende dråber og pudsede flader imellem. Trapperummet står med en retableret, oprindelig farveholdning, herunder også loft og bjælker. Trapperummet er udsmykket af malede borter, vægstukkatur og dekorative snedkerarbejder i form af dekorerede enfyldingsdøre med tilhørende gerichter. Kun dørene ind til elevatoren er nyere, plane, lakerede døre. I stueetagen er gulvet af flerfarvet terrazzo. Lejlighederne har bevaret dele af en oprindelig planløsning, men desværre er flere af tværskillevæggene fjernet, så der er opstået meget store rum, som også løber videre ud i sidehuset, og nogle steder er væggene erstattet af glasvægge. I lejligheden på anden sal er forhusets oprindelige struktur med repræsentative stuer forbundet af dobbelte fløjdøre mod gaden velbevaret. Selvom størstedelen af sidehusets skillevægge er fjernet er de sekundære rum som køkken stadig placeret i sidehuset. Lejligheden i tagetagen er indrettet med tre værelser mod gaden, en stue mod gården, der er i åben forbindelse med køkkenet i sidehuset, der også rummer et værelse og et badeværelse. Lejlighederne har overordnet en traditionel materialeholdning med parket- og bræddegulve, væggene er pudsede ligesom lofterne, der er forsynet med stukkatur. I tagetagen er der i lofterne endvidere vandretliggende, opsprossede ovenlys. I badeværelser, gæstetoiletter og køkkener er der dog klinke-, linoleums- eller terrazzogulve. Lejlighederne har flere oprindelige bygningsdele og -detaljer bevaret, herunder en- og tofløjede fyldingsdøre med tidstypiske greb i støbejern og træ, profilerede gerichter med tilhørende fodklodser, fodlister samt pilasterindrammede lysningspaneler, men der er også nyere tofløjede, franske døre. Butikslokalet har dels gulv af store klinker, pudsede vægge og lofter, og mod gaden ses facadens bærende granitbeklædte søjler. Foyeren har mod gaden et nyere vindfang i stål og glas med granitflisegulv, og den resterende del af foyeren har bræddegulv af mørkt hårdttræ, pudsede vægge og lofter, der er forsynet med nedhængte flåder af akustikplader. Hvor sidehusets oprindelige bagtrappe til lejlighederne var placeret er indsat en elevator. Ved siden af elevatoren fører en trappe med trin af hårdttræ fra stueetagens foyer op til hotellets oprindelige foyer i sidehuset, og øverst giver en nyere halvsvingstrappe i stål med trin af hårdttræ og stålværn adgang til både forhusets og sidehusets tagetage. Fra den oprindelige hovedindgang i sidehusets fremhævede risalit er der adgang til hotellets hovedtrappe, der består af en oprindelig toløbstrappe med udskårne mæglere, indstemte trin i vangerne, hvor forvangen er udsmykket af runde medaljoner og aflange, kannelerede felter, samt udskårne, kannelerede brede og smalle balustre, kannelerede hovedstykker og en profileret håndliste, der følger den brede durchsicht. Trin og reposer er tæppebelagte, væggene og løbenes undersider er pudsede, og loftet øverst består af synlige bjælker med kanneleringer og udskårne, nedhængende dråber samt pudsede loftflader imellem. Modsat hovedindgangen er en oprindelig elevator, der er placeret i en halvcirkulær elevatorskakt forsynet med pudsdetaljer og en krum, enfløjet fyldingsdør med udskæringer og messinggreb foran elevatorens tofløjede inderdør. Trapperummet er hvidmalet inklusiv samtlige detaljer. Hotellet har stort set bevaret en oprindelig planløsning med en lang korridor langs bagvæggen og værelser mod gården samt en oprindelig bagtrappe placeret nordligst i sidehuset. Korridorer og værelser har væg-til-væg tæpper på gulvene, vægge og lofter er pudsede, dog har korridoren et pladebeklædt, buet loft med indbyggede spots i siderne, og i flere værelser er der nedhængte systempladelofter. Samtlige værelser har siden hotellets opførelse fået eget badeværelse med klinkegulv, pudsede vægge og nedhængte lofter. Samtlige værelser har nyere, plane døre både til badeværelse og korridoren, men ud til bagtrappen er bevaret enkelte oprindelige fyldingsdøre. I enkelte værelser er bevaret lysningspaneler og loftsstukkatur. Bagtrappen er en toløbstrappe med indstemte trin i vangerne, simple hovedstykker og runde balustre og en profileret håndliste, der følger den smalle durchsicht. Trin og reposer er belagt med vinyl, undersiden af løbene er pudsede ligesom vægge og lofter. Kælderen under forhuset har støbte gulve, klinkegulve, pudsede og kalkede vægge samt hvidkalket loft bestående af monierhvælv. Den indvendige kældertrappe er af granit og dørene er nyere plane døre undtagen en enkelt dør under hovedtrappen, som er en ældre fyldingsdør.

Miljømæssig værdi

Løvenborgs miljømæssige værdi knytter sig til, at forhuset indgår som en integreret del af Vesterbrogades høje husrække, der afspejler den høje udnyttelsesgrad af det forholdsvist sent bebyggede demarkationsterræn uden for voldene og byporten Vesterport. Hertil kommer den miljømæssige værdi ved den smalle og meget lange grunds traditionelle bebyggelsesmønster med et forhus mod gaden samt et sidehus og et tværhus, som tegner afgrænsningen af de to gårdrum. Den særegne grund med den høje udnyttelsesgrad er således en meget vigtig del af Vesterbros kulturmiljø.

Kulturhistorisk værdi

Den kulturhistoriske værdi ved Løvenborg knytter sig til, at forhuset er den første bygning i Danmark, hvor curtain wall-konstruktionen blev taget i anvendelse – tegnet af Anton Rosen, der var en af det tidlige 1900-tals mest fremtrædende, danske arkitekter. I Løvenborg binder Anton Rosen an med den revolutionerende konstruktionsmetode curtain wall, som i 1890'erne var blevet udviklet i USA, hvilket muliggjorde opførelsen af meget højere huse end hidtil. Ved at bygge et højt stålskelet af stålprofiler, som i starten var nittet sammen, og senere en konstruktion i jernbeton, der var blevet opfundet af franskmanden Joseph Monier i 1867, kunne man ophænge en ikke-bærende-facade på skelettet, hvilket muliggjorde anvendelsen af store glasruder i facaderne. I Løvenborg kommer dette til udtryk i facaden mod gaden, hvor sandstenspartier og store glaspartier er placeret en alen (63 cm) foran fire bærende søjler, hvorfra etageadskillelserne er ophængt. Anton Rosen benyttede tillige teknikken på en særdeles dristig måde, idet glasarealet i forhold til stålskelettet er overraskende stort. Selv ikke Arne Jacobsens SAS-hotel, der blev bygget mange år senere, i 1958-60, overgår dette. Curtain wall-konstruktionen revolutionerede således den gængse byggemetode, idet den gennemgående facademur, som man hidtil havde anvendt som den bærende konstruktion, ikke længere var nødvendig. Løvenborg er i kraft af konstruktionen og den smukt ornamenterede facade af international klasse. Rosen kopierer hverken højhusenes konstruktion eller udsmykning direkte, men disponerer sin facadeopbygning og ornamentering på en tilsvarende måde, således at vinduesbrystningerne og konstruktionens spinkle piller markeres. Anton Rosen var egentlig ikke særlig begejstret for den udstrakte brug af glas i kombination med den tynde konstruktion, men bygherren ønskede en maksimal udnyttelse af den dyre og smalle grund, hvorfor han stillede krav om så store glasarealer som muligt, især i stueetagens butikker. Ved at betjene sig af et visuelt greb, der opdeler de store glasarealer i mindre felter med tæt opsprossede blyindfattede ruder op til pillerne, fik Rosen de tynde piller imellem vinduerne til at virke brede end de i virkeligheden er, og han fik således løst sit problem. Desuden lykkedes det for ham ved hjælp af den planteornamentik, facaden er udsmykket med både i de tynde piller og på facaderne i øvrigt, at formidle spændingen mellem de store glasarealer og de tynde metalrammer på en organisk måde. Det er sjældent at se så smukt og sammenhængende et dekorativt arbejde på en facade. Endvidere er der kulturhistorisk værdi ved, at Løvenborg er en af de få eksisterende bygninger i Danmark, der er bibeholdt i sin originale art nouveau stil. Anton Rosen er en af de få danske arkitekter, der virkede i art nouveau stilen, der var populær i årene omkring 1900. Med en usædvanlig sans for disponering og en ualmindelig materialebehandling stod Rosen for en arkitektonisk nytænkning, der bidrog til at føre dansk arkitektur fremad. Løvenborg blev opført i solide og kvalitative materialer samt med et væld af dekorative detaljer, der fremstår som en meget særegen blanding af art nouveau stilens ornamentik, som især på gårdsiderne er kombineret med referencer til traditionel dansk murstensarkitektur. Løvenborg manifesterer også med sin planløsning på den dybe og smalle byggegrund Rosens evne til at få det bedst mulige ud af en given situation. Løvenborgs imposante facade indtager med sit symmetriske, men lette udtryk i kombination med en sprudlende overflod af velbevarede, dekorative detaljer en markant position inden for dansk erhvervsbyggeri i årene efter år 1900. I det indre knytter den kulturhistoriske værdi sig til forhusets bevarede dele af den oprindelige rumstruktur, heriblandt stueetagens opdeling med et centralt placeret portrum, der flankeres af to erhvervslokaler samt et gennemgående portrum. Hertil kommer lejlighedsindretningen, som på traditionel vis er disponeret med de repræsentative stuer mod gaden og de sekundære rum placeret mod gården samt tagetagens indretning til atelier, der kommer til udtryk i værelsernes ældre, vandretliggende, opsprossede ovenlys og stuens store glasparti mod nord. De oprindelige bygningsdele og -detaljer har ligeledes kulturhistorisk værdi, idet de vidner om bygningens alder samt beretter om periodens udsmykningsideal og æstetiske præferencer. Særlig værdi har den oprindelige hovedtrappe med samtlige detaljer, hertil kommer trapperummets elevator, terrazzogulvet, vægstukkaturen og snedkerdetaljerne som fyldingsdøre, gerichter og loftbjælker med kanneleringer og nedhængende dråber. Endvidere kommer lejlighedernes oprindelige bygningsdele og -detaljer, heriblandt en- og tofløjede fyldingsdøre med tidstypiske greb og gerichter med fodklodser, fodlister, pilasterindrammede lysningspaneler og loftsstukkatur. Den retablerede farveholdning og bemaling i trapperummet og direktionslokalet på 3. sal viser Anton Rosens frigjorte og personlige fortolkning af art nouveau, hvilket blandt andet kommer til udtryk i væggenes dekorationer med borter med henholdsvis geometriske mønstre og stiliserede blomsterranker. Den kulturhistoriske værdi ved side- og tværhus knytter sig i det indre til den stort set oprindelige planløsning med et pompøst hovedtrapperum, en gennemgående korridor langs bagvæggen, som giver adgang til værelserne ud mod gården samt placeringen af bagtrappen længst mod nord. Hertil kommer de oprindelige bygningsdele og -detaljer, hvor hovedtrapperummet er rigest udsmykket heriblandt den rigt dekorerede og krumme elevatorskakts vægstukkatur, trapperummets loft med synlige bjælker med kanneleringer og udskårne, nedhængende dråber, der er magen til loftet i forhusets trappetårn. Endvidere kommer fyldingsdøre, gerichter, messinggreb, lysningspaneler og loftsstukkatur, hoved- og bagtrappen med alle detaljer samt elevatoren med samtlige detaljer.

Arkitektonisk værdi

Løvenborgs arkitektoniske værdi knytter sig dels til curtain wall facaden mod Vesterbrogade, dels til gårdsiderne i rød, blank mur samt til den stærke kontrast herimellem. Løvenborg er i kraft af forhusets konstruktion og smukt ornamenterede facade af international klasse. Anton Rosens disponering af facaden med en forholdsvis stram, symmetrisk opbygning kontrasteres af den rige ornamentering. Facaden udviser et velbalanceret forhold imellem de vertikale og horisontale linjer, og overgangen mellem den enkle base og facadens ornamenterede øvre del formidles af en gennemgående baldakin. Vinduesbrystningerne og konstruktionens spinkle piller af sandsten fremhæves af dekorationer i sandsten, kobber og guldbelagt jern, hvis planteornamentik modsvarer de store vinduespartier med henholdsvis hele ruder og små blyindfattede ruder, og hermed er vægtningen mellem flade og ornament yderst vellykket. Facadens forholdsvist store glasarealer kamufleres visuelt ved vinduernes inddeling, idet de mindre, blyindfattede ruder er placeret ind mod sandstenspillerne, hvorved vinduespillerne virker bredere end de faktisk er. Den let udadbuede og rigt udsmykkede hovedgesims afslutter på elegant vis facaden og hvælvingen over det midterste fag accentueringer facadens midterfag, hvorved facaden opnår et roligt, harmonisk og særdeles herskabeligt ydre med en særegen og kunstfærdig udsmykning. Den arkitektoniske værdi ved de grundmurede gårdsider knytter sig til den homogene materialeholdning, der binder de store bygningsvolumener sammen til en helhed. Den meget lange gårdside på sidehuset opbrydes på elegant vis af de mange facadespring formidlet af en gavlkvist, en risalit samt tresidede karnapper, og de varierende vinduesformater giver, sammen med de mange facadedetaljer i sandsten, gårdsiderne et varieret og særdeles udtryksfuldt ydre. På trods af gårdsidernes sekundære karakter i forhold til facaden har de alligevel et elegant og repræsentativt udtryk, der kan stå mål med, at hotellets hovedindgang oprindeligt var placeret i sidehuset. Den fem etager høje, fremhævede risalit nederst forsynet med rundede glasvinduer og en baldakin sikrer, at opmærksomheden samler sig om hovedindgangen nedenunder. I det indre knytter den arkitektoniske værdi sig dels til forhusets velproportionerede stuer, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer forlener rummene med skønvirke-stilens diskrete elegance, der tager afsæt i den borgerlige, stringente klassicisme. Hertil kommer den retablerede farveholdning i direktionslokalet på tredje sal, hvis dekoration med borter med geometriske mønstre og stiliserede blomsterranker viser Rosens frigjorte og personlige fortolkning af art nouveau. Ligeledes knytter den arkitektoniske værdi sig til forhusets og sidehusets hovedtrapperum, hvor de fint forarbejdede snedkerdetaljer giver rummene en særegen elegance, som yderligere forstærkes af den retablerede farveholdning. Den arkitektoniske værdi knytter sig i det indre således til den gennemgående høje håndværksmæssige kvalitet, der ses i ejendommens bevarede bygningsdetaljer, som både skaber mættede og kontrastfyldte rumoplevelser, hvor især trapperummene og stuerne mod gaden træder frem, og hvor kontrasten i overgangen fra hotellets trappeopgang til korridoren med værelserne er mest markant.

Videre læsning

Læs videre om

Se alle artikler om

Eksterne links